I sin tale ved Republikanernes konvent i juli 2016 betonede Donald Trump, at voldelig kriminalitet bredte sig over hele USA, og at han ville gennemføre hårdere strategier for at stoppe denne udvikling. Ordet “vold” eller “kriminalitet” blev nævnt hele 18 gange, mens udtrykket “lov og orden” forekom fire gange. Bemærkelsesværdigt er det, at han ikke henviste til konkrete kriminalitetsstatistikker eller officielle data, men udelukkende appellerede til amerikanernes oplevelse af voldens konsekvenser. Trump formidlede et budskab om, at mange amerikanere havde set volden på gaderne, oplevet den personligt, og nogle endda var ofre for den, og han lovede, at denne vold snart ville høre op.

Medierne reagerede hurtigt og kritiserede talen for at overdrive og tegne et misvisende billede af situationen i landet. Under en efterfølgende debat på CNN argumenterede værten Alisyn Camerota for, at voldskriminaliteten faktisk var faldende ifølge FBI’s data, hvilket underminerede Trumps “lov og orden”-agenda. Men Newt Gingrich svarede med en relativistisk tilgang, hvor han stillede det op som en modsætning mellem officielle statistikker og den almindelige amerikaners følelse af utryghed. Han insisterede på, at mange amerikanere ikke oplevede et fald i kriminaliteten eller følte sig sikrere, og han definerede dette som “deres sandhed” i modsætning til det akademiske synspunkt.

Denne holdning er et godt eksempel på en gennemgående problematik i Trumps retorik: sandheden er ikke fast, men relativ og ofte underlagt personlige oplevelser frem for objektive fakta. Når han eller hans tilhængere møder stærke modbeviser, trækker de sig tilbage til en form for epistemologisk relativisme, hvor egne opfattelser og følelser får lige så stor eller større vægt end dokumenteret evidens. Denne strategi lukker effektivt for en åben dialog om sandhed og skaber en polarisering, hvor “jeg har min sandhed, du har din” bliver et retorisk våben til at afslutte enhver diskussion.

Denne paradoksale tilgang hænger sammen med Trumps selvfremstilling som en “sandhedstaler” – en mand der tør sige tingene, som de virkelig er, imod et politisk og medieret establishment, der skjuler sandheden. Samtidig anvender han ofte relativistiske argumenter, der underminerer objektivitet og åbner for en slags postfaktuel politik, hvor følelsesmæssige oplevelser vægtes højere end fakta. Dette mønster er ikke isoleret, men repræsenterer en bredere tendens på højrefløjen, hvor moral- og vidensrelativisme tidligere blev kritiseret mod venstreorienterede intellektuelle, men nu anvendes aktivt som politisk strategi.

Foucaults begreb “pawhesia” – den åbne og ærlige tale – kan her fungere som en analytisk nøgle. Trump fremstår ikke som en ægte sandhedstaler, men som en “endless babbler” – en person der vedvarende taler uden en reel forpligtelse til sandheden, hvilket udgør en fare for etisk dialog og fælles forståelse. Denne evige tale uden ægte forankring i sandhed udgør et autoritært greb, hvor sandhed bliver en ressource til at konsolidere magt og genoprette fortidens hegemoni.

Det er væsentligt at skelne mellem denne politiske manipulation af sandhed og de akademiske, anti-fundamentale paradigmer inden for samfundsvidenskaben, som udfordrer objektiv sandhed på en reflekteret og ansvarlig måde. Mens Trump instrumentaliserer relativisme til at fremme en vilkårlig og ofte viljesbaseret forståelse af virkeligheden, søger akademiske perspektiver at forstå sandhed som en relationel og kontekstafhængig størrelse, der kan give plads til både subjektive erfaringer og empirisk evidens. Denne skelnen er afgørende for, at forskere kan bidrage til en mere nuanceret og etisk social forståelse i en tid præget af politisk polarisering og informationskaos.

For læseren er det vigtigt at forstå, at denne modstilling mellem følelse og fakta ikke blot er en kamp om viden, men en kamp om magt og legitimitet. Sandhed bliver her et strategisk redskab i politiske kampe, og evnen til kritisk at afkode retorikens brug af sandhed og relativisme er afgørende for at navigere i samtidsdebatten. Samtidig bør man være opmærksom på, at oplevelser og følelser spiller en væsentlig rolle i menneskers forståelse af virkeligheden, men at de ikke uden videre kan sidestilles med objektive data uden risiko for at underminere fælles grundlag for dialog og beslutningstagning.

