NBIM, den norske statens investeringsfond, blev skabt med det formål at opnå afkast, der skulle overgå et benchmark udpeget af Finansministeriet. Dette aktive afkast blev beregnet som forskellen mellem fondens faktiske afkast og benchmarkets afkast. Figur 14.1 viste, at de kumulerede aktive afkast efter 2007 faldt med –5% i de værste måneder af den finansielle krise. Mange offentlige aktører havde forventet, at aktiv forvaltning ville tilføje værdi kontinuerligt—efter alt var det ikke netop derfor, at porteføljemanagerne hos NBIM blev betalt markant højere end de almindelige bureaukrater? Spørgsmålet opstod om de ekstra gebyrer betalt for aktiv forvaltning var spild af penge, og om fonden burde skifte til passiv forvaltning med billige indeksfonde.

Det norske fonds forvaltning har altid været under offentlig observation, og de ansvarlige embedsmænd i Finansministeriet og NBIM blev kritisk granskede, især efter tabene, som var opstået midt i en krise, der samtidig afslørede flere finansielle excesser. Norge, som ellers har et solidt økonomisk ry, var heller ikke skånet for konsekvenserne af den finansielle krise. I modsætning til politikerne i andre lande, som måske ikke kunne redegøre for forskellen mellem aktiv og passiv forvaltning, er de norske folketingsmedlemmer økonomisk meget kompetente. De har ansvar for en nations formue og har derfor et stærkt incitament til at forstå de finansielle markeder grundigt.

I lyset af den offentlige kritik valgte Finansministeriet at igangsætte en grundig, fire måneder lang undersøgelse af fonden. Jeg, sammen med William Goetzmann og Stephen Schaefer, blev bedt om at evaluere NBIM’s historiske præstationer, vurdere strategierne for aktiv forvaltning og undersøge risikostyring. Rapporten, der blev offentliggjort i slutningen af 2009 og præsenteret i begyndelsen af 2010, konkluderede, at en stor del af fondens aktive afkast både før, under og efter finanskrisen kunne forklares med systematiske faktorer. Det blev klart, at Norge havde gjort det rette ved at indsamle disse risikopræmier på lang sigt, hvilket havde kompenseret for tabene under dårlige tider som finanskrisen.

Det er essentielt at forstå, hvad disse faktorer er, og hvordan de påvirker afkastene over tid. Faktorer er investeringsstile, der giver høje afkast på lang sigt. Risiko-præmierne, der følger med faktorer, kommer dog ikke gratis, og de kan underperformere i kortere perioder, især i dårlige økonomiske tider som perioder med høj inflation og langsom økonomisk vækst. Aktier og obligationer er eksempler på faktorer, hvor risikopræmier opnås ved blot at købe disse aktiver (langsigtede positioner), og derfor er de statiske faktorer. Andre faktorer kræver dynamisk handel, hvor man konstant justerer porteføljens vægtning. Dynamiske faktorer som værdi-vækst investering, momentum og volatilitet-hedging kræver ofte mere aktiv forvaltning og kan medføre svære tab i perioder med økonomisk stress. Netop de tab er en af grundene til, at faktorer opbygger risikopræmier.

I forhold til NBIM og den norske fonds forvaltning blev det tydeligt, at beslutningen om aktiveringsallokeringen, der blev truffet af Finansministeriet, var af stor betydning. For at forstå et fonds præstationer i relation til et konkurrencefund, bliver benchmark allokeringen mindre relevant. Det aktive afkast—som kommer fra de beslutninger, NBIM tog for at afvige fra benchmarket—blev hurtigt et centralt diskussionsemne. En vigtig konklusion i vores rapport var, at mens aktiver og passiv forvaltning var en væsentlig drivkraft for afkastene, kunne det være fornuftigt at gå videre med en top-down tilgang til faktor investering, især i dynamiske faktorer.

I praktisk forstand betyder det, at risikopræmierne ikke altid vil være tilgængelige til en lav pris. Investorer må være forberedte på volatilitet og perioder med underperformance. Det centrale er dog at forstå, at aktiver og allokeringen af aktiver er den største faktor for et fonds langsigtede præstationer. Mens det at vælge de rette faktorer kan have stor indflydelse på den økonomiske succes, er det oftest aktivt forvaltede beslutninger, som bestemmer forskellen i præstationer mellem konkurrerende fonde, som f.eks. Harvard og Yale, i en given periode. For et fonds egen præstation er det derimod især de specifikke valg i forhold til aktiver og risici, som gør en forskel over tid.

Det er nødvendigt at forstå, hvordan faktor investering fungerer på lang sigt. Forvaltning af risici er ikke kun et spørgsmål om at følge markedsdynamik, men også om at vælge de rette faktorer og omhyggeligt håndtere deres implikationer. Dette er en af grundene til, at Norges Bank Investment Management (NBIM) fortsætter med at favorisere aktiv forvaltning i stedet for at hoppe over til en mere passiv strategi som så mange andre fonde.

