Hvad var den økonomiske og kulturelle betydning af Kushan-imperiet?

I det første århundrede e.Kr. voksede betydningen af handel og økonomi i den eurasiske region betragteligt. Især blev forbindelserne mellem Øst og Vest via handelsruter som Silkevejen mere synlige, og Kushan-imperiet spillede en central rolle i at forbinde disse vidt forskellige kulturer og økonomier. Kærligheden til luksusvarer og udvekslingen af varer mellem Rom, Indien og Kina skabte et netværk af handelsruter, som blev grundlaget for den økonomiske vækst i Kushan-staten. Barygaza, en vigtig havn ved den nedre Narbada-flod, fungerede som et centralt knudepunkt for varer, der rejste til og fra Bactria og videre mod Kina. Handel med Rom var især omfattende, og det blev rapporteret, at varer til en værdi af mindst 55 millioner sesterces blev bragt til Indien hvert år. En stor del af disse varer blev sandsynligvis håndteret gennem Kushan-staten, da udgravninger har afsløret et relativt stort antal romerske artefakter i de Kushanske områder.

Kushan-statens fremkomst var tæt knyttet til den politiske og sociale udvikling i Bactria, Arachosia, Gandhara og andre regioner. De interne processer, som fandt sted i disse områder, skabte grobund for en stærk, centraliseret statsmagt, som støttede både den herskende elite og de store handelsinteresser. Udgravninger af nordbactriske landsbybosættelser fra Kushan-perioden afslører to typer landsbyer: nogle bestod af små huse med enkle strukturer, mens andre, mere velstående bosættelser havde fæstningsmure og opbevaringsanlæg, som kunne minde om statslige depotlager. Disse kunne have været landbrugskomplekser tilknyttet templer eller kongelige økonomiske enheder, hvor der arbejdede mennesker under tvang, muligvis krigsfanger eller personer uden fulde borgerrettigheder.

Den sociale opdeling af byerne i Kushan-perioden blev også afsløret gennem udgravninger, som viser et stort hierarki i befolkningens levevilkår. Der var en klar opdeling af byterritoriet, hvor store bygninger tilhørende adelen kunne findes ved siden af mindre boliger for husstande, som var opdelt i enheder, der havde fælles gård. Mange af disse boligområder var præget af slavearbejde, som ifølge arkæologiske fund udgjorde en væsentlig del af befolkningen. Alligevel var der allerede i denne periode begyndende ændringer i samfundsstrukturen, som kunne signalere en overgang til nye sociale forhold.

I de 5. og 6. århundreder, da bylivet begyndte at gå i tilbagegang, trådte individuelle landgodser og fæstninger frem som de primære magtcentre. Disse fæstninger med deres massive platforme og beskyttelsesmure repræsenterede ikke kun fysisk styrke, men også en politisk uafhængighed. Dette kan ses som en tidlig indikation på fremkomsten af den feudale orden, der gradvist begyndte at erstatte det tidligere slaveholdssystem.

Den kulturelle udvikling under Kushan-imperiet er uden tvivl en af de mest imponerende aspekter af denne civilisation. Kushansk kunst og kultur var et produkt af både lokale orientalske traditioner, græsk indflydelse og de kunstneriske strømninger fra Indien. Tilla-Tepe er et fremragende eksempel på den tidlige fase af denne syntetiske kunst, som kombinerede disse elementer i en enestående stil, der var både stilistisk samordnet og kulturelt rig. Kushanske byer fungerede som kulturelle centre, hvor kunst, fra keramik til religiøse kultartikler, blomstrede og blev et fundament for den nye kultur.

Buddhismen spillede en central rolle i Kushan-perioden, og dens indflydelse kan ses i de mange stupaer, templer og klostre, som blev bygget i hele imperiets område. Særligt monumenterne nær Hadda, ikke langt fra Jalalabad, er berømte for deres skulpturer og relieffer, som udtrykker dyb indre kontemplation, men også en bemærkelsesværdig realisme. Skulpturerne af donatorerne, som gav økonomisk støtte til buddhismens udbredelse, viser mænd i lette tunikaer med kraftige overskæg og beslutsomme ansigtsudtryk – et vidnesbyrd om den indre styrke og beslutsomhed, der kendetegnede disse individer.