Hvordan retfærdiggør ledere inden for bevægelsen Donald Trumps rolle som Guds udvalgte?

Inden for visse evangelikale kredse, særligt repræsenteret af bevægelsen kendt som INC (Intercessors for National Covenant), fortolkes Donald Trumps politiske opstigning som en opfyldelse af en profeti, hvor han ses som en guddommeligt salvet leder med en særlig mission. Lance Wallnau, en central figur i denne bevægelse, præsenterer Trump som en slags moderne Cyrus-figur, der, ligesom den persiske konge, blev salvet af Gud til at udfri sit folk og genoprette en faldet nation. Wallnau beskriver Trump som et opgør mod politisk korrekthed og en nøgle til at erobre de "syv bjerge" i kulturen – religion, familie, uddannelse, regering, medier, underholdning og økonomi. Denne strategi skal sikre, at evangelikale kristne genvinder magten over de institutioner, som former samfundets normer og værdier.

Trumps religiøse tilhørsforhold bliver i denne kontekst behandlet med en vis fleksibilitet. Han er ikke en traditionel evangelikal kristen, men hans tilhængere argumenterer for, at han alligevel er givet "fællesskabets nåde" (common grace), og at hans lederrolle er velsignet af Gud – en leder uden for deres umiddelbare trosfællesskab, men som alligevel tjener deres formål. Denne tolkning muliggør en accept af Trumps ofte kontroversielle person og adfærd uden at stille krav om fuld religiøs overensstemmelse.

Den bibelske parallel til Cyrus-kongen, som Wallnau fremhæver, er dog ikke uproblematisk. Den akademiske kritik påpeger, at Cyrus handlede ud fra et imperialistisk motivationsgrundlag og udnyttede religionen for at legitimere sin hersken. På samme måde kan Trumps engagement med konservative kristne forstås som en gensidig udveksling, hvor han tilbyder en genoprettelse af kulturel og politisk magt i bytte for politisk støtte. Denne relation beskrives som yderst transaktionel – ikke baseret på gensidig kærlighed, men på en kalkuleret politisk alliance, hvor kristne får en følelse af fortsat betydning trods deres faldende demografiske indflydelse.

I denne kontekst fungerer den religiøse retorik som et magtfuldt redskab til at forene race, nation og tro i et nationalkonservativt projekt. Trumps rolle bliver derfor ikke blot en politisk leder, men en messiansk figur, der legitimerer bevægelsens ambitioner om at genoprette en bestemt amerikansk identitet forankret i hvid kristen nationalisme.

Det er vigtigt at forstå, at denne tilgang ikke alene handler om teologi, men om magt og identitetspolitik. Religiøse symboler og historier bliver strategisk brugt til at mobilisere tilhængere, skabe fællesskab og retfærdiggøre politiske mål. For læseren er det væsentligt at anerkende, hvordan tro og politik i denne bevægelse smelter sammen i en fortælling, der rækker ud over simpel religiøs overbevisning – den er en del af en større kamp om kulturel dominans og national selvforståelse.

Derudover bør læseren være opmærksom på den sociale og kulturelle kompleksitet, der ligger bag denne sammensmeltning af religion og politik. Bevægelser som INC spiller på dybtliggende følelser af tab, frygt og håb, hvilket kan gøre deres budskab særligt tiltrækkende i tider med samfundsmæssig usikkerhed. Forståelsen af disse dynamikker er central for at kunne navigere i og analysere samtidens politiske og religiøse landskab.

Hvordan Trump forstærker den neoliberale kulturkrig i USA

Trump-administrationens indflydelse på det amerikanske samfund er mere end blot politiske beslutninger; den har dybe rødder i den bredere kulturkrig, der har præget USA i årtier. Fra sin opstart som præsidentkandidat i 2016 og frem til i dag har Donald Trump ikke kun udfordret etablerede politiske normer, men også kastet benzin på de opdelte ideologier, der kendetegner det moderne USA. Hans evne til at fremstå som en populistisk outsider i et politisk system, der i høj grad er domineret af neoliberale strukturer, har skabt en polarisering, der går langt ud over almindelig politisk uenighed.

Neoliberalismen, som blev udviklet i 1970'erne og 1980'erne, har i mange år domineret økonomiske og politiske beslutninger i USA, og Trump har formået at udnytte dens kræfter til at fremme en personlig politisk agenda. Hans økonomiske politik, som især gavner de velhavende, og hans utrættelige støtte til privatsektoren, har dybt rodfæstede neoliberalismens ideologi i hans præsidentskab. Men det er ikke kun økonomien, han har påvirket. Trump har også været en central figur i at fremme en opdeling i samfundet, der beror på racemæssige, kønslige og kulturelle skel, som spiller ind i de langvarige kulturkrige i USA.

