De var tre ekstraordinært maleriske personer, som befolkede denne region som fantastiske spøgelser den nat. Konstantin vidste, hvem de alle var, selvom han kun kunne huske at have mødt én af dem. For Amelia Lilac bar Konstantin minder om de to modsatrettede lidenskaber – kærlighed og død, en gammel og en ny. Julien Moravia havde noget urbant og kultiveret over sig, og det var netop ud fra denne fornemmelse, at han ofte talte groft og grusomt. Amelia var kendt for sin skønhed, en skønhed, der næsten måtte accepteres uden videre, da det virkede umuligt at få et ordentligt blik på hende. Hun syntes altid at være indhyllet i en lavendel-sky. Hendes skønhed var næsten komplet, en næsten ufattelig skønhed. John Seferino var anderledes, på en måde som var svær at definere. Han var meget større end andre mennesker – men hvorfor skulle man overhovedet stille spørgsmålstegn ved det?

Konstantin satte sig til bordet med dem alle. Svampetærte var allerede blevet sat frem. "Det er til dig, Konstantin Quiche," sagde Regina, "efter dit navn og din smag. Engang vil jeg opfinde den fremragende ret, Konstantin-tærten, fyldt med agurker, oste, sure frugter og granatæblecider. Men for nu er det svampetærten i din ære."

"Men du vidste jo ikke, at jeg ville komme," sagde Konstantin. "Og man laver ikke svampetærte i et øjeblik."

"Men selvfølgelig vidste vi, at du ville komme," svarede Regina Marqab. "Ville Gud sende os en så speciel gæst og ikke fortælle os, at han var på vej?"

"Ah ja, jeg er sikker på, at Gud har fortalt dig, at jeg ville komme, gennem et underligt instrument," mumlede Konstantin og kiggede på de andre tre gæster. "Og dog kunne ingen have vidst det, for jeg havde ikke besluttet mig for at komme før jeg så jer, Marqabs, stående mod den grønne og gyldne himmel. Og invitationen til mig var en åben én givet for flere måneder siden. Men mit sted var allerede sat her, og denne ret er knyttet til mit navn. Hvilket underligt instrument kunne det have været?"

"For her er Julien Moravia, Amelia Lilac og John Seferino, tre berømte 'agenter', selvom ingen ved, for hvem de arbejder. Jeg kender dem fra deres berømmelse og de små billeder på deres sagsmapper. Men jeg har kun mødt én af jer før, og han er ikke her nu."

"Men Konstantin, vores ven og vores ledsager og... vores spøgelse, er det ikke en fin forfalskning af den person, der er her?" Amelia Lilac talte som om hun kom fra en lavendelsky. Den pige bar mysterium omkring sig.

"Den stedfortrædende, tror jeg, overgår den originale," sagde Julien Moravia, som om han beundrede en tilstedeværende person.

"Lad os da ophøje stedfortræderen og nedgradere originalen."

"Har du ikke hørt, Konstantin Quiche, historien om manden, der gik udklædt som en ringe forfalskning af sig selv?" John Seferino spurgte.

"Jeg har hørt det, jeg har gjort det," sagde Konstantin, "men denne person her er ikke en ringe forfalskning. Egentlig er forfalskningen næsten for perfekt, næsten for strålende."

"Tre 'agenter' her. I er de tre personer i verden, jeg mindst ville ønske at møde i en nervøs situation, selvom jeg beundrer jer alle og måske elsker en af jer. Alle I er her i mine meget kære venners hus, og hvad er chancerne for, at nogen af jer overhovedet kender mine meget kære venner? Chancen er meget lille for én af jer. Og for alle tre sammen, er den nærmest umulig. Og alligevel er jeg sikker på, at der er oprigtige forklaringer på forbindelserne. Er der ikke, kloge duv Regina?"

"Åh, jeg kendte Amelia i England for mange år siden," sagde Regina.

"Du er ikke engang mange år gammel, Regina," sagde Konstantin.

"Og hvem kender Julien Moravia?" spurgte Konstantin.

"Jamen, både Salaadin og jeg har kendt ham i lang tid," sagde Regina.

"Hvorfor er du mistroisk i aften, Konstantin? Husk ikke historien om manden, der havde sin hals i løkken og sine fødder på fælden, som stadig beroligede sig selv med: 'Disse er mine gode venner. De må lave sjov med mig.'"