Kushan-herskerne understøttede buddhismen, samtidig med at de forsøgte at opbygge deres egen dynastiske prestige. Surkh-Kotal-helligdommene i Nordafghanistan er et imponerende eksempel på disse forsøg på at styrke det sekulære magtgrundlag gennem religiøse monumenter. Her, på en høj bakke omgivet af en mur med tårne, blev der opført flere bygninger, herunder et hovedtempel, som understregede herskernes ønske om at synliggøre og forstærke deres politiske autoritet.

Endtext

Hvordan blev Afghanistans Uafhængighed En Realitet: De Britiske Besættelser og Modstanden fra Afghanerne

I slutningen af november 1879 satte oprørerne angreb ind mod Kabul. General Roberts, der ledede de britiske styrker, kunne ikke forhindre samlingen af de forskellige afghanske enheder. De afgørende slag fandt sted ved Koh-i Asmai-bjerget og endte med en afgørende sejr for de afghanske styrker. Roberts blev tvunget til at trække sig tilbage til Sherpur-lejren. Den 15. december 1879 indtog oprørerne Kabul, og vrede fra befolkningen rettedes også mod de afghanske ledere, der havde samarbejdet med britterne, som fik deres hjem plyndret og brændt ned. Kabul var blevet befriet, ikke kun gennem modet fra soldaterne under Muhammad Jan Khan Wardak, Ghulam Haidar Khan Charhi og andre lederne af den folkelige opstand, men også gennem den aktive deltagelse fra Kabol-befolkningen og de omkringliggende områder.

Dog mislykkedes afghanerne i deres videre angreb på de britiske tropper. Den negative magtbalance forårsaget af de britiske forstærkninger fik Muhammad Jan Khan til at trække sig tilbage mod Maidana-dalen i Ghazni-regionen. I januar 1880 genvandt britterne Bala Hissar, Kabuls ruinerede citadel. På trods af at britterne havde indtaget Kabul, var situationen stadig ustabil, og en folkekrig fortsatte. I britiske politiske kredse opgav man tanken om at gøre Afghanistan til en koloni gennem militær magt, og diskussioner om tilbagetrækning begyndte at vinde frem.

Det blev hurtigt klart, at Afghanistan ikke kunne erobres med militær magt alene, og britiske diplomater overvejede nu en løsning, der kunne opnå et stabilt resultat på lang sigt. Nogle af de britiske ledere mente, at det var muligt at gøre Afghanistan til en afhængig stat under britisk indflydelse ved at placere en lydig emir på tronen og stationere garnisoner i visse regioner. Samtidig var der planer om at opdele landet i flere områder, som skulle være under britisk beskyttelse.

Abdurrahman Khans indtog i Afghanistan førte hurtigt til ændringer i den politiske situation i den nordlige del af landet. Hans hovedrival, Ghulam Haidar Khan Wardak, havde forsøgt at udvide sin magt i det nordlige Afghanistan, men hans tropper anerkendte hurtigt Abdurrahman Khan som deres leder og sluttede sig til ham. Dette vendte hurtigt magtbalancen til Abdurrahman Khans fordel, og Ghulam Haidar Khan måtte flygte til Bokhara, hvor han senere blev dræbt.

I takt med at Abdurrahman Khan opnåede støtte i flere provinsområder, begyndte han at føre diplomatiske forhandlinger med den britiske repræsentant Sir Lepel Griffin, der var blevet sendt til Kabul fra Indien. De britiske politikere overvejede stadig at opdele Afghanistan i flere "uafhængige domæner" under britisk protektorat, og en vigtig del af planen var at finde en passende kandidat til tronen i Kabul. Den 13. april 1880 afholdt Sir Lepel Griffin en durbar i Kabul, hvor han meddelte, at de britiske tropper ville forlade Afghanistan, så snart de afghanske stammeledere havde enedes om en emir, der var venligt stemt over for Storbritannien.

Afghanistans strategiske position blev påvirket af den politiske situation i Indien, hvor utilfredsheden med den britiske koloniale styre voksede. I begyndelsen af 1880, mens Abdurrahman Khans tropper rykkede frem mod Kabul fra nord, og frivillige fra Ghazni nærmede sig byen fra syd, blev den britiske kontrol over landet mere og mere usikker. Den britiske hærs forsyningslinjer var blevet forstyrret, og situationen i Afghanistan blev stadig mere ustabil for britterne.

