Hvordan Makkhali Gosala og Ajivika-sekten bidrog til tidlig indisk filosofi og religiøse traditioner

Makkhali Gosala og Ajivika-sekten fremstår som en kontroversiel og rivaliserende bevægelse i det religiøse og filosofiske landskab i det gamle Indien. I de buddhistiske og jainske tekster bliver de ofte skildret negativt, med Makkhali Gosala, som blev betragtet som en tåbelig og forringet figur, der aldrig kunne måle sig med Mahavira eller Buddha, hverken hvad angår viden eller moralsk dyd. På trods af denne negative skildring var Ajivika-sekten en indflydelsesrig del af det indiske religiøse panorama i flere århundreder, og dens ideer berørte både filosofi og dagligt liv.

Ajivika-filosofien var præget af det fundamentale begreb niyati – skæbnen – som ifølge sekten styrede alt i universet. Denne ide om en strengt deterministisk verdensorden, hvor menneskelige handlinger var uden betydning, adskiller Ajivika-sekten fra både buddhismen og jainismen. I denne opfattelse spillede karma og sjæls vandring stadig en rolle, men kun indenfor de allerede fastlagte rammer for sjælenes vej gennem tidens evighed. Den menneskelige vilje kunne ikke ændre på sjælens forudbestemte skæbne, som var kortlagt langt ude i fremtiden.

Ajivikaerne praktiserede en streng askese, som ofte inkluderede meget lidt føde. Ifølge buddhistiske tekster siges det, at de skulle have hemmeligt spist kød, selvom de officielle praksisser tilsyneladende var præget af ahimsa (ikke-vold). Det var dog ikke på samme strenge niveau som jainismens praksis. Et andet kendetegn ved Ajivikaerne var deres fulde nøgenhed, en praksis, der blev kritiseret af jainismen for ikke at inkludere celibateskabet. Deres samfund var ikke opdelt efter kaste eller samfundslag; deres asketer og lekmænd kom fra mange forskellige sociale klasser, og nogle var endda fra den højere krigerkaste (Kshatriya).

Ajivika-sekten havde steder for samlinger, kendt som sabhas, hvor vigtige ceremonier blev afholdt, hvilket indikerer, at de havde en organiseret struktur. Der var også et kanonisk tekstkorpus, som blev citeret eller parafraseret af både buddhistiske og jainske tekster. De var således ikke blot en filosofi, men også en organiseret religiøs bevægelse, som tilbød en alternativ vej til oplysning i en tid præget af mange konkurrerende trosretninger.

Kritikken af Ajivika-sekten var kraftig og kom primært fra buddhisterne og jainerne. I Anguttara Nikaya omtales Makkhali Gosala som en tåbelig mand, der havde påført både guder og mennesker stor sorg. Han blev beskrevet som en fisker, der kastede sit net ved flodmundingen og fangede mange fisk for at ødelægge dem. Buddhisterne betragtede hans lære som den værste og farligste af alle samana-læresætninger. Også i jainismens Bhagavati Sutra beskrives en voldsom konflikt mellem Makkhali Gosala og Mahavira, hvor Makkhali forsøgte at ødelægge Mahavira med sine magiske kræfter – dog uden held.

En vigtig pointe for læseren er, at Ajivika-sekten, selv om den blev set som en rival af både buddhismen og jainismen, havde en betydelig indflydelse på den indiske religiøse tradition. Denne indflydelse er måske ikke så synlig i de nuværende religiøse praksisser, men det er vigtigt at anerkende, hvordan konkurrerende doktriner i Indien skabte et meget rigt og komplekst filosofisk landskab, der formede religiøse ideer og praksisser i flere århundreder. Den deterministiske tilgang i Ajivika-filosofien rejser spørgsmål om menneskets frie vilje, og det forhold, der er mellem individets handlinger og universets store ordener. For samtidens troende var dette en alvorlig udfordring og et alternativ til de mere optimismiske filosofier, som buddhismen og jainismen fremførte.

