Hvordan Johnsons Rhetorik og Barbara Wards Indflydelse Formede USA’s Udenrigspolitik og Borgerrettighedsbevægelse

Lyndon B. Johnsons politik som præsident i 1960’erne blev stærkt præget af hans opfattelse af USA’s rolle i verden og hans mål om at nedbringe fattigdom, både nationalt og internationalt. En af de mest markante indflydelser på Johnsons vision for politik var Barbara Ward, en britisk økonom og tænker, hvis bog og ideer dannede grundlaget for flere af Johnsons politiske handlinger. Ward argumenterede for, at udviklingslandene havde brug for massiv udenlandshjælp for at bekæmpe de destabiliserende virkninger af voksende ulighed. Hun anså også, at USA kunne bevare sit gode image i den udviklende verden ved at føre en politik, der afspejlede en sådan solidaritet.

Johnson, der selv havde læst Wards bog flere gange, inkorporerede hendes synspunkter i sin egen politik, især efter at han overtog præsidentposten i 1963. Johnson så udenrigshjælp og international samarbejde som nødvendigt for at opretholde USA’s lederskab og position i den globale politiske struktur. På trods af det faktum, at hans præsidentperiode ikke begyndte med den samme udenrigspolitiske fokus som hans forgænger John F. Kennedy, gjorde Johnson hurtigt Wards ideer til en del af sine egne visioner.

Selv om hans politiske handlinger ikke altid kunne gennemføres uden modstand, især fra sydstatsdemokrater, var hans budskab klart: USA måtte handle både internt og eksternt for at sikre et bedre globalt samfund. Johnsons indflydelse på borgerrettighedsbevægelsen blev yderligere forstærket af hans evne til at forbinde kampen for rettigheder hjemme med den globale kamp for frihed. I sine offentlige udtalelser og taler understregede han, at USA’s handlinger på hjemmefronten havde vidtrækkende konsekvenser for landets omdømme og position i verden.

Da borgerrettighedsloven af 1964 blev fremlagt, blev det tydeligt, at Johnsons strategi for at få lovgivningen gennem kongressen var både politisk forsigtig og offentlig. Hans rådgivere, som Hubert Humphrey, mente, at han var nødt til at bruge offentlig opbakning som et redskab til at presse loven igennem, især når han mødte modstand fra sydstatsdemokraterne. Johnsons beslutning om at ‘gå offentligt’, som det blev beskrevet af Samuel Kernell, indebar at han åbenlyst engagerede sig i debatten og brugte sin position til at sikre opbakning. Dette gav ham mulighed for at vinde folkelig støtte, hvilket i sidste ende var en afgørende faktor for lovens vedtagelse. Men der var også en risiko ved denne offentlige tilgang: Johnsons mulighed for at forhandle bag kulisserne blev reduceret, og han måtte stå fast på sine principper, selv når det betød, at han brød med medlemmer af eget parti.

Blandt de afgørende faktorer i Johnsons politiske tilgang var hans evne til at balancere indenrigs- og udenrigspolitik. Hans forhold til Barbara Ward og de ideer, hun præsenterede, var ikke bare en filosofisk tilgang, men en praktisk politisk strategi, der søgte at adressere både de økonomiske og moralske udfordringer, som verdenssamfundet stod overfor i den kolde krigs tid. Ward opfordrede til, at USA’s politik blev defineret af både et ansvar overfor sine egne borgere og et globalt ansvar for at bekæmpe ulighed og uretfærdighed.

Som en yderligere vigtig pointe må læseren forstå, at denne forbindelse mellem borgerrettigheder og udenrigspolitik ikke bare var en retorisk strategi, men også en nødvendighed for at opretholde en moral, som kunne understøtte USA’s globale lederskab. I en tid hvor USA’s internationale image var tæt knyttet til den måde, landet håndterede sine interne udfordringer på, kunne Johnson ikke adskille de to sfærer. Hans politiske valg i forhold til borgerrettigheder og udenrigshjælp blev ikke kun betragtet som nationale beslutninger, men som en del af den større internationale dynamik, der bestemte USA’s rolle i verden.