Kulturkrigen, som Trump har grebet til, bygger på en ideologisk opdeling mellem "det politisk korrekte" og dem, der opfatter sig selv som de 'reelle' amerikanske borgere. Denne opdeling er blevet mere intens under hans ledelse, idet han og hans tilhængere konsekvent har fremhævet modsætningerne mellem dem, der ønsker at bevare status quo i samfundets værdier, og dem, der kæmper for social retfærdighed, inklusion og ligestilling. For Trump og hans støtter handler det om at fremhæve de "tabte værdier", som de mener er blevet overset i den neoliberale æra, hvor markedet har fået lov til at styre alle aspekter af livet.

Trump har også spillet en vigtig rolle i at fremme en anti-intellektuel kultur, hvor ekspertviden og videnskab undergraves i favor af en populistisk og ofte faktuelt ukorrekt fortælling. Dette er ikke kun et angreb på etablerede videnskabelige institutioner, men også på det akademiske system generelt, som Trump ser som en bastion for "venstreorienterede" og "politisk korrekte" kræfter. Han har været med til at udvide den kløft, der eksisterer mellem det, som ofte betegnes som "den intellektuelle klasse" og de mere populistiske vælgere, der føler sig marginaliseret af samfundets udvikling.

Mange kritikere på venstrefløjen ser Trumps præsidentskab som et symptom på den dybere krise i den neoliberale verdensorden. Neoliberalismen, som primært har fremmet globalisering og økonomisk liberalisering, har skabt en ulighed, der er svær at ignorere, og Trump har været i stand til at udnytte denne økonomiske usikkerhed til at mobilisere vælgere, der føler sig forladte af de institutioner, som tidligere har været dominerende. Hans populisme er i denne forstand et resultat af en dybgående desillusion i forhold til den politiske og økonomiske elite i USA.

Det er dog ikke kun i USA, at Trump og hans tilhængere har haft indflydelse. Hans valg og handlinger har haft vidtrækkende konsekvenser globalt. Hans politik, som er blevet kaldt "transactional", har haft direkte indflydelse på det internationale sikkerhedspolitik og har ændret USA's relationer til sine allierede, især i forhold til Kina og Europa. I denne sammenhæng er Trumps isolationisme et klart brud med den tidligere amerikanske udenrigspolitik, der i høj grad var præget af neoliberale principper om internationalt samarbejde og åbenhed.

Det er også værd at overveje, hvordan Trump har udnyttet de sociale medier som en platform til at føre sin kulturkrig. Hans direkte kommunikation med vælgerne, som sker uden nogen form for mellemmænd som medierne, har været en af hans stærkeste våben. Denne direkte tilgang har muliggjort en form for politisk mobilisering, der ikke nødvendigvis er bundet af de traditionelle institutioner, men i høj grad er drevet af den personlige appel, han har haft til sine tilhængere. Dette har igen understøttet den polarisering, som har været så udtalt i hans præsidentskab, og har skabt en situation, hvor en stadig større del af det amerikanske samfund ser sig selv i direkte opposition til resten af landet.

En af de vigtigste aspekter af Trumps politik er hans håndtering af klimaforandringerne. USA er et af de lande, der har været længst tid om at anerkende og handle på klimaforandringerne, og Trump har konsekvent benægtet deres eksistens eller minimere deres betydning. Dette har været et klart signal om hans neoliberale verdenssyn, hvor økonomisk vækst og profit altid har førsteprioritet, selvom det kan være på bekostning af miljøet og fremtidige generationer. Denne holdning er i kontrast til de voksende bevægelser, som globalt arbejder for bæredygtighed og miljøbeskyttelse.

Endelig er det væsentligt at reflektere over, hvordan Trumps retorik og handlinger kan ses som en form for forsvar af et bestemt billede af Amerika, et billede, som kun rummer visse grupper og ideologier. For Trump handler det ikke kun om at vinde valg, men om at forme en kultur og et samfund, hvor de gamle værdier kan genoprettes. Dette skaber et landskab, hvor politisk og social forandring bliver mødt med mistro og fjendtlighed, og hvor kampen om nationale identiteter fortsætter at intensivere.

Hvordan klimaforandringer og den fjerde industrielle revolution påvirker samfundet?