"Jeg husker historien, Regina. Jeg er den, der fortalte dig den én gang. Du og Salaadin har kendt Julien i mange år, siger du?"

"De har kendt mig i meget, meget lang tid," sagde Julien Moravia med en stigende ekko.

"Og John Seferino?" spurgte Konstantin som en hund, der rykker i et gammelt klud.

"Åh, Konstantin, Seferino og jeg har forretninger sammen," sagde Salaadin. "Vi har forretninger i Levantens lande og vande. Vi er begge medlemmer af et meget hemmeligt og meget velhavende selskab."

"Vi kunne få dig ind i det, Quiche, for nogle ganske opsigtsvækkende fortjenester," sagde John Seferino. "Men diskretion kræves. Konstantin Quiche, du, den bedste detektiv i verden, tror du, at du har nok diskretion til at indgå et samarbejde med os?"

"Nej," sagde Konstantin. "Nogle gange har jeg slet ikke diskretion. Der er fem af jer her. To af jer, mine værter, er meget kære for mig, mine allerbedste venner. De andre tre er levende legender. Ah, undskyld, to af de tre er levende legender. Den tredje er en legende, som er død for nylig. Men hvordan er der så ingen tårer blandt jer fem? Har I slet ikke sorg over nogen, der har været tæt på jer og nu er død? I fem så følsomme og overlegne personer burde der være mindst et spor af tårer."

"Hvorfor skulle vi fælde tårer i din glade nærhed, Konstantin, vores kærlighed?" spurgte Regina.

"Åh, for den af jer, der er død i dag," sagde Konstantin. "Jeg finder det ganske trist."

"En af os er død i dag, min ven?" spurgte Salaadin.

"Ja. En af jer fem her til stede. Død for cirka to timer siden, tror jeg."

"Trist, ja," sagde Julien Moravia. "Meget trist. Hvor skete det?"

"Marseilles."

"Hvordan døde han eller hun, bedste detektiv i verden Konstantin?" spurgte Amelia Lilac med en let munterhed, som om hun stadig var indhyllet i sin selvforvaltede skygge.

"Jeg dræbte ham eller hende," sagde Konstantin. "Virkelig, jeg måtte."

"Og du bliver ikke chokeret, når du kommer her og ser denne person være i live, endnu eller igen?" spurgte John Seferino.

"Kun halvt chokeret," sagde Konstantin. "Jeg halvt forventede det."

Der var noget kunstnerisk og gammeldags smukt ved denne samling ved bordet. Den maleriske skønhed var til stede, og der var en overjordisk spænding, når sådan skønhed bevægede sig og talte. Det gav én følelsen af, at den gamle legende var sand – en gang havde der været en usædvanlig og ekstraordinær race af smukke mennesker, hvis hjemland var blevet ødelagt, og som havde spredt sig i små enklaver i mange nationer. Legenden sagde, at disse mennesker stadig opretholdt en lille, men tæt nation, selv i deres spredte eksil, og at folkene i denne nation altid ville kunne genkende hinanden. Fem ud af de seks personer ved middagsbordet kunne godt tilhøre den mystiske nation af de smukke mennesker. En af dem, Konstantin Quiche, kunne ikke. Til en anden nation, til mange andre nationer kunne han tilhøre, men ikke til den skønne folks nation.

"Er det ikke muligt, Konstantin, at ikke bare én af os, men alle tre af os, som du kalder 'agenter', er døde?" spurgte Julien Moravia.

Det virker næsten komisk eller præget at tale om skønhed i en mand, men hvordan skulle man ellers beskrive Julien?

Hvordan Sandaliotis afslører det ubevidste: En analyse af filmens psykologi og stedets sjæl

Det var en vanskelig situation for Konstantin, men han måtte håndtere den med forudseenhed, kreativitet og værdighed. "Jeg vil selvfølgelig være til rådighed," sagde han, "og nu ønsker jeg at være alene med min sorg." "Hvilken sorg?" spurgte betjenten. "Åh, jeg forstår, du mener for din nevø. Men han er kun af anden grad, og sorg føles kun for dem af første grad. Eller er dette måske noget fransk?" Konstantin forlod værelserne hos den afdøde, der havde et fladere ansigt end Konstantins eget, men som på mange måder lignede ham. Han gik ud og ind på Joe Primavera’s vinbar. Følelsen af at være fulgt overmandede ham, så han gik derind for at drikke og forsøge at bearbejde sine tanker. Men filmproducenten, der havde fulgt ham, kom også ind, og tankerne ville derfor være lettere skjulte, dæmpede af en ny samtale.

