I takt med at skolernes rolle i samfundet ændrer sig, er behovet for kvalificerede, skolebaserede mentale sundhedsprofessionelle blevet mere presserende. Det omfatter både psykologer, skolekonsulenter og socialarbejdere, som alle spiller en central rolle i at sikre børns velbefindende. Uden disse fagfolk ville vores skolesystem ikke kunne tilbyde den nødvendige støtte til eleverne. Et af de mest lovende initiativer, der sigter mod at imødekomme denne mangel, er ARTERY Pipeline Framework, som er designet til at opbygge karriereveje ind i de skolebaserede mentale sundhedsområder og adressere arbejdsstyrkebehovet på disse områder.

ARTERY (Active Recruitment, Training, and Educator Retention to Serve our Youth) er et omfattende system, der stræber efter at tiltrække, uddanne og fastholde skolebaserede mentale sundhedsprofessionelle gennem et velkoordineret og målrettet pipeline-program. Dette system fokuserer ikke kun på rekruttering af studerende, men også på at sikre, at de er godt forberedte til at påtage sig de krævende roller som skolebaserede mentale sundhedsfagfolk.

Pipeline-programmer, som dem ARTERY tilbyder, er en effektiv løsning for at udvikle en lokal arbejdsstyrke, der kan håndtere skolernes behov for mentale sundhedstjenester. Programmet begynder ofte allerede i grundskolen, hvor eleverne får tidlige indblik i de mentale sundhedsområder. Dette kan inkludere eksponering for karrierer som skolepsykologer eller rådgivere allerede i folkeskolen og videre gennem ungdomsuddannelserne, hvor eleverne kan tage kurser i socialt arbejde og psykologi som en del af deres erhvervsrettede uddannelse.

ARTERY Pipeline Framework gør det muligt at skabe et kontinuum af uddannelse og praktik, der strækker sig fra grundskole- og gymnasieniveau til videregående uddannelse. Dette program sikrer, at de studerende ikke kun har adgang til teoretisk viden, men også til praktiske erfaringer gennem samarbejde med lokale skoler, der giver dem værdifuld erfaring som en del af deres uddannelsesrejse. Derudover giver det et klart karriereforløb, hvor studerende kan vælge at specialisere sig i skolebaseret mental sundhed på både bachelor- og kandidatniveau.

For at et sådant program skal lykkes, kræves der imidlertid også målrettede politiske initiativer. Der er behov for klare politiske tiltag, der kan sikre tilstrækkelig finansiering til at understøtte de nødvendige uddannelses- og træningsprogrammer. Det betyder blandt andet at arbejde tæt sammen med statslige og lokale myndigheder for at fastlægge rationer for det nødvendige antal udbydere i forhold til elevpopulationen. Gennem politiske tiltag som bevillinger og offentlige-private partnerskaber kan man sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til at rekruttere og fastholde de rette fagfolk.

Derudover er det afgørende at tilrettelægge uddannelsen på en måde, der både opfylder de faglige krav og tager højde for de praktiske udfordringer, som skolebaserede sundhedsprofessionelle møder i deres daglige arbejde. En sådan uddannelse skal være fleksibel og tilpasset de lokale behov, så den giver de nødvendige værktøjer til effektivt at kunne støtte elever med mentale sundhedsproblemer. Dette inkluderer ikke kun akademiske færdigheder, men også praktisk erfaring, som kan erhverves gennem praktikophold og samarbejde med lokale distriktsskoler.

Det er også vigtigt at understrege, at rekruttering af skolebaserede mentale sundhedsprofessionelle ikke blot handler om at fylde op på eksisterende stillinger, men om at bygge et system, der aktivt tiltrækker de rette personer fra lokalsamfundet. Ved at rekruttere lokalt øges chancerne for, at de uddannede professionelle vender tilbage til deres hjemsamfund og arbejder der, hvor behovet for deres kompetencer er størst. Denne lokale forankring er en af nøglefaktorerne i at sikre, at pipeline-programmerne virkelig kan skabe langsigtede løsninger for samfundene.

