I dagens politiske landskab, præget af den post-truth-æra, er ideologi blevet et diskussionsemne i konstant forandring. I takt med den fremvoksende populisme, ikke mindst repræsenteret ved højrefløjens 'Alt-Right', har venstrefløjen stået overfor en vigtig refleksion: skal den opgive sit traditionelle ideologiske fundament og tilpasse sig de strømninger, der definerer den nuværende politiske scene? Spørgsmålet, der melder sig, er, om en venstrefløj, der søger at revitalisere sig selv, stadig kan holde fast i ideologien som en vejledning for politisk handling, eller om den bør forlade den til fordel for en mere pragmatisk tilgang?

Hall (1996) understreger i sin kritik af ideologi, hvordan klassiske marxistiske forståelser af ideologi ikke længere er tilstrækkelige i den moderne verden. I sin analyse, "The Problem of Ideology: Marxism Without Guarantees", påpeger han, at marxismen skal revideres, så den kan give plads til de kritiske spørgsmål, der er opstået med den postmoderne tvivl om viden og sandhed. Hall argumenterer for, at venstrefløjen bør overveje, hvilke aspekter af den traditionelle ideologi der stadig har værdi, og hvilke der bør afvises.

Slavoj Žižek (1994) tager et skridt videre og udfordrer den fortsatte relevans af ideologi som et begreb. Han stiller spørgsmålstegn ved, om ikke ideologien, som den forstås i klassisk marxistisk teori, er blevet selvmodsigende i lyset af de epistemologiske forandringer, vi ser i dag. Han hævder, at vi i en post-truth verden ikke nødvendigvis bør afvise ideologi, men snarere omdefinere den. Žižek er ikke alene om denne tankegang. For ham er det en grundlæggende opgave at fastholde ideologiens centrale rolle i den radikale demokratiske kamp, selv om han er skeptisk over for dens tidligere former.

En central debat i dagens politiske diskurs er, hvordan venstrefløjen bør håndtere den fremvoksende populisme, og hvordan den bør forholde sig til de taktikker, der anvendes af højrefløjen. Gas Muddle (2019) argumenterer i sin analyse, at venstrefløjen ikke bør lade sig forføre af højrefløjens populistiske strategier, såsom at adoptere deres synspunkter på emner som indvandring. Dette synspunkt understreger, at venstrefløjen, hvis den ønsker at genvinde sin politiske relevans, skal fokusere på sine egne grundlæggende værdier som social retfærdighed og solidaritet frem for at efterligne højrefløjens taktikker.

I modsætning til denne pragmatiske tilgang står de mere radikale synspunkter, som ser ideologi som en nødvendighed for at kunne forstå og kritisere den verden, vi lever i. For Muddle er venstrefløjen i øjeblikket i en farlig situation, hvor ideologisk afsmitning fra højrefløjen kan føre til en forvirring af de værdimæssige skel, der tidligere adskilte de to ideologier. Venstrefløjen bør ikke blot omfavne en pragmatisk politisk strategi; i stedet skal den genoplive sin ideologiske kamp mod neoliberalisme og dens gribehold af den sociale orden.

Dette spørgsmål om ideologiens rolle fører os tilbage til Žižek, som insisterer på, at ideologi, på trods af dens fejl og mangler, ikke blot er et spørgsmål om abstrakte teorier, men en proces, der er dybt forankret i de sociale praksisser og den måde, vi forstår vores virkelighed på. Ifølge Žižek er det nødvendigt at bevare spændingen mellem ideologiens kritik og den konkrete virkelighed for at forstå, hvordan ideologier skaber og opretholder den sociale orden. Selvom ideologi er en del af den virkelighed, vi oplever, skal vi ikke afvise den som ubrugelig. I stedet skal vi fortsætte med at udfordre den, idet vi anerkender, at ideologi er en integreret del af, hvordan vi opfatter verden og handler i den.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at afskrive ideologi som et forældet fænomen i den post-truth-æra. Den fortsatte relevans af ideologi hænger sammen med vores evne til at engagere os i epistemologiske spørgsmål om viden og sandhed, som er fundamentale for radikale politiske kampe. Venstrefløjen bør ikke opgive disse spørgsmål, men snarere genopfinde sine ideologiske perspektiver på en måde, der kan bidrage til en mere kritisk og reflekteret politisk praksis.

Venstrefløjens største udfordring i den moderne politiske verden er at finde en balance mellem at være tro mod sine værdier og samtidig tilpasse sig de ændrede politiske realiteter. Dette kræver en konstant refleksion over, hvad ideologi betyder i dagens samfund, og hvordan den kan anvendes til at forstå og handle på de udfordringer, vi står overfor.

Hvordan misinformation, magt og klimakrise former nutidens politiske landskab

I den nuværende medieverden bliver afgørende politiske beslutninger ofte truffet på grundlag af information, der primært stammer fra en håndfuld konspirationssider, hvor “mavefornemmelser” og “sund fornuft” erstatter velovervejede analyser. Denne impulsive beslutningsproces, der drives af gentagne konspirationsteorier, bliver yderligere forstærket gennem mediernes dækning, som under påskud af “journalistisk fairness” slører grænserne mellem sandhed og falske nyheder. Analysen af denne udvikling viser sig at være endnu mere relevant med tiden.