Hvad betyder illikviditet for ejendommes priser?

Illikviditet er et fænomen, der kan have en betydelig indvirkning på prissætningen af aktiver, herunder ejendom. Det refererer til det forhold, at aktiver ikke nemt kan sælges eller handles uden at påvirke deres værdi, hvilket kan gøre dem mere risikable for investorer. Ejendom, som traditionelt har været betragtet som en relativt stabil investering, kan også blive påvirket af illikviditet, især når markedet er præget af økonomiske eller finansielle chok. Studier viser, at markeder, hvor aktiver ikke kan handles hurtigt eller nemt, ofte oplever større volatilitet i prisfastsættelsen.

Forskning har afsløret, at illikviditet kan påvirke både short- og long-term prissætning af ejendom. På den ene side kan ejendom på kort sigt se ud til at være mindre påvirket af likviditetsproblemer, men på den lange bane kan virkningerne blive mere tydelige. Dette ses især, når økonomiske betingelser forværres, og investorerne mister tillid til markedsværdien af deres ejendom. For at forstå, hvordan illikviditet interagerer med ejendommes priser, er det nødvendigt at kigge nærmere på flere faktorer, som investorernes beslutningstagning og de specifikke mekanismer, der driver markedets funktion.

En vigtig pointe, som ofte overses, er, at illikviditet ikke kun er et problem for de købere og sælgere, der direkte deltager i markedet. Det kan også påvirke bredere økonomiske forhold og investorernes adfærd. Illikvide markeder kan føre til større usikkerhed omkring værdien af aktiver, og investorer kan reagere på denne usikkerhed ved at udskyde investeringer eller træde ud af markedet helt. Dette kan skabe en ond cirkel, hvor markederne bliver endnu mere illikvide, hvilket igen forstærker de negative effekter på priserne.

Det er også nødvendigt at tage højde for, hvordan illikviditet kan spille en rolle i investorernes risikostyring. I et marked med høj illikviditet vil investorer ofte kræve en præmie for at bære den ekstra risiko, der er forbundet med at eje sådanne aktiver. Dette kan føre til, at aktiverne handles til en lavere værdi end i et mere likvidt marked, hvor der er mindre risiko for at stå med et aktiv, som ikke kan sælges til en rimelig pris.

Desuden er det relevant at forstå, hvordan illikviditet interagerer med de mere tekniske aspekter af ejendomshandler, såsom transaktionsomkostninger, som kan variere afhængigt af markedets likviditet. Højere transaktionsomkostninger, der opstår som følge af lav likviditet, kan forstærke virkningen af illikviditet, da de ekstra omkostninger kan afholde investorer fra at købe eller sælge aktiver. Dette skaber yderligere barrierer for markedsdeltagerne og kan føre til, at ejendommes priser ikke reflekterer deres sande værdi.

Når vi taler om markeder med illikvide aktiver, er det også nødvendigt at overveje forholdet mellem disse aktiver og den generelle økonomi. Illikviditet kan være et tegn på, at et marked er mindre effektivt, og ineffektive markeder kan føre til fejl i prissætning, som på sigt kan have negative konsekvenser for den økonomiske stabilitet. Det er derfor vigtigt for både investorer og økonomer at forstå, hvordan illikviditet påvirker prisdannelsen og overveje, hvordan dette kan afspejles i bredere økonomiske modeller.

Desuden skal vi overveje, hvordan udviklingen i finansielle markeder påvirker ejendommes likviditet. Med fremkomsten af alternative investeringer og finansielle produkter, såsom ejendomslån og fonde, der investerer i fast ejendom, kan vi forvente, at likviditeten på visse ejendomsmarkeder vil ændre sig. Investorer skal derfor være opmærksomme på, hvordan ændringer i finansielle instrumenter og investeringsmuligheder kan påvirke deres ejendommes likviditet og risiko.

Vigtigst af alt er det nødvendigt at forstå, at illikviditet ikke kun er et spørgsmål om markedsdeltagelse, men også om den bredere økonomiske kontekst, hvori markedet opererer. En dybdegående forståelse af, hvordan illikviditet påvirker ejendommes værdi, kræver, at man tager højde for både økonomiske faktorer som renteændringer og politiske beslutninger, som kan skabe yderligere volatilitet. Dette betyder, at man som investor skal have et holistisk syn på markederne og ikke kun fokuserer på de umiddelbare virkninger af illikviditet, men også på de underliggende økonomiske kræfter, der driver markedsdynamikken.

Hvordan Kunstig Intelligens Lærer og Træffer Beslutninger: En Udforskning af Fuzzy Inference, Maskinlæring og Forstærkningslæring
Hvordan Costa Ricas grønne elite har formet klima-politikken
Hvordan Spartansk Krigsførelse og Religiøse Ritualer Formede Krigen i Antikken
Hvordan organiske og uorganiske forbindelser danner atomisk præcise sølvklusterstrukturer