Endelig er det vigtigt at bemærke, at succesfuld implementering af ARTERY Pipeline Framework kræver et tæt samarbejde mellem alle aktører i uddannelsessystemet, fra folkeskoler til universiteter og statslige myndigheder. Dette samarbejde skal ikke kun fokusere på uddannelse og træning, men også på langsigtet fastholdelse af de mentale sundhedsprofessionelle, når de først er blevet ansat. Det kan for eksempel omfatte skatteincitamenter, lønforhøjelser, samt støtteordninger som videreuddannelse og karriereudvikling, der kan hjælpe med at bevare de dygtige fagfolk i systemet.

Ved at fokusere på at opbygge en stærk pipeline for skolebaserede mentale sundhedsprofessionelle kan samfundene begynde at tackle den kritiske mangel på disse fagfolk og sikre, at alle elever får den nødvendige støtte til at trives. Dette arbejde kræver både politisk vilje, strategisk planlægning og en målrettet indsats fra alle involverede parter.

Hvordan ACEs Påvirker Børn og Vigtigheden af Professionelle Støtteordninger i Skoler

Accepterede barndomserfaringer (ACEs) kan omfatte, men er ikke begrænset til: misbrug (psykologisk, fysisk, seksuel), at være vidne til eller opleve vold i hjemmet, naturkatastrofer eller terrorisme, pludselig eller voldsomt tab af en elsket, forsømmelse, stressorer relateret til militærfamilier, erfaringer som flygtninge eller i krig, alvorlige ulykker eller livstruende sygdomme. Givet den omfattende række af stressorer, som verden har oplevet de seneste år, er det ikke overraskende, at mange af vores elever rapporterer om ACEs. Forskning har konsekvent påvist, at det ikke er sværhedsgraden af en enkelt ACE, der negativt påvirker et barns udfald, men mængden af ACEs. Som eleverne bevæger sig fra barndommen til tidlig voksenhed, er en historie med flere ACEs forbundet med dårligere selvvurderet sundhed og livstilfredshed samt hyppigere depressive symptomer, angst, tobaksbrug, alkoholbrug og marihuanabrug (Mersky et al., 2014, p. 917).

Forældre og omsorgspersoner kan tage fire vigtige skridt for at støtte børn, der har oplevet ACEs: (1) forsikre dem om, at de er sikre, (2) forklare, at de ikke er ansvarlige for det, der er sket, (3) være tålmodige og (4) søge professionel hjælp (SAMHSA, 2022).

Når vi ser på børn i skolerne i dag, er det tydeligt, at mange af dem ikke er okay – og det har de ikke været i lang tid. Det er vigtigt at huske på, at mentale helbredsproblemer ikke altid er klinisk signifikante eller medicinsk diagnosticerbare. Grundskoler kæmper med elever, der har været socialt isolerede og har manglet muligheder for at øve gode prosociale adfærdsmønstre og problemløsningsevner i næsten to år. Børnehaveklasser er fulde af femårige børn, der ikke kan selvregulere eller følge rutiner eller instruktioner. En erfaren lærer med 27 års erfaring fra østkysten delte, at hun i sin tid som børnehavelærer aldrig havde oplevet så mange elever, der væltede borde, kastede stole og slog andre, som i skoleåret 2021–2022. På samme måde delte en lærer med 21 års erfaring fra vestkysten, at hun i det samme skoleår havde den højeste forekomst af 3. klasses elever, der græd efter mor, gemte sig under borde eller nægtede at følge instruktioner. Hun bemærkede, at de opførte sig som meget yngre børn, og det føltes næsten som om, hun underviste i børnehave og ikke i 3. klasse.

Rapporterne fra disse lærere er ikke unikke og symboliserer en hel generation af børn, både i vores land og i resten af verden, der mangler års erfaring med normal social-emotionel udvikling. Denne mangel på social-emotionel modenhed påvirker deres interaktioner med andre, deres interne bearbejdning og deres akademiske præstationer. Uden intervention kan disse tilsyneladende små mentale helbredsproblemer eskalere til alvorlige mentale helbredsproblemer med ødelæggende konsekvenser. Når man lægger den allerede eksisterende tendens med stigende selvmordsrater blandt elever i alderen 10-19 oven på denne udvikling, kan vi forvente endnu højere rater, når disse unge børn vokser op – medmindre deres mentale helbredsbehov bliver adresseret.

Som gentagne gange dokumenteret, har antallet af elever med mentale helbredsproblemer været stigende i årevis, og problemerne påvirker elever i yngre aldre. Forskning understøtter også transgenerationel epigenetisk arv fra forhold som kompleks PTSD, som har indflydelse på elevernes mentale helbred og generationer af traumatiserede familier. Endelig forværres problemerne relateret til COVID-19-pandemien den eksisterende mentale helbredskrise yderligere.

Samtidig med disse udfordringer har der været en skjult trussel mod elevernes velbefindende, som vi har været langsomme til at identificere eller anerkende eksistensen af. At vende det blinde øje til den strukturelle trussel, der underminerer den mentale sundhedsstøtte, vi tilbyder eleverne, har ført samfundene til bristepunktet. Hvad kunne denne farlige og stille trussel være?

Jeg postulerer, at der også er en krise i arbejdsstyrkeudviklingen og uddannelsesprogrammerne, der forbereder skolebaserede mental sundhedsfagfolk. Skolepsykologer, skolevejledere og socialrådgivere er blandt de fagfolk, der er absolut nødvendige, men der er simpelthen ikke nok af dem. Det er ikke tilfældigt, at vi oplever et omvendt forhold mellem antallet af elever med mentale helbredsbehov og antallet af uddannede mental sundhedsudbydere. Som antallet af mentale helbredsproblemer er steget, er adgangen til mental sundhedsudbydere faldet. Fraværet af tilstrækkelige uddannede mental sundhedsprofessionelle udgør den farlige og skjulte trussel, der underminerer alle mentale sundhedstjenester, både i skolen og i samfundet.

For at kunne adressere børns mentale sundhed og den krisesituation, vi befinder os i, er det nødvendigt at forstå, hvordan vi er kommet hertil. Vi skal grave dybt og identificere de systemiske kilder til krisen. Gennem forskning og erfaring kan jeg bekræfte, at kernen i problemet er et arbejdsstyrkeudviklingsproblem: Der er ikke nok uddannelsesprogrammer, der producerer det nødvendige antal fagfolk for at afhjælpe den forværrede mentale helbredskrise. At have tilstrækkelige mental sundhedsprofessionelle i skolerne afhænger af at have et tilstrækkeligt antal fagfolk til at levere tjenesterne.

Dette tema er gennemgående i bogen som et underliggende problem for at levere mental sundhedsstøtte i skolerne, og det er et problem, der ubetinget skal løses. Økonomisk støtte, karriereveje og udvidede træningsprogrammer er alle nøgleelementer til at styrke arbejdsstyrkeudviklingen (NASP, 2021; American School Counselor Association [ASCA], 2020). I en rapport fra U.S. Department of Health and Human Services (2016) blev væksten af skolepsykologer kun anslået at være 1% frem til 2025, mens frafaldet og efterspørgslen konstant stiger med ca. 23%. Lignende fund om forsyning, efterspørgsel og bemandingsforhold er blevet gjort for skolevejledere og skole-socialrådgivere (U.S. Department of Health and Human Services, Health Resources and Services Administration, National Center for Health Workforce Analysis, 2019).

De anbefalede forhold mellem licenserede fagfolk og elever ifølge deres nationale foreninger sammenlignet med de faktiske forhold på landsplan (NASP, 2021; ASCA, 2021; School Social Work Association of America, 2013, 2019) viser en markant ubalance:

Skolepsykologer: Anbefalet ratio 1:500, faktiske ratioer 1:1211–5000
Skolevejledere: Anbefalet ratio 1:250, faktiske ratioer 1:415
Skole-socialrådgivere: Anbefalet ratio 1:250, faktiske ratioer 1:2106

En overflod af beviser understøtter behovet for flere skolebaserede mental sundhedsudbydere og den negative indvirkning, deres fravær har på eleverne. At forstå dette problem fra forskellige perspektiver og tage små skridt i både kort- og langsigtede løsninger kan hjælpe med at adressere den nuværende krise. I den kommende del af bogen vil vi tage fat på arbejdsstyrkeudfordringen og se på, hvordan man kan evaluere og implementere de nødvendige ændringer.

Hvad gør async i C# 5.0, og hvorfor er det vigtigt for moderne softwareudvikling?
Hvad var Caligulas strategi for at håndtere senatet?
Hvordan påvirker AI og cyberspace fremtidens krigsførelse og strategiske balance?
Hvordan Dampjernbaner og Industrielle Opfindelser Formede Vore Moderne Tider