Under riksretssagen mod Trump blev det tydeligt, hvordan republikanske politikere undgik konkrete svar og i stedet gentog de samme konspirationsprægede argumenter i både udtalelser og spørgsmål. Trump selv nægtede at vidne under ed, men brugte konstant Twitter som platform til at udbrede de samme påstande om Ukraine og Hunter Biden. Efter drabet på Soleimani blev disse narrativer genoplivet, hvor iranske embedsmænd blev skildret som terrorister, der skulle have dræbt amerikanere – en fortælling, der kunne spores tilbage til nogle få konspirationssites, der blev delt gennem Trumps tweets.

En af de mest bekymrende konsekvenser ved denne spredning af falske nyheder er, at en del af befolkningen nu ser Trump som den eneste sande kilde til sandhed. Dette fænomen kan forklares gennem en kombination af religiøsitet og race, hvor evangelikale vælgere har opfattet Trump som en messiansk figur og derfor accepterer hans hykleri uden kritik, afviser medierne som “partiske” og tolker hans handlinger som en del af en guddommelig plan. Ligesom under Bush Jr.-æraen, hvor man ubevidst accepterede “efterretninger” om masseødelæggelsesvåben i Irak, legitimerede disse vælgere mordet på Soleimani som et skridt mod “endens tid.”

Racisme har haft en direkte effekt på det politiske klima, hvor en stor del af den hvide befolkning i USA, der stemte på Trump i 2016, er blevet præget af en “dumgørelse.” Det republikanske parti har tydeligt bevæget sig mod en hvid nationalistisk retning, hvor man benytter valgmandskollegiet, gerrymandering og undertrykkelse af vælgere til at sikre politiske sejre, selv når demografien ændrer sig. Denne autoritære populisme og fascistiske tendens vil ikke forsvinde, selv når Trump forlader embedet, da partiet insisterer på at beholde magten for enhver pris, mens yngre og marginaliserede vælgere kæmper imod denne udvikling.

Klimaforandringerne og de ødelæggende brande i Australien illustrerer den presserende nødvendighed af at handle mod den økologiske katastrofe, som menneskeskabt global opvarmning udgør. De enorme tab af dyreliv og menneskeliv kan ikke længere ignoreres, selvom højreorienterede sociale medier forsøger at bortforklare katastrofen med absurde konspirationsteorier. Når sandheden ofres til fordel for alternative fakta og corporate interesser, bliver konsekvenserne langt mere alvorlige og globale.

For at modvirke disse skadelige tendenser er det nødvendigt, at venstrefløjen bruger medierne aktivt til at fremme offentlige læringsprocesser uden for traditionelle uddannelsesinstitutioner. Det kræver en kritisk stillingtagen til to grundlæggende udfordringer, kapitalismen står over for i dag: den forestående økologiske katastrofe og den omfattende teknologiske omvæltning kendt som den fjerde industrielle revolution. Det er igennem denne kritiske forståelse og aktivisme, at kampen for øko-socialisme kan vindes og rulles ud som et modsvar til højrefløjens destruktive ideologier.

Det er vigtigt at forstå, at konspirationsteorier og falske narrativer ikke blot er isolerede misinformationer, men at de fungerer som strategiske redskaber for autoritære bevægelser til at konsolidere magt og underminere demokratiets kerneværdier. Samtidig viser erfaringerne, at troen på stærke lederskikkelser, der præsenteres som “sandhedstolke,” ofte hviler på dybt forankrede sociale og kulturelle faktorer såsom religiøs overbevisning og racemæssig identitetspolitik. Den økologiske krise stiller krav om en radikal omstilling, som ikke blot handler om teknologisk innovation, men også om at forandre samfundets grundlæggende værdier og magtstrukturer. Forståelsen af disse sammenhænge er afgørende for at navigere i en tid præget af dyb politisk og social krise.

Hvad sker der, når sandheden bliver et våben og ikke et princip?

Sandheden er ikke længere noget, der hviler stille eller som kan blive et fælles udgangspunkt for samtale og samfundsforståelse. I stedet er den konstant på flugt, manipuleret, flyttet og omdefineret med en næsten kirurgisk præcision af dem, der har mest magt at tabe. Dette fænomen ses tydeligst i den amerikanske kontekst under Trump-æraen, hvor enhver forestilling om en fælles virkelighed undermineres af et ideologisk projekt, som forvansker både sprog og betydning for at vinde – for at dominere.

