Hvordan blev jord målt og givet som gave i det gamle Indien?

I det østlige Indien blev jorden målt med forskellige enheder som adhavapa, dronavapa og kulyavapa, der henholdsvis dækkede områder på cirka 3/8 til 1/2 acre, 1½ til 2 acres og 12 til 16 acres. Disse mål repræsenterede de arealer, der krævedes for at så bestemte mængder korn, nemlig adhaka, drona og kulya. Der fandtes også større enheder som pataka, der kunne svare til mellem 60 og 80 acres. Mængden af forskellige landmål antyder, at der ikke eksisterede et standardiseret system, men at forskellige mål var gældende i forskellige regioner.

Brihaspati og Narada Smriti understregede vigtigheden af klart afgrænsede jordlodder, og indskrifter viser, at denne praksis blev håndhævet for at forhindre tvister. Afgrænsninger blev markeret med grøfter, piller eller naturlige pejlemærker som træer, damme og myretuer. Ifølge Brihaspati Smriti blev der placeret forskellige symboler i grænsepotter — tørret koskidt, ben, trækul, halm, keramikskår, mursten, køretagter, sten, bomuldsfrø og aske — som et varsel til kommende generationer. Disse grænser skulle løbende udpeges for børn og unge, således at kendskabet blev bevaret gennem tid.

Indskrifter nævner tekniske begreber om jordejerskab, specielt i forbindelse med donationer af jord til modtagere (donees). En gave efter nivi-dharma gav permanent brugsret til jorden, mens betegnelser som akshaya-nivi og aprada-dharma indikerede, at gaven ikke kunne overdrages, sælges eller på anden måde disponeres over. Til gengæld betød nivi-dharma-kshaya, at modtageren fik fulde ejendomsrettigheder inklusive ret til at sælge og overføre jorden.

Der er få bevarede verdslige salgskontrakter fra perioden, hvilket kan skyldes, at sådanne dokumenter oftest var skrevet på fordærveligt materiale og ikke indhugget i sten eller metal. Dog findes der mindst elleve indskrifter fra Østindien, der dokumenterer køb af jord til religiøse donationer, hvor lokale myndigheder spillede en aktiv rolle. Købsproceduren omfattede en ansøgning til distriktskontoret og byrådet, betaling af købsprisen, inspektion og afmærkning af grænser samt offentliggørelse af salget i nærvær af embedsmænd, landsbyledere, brahmaner og byens borgere.

Historisk set har konger givet jord som gave, særligt til brahmaner, hvilket afspejles i både de ældste vediske tekster og episke værker som Mahabharata, hvor det fremhæves, at kongens magt er afhængig af brahmanernes velvilje. Gaver af jord blev betragtet som den mest værdifulde type donation, da jorden var kilden til rigdom i form af dyr, korn og værdigenstande. Smriti-tekster og puranaerne anbefalede konger at give jord til brahmaner, og lovgav også om, at sådanne gaver skulle være skattefri.

De tidligste inskriptioner med kongelige jordgaver findes i Naneghat og Nashik i det vestlige Deccan, tilhørende Satavahana- og Shaka-kshatrapa-dynastierne, og fra det 4. århundrede steg omfanget af sådanne donationer markant over hele det indiske subkontinent. Disse jordgaver blev ofte dokumenteret på kobberplader, hvor landsbyer givet til brahmaner blev kaldt agraharas, brahmadeyas eller shasanas. Selvom også buddhistiske og jainistiske klostre samt forskellige templer modtog gaver, var størstedelen af de kongelige jordgaver indtil det 10. århundrede givet til brahmaner.

