Hvad gør en god boghandler til noget særligt?

Inden for de støvede vægge i en lille boghandel, hvor bøgerne ikke blot er opstillet, men lever i et kaos af pappesker, stiger der en særlig stemning frem. Atmosfæren er sådan, at den ikke blot opfordrer til at bladre i bøgerne, men også til at fordøje hver eneste støvpartikel i luften og hver en beskedne duft, som kan afsløre et nyt eventyr. Det er en stemning, som kræver, at man finder sig til rette i den, om man vil det eller ej. For det er et sted, hvor tid og sted synes at smuldre, hvor man kommer som kunde, men aldrig rigtigt formår at forlade det samme sted.

I denne boghandel eksisterer bøger ikke bare som varer til salg; de er levende væsener, der vokser fra jorden som en labyrint, forgrener sig ud i dybden og tilbyder sig til dem, der tør dykke ned i deres labyrintiske reder. De ligger ikke bare i reoler eller på hylder. Nej, de ligger på gulvet, på stole, på stiger, de ligger som om de er på vej til at finde deres egen plads i verden, og intet bliver gjort for at rette op på dette kaos. Det er et syn, som kan fremkalde både en trang til at nyse og en følelse af at være fanget i et fremmed og næsten overnaturligt univers.

For midt i denne verden af bøger og støv opstår der en ny lyd. En melodi, der lyder så velkendt, men samtidig forbliver uidentificerbar. Den gentager sig selv, konstant, som en forstyrrelse. Det er en melodi, der ikke bliver afsluttet, som om nogen forsætter med at påbegynde den samme lille melodi uden at kunne finde den sidste tone. I et andet rum er lyden ikke længere en forstyrrende baggrund, men noget, der kalder på opmærksomhed. Det er her, et møde med den mystiske boghandler, Edward Bunstable, finder sted.

Hans egne bøger er ikke til salg, men han ved mere om bøger end de fleste, og hans viden synes at være uden ende. Når han fortæller historier om sine bøger, virker det, som om de alle bærer på en skjult magi, en historie, som aldrig bliver afsløret i sin fulde længde. Hans engagement i bøgerne virker ægte, som om han forsvarer deres eksistens, som om han gemmer dem for sig selv, og kun sjældent tillader andre at dele denne verden med ham. Bøgerne, som han tilbyder, synes at være forhindret i at blive solgt, og han holder sine kunder på afstand med historier og hypnotiske anekdoter. Det er som om han beskytter bøgerne, som om han ved, at de ikke skal overgå i andre hænder – at de har en speciel betydning, som de ikke kan dele med enhver.

Bunstables engagement i bøgerne strækker sig ikke kun til hans egen butik, men også til hans opmærksomhed på hver eneste detalje i hans liv – fra hans bullfinch, som han har haft i mange år og forsøgt at lære den sidste tone i dens melodi. Han fortæller mig, at han købte den billigt, fordi den aldrig kunne lære den sidste note, men at den havde karakter. På samme måde virker det, som om hans bøger har karakter, som om de rummer noget mere end deres ydre indhold, noget der er skjult og kun kan forstås gennem den dybde, han investerer i deres eksistens.

Hvad kan man som læser tage med sig fra mødet med Edward Bunstable? For det første er der noget meget dybere i hans forhold til bøgerne. Det er ikke kun et spørgsmål om handel, det er et spørgsmål om at bevare det sjældne og det uforståelige. Man kan tage med sig, at bøger ikke kun er fysiske genstande, de er bærere af noget mere – historier, ideer, liv, som kun kan forstås af dem, der ser på dem med den rette opmærksomhed. Bøgerne, som han holder på afstand, besidder en kraft, som kun en sjælden forretningsmand som Bunstable kan forstå og værdsætte.

Det er vigtigt at forstå, at Bunstables butik ikke kun er et sted for at købe bøger. Det er en portal til et andet niveau af forståelse, en påmindelse om, at bøger ikke er bare noget, vi læser. De er noget, vi bevarer, beskytter og omgiver os med. Den måde, han behandler sine bøger på, gør os opmærksomme på den værdi, der ligger i det, vi ofte tager for givet: litteraturen, historien, og den viden, der rummer sig i hver enkelt side. Hans butik er et sted, hvor vi lærer at se bøger som noget mere end bare varer – de er skatte, som kun de, der forstår deres værdi, vil være i stand til at beskytte.