De ekstreme varmebølger i den nordlige halvkugle i 2018, som ifølge forskning var "umulige uden klimaforandringer", understreger den presserende natur af vores klimaudfordringer. Det er ikke længere en teoretisk trussel, men en konkret og håndgribelig virkelighed. Klimaforandringerne rummer ikke kun trusler mod miljøet, men også mod de sociale og økonomiske strukturer, vi bygger vores liv på.

Mens naturkatastrofer bliver mere intense og hyppige, ser vi også et voksende skel mellem de økonomiske magthavere og de befolkningsgrupper, der bliver ramt af konsekvenserne. De største bidragydere til klimaændringerne er netop de sektorer og virksomheder, som nyder godt af den økonomiske orden, der har eksisteret siden den industrielle revolution. Men den nuværende fjerde industrielle revolution, som er drevet af digitalisering, kunstig intelligens og automatisering, ændrer hurtigt arbejdsmarkedet og truer med at forstærke ulighederne yderligere.

En vigtig faktor at forstå er, at den fjerde industrielle revolution ikke nødvendigvis gavner samfundet som helhed. Ifølge nogle kritikere, især fra en økosocialistisk synsvinkel, vil denne teknologiske udvikling kunne skabe en endnu større koncentration af rigdom og magt blandt de få, samtidig med at arbejdskraften forværres. De job, der bliver "automatiseret" og overtaget af maskiner, vil ikke nødvendigvis blive erstattet med nye job, hvilket kan føre til massiv arbejdsløshed og øget social ulighed. Så selvom teknologien har potentiale til at drive bæredygtige løsninger, risikerer de økonomiske eliter at bruge den til at forstærke deres kontrol, i stedet for at løse de fundamentale problemer, vi står overfor.

Klimaforandringer og den fjerde industrielle revolution er også tæt knyttet til politiske strømninger. Initiativer som Extinction Rebellion, der kæmper for klimaets overlevelse, har vundet momentum i flere lande, og deres protester afspejler den voksende modstand mod den eksisterende orden. Men denne modstand er ikke blot mod det økonomiske system, men også mod den politiske inkompetence, der præger håndteringen af både klima- og arbejdsløshedsspørgsmål.

Det er derfor ikke nok at fokusere på en grøn revolution alene. For at opnå varige forandringer, er det nødvendigt at forstå de dybereliggende strukturer, der forbinder økonomi, politik og teknologi. Det kræver en ændring i, hvordan vi organiserer samfundet på både et mikro- og makroniveau. Økosocialismen tilbyder et alternativt perspektiv, hvor økonomiske, miljømæssige og sociale faktorer behandles som en helhed, og hvor bæredygtighed og social retfærdighed går hånd i hånd. I denne sammenhæng bliver det afgørende at sætte spørgsmålstegn ved de økonomiske og teknologiske systemer, der fremmer ulighed og overforbrug, og søge efter løsninger, der kan skabe både økonomisk lighed og miljømæssig stabilitet.

Klimaforandringerne kræver ikke kun en teknologisk løsning, men også en grundlæggende revision af de økonomiske strukturer, vi har opbygget. Mens der er et klart behov for nye teknologier og bæredygtige praksisser, er det lige så vigtigt at forstå, hvordan disse løsninger vil påvirke de sociale og økonomiske forhold for den brede befolkning.

Dette betyder, at vi må udfordre de nuværende magtstrukturer og ikke blot acceptere den status quo, der trives under neoliberalisme og kapitalisme. Den økonomiske model, der favoriserer vækst og udnyttelse af naturressourcer, er ikke bæredygtig på lang sigt.

I denne tid, hvor der er voksende politisk polarisering og de sociale skel bliver dybere, bliver det mere presserende at fremme et økonomisk system, der sætter menneskers velfærd og planetens sundhed i centrum. Dette kræver en større politisk vilje og et klart fokus på at skabe et system, der fungerer for alle – og ikke kun for de få. I sidste ende er spørgsmålet ikke kun, hvordan vi håndterer de teknologiske og klimamæssige udfordringer, men hvordan vi omstrukturerer vores samfund på en måde, der fremmer retfærdighed, lighed og bæredygtighed for alle mennesker.

Hvordan arbejder man effektivt med arbejdsområdet og markeringsværktøjerne i Photoshop?
Hvordan fremtidens landbrug kan ændre vores landskaber: En ny æra af bæredygtighed og effektivitet
Hvordan civilisationer falder: Læsninger fra fortiden og fremtidens trussel
Hvordan man fanger det visuelle, det fysiske og det tankemæssige i fotografi