Hvordan ved man, hvornår man skal kæmpe – og hvornår man skal lade være?

En vinterstorm havde trukket sig tilbage, og stilheden, der fulgte, var næsten hellig – som en ubesmittet domkirke under sne. Floden gled stumt gennem dalen, kun afbrudt af tilfældige isflager. Og så, som en skygge i sollyset, en skimmer fra Unionens Garder – flydende, væbnet, fremmed. En trussel, både konkret og symbolsk, havde fundet vej ind i deres hjem.

Marie så straks, hvad Carlos overså – typen af skimmer, dens kapacitet, besætningens sammensætning. Hun talte dem ikke kun – hun forstod dem. Det var ikke længere barnlige lege, men præcis, kold analyse. Hendes evne til at identificere modellen og dens begrænsninger var ikke bare teknisk kunnen; det var overlevelsesinstinkt i aktion. Den slags viden var ikke pynt – det var forskellen mellem liv og død.

Og dagslys afslører alt.

Gruppen havde fordelene – højden, kendskab til terrænet, overraskelsens kraft. De havde trænet til dette. Men selv med styrken på deres side var der tilbageholdenhed. Barry, ligesom Carlos, havde smagt dødens smag før. De vidste, at en krop i sneen ikke er en sejr, men en byrde. Ikke mindst når det er én, man selv har skabt.

De brugte ikke deres implantater – for moderne signaler kunne opsnappes. De stolede i stedet på de gamle metoder: håndtegn, erfaring, instinkt. En bevidsthed om at moderne teknologi ikke nødvendigvis er en fordel, men en sårbarhed, når krigen ændrer form.

De planlagde angrebet: to flanker, samtidig bevægelse, ingen skud før signal. Men selv dette planlagte angreb var tynget af ambivalens. Hvad hvis de ikke overgav sig? Hvad hvis kæden på skimmerens kanon begyndte at rotere? Hvad hvis deres håb om en blodløs sejr var en illusion?

Det er netop i denne ambivalens, at spændingen i øjeblikket kulminerer. Modsat de yngre kæmpere, der bærer vrede som drivkraft, bærer Carlos tvivlen som ansvar. Og det er netop denne tvivl, denne vilje til at afholde sig fra vold trods overlegenhed, der definerer lederskab.

Det, der står tilbage, er spørgsmålet: Hvad vil vi gøre med vores valg, når vi har overtaget? Vil vi bruge vores styrke til hævn – eller til kontrol? Der findes ingen lette svar. Kun beslutninger, og deres efterklang i det menneske, der træffer dem.

Hvordan Science Fiction og Fantasy Formidler Menneskets Dybeste Frygt og Forventninger

Som redaktør af Gernsbacks sidste SF-udgave har kvaliteten af Science Fiction + stadig ikke oplevet nogen nedgang, hvilket tydeligt ses i udgave nummer 26. James Van Pelt skriver underholdende om en uforglemmelig gambler i "The Pair-a-Duce Comet Casino All-Sol Poker Championships", mens Mark Rich på smuk vis skitserer portrættet af en sørgende mand, inspireret af C.M. Kornbluths liv, i "Too Celestial Lane". Denne udgave samler også digte, anmeldelser og en hyldest til Lloyd Biggie Jr., og alt er omhyggeligt sammenstillet af redaktør A. Langley Searles, der fortsat fastholder den høje kvalitet.

Også i den australske Andromeda Spaceways Inflight Magazine (Andromeda) er der en uforlignelig samling af både noveller og digte. Illustrationen er som altid blandt de bedste i genren. Den seneste udgave er et bevis på, hvordan science fiction-genren fortsat rummer både dybde og opfindsomhed. Der er noget ved denne type litteratur, som gør det muligt at udforske alt fra menneskets dybeste frygter til de mest utænkelige muligheder.

På den samme bølge er Bradbury Stories: 100 af Bradburys mest fejrede fortællinger et glimrende eksempel på en forfatters evne til at forny sig selv, selv når han er blevet et ikon. I udgaven af Flesh & Blood, en forlægger kendt for sine grænseoverskridende fortællinger, er den mest groteske historie "Bugs" af C.C. Parker, hvor en kvinde føder et levende stykke kød. Historien er en metafor for menneskets forhold til de ting, der pludselig bliver ude af kontrol, og hvordan skabninger af både kød og ideer kan få magt over os. Men i Bradbury's stil leverer han også historier, der er lige så farlige på en mere subtil måde, som for eksempel "The Girl in the Cathedral" af Jennifer Cox, hvor en ung kvinde møder en døds-skygge.

Men Bradbury er ikke den eneste, der har indtaget denne form for litteratur. The Third Alternative (TTA), som udkommer under ledelse af Andy Cox, er en magtfuld platform for det mørke og hårdtslående, og har en evne til at præsentere fiction med både stor grafisk skønhed og intellektuel skarphed. I udgave nummer 35 er Ian Watsons "The Butterflies of Memory" et godt eksempel på, hvordan science fiction-genren kan gribe dybt ind i vores forestillinger om teknologi og sindets natur. I denne historie, hvor cellulære enheder får en "winged" form, udfordrer Watson os til at stille spørgsmål om, hvad vi egentlig kontrollerer og hvad der kontrollerer os.

Og hvis der er én ting, som læseren bør forstå, når det gælder science fiction, er det, at genren ikke blot handler om teknologi og fremtidens opfindelser. Den taler om os, vores frygt, vores længsler, vores kamp med døden og vores søgen efter forståelse af både det, der er udenfor os, og det, der bor i vores dybeste inderste. Genren er et spejl, der reflekterer vores forhold til vores egen eksistens. Hver historie, uanset hvor langt den rækker ind i fremtiden eller ud i rummet, tager fat i de universelle følelser og dilemmer, der definerer os som mennesker.

Det er værd at bemærke, at science fiction og fantasy har evnen til at afsløre nye perspektiver på, hvordan vi forstår både vores egen tid og vores fremtid. Ofte glemmer vi, at de mest dristige ideer om teknologi og samfund ikke nødvendigvis stammer fra forskere, men fra forfattere, der er i stand til at udtænke de konsekvenser, vi måske ikke kan se endnu. Dette er en vigtig del af litteraturen, der konstant udfordrer os til at tænke ud over de umiddelbare grænser for vores verden og forestille os, hvordan vi kan forme den, hvordan vi kan forbedre den – eller hvordan vi kan ødelægge den.

Udover den åbenlyse glæde ved at blive underholdt, lægger science fiction og fantasy ofte skjulte sandheder om menneskets natur og om de valg, vi træffer i hverdagen, på bordet. Når vi læser historier om dommedag eller dystopiske fremtider, bør vi ikke bare tænke på de fiktionelle verdener, men på hvad de afspejler om vores nuværende valg. Når vi står overfor nye teknologier eller et teknologisk vidunder, er det ofte forfattere og tænkere i science fiction-genren, der advarer os om de dybereliggende farer – eller de potentielle muligheder – som vi måske ikke har overvejet.