Klokken var 14:18, da instruktøren begyndte at tale med sin karakteristiske basstemme. "Der er en mulighed for, at ‘Den Tretten-sidede Stue’ vil komme i problemer for at være for sandfærdig," sagde han, efter at de havde bestilt vin. "Jeg mener, at der virkelig findes en tretten-sidet stue i denne by, i et fængsel med et navn, der ligner ‘Tertullians Fængsler’. Jeg støder på det overalt på Sandaliotis, at de ting, jeg tror, jeg skaber i mit hoved, allerede har ligget i jorden her, på rødderne af Sandaliotis. Tertullians Fængsler, som jeg har lejet på korttidsbasis, var engang en del af et kompleks kendt som Amusement Central, en lille forlystelsespark midt i byen. Jeg har overvejet, om disse legetøjsfængsler, der blev bygget for at underholde børnene, måske havde oprindelse et andet sted. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de ægte oprindelser er her."

Instruktøren talte videre med en stemme, der lød som om han selv var på kanten af at forstå noget langt dybere. "Sandaliotikerne er de mindst grusomme mennesker i verden. Det er netop det, der giver en kuldegysning, når man kigger på deres skjulte historier om fængsler og torturkamre. Det er som om fængslerne var naturlige ting, som huler, og ikke noget, der blev bygget med et bestemt formål. Det er som om torturen ikke rigtig har noget at gøre med de mennesker, der er involveret i den, men mere som de vilde ukrudtsplanter, der vokser uafhængigt af den menneskelige hånd." Sandaliotis synes at være et sted, hvor de ting, der er skabt af menneskets sind, allerede eksisterer under jorden, og instruktøren fortsatte med at forklare, hvordan hele landskabet og folkene virker at have et ubevidst indhold, der giver sig til udtryk på film og i scenografien. "Alt her er scenisk, og folkene især," sagde han. "Det er som at tage del i en film uden at kende dens slutning, og alligevel er slutningen uundgåelig."

I et land som Sandaliotis er alting forbundet med det skjulte, det psykologiske og det ubevidste. De mennesker, der bor her, og de steder, der omgiver dem, besidder en særlig form for intensitet, der transcenderer den almindelige forståelse. Her bliver skuespil ikke blot et spørgsmål om at gengive et manuskript, men om at formidle en dybere sandhed, der ikke kan udtrykkes med ord alene. På Sandaliotis er det sprog, der tales, ikke kun et redskab for kommunikation; det er et redskab for at afsløre de mørke, skjulte lag i menneskets sind. Dette sprog er blevet integreret i filmens psykologi, hvor det ubevidste kommunikerer gennem gestik og blik, snarere end gennem lange monologer.

Det er vigtigt at forstå, at Sandaliotis ikke kun er en fysisk placering; det er et psykologisk rum, hvor fortid og nutid kolliderer, og hvor de usete kræfter, der styrer menneskets handlinger, bliver afsløret i alle sine former. I denne sammenhæng bliver filmen som et medium et spejl for disse skjulte kræfter. Hver scene, hvert billede og hver replik spiller ind i et større narrative, der transcenderer tid og sted, og som afslører de universelle temaer af sorg, skuffelse, begær og skuffelse, der ligger under menneskets bevidste handlinger.

Når instruktøren taler om at skabe psykologiske thrillere med en tung historisk og folkelig undertone, er det netop denne sammensmeltning af det ubevidste og det bevidste, han taler om. I Sandaliotis er det muligt at opfange både den historiske dybde og den psykologiske kompleksitet i ethvert billede. Og på samme måde som folkene her taler deres eget sprog, taler filmen også et sprog, der er forståeligt på tværs af kulturelle og sproglige barrierer. Det er en filmisk dialekt, som folk, der aldrig har været på Sandaliotis, alligevel kan forstå og føle.

Men hvad Sandaliotis virkelig afslører er ikke kun et sted, men et sind, et kollektivt ubevidst, hvor gamle hemmeligheder ligger begravet og venter på at blive opdaget. Det er et sted, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion, mellem hvad der er synligt og skjult, begynder at smuldre. På Sandaliotis er hver scene et skridt videre ind i det ukendte, og det er netop det, der gør det til et så farligt og fascinerende sted.