Endtext

Hvordan den politiske og økonomiske udvikling i Afghanistan i 1960'erne formede samfundet

Der var dog også en vis modstand mod disse ændringer, især fra konservative grupper, der ønskede en langsommere overgang til et mere demokratisk system. De radikale kræfter blandt de små og mellemstore borgerskaber og intellektuelle krævede en hurtigere demokratisering af statens institutioner. Dette blev især tydeligt i de politiske diskussioner, hvor man forsøgte at balancere ønsket om hurtigere ændringer med behovet for at bevare den politiske stabilitet.

Der blev samtidig gjort en række bestræbelser på at normalisere forholdet mellem Afghanistan og Pakistan, som havde været præget af spændinger i årevis. Gennem Irans mægling blev der i foråret 1963 opnået en aftale om diplomatiske forbindelser, hvilket resulterede i, at konsulaterne blev genåbnet i begge lande, og Afghanistan fik tilladelse til at sende sine varer gennem Pakistan.

Den politiske debat i Afghanistan i 1960'erne drejede sig ikke kun om ændringer i styreformen, men også om de sociale problemer, der påvirkede både landbefolkningen og byens arbejdere. Landbruget var en stor udfordring, hvor gældsbånd og udnyttelsen af bønderne var i fokus. Pressen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved landbrugets struktur og den fortsatte fattigdom blandt bønderne, samt de sociale uligheder, der forværrede situationen. De bymæssige arbejdere, der var i vækst, krævede forbedrede arbejdsforhold og en mere retfærdig behandling i forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Der blev i denne periode lagt stor vægt på at tiltrække intellektuelle og studerende til at støtte regeringens politik, da de ansås for at kunne spille en vigtig rolle i implementeringen af politiske forandringer. Regeringen søgte at balancere mellem at opretholde kontrol og samtidig imødekomme de politiske krav, som var blevet fremsat af de mere radikale kræfter i samfundet. Derfor blev der opfordret til en opførsel, der skulle afholde studerende og intellektuelle fra at fremme "fanatisme" og "fri tænkning", hvilket blev set som en trussel mod lov og orden.

Den økonomiske politik under Yusuf-regeringen havde til formål at udvide den private kapital, men der blev også lagt vægt på at opretholde en tæt kontrol med de store private virksomheder, som blev set som fordringsfulde og interesseret i at maksimere egne gevinster. Regeringen søgte at opmuntre private investeringer i industrialisering og infrastruktur, og blandede statslige og private virksomheder blev betragtet som et af de vigtigste elementer i den "styrede blandede økonomi". Samtidig blev den private sektor opfordret til at investere i andre mindre kapitalintensive industrier, som kunne bidrage til hurtigere økonomisk vækst.

I 1964 blev et udkast til en ny forfatning udarbejdet og godkendt af regeringen, og det blev derefter diskuteret og godkendt af landets kongelige råd. Den nye forfatning bekræftede monarkiets fortsatte rolle og kongens absolutte magt, men der blev også åbnet op for visse civile rettigheder og friheder, herunder ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Forfatningen indførte også retten til at danne politiske partier, så længe deres aktiviteter ikke var i strid med landets love.

Denne politiske udvikling blev også præget af ideologisk splittelse, hvor forskellige politiske fraktioner kæmpede for deres synspunkter om, hvordan landet skulle styres. På den ene side var der dem, der støttede en gradvis tilpasning af det eksisterende system til behovene i en voksende bourgeoisie, mens andre krævede en mere radikal ændring af samfundets strukturer for at kunne imødekomme de sociale og økonomiske krav fra de mere utilfredse grupper i samfundet. Dette gjorde den politiske situation i Afghanistan i 1960'erne kompleks og præget af store spændinger.

For læseren er det vigtigt at forstå, at disse politiske forandringer i Afghanistan ikke var et resultat af en ensartet eller udelukkende progressiv bevægelse. Der var mange modstridende kræfter i spil, og det var ikke alle, der støttede de foreslåede ændringer. Især de konservative og reaktionære kræfter i samfundet modarbejdede i høj grad de reformer, som blev fremsat af de radikale kræfter. Desuden var der i denne periode mange sociale problemer, som ikke nødvendigvis blev løst af de politiske ændringer, og som fortsat påvirkede befolkningen, især de fattige og arbejdende klasser.