Det er væsentligt at forstå, at den komplekse terminologi og procedurer omkring jordmåling, ejerskab og overdragelse afspejler en samfundsstruktur, hvor landets betydning gik langt ud over blot økonomi; den var også knyttet til religiøse, sociale og politiske magtforhold. Den nøje markering og vedligeholdelse af grænser viser en bevidsthed om ejerskab som et kollektivt anliggende, der blev forvaltet over generationer. Gennem gaver og privilegier sikrede kongerne sig ikke blot støtte fra religiøse og samfundsmæssige magthavere, men understregede også deres egen legitimitet og kontrol over landets ressourcer. Forståelsen af disse mekanismer er afgørende for at kunne læse oldindiske kilder korrekt og indse, hvordan jord var både et materielt og symbolsk fundament i det gamle Indiens magtstruktur.

Var de kvindelige figurer almindelige kvinder eller gudinder?

De terrakottafigurer, der er fundet ved oldtidsbopladser som Rana Ghundai, Mehrgarh, Mundigak, Bala Kot, Gilund, Balathal og Chirand, rejser spørgsmål om deres betydning: var de blot almindelige kvinder eller repræsenterede de noget helligt, måske gudinder? Det er væsentligt at nærme sig sådanne tolkninger med forsigtighed, især hvis hverken figurernes form eller fundkontekst entydigt peger på en religiøs eller kultisk funktion. I mange tilfælde kan en simpel antagelse om, at kvindelige figurer er “modergudinder,” føre til fejltolkninger.

Dette betyder dog ikke, at sådanne figurer ikke kunne have haft religiøs funktion. Nogle kan have været genstande for tilbedelse eller ofringer i hjemlige ritualer, men det kan ikke generaliseres til samtlige fund. Både menneske- og dyrefigurer kræver nøje vurdering af deres mulige funktion, hvor fundkonteksten spiller en afgørende rolle.

I forbindelse med begravelsespraksis fra neolitiske perioder ser vi et stigende antal standardiserede grave, der antyder en voksende betydning tillagt de dødes fysiske rester. Gravene, særligt når de findes inden for beboelsesområder, rejser spørgsmål om de afdøde blev respekteret, frygtet eller begge dele. Orienteringen og formen af gravene viser, at nogle grupper fulgte særlige begravelsesskikke, og flere samtidige begravelser kan indikere stærke slægtskabsrelationer eller dødsfald, der skete samtidig.

Brugen af rød okker til at dække ligene ved Mehrgarh antyder ritualer forbundet med frugtbarhed, mens fælles begravelser af mennesker og dyr ved Burzahom peger på tætte relationer mellem mennesker og bestemte dyrearter. Variationer i gravernes enkelhed eller pragt afspejler sandsynligvis sociale forskelle, hvor gravgaver som fødevarer indikerer tro på et liv efter døden. Sekundære begravelser antyder, at dødsritualer kunne foregå i flere faser, hvilket indikerer komplekse sociale og religiøse praksisser.

I perioden ca. 7000–3000 f.Kr. opstod de første fødevareproducerende landsbyer i Baluchistan, ved de nordlige skråninger af Vindhyas-bjergene og i det midterste Ganges-delta. Fra ca. 3000–2000 f.Kr. steg antallet og udbredelsen af sådanne bosættelser betydeligt. Det er vigtigt at bemærke, at begyndelsen på plante- og dyrehold ikke førte til jagt- og samlersamfundenes udslettelse; snarere levede og interagerede forskellige grupper side om side, herunder neolitiske, neolitiske-kalkolitiske, rurale kalkolitiske, urbane kalkolitiske og jæger-samler-samfund.

Fremkomsten af fødevareproduktion har ikke kun øjeblikkelige konsekvenser, men skabte et fundament for kulturelle og samfundsmæssige forandringer, som i visse områder førte til proto-urbane bosættelser og senere fuldt udviklede byer.

Det er vigtigt at erkende, at kulturelle symboler, herunder figurer og begravelsesritualer, afspejler samfundets sociale dynamik, ideologier og interaktioner, og derfor kræver en nuanceret tilgang til fortolkning, som ikke reducerer dem til entydige religiøse artefakter uden yderligere bevis.