Det er ikke længere nødvendigt, at noget er sandt; det er nok, at det føles sandt for dem, der har mikrofonen. Og denne følelse kobles til identitet, status og magt. Når Trump insisterer på, at hans indsættelsesceremoni havde flere deltagere end Obamas – trods åbenlys dokumentation for det modsatte – er det ikke en banal løgn. Det er en strategi. En metode til at vise, at virkeligheden er bøjeligt materiale under hans hænder. Og endnu vigtigere: at hans følgere accepterer det, fordi det bekræfter deres verdensbillede.

Denne tilgang skaber en form for politisk epistemologi, hvor det ikke handler om, hvad der faktisk skete, men hvem der siger det, og hvad det tjener. Det, vi står overfor, er ikke bare et politisk højresving, men en dybere omkodning af, hvad sandhed overhovedet betyder. Når sandhed bliver et spørgsmål om loyalitet frem for evidens, bliver løgnen en dyd. Trump-tilhængere, fanget i email-konflikter eller dokumenterede optrin i offentlige rum, henviser ofte til præsidentens handlinger som legitimering: "Hvis han må, så må jeg også."

Men bag denne amorfe tilgang til sandhed findes et mere organiseret mørke. De bevægelser, som sværmer om Trumpismen – hvide nationalister, antifeministiske og internetbårne subkulturer – har ideologi. De har mål. De bruger relativismen som et våben til at skubbe deres egen absolutisme frem. Når fakler bæres gennem gaderne for at "forsvare" statuer, og moddemonstranter dræbes, er det ikke længere bare diskussion – det er kamppladsen for virkelighedens retning.

For at denne kamp kan fortsætte, må selve begrebet om objektiv sandhed nedbrydes. Det gøres dels ved at kalde pressen for "fjenden af folket", dels ved at placere enhver kritik i et narrativ om venstreorienteret forfølgelse. Taktikken er klar: Fornægt først, at der findes en fælles sandhed. Kald derefter alt for "fake". Afslut med at legitimere nedbrydning af retssikkerhed og institutioner, for det hele er alligevel bare et spil.

Konsekvensen er, at vi drænes for energi. Ikke bare intellektuelt, men politisk og økonomisk. I stedet for at rette fokus mod klimakrisen eller ulighed, tvinges medier og samfund til at "balancere" dækningen af løgne med dækning af fakta – som om de to var ligeværdige. Denne normalisering af nonsens tjener status quo, og tillader de gamle magtstrukturer at fortsætte med at tømme jorden for ressourcer og mennesker for håb.

Samtidig er der et aggressivt narrativ om offergørelse blandt Trumps støtter. På trods af deres privilegier fremstilles de som de virkelige ofre – uforståede, misforståede, forfulgte. Dette iscenesættes ofte, når diskussionen nærmer sig noget sandt, noget dokumentérbart. I det øjeblik fakta får fodfæste, kommer martyrrollen i spil. Det er et forsvar mod ansvar og refleksion, og det virker.

Fortællingen om "den virkelige amerikaner" – hvid, mand, heteroseksuel, protestantisk, arbejderklasse – bliver brugt til at skjule det faktum, at Trumps kernevælgere typisk har en husstandsindkomst på over $75.000. Fortællingen nægter at anerkende, at den amerikanske arbejderklasse i dag i stigende grad er sort, kvindelig, urban og ung. Men medierne spiller med. De rejser gang på gang til småbyer for at interviewe hvide mænd, der føler sig forladt, og som uden filter giver udtryk for racisme og mistro. Det er sjældent, at medierne bruger samme energi på at forstå Clinton-vælgere, trods det faktum at hun vandt flest stemmer. Deres vrede tæller tilsyneladende ikke.

Det mest alarmerende aspekt er dog, at denne "anti-sandhed" bevægelse ikke bare handler om USA. Den er et symptom på en større, global erosion af epistemologiske standarder. Når fladjords- og antivaccine-bevægelser får taletid i nyhedsfladen, fremstår videnskab som bare én holdning blandt mange. Når videnskab gøres til politik, bliver politik noget, der kan fremstå som videnskab – og det er farligt.

I denne kontekst bliver uddannelse og pædagogik afgørende. Jones skelner mellem fire typer sandheder: faktuelle, systematiske, moralske og subjektive. De sidste er de vigtigste – for det handler om, hvad mennesker selv vælger at tro om sig selv og verden. Når disse sandheder manipuleres, når børn lærer at det hele bare handler om, hvem der vinder, mister vi mere end bare overblik. Vi mister vores evne til at orientere os i virkeligheden.

Det er afgørende at forstå, at dette ikke er en midlertidig tilstand eller en forbigående kulturel tendens. Det er en strukturel omformning af forholdet mellem magt og sandhed. For at modstå den kræves ikke blot fakta, men en ny pædagogik, en ny offentlighed og en ny vilje til at kæmpe for, at sandhed ikke skal være et spørgsmål om hvem, men om hvad.

Hvordan kan Monte Carlo-metoden anvendes i kvanteteknologi?
Hvordan påvirker AI og deepfakes moderne militær beslutningstagning og informationskrigsførelse?
Hvordan bevise logiske udsagn i Lean: Conjunction, Bi-implication og Disjunction