Hvordan tidlige buddhistiske netværk formede Asiens kulturelle, intellektuelle og materielle udvekslinger

Buddhismen har været en betydningsfuld kulturel og intellektuel kraft, som har bidraget til skabelsen af dynamiske netværk af udvekslinger på tværs af Asien. Denne proces er blevet udforsket på forskellige måder af forskere som Sen (2014) og andre, der har undersøgt, hvordan buddhisme og dens kultur har gennemsyret forskellige samfund og skabt forgreninger mellem mange civilisationer. Buddhismen, i dens tidligste former, strakte sig langt ud over de geografiske grænser for Indien og Sri Lanka, og blev en central komponent i den materielle og intellektuelle kultur i lande som Kina, Tibet, Thailand og Cambodia.

Vigtigst er forståelsen af, hvordan buddhistiske klostre, stupaer og inskriptioner ikke blot var religiøse centre, men også spillesteder for kompleks vidensudveksling, der omfattede politiske, sociale og økonomiske dimensioner. Arkæologiske opdagelser ved steder som Sanchi og Amaravati afslører, hvordan buddhistisk arkitektur blev brugt som et redskab til at formidle både religiøse og politiske ideer. Det er nødvendigt at erkende, at de tidlige buddhistiske samfund ikke kun handlede om åndelige praksisser, men også om at bygge netværk af magt og sociale relationer, der kunne støtte og udvide buddhismens indflydelse i regionen.

En af de mest interessante aspekter ved disse udvekslinger er den rolle, der blev spillet af de tidlige håndværkere og kunstnere. På trods af at de ofte er blevet overset i historiske optegnelser, var deres bidrag uvurderlige for udviklingen af buddhistisk kunst og kultur. Eksempler på deres arbejde findes i udskårne inskriptioner og monumenter, der ikke kun afslører religiøse betydninger, men også æstetiske og sociale normer i deres samtid. Dette forhold mellem kunst og religiøs praksis, som Settar (2003) understreger, er en vigtig del af den kulturelle arv, som den buddhistiske tradition efterlod sig.

Buddhismen, som en verdensreligion, har også haft en signifikant indflydelse på samfundsstrukturer i de regioner, den har påvirket. Ikke kun i form af spirituelle praksisser, men også gennem sine etiske og filosofiske rammer, som har formet sociale normer og lovgivning. Dette ses i, hvordan buddhismen i nogle samfund indgik i den politiske sfære, hvor ledere og konger søgte at legitimere deres magt ved at tilslutte sig buddhistiske ideer, som blev repræsenteret gennem monumenter, inskriptioner og kulturelle praksisser.

Det er essentielt at forstå, at disse kulturelle og intellektuelle udvekslinger ikke var énvejskommunikation fra Indiens centrum til periferien. Der var en konstant gensidig påvirkning, hvor lokale traditioner og praksisser også satte deres præg på den buddhistiske udvikling. Det er et netværk af udvekslinger, der rækker langt ud over de fysiske grænser for det geografisk kendte buddhistiske område, og omfatter også de ideer og metoder, der blev udviklet gennem møder med andre religiøse og kulturelle grupper.

For at få en dybere forståelse af disse netværk, er det også nødvendigt at anerkende de arkæologiske fund, der afslører den materielle kultur i disse samfund. Fund som smykker, redskaber og andre artefakter giver indsigt i de økonomiske og sociale forhold, som buddhismen eksisterede i. Arkæologiske opdagelser af gravsteder og begravelsesritualer, såsom dem i Sanauli og Mandi, kan give et billede af de religiøse og politiske hierarkier i de tidlige buddhistiske samfund.

Når vi ser på disse udvekslinger, er det klart, at de ikke kun handler om materiel kultur eller religion, men også om de idéer og værdier, der blev delt, diskuteret og udviklet på tværs af Asien. Den buddhistiske tradition har således ikke kun været en religiøs strømning, men en platform for idéudveksling, der har formet og omformet samfund på flere niveauer – fra det lokale til det imperiale. I denne kontekst bliver det klart, at buddhismen, gennem sine netværk, har været en væsentlig faktor i udviklingen af Asien som helhed, både kulturelt og intellektuelt.