Hvordan velfærd og kriminalitet blev politisk forbundet i 1970'erne: Racedynamik og Nixon-administrationens retorik

I løbet af 1970'erne blev velfærd modtagerne i medierne ofte fremstillet som sorte, og offentlige meningsmålinger viste, at mange hvide amerikanere forbandt velfærd med afroamerikanere. Nixon anerkendte denne sammenhæng i sine taler og reflekterede over, hvordan race og velfærdspolitik var tæt forbundne. I sin tale fra 1972 påpegede han, at velfærdsproblemet rummer en “urovækkende strøm af racemæssig friktion” under overfladen. Det var imidlertid ikke kun et spørgsmål om raciale spændinger, men også en dybt politisk strategi, som Nixon havde med til at fremme hans egen politiske dagsorden.

Nixon forsøgte at appellere til en implicit hvid koalition, som i høj grad var forbundet med vrede og frustration over velfærdssystemets virkning på deres samfund. I hans taler, både til etnisk hvide grupper og til det brede amerikanske publikum, fremstillede han velfærd modtagere som de moralsk forfaldne, mens han hævdede, at de rigtige amerikanere var dem, der arbejdede hårdt, fulgte traditionelle værdier og respekterede familiebånd. Nixon beskrev arbejdsomhed som en hjørnesten i det amerikanske samfund, som kun kunne opretholdes, hvis staten afholdte sig fra at opmuntre til velfærdsafhængighed. Dette skabte en kontrast, der var vanskelig at undgå for det politiske publikum: de hardarbejdende, patriotiske amerikanere var hvide, mens velfærdmodtagerne var portrætteret som udanskede og ofte som sorte.

I taler som hans State of the Union-adresse fra 1972, kombinerede Nixon sin kritik af velfærd med et angreb på de “svage familieværdier”, som han mente var resultatet af et system, der straffede arbejdsomhed. Hans tale om velfærdssystemet i marts 1972 fremhævede, at dårligt arbejde og velfærdsafhængighed førte til opløsning af familier, og at selvbestemmelse og personlig ansvarlighed blev undergravet. På den måde fremstillede Nixon velfærd som et middel til at fremme inaktivitet og gøre folk afhængige af staten, og han brugte dette som et politisk våben for at mobilisere de hvide arbejderklassevælgere.

I sin “One America”-adresse fra oktober 1972 gav Nixon en mere ekspllicit forbindelse mellem velfærd og økonomisk uansvarlighed. Han hævdede, at welfare “handouts” gjorde folk afhængige og ikke belønnede dem, der arbejdede hårdt. Han lagde også vægt på, at velfærdssystemet var forbundet med en øget skattebyrde for de hardarbejdende amerikanere, en taktik han brugte for at isolere de demokratiske modstandere som ud af trit med den økonomiske virkelighed. Dette var en del af hans bredere forsøg på at fremstille sig selv som en beskytter af den “ægte” amerikanske drøm.

Selvom Nixon aldrig åbenlyst forbød at kritisere racen i sine politiske taler, blev der ofte underforstået, at der var en usynlig opdeling mellem de "gode" amerikanske familier og velfærdens modtagere, som i høj grad blev associeret med de fattigere og mere etnisk mangfoldige samfund. Nixon forsøgte at skabe et billede af velfærdsmodtagere som moralsk svage, hvilket han hævdede underminerede samfundets værdier og beskadigede den nationale enhed.

Det er vigtigt at forstå, at Nixon ikke blot argumenterede imod velfærdssystemet som sådan, men fremhævede det som en politisk strategi for at udnytte eksisterende race- og klasseforhold til sin fordel. Det, han kaldte “workfare” (arbejdsløshed for velfærdsmodtagere), var ikke blot et økonomisk reformforslag, men også et symbol på, hvordan staten kunne reformere sin politik til at understøtte en bestemt social og politisk orden.