Hvad gør man, når forandringens vind trækker, men ikke bringer noget nyt?

Hendes arbejdsgiver, som stod for den daglige ledelse af denne særprægede tilstand, havde ikke kunnet gøre andet end at berolige ledere og snakke med inspektører. Hvad kunne man ellers gøre, når børnene ikke blev talt og registreret på den rette måde? Så hurtigt som henvendelserne var opstået, forsvandt de igen. I hendes egen sindstilstand var det hele blevet en fjern tanke, en flimrende genstand, som ikke længere havde betydning. Det var mærkeligt, hvordan man hurtigt vænnede sig til forandring og det ukendte, hvordan det nye blev til noget helt almindeligt og måske næsten uinteressant.

Hun havde håbet på at kunne finde noget nyt, plante nye rødder et andet sted, men efter seks måneder i en verden fyldt med mærkværdigheder og forandringer, følte hun sig stadig forladt og udmattet. De smukke sommerdage og den månebelyste nattehimmel kunne ikke længere trøste hende. Der var børn, der kom og gik, men hvad var de egentlig? Hvor var eventyret? Hvor var mysterierne? Hvor var de historier, hun plejede at elske? Da alting mistede sin glans og magi, blev ønsket om en forandring uimodståeligt. Hun havde ikke længere noget at holde fast i, ingen passion for det, hun var i gang med.

"Hvad kan jeg gøre?" spurgte hun sin arbejdsgiver, som altid lyttede, men aldrig rigtig svarede. "Jeg føler mig syg," sagde hun med en dyb frustration i stemmen. "Jeg har ingenting at bryde mig om længere."

Så flød hun sammen med sine tårer og sin sorg, fanget i et håbløst ønske om at finde noget, der kunne vække liv i hende igen. Hendes arbejdsgiver, den ældre kvinde, svarede med en ro, der var både trøstende og uigennemtrængelig: "Ja, jeg er ældre end dig, min datter. Jeg er ældre end dig." Og så, som om det var en almindelig bemærkning, kom svaret, som hun havde ventet på: "Du har brug for hvile, kære. Gå op og læg dig."

Hun fulgte instruktionerne, som et barn, der altid adlød, selv når det ikke vidste, hvorfor. Da hun nåede toppen af trappen, stødte hun på rengøringspigen, som forvirret og åndeløs forsøgte at undvige. "Er du på vej op?" spurgte hun. "Ja," svarede hun, uden at forstå, hvorfor hun blev spurgt. Rengøringspigen, der havde været der i årevis, blødte op og sagde: "Er du velkommen? Det er stille her." Men så, som om hun huskede noget, greb pigen dørhåndtaget og rystede det. "Det er min dør, min unge dame. Lad være med at røre ved andre folks døre!"

Når hun forsøgte at få adgang til værelset, fandt hun sig selv fanget i et hukommelsesspil, hvor det var svært at skelne mellem fortid og nutid. Det gamle værelse, hun havde set i sit barndomshjem, var her, men det virkede også fremmed. Vinduerne var større end de små, stive ruder, hun huskede. Der var lys, som havde været i hendes fantasier, men alligevel var der en underlig fornemmelse af noget, der var gået tabt.

Selv hendes arbejdsgiver, som tilsyneladende aldrig så op fra sin arbejdsbyrde, bemærkede ikke ændringen i hendes sindstilstand. "Er du hvilet?" spurgte hun kort. "Ja," svarede hun hurtigt, selvom hun vidste, at hvilen ikke havde gjort hende bedre. "Jeg blev kaldt? Jeg kom tilbage, når jeg hørte dig kalde." Og så, som om hun var ved at blive rystet tilbage til virkeligheden, forlod hun stedet, og hendes øjne mødte kun mørket og tomheden.

Mest af alt, hvad man skulle forstå i dette er, hvordan selv de mest dramatiske forandringer hurtigt kan blive til ingenting. De mister deres betydning, og vi vender os mod en tom, mekanisk hverdag, uden virkelig at føle, hvad der er sket. Når vi konstant søger efter noget nyt, noget andet, kan vi glemme, hvad det er, vi virkelig søger. Og i jagten på forandring risikerer vi at blive stående fast i det, vi ikke længere forstår.

Hvordan er den psykologiske nedbrydning af Usher-forholