Benjamin er ansvarlig for politisk korrekte, poststrukturalistiske genlæsninger af Shakespeare, der fremhæver "den racistiske eller phallocentriske 'undertekst'", som Shakespeare angiveligt var ubevidst om, da han skrev sine værker. På samme måde som ateismen afsatte Gud som Skaberen, afsatte den kulturelle marxisme mennesket som Forfatteren. Minnicino beklager, at den kulturelle marxisme tvinger mennesker til at se sig selv som et produkt af historiske kræfter, frem for som et unikt væsen, der rummer den guddommelige gnist fra Guds skabelse.

Men Adorno og Benjamins skadelige indflydelse er ikke begrænset til akademia. Minnicino forklarer, hvordan deres ideer inficerede den brede kultur og fremmedgjorde den almindelige amerikaner fra denne guddommelige gnist. Han understreger Benjamins arbejdsforhold til Brecht og beskriver Brechts teknik med "verfremdungseffekt" (fremmedgørelseffekt) som et ondsindet forsøg på at få publikum til at forlade teatret demoraliseret og uden retning. På grund af en uforklaret hændelse blev denne såkaldte teknik til at skabe fremmedgørelse til normal praksis i en mediesatueret tidsalder. Film og tv-underholdning viser ekstrem vold og sex for at ryste seeren til en tilstand af frustreret raseri.

Minnicino begår klart historisk fejlinformation, da han ignorerer det faktum, at Brechts fremmedgørelseffekt var designet til at ryste tilskuerne ud af deres apati og bringe dem til et kritisk bevidsthedsniveau, i stedet for at chokere dem ind i en tilstand af vrede. Men Minnicino hæfter sig ved ordet "fremmedgørelse", fordi han kan ompakke det til at støtte sin egen argumentation. I mine møder med diverse tilhængere af den såkaldte Frankfurt-skole-konspiration har jeg opdaget, at deres argumenter ofte er bygget på intet mere end ordspil.

Underligt nok forholder Minnicino sig ikke til Adornos kompositioner eller skrifter om musik (et mål for senere konspirationsteoretikere), men fokuserer i stedet på hans deltagelse i Princeton Radio Project. På trods af Adornos modstand mod de kommercielle anvendelser af projektets forskning, bebrejder Minnicino ham for alt fra "pseudo-videnskab" i offentlig opinion polling til de uforenelige playlister på FM-radio. Minnicino forvansker kronologien og bygger sine argumenter på tvivlsomme ræsonneringer, hvilket fører ham til at hævde, at Adorno designede offentlig opinion polling for at hjernevasker amerikanere. Minnicino opsummerer: "De masser af medier og reklame teknikker, som Frankfurt-skole har udviklet, styrer nu effektivt de amerikanske politiske kampagner."

En åbenlys indvending opstår. Det er tvivlsomt, at mediechefer, annoncører og politiske kampagnemænd i Amerika nogensinde har studeret Adornos "Kulturindustri" eller "Æstetisk Teori". Desuden er meget af Adornos arbejde en direkte kritik af de medieindustrier, som Minnicino bebrejder ham for at have skabt. Alligevel undslipper Minnicino dette bind, idet han hævder, at det er irrelevant, om nogen har læst Adorno, og at det ikke betyder noget, om Adorno nogensinde kritiserede medierne eller kulturindustrien. Han påstår, at "selv hvis de (folkene der driver netværk, reklamebureauer og stemmebokse) aldrig har hørt om Theodor Adorno," tror de "fast på Adornos teori om, at medierne kan og bør gøre alt til 'fodbold'."

Selvom det er uncontroversielt at hævde, at Adorno bemærkede kapitalismens tendens til at reducere kulturen til konsumbar underholdning, ville ingen seriøs forsker nogensinde hævde, at han aktivt foreslog det. Minnicino insisterer dog på, at Adorno (uanset hans faktiske arbejde) er den skjulte marionetmager bag den amerikanske medielandskab. Ironisk nok klager Minnicino over poststrukturalisternes forsøg på at afvise forfatterens intentioner bag en tekst, mens han selv begår en beklagelig fejltolkning af Adornos arbejde for at støtte sin halvhjertede hypotese om, at Frankfurt-skole har ansvaret for samfundets forfald i Amerika.

Minnicino fortsætter sin fejltolkning, når han undersøger, hvordan den kulturelle marxisme bredte sig fra amerikanernes radio- og tv-apparater ind i deres soveværelser. Ligesom Adorno og Benjamin angreb vestlig kultur, planlagde Fromm og Marcuse at undergrave de jødisk-kristne seksuelle moralnormer. Minnicino tilskriver de "irrationelle ungdomsudbrud i 1960'erne" Fromm og Marcuses fejring af seksuel befrielse og "polymorf perversitet".

Men han forklarer, at Frankfurt-skole ikke kunne opmuntre almindelige amerikanere til at nyde overdreven og perverteret sex uden at ændre deres mentale tilstande. Ifølge Minnicino måtte Frankfurt-skole distribuere hallucinogener—skolens interesse for narkotika begyndte åbenbart med Benjamins skrifter om hashish— for at tilbøje Amerikas ungdom til permissivitet, perversitet og promiskuitet. Minnicino overdriver Marcuses ansættelse i Udenrigsministeriet og CIA for at antyde, at han spillede en stor rolle i det berygtede Project MK Ultra (CIA's Mind Control Eksperimenter), hvor hallucinogener blev administreret til testpersoner som led i videnskabelige eksperimenter.

Marcuses position er dog anderledes. Han skrev specifikt om forbruget af psykedeliske stoffer i An Essay on Liberation og reflekterede over hippiebevægelsens popularitet. Han påpegede, at den "bevidsthed om behovet for en revolution i perception, for en ny sanselighed, måske er kernen af sandheden i den psykedeliske søgen". For Marcuse var det dog klart, at at tage narkotika og hallucinogener ikke gjorde andet end at skabe midlertidige "kunstig paradis". At tage stoffer som en form for oprør blev et distraktion, der afledte ungdommen fra deres egentlige opgave: at skabe en reel revolution.

Når vi taler om sexrevolutionen og frigørelse af kvinder, kan vi ikke ignorere dens rødder i det kulturelle oprør mod patriarkatet og det autoritære samfund. Minnicino beskriver denne frigørelsesbevægelse som et fald, der minder om Evas bid i den forbudte frugt i Edens Have, hvilket resulterede i menneskets fald fra Guds nåde. På samme måde afviste den nye venstrefløj og hippierne autoriteten af faderne og familierne for at indgå i en faldet tilstand, som Minnicino ser som en "ny mørk tidsalder".

Endelig påstår de fleste fortalere for konspirationen om den kulturelle marxismes indflydelse, at vi kan vende tilbage til en jordisk paradis—et sandt amerikansk Edens Have—hvis vi afviser Frankfurt-skolens teorier og lære. Men som Minnicino selv påpeger, virker en sådan åndelig genfødsel næsten umulig under det frie herredømme af amerikansk kapitalisme.

Hvordan kan vi bruge vrede som en ressource i kampen for retfærdighed og social forandring?

Når vi taler om vrede i den offentlige sfære, må vi tage højde for, hvordan den fungerer som både en refleksion af og en reaktion på de sociale uretfærdigheder, vi oplever. Vrede er i sig selv en kompleks og ofte misforstået følelse, der kan både opretholde og udfordre eksisterende magtstrukturer. Martha Nussbaum argumenterer for, at vrede i sin destruktive form kan skabe barriere for forsoning, men at den også kan spille en positiv rolle, hvis vi lærer at navigere i den på en konstruktiv måde. For at opnå reel forandring i den offentlige sfære, bør vi ikke blot kanaliserer vores vrede mod at udveksle beskyldninger og opretholde polarisering. I stedet skal vi forsøge at transformere vrede til en drivkraft for konstruktiv handling og gensidig forståelse.

Nussbaum påpeger, at et af de vigtigste skridt i denne proces er at transformere den måde, vi kommunikerer på. Hvis sprog er et magtfuldt redskab til at såre, som det ofte er i diskursive sammenhænge, bør vi sigte mod at ændre de normer, der styrer vores offentlige samtaler. Her kan kunsten og litteraturen spille en nøglerolle. De har altid haft en funktion som vidner til lidelsen hos ofre og som katalysatorer for kollektiv handling, der sigter mod at rette op på samfundsmæssige uretfærdigheder. Dette er især relevant i en tid, hvor vi ser en stigning i bevidstheden omkring sociale problemer og et styrket fællesskab blandt grupper, der oplever marginalisering.

Men hvad betyder det at udnytte denne vrede på en måde, der skaber fremgang? Det er ikke nok at udtrykke vrede alene; det er afgørende at finde måder at bruge denne følelse som en styrke i kampen for lighed og retfærdighed. I en tid, hvor populistiske bevægelser har fremhævet den vrede, mange mennesker føler overfor de etablerede institutioner, skal vi også være opmærksomme på faren ved at lade denne vrede blive en del af en destruktiv cyklus. Vi må hele tiden spørge os selv, hvordan vi kan skabe en offentlig sfære, hvor vreden kan kanaliseres til positive forandringer, fremfor at blive brugt som et våben mod hinanden.

I denne proces er det nødvendigt at reflektere over, hvordan vi kan forstå og bearbejde den vrede, der i dag præger samfundet. Vreden er ikke kun en reaktion på umiddelbare problemer; den er også et symptom på dybere liggende strukturelle uretfærdigheder. Derfor kan det være nyttigt at se på eksempler fra både kunst og politik, hvor vrede er blevet transformeret til et redskab for social forandring. Det er i disse øjeblikke, hvor vrede bliver et redskab for sammenhold og ikke opdeling, at vi ser potentialet for ægte fremskridt.

Desuden bør vi være opmærksomme på, hvordan forskellige identiteter og samfundsgrupper oplever vrede forskelligt. For eksempel er kvinder og minoritetsgrupper ofte de første til at mobilisere mod den sociale uretfærdighed, der rammer dem, og deres vrede kan ofte blive marginaliseret eller misforstået. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun erkender vreden som en følelse, men også som et signal om, at noget fundamentalt er galt. Vi bør understøtte disse bevægelser ved at anerkende den vrede, der motiverer dem, og finde måder at fremme deres stemmer i offentlige samtaler.

På den måde bliver vrede ikke blot en personlig følelse, men en offentlig kraft, der kan bruges til at forme fremtiden. Vrede kan være en ressource, der hjælper os med at konfrontere de uretfærdigheder, vi står overfor, men kun hvis vi er villige til at anerkende dens kompleksitet og bruge den på en ansvarlig måde. Det handler ikke om at fjerne vrede fra den offentlige diskurs, men om at forstå, hvordan vi kan anvende denne følelsesmæssige energi på måder, der fremmer forsoning, respekt og en dybere forståelse af vores fælles menneskelige ansvar.

Co znamená boj a strach, když se přítel stává nepřítelem?
Jak Docker a cloudové technologie mění vývoj a testování softwaru
Jak komunikovat v Německu se zvířetem: Základní fráze a slovní zásoba pro majitele domácích mazlíčků
Jak se orientovat ve městě a správně komunikovat na veřejných místech