Hvordan skaber man dramatiske værker ved at manipulere med tilfældigheder?

Direktøren var ophidset. "Jeg gjorde det ikke," sagde han. "Er jeg sådan et uhyre? Eller sådan en djævlefish? Jeg lader bare tilfældighederne arbejde. I vores thrillers spiller vi meget farlige scener, og vi har ikke haft så mange dødsfald, som vi statistisk set burde have haft."

"Hvem fastsætter og vurderer statistikkerne?" spurgte Konstantin.

"Jeg gør," svarede Direktøren. "Så, ved at være foran oddsene, har vi en vis frihed til at operere. Vi låner en 'ulykke'. Nå, ulykker sker jo, og der er ingen vej udenom. Vi hader ulykker, men vi hader ikke deres dramatiske værdi. Den skal være der, når du ønsker den. Hvis en ulykke kommer for sent, skaber det spænding omkring os. Så vi tager den ulykken nu, når det er praktisk for os og vores thriller, der er under opsejling. Vi venter ikke på, at den kommer og overrumpler os på et muligvis uhensigtsmæssigt tidspunkt."

"Du tager det tilfældige ud af ulykken," sagde Konstantin. "Og du dræber en mand og retfærdiggør det med en statistisk manipulation. Og måske vinder du den store pris for den mest effektive scene i år. Jeg var den, du ville have dræbt for en effektiv scene, hvis du ikke havde valgt en anden med et skiftende sind."

"Men jeg valgte ikke en anden," sagde Direktøren. "Det var et andet væsen, som jeg ikke har kontrol over, der valgte den anden fremfor dig. Skal jeg tage skylden for noget, når jeg kan lægge den på en klodset fugl? Du var den, ulykken tilsyneladende skulle ramme, ja. Og så den klodsede fugl, der hedder 'ulykke' (men kan noget på Sandaliotis kaldes klodset?), den fugl svævede over dig, men den landede ikke på din hals. Den fløj derimod bort og landede på en anden. Og den anden person døde af en ulykke. Men der var aldrig nogen tvivl om, at vi ikke havde 'dræbt' nogen. Forstår du ikke det, franskmand? En Sandaliotist ville forstå det."

Konstantin lavede et tegn med hånden til en person, der ikke var helt synlig: og denne person gik for at udføre hans ordre. Det var meget mærkeligt, for Konstantin kendte meget få personer på Sandaliotis.

"Jeg tror ikke, at en person fra Sandaliotis ville forstå sådan en ræsonnering eller retfærdiggørelse overhovedet," sagde Konstantin derefter. "De er smukt direkte."

"Ikke altid," sagde Direktøren. "Nogle gange er de smukt udspekulerede, når du ser deres udspekulerede side. Og de er totalt naive, når du ser deres naive side. De er de lyse, overfladiske mennesker, der tilfældigvis har store kældre fyldt med 'alt i reserve'. Vælg hvad du vil, og de har det. Jeg vælger udspekulerethed. Oh, jeg er blevet en skæv én, siden jeg har været her! Man trækker hvad som helst ud af jorden her. Det kommer nemt, for jorden er altid fugtig og underjordisk irrigere. Og hvad er disse mennesker egentlig? Jeg ved det ikke. Du finder det, du leder efter i dem. De er spejle. Hvordan kan jeg se dem uden at få mig selv i vejen? Jeg kan ikke beslutte, om disse mennesker er fuldstændig uskyldige, eller om de er de mest snedige mennesker i verden."

"Behøver de at være den ene eller den anden?" spurgte Konstantin.

"Det ville synes, at en udspekuleret mand som dig ikke ville lede efter absolutter. Behøver de at være de absolut mest uskyldige, eller de absolut mest udspekulerede?"

"Ja, jeg tror, de skal være den ene eller den anden," sagde Direktøren. "For mit formål, psykologiske thrillers, skal de indeholde disse absolutter, måske begge absolutter på én gang, men ikke blandet. Jeg er en udspekuleret mand, der må arbejde med absolutter. Både mit sind og mine thrillers er bygget af dem. I sådan noget har jeg brug for en ekspert til at fortælle mig, hvad der er forfalskning, og hvad der er ægte. Jeg vælger måske ikke den ene frem for den anden, men jeg vil gerne vide, hvad der er hvad."