I dette politiske spil var race et centralt element, ikke kun for at forstå de underliggende magtstrukturer, men også for at analysere, hvordan samfundets normer blev omformet i løbet af 1970’erne. Hvad Nixon og hans tilhængere formåede at gøre, var at præsentere velfærdspolitikken som et farligt og økonomisk ineffektivt system, samtidig med at de knyttede det til en retorik om “moralsk oprør” og ønsket om at beskytte “den amerikanske værdighed”. Denne praksis skulle senere komme til at definere meget af den politiske diskurs om velfærd og kriminalitet i de efterfølgende årtier.

Hvordan Nixon Håndterede Busing og Racisme i USA i 1970'erne

Protesterne imod busing blev organiseret af både politiske grupper og civilsamfundet, hvor et af de mest markante eksempler fandt sted i april 1972. En gruppe mødre fra forstæderne organiserede en march fra Detroit til Washington, DC for at protestere mod en dom, der krævede busing som middel til at integrere skolerne. Lidt senere, i februar 1972, organiserede over 3.000 protesterende en stor køretur fra Virginia til Washington for at støtte et forslag om en forfatningsændring, der ville afskaffe tvungen busing. I New Jersey samme år, blev der rapporteret om en lignende protest, hvor næsten 200 biler kørte ned ad U.S. Highway 1 for at protestere mod en plan, der ville sende elever fra New Brunswick til Middlesex County via busing.

Nixon reagerede hurtigt på denne voksende modstand mod busing, og hans administration blev betragtet som en stærk modstander af politikken. I 1970 offentliggjorde han et hvidt papir, der understregede hans syn på, at USA ikke behøvede at være homogent, og at etnisk adskillelse kunne være et legitimt valg. Han hævdede, at det var naturligt, at folk levede i etniske enklaver og havde ret til at vælge deres boligområde. Denne tilgang havde en underliggende, men subtil pointe: Selvom Nixon fremhævede individets frihed, blev segregationen af samfund og skoler i praksis legitimt støttet. Han ignorerede den historie af diskriminerende ejendomspolitikker som redlining, der havde været ansvarlig for at opbygge det segregated bybillede, som eksisterede i store dele af USA. Nixon fremstillede derfor problemet med busing som et spørgsmål om individuelle rettigheder frem for som et resultat af en lang historie af strukturel racisme.

Desuden understregede Nixon, at busing kunne skabe konflikt i samfundene og føre til modstand både blandt sorte og hvide. Han hævdede, at busing kunne skabe ny uretfærdighed ved at forstyrre samfundsstrukturer og pålægge børn, som ikke var ansvarlige for de historiske uretfærdigheder, en kollektiv straf. Dette perspektiv var imidlertid problematisk, fordi det ikke anerkendte, at segregation var et produkt af historiske og lovgivningsmæssige strukturer, der selv havde været med til at opretholde den opdelte samfundsordning, Nixon nu forsøgte at beskytte.

Nixon's budskab var klart og effektivt: Han appellerede til en stor del af den hvide befolkning, der følte, at deres samfund og livsstil blev truet af de krav om integration, der blev presset på dem. Han talte direkte til deres frygt for, at busing kunne føre til øget vold og kriminalitet, som ofte blev associeret med stereotyper om sort-amerikanske samfund. På denne måde kunne Nixon beskytte sig selv mod beskyldninger om racisme, samtidig med at han imødekom bekymringer fra sine hvide vælgere.

Det er essentielt at forstå, at Nixon ikke blot afviste busing som en løsning på racisme, men at han også legitimerede et system, hvor skoler og samfund forblev segregated, samtidig med at han fastholdt ideen om individuel frihed og rettigheder. Denne dobbeltretning i hans politik er et nøgleelement i at forstå, hvordan modstanden mod busing ikke nødvendigvis var et udtryk for et ønske om at opretholde racistiske strukturer, men snarere et forsvar for en opfattelse af, at samfundets opdeling på etnisk baggrund kunne være et naturligt valg i en fri nation.

Hvordan Obama Formulerede Sine Rhetoriske Strategier for at Håndtere Race og Identitet

Barack Obama har ofte været betragtet som en politiker, der formåede at balancere spørgsmål om race og etnicitet på en måde, der både appellerede til en bred vælgerbase og forsøgte at adressere de dybt rodfæstede uligheder i det amerikanske samfund. Han anvendte en kompleks retorik, som ikke kun havde til formål at appellere til specifikke grupper som afroamerikanere og latinos, men også forsøgte at trække på et større, nationalt fællesskab, der kunne forene amerikanere på tværs af etniske og racemæssige skel.

En af de mest markante strategier i Obamas politiske retorik var hans tilbagevenden til et idealiseret billede af fortiden – en tid, hvor amerikanerne kunne forvente at 'nå det', hvis de blot arbejdede hårdt nok. Denne appel til et mytisk billede af USA, hvor hårdt arbejde og moral kunne føre til succes, spillede ind i både progressive og republikanske diskurser. Det var en fortælling, der resonerede især med den hvide middelklasse, men som samtidigt blev udfordret af den virkelighed, som mange afroamerikanere og latinos levede i. For Obama var det et taktisk valg, som både kunne inspirere til håb og samtidig dække over de ufuldkommenheder og uligheder, der stadig fandtes i samfundet.

I sine taler om økonomi og infrastruktur, som for eksempel når han talte om at 'genopbygge' Amerika, brugte Obama en retorik, der tilsyneladende appellerede bredt til alle grupper, men også kunne læses som et svar på de dybe sociale og økonomiske uligheder, som særlig sorte og latinske amerikanere stod overfor. Begrebet 'genopbygning' havde derfor både en konkret betydning i form af fysisk infrastruktur og en mere symbolsk betydning, der relaterede sig til opbygning af et økonomisk system, der kunne give alle amerikanere, uanset baggrund, en chance for at 'lykkes'.

En central del af Obamas tilgang var hans opbakning til programmer og retorik, der ikke nødvendigvis udfordrede den amerikanske idé om farveblindhed, men i stedet forsøgte at støtte op om løsninger, der ikke fremstod som radikale. Hans støtte til HBCUs og hans udtalelser om sundhed, såsom hans kommentarer om hepatitis i afroamerikanske og latinske samfund, illustrerede hans forsøg på at engagere sig med disse spørgsmål uden at alienere den brede vælgerbase. I stedet for at fokusere på racekonflikter, som hans forgængere ofte gjorde, forsøgte Obama at skabe en national enhed omkring spørgsmål, der kunne appellere til både sorte og hvide amerikanere.

Obama var aldrig uvillig til at tage fat på race og etnicitet, men han gjorde det på en måde, der forsøgte at afbalancere ønsket om en national enhed med nødvendigheden af at anerkende de udfordringer, visse grupper stod overfor. Det var et konstant skift mellem at skabe et billede af USA som et sted for muligheder og håb, samtidig med at han forsøgte at addressere de mere komplekse og ofte smertefulde spørgsmål om race og ulighed. I den sammenhæng er det vigtigt at forstå, at hans tilgang til race og etnicitet i høj grad var en afbalancering af de eksisterende politiske diskurser snarere end en fuldstændig ny retning.

Det er væsentligt at erkende, at Obama, på trods af hans symbolværdi som den første afroamerikanske præsident, ikke nødvendigvis 'oprettede' en post-racial æra. Han var tværtimod en politiker, der navigerede indenfor de eksisterende rammer af amerikansk politisk diskurs om race og etnicitet, hvor meget af debatten stadig var præget af fortidens dybe racemæssige skel. Hvad der dog var markant, var hans evne til at anvende retorik, der kunne samle en etnisk og racemæssigt divers befolkning omkring nogle grundlæggende amerikanske værdier, selvom de strukturelle problemer, der lå bag race og ulighed, forblev uadresserede.