"Jeg kender den ekspert," sagde Konstantin. "Men jeg har ikke brug for en ekspert til at fortælle mig, at du er en forfalskning."

"Vent, vent, vent!" råbte Direktøren, mens han løftede hånden. "Jeg ved ikke, hvilken slags fransk fisk du er blevet til, men pludselig har du magten til at skade mig. Jeg føler sådan noget. Vent, lad mig forklare, hvorfor du ikke bør gøre det. Lad mig forklare, hvad der vil gå ud af verden, hvis du forhindrer mig i mine skabelser."

"Hurtigt så, forklar det," sagde Konstantin, "for fødderne af dine fangevogtere er allerede ved døren."

"Jeg tilbyder en fin gammel melodrama," sagde Direktøren. "Jeg giver bedre melodrama end nogen anden i verden, fyldigere, saftigere, mere populært. Jeg giver stærkere følelser end nogen anden i verden, og folk elsker at opleve stærke følelser. Nogle oplever dem indirekte, og nogle direkte."

"Folk opretholder myten om, at de er hårdtarbejdende og meget mishandlede, og at deres krav og behov er meget få. Folk er faktisk ikke meget hårdtarbejdende, og de er ikke meget mishandlede. For det meste har de det ret nemt. Men de har ret i, at deres krav og behov er få. Disse få kan dog ikke reduceres. Der er et hårdt minimum, som ikke kan brydes. Det er det, jeg tilbyder. Det er, hvad nogen altid må tilbyde, hvis tingene skal forløbe som de skal."

"Folk har behov for at føle sig vigtige, hvilket behov fungerer som den inverse kvadrat af deres vigtighed. De har behov for noget at misbruge, noget at være overlegen overfor, og noget at hade. Og det vigtigste af disse behov er noget at hade."

"Du er ikke en italiener," sagde Konstantin, som om han ville ændre emnet.

"I flere år har jeg boet i Italien," insisterede Direktøren. "Når jeg ikke arbejder eller leger andre steder, så er jeg sikkert i Italien. Nu, mand, jeg giver i mine melodramaer, i mine psykologiske thrillers, i mine knusere, netop dette minimum af ting, som folk skal have. Hvis folk ikke får dem, vil de blive trykkede, og så vil de eksplodere."

"Når jeg for eksempel viser tretten mænd i dødens kvaler på væggene i det trettensidede rum, giver jeg folk noget at føle sig vigtige over; for de leger Gud, mens de kigger gennem Gud’s-øje via panoramakameraet i loftet af rummet. Der er behovet for noget at misbruge, noget at føle sig overlegen overfor, noget at hade. Alle disse ting bliver opfyldt af de vridende væsener strakt ud på de fugtige vægge, hvor de gaber deres hjerner ud i mumlende ord, mens de dør. Alle mine dramaer er meget terapeutiske. Hvis noget skulle afbryde denne smukke strøm af thrillers, ville jeg ikke garantere, hvad der ville ske med folkene i verden. Folk er allerede blevet anspændte og nervøse. Nogle af folkene vil helt sikkert eksplodere. Hvis nok af dem eksploderer, går verden med dem. Hvad jeg virkelig tilbyder er eventyrlystne sikkerhedsventiler."

"Du er virkelig en lille verdensredder," sagde Konstantin, "men du er ikke ægte. Du er en forfalskning. Og her er folkene nu, der vil håndtere dig som en forfalsker, morder og lovbryder af alle love."

"Åh, franskmand, lukker du mig ned for et par 'ulykker', der giver folkene, hvad de vil se!" indvendte Direktøren. "Arbejderen er værdig til sin løn, og skaberen af hans skaberredskaber. Det er en klog ting, at én mand skal dø for en scene. Han står for hundrede, og vi redder liv ved det. Du vil tage al glæden ud af mine skabelser og ud af verden. Du vil tage al verve og spontanitet ud af verden."

Politiet kom ind og tog Direktøren væk, men han blev ikke på nogen måde nedslået af det. Han var altid en munter mand,

Hvordan man maler en ensartet vask og gradueret vask i akvarel
Hvordan beskriver man de enkle ord, der udgør vores hverdag, og hvordan påvirker de vores forståelse af verden?
Hvad betyder symbolikken af fuglene i mytologi og kultur?
Hvad betyder misbrug af magt og hæmning af retfærdighed i et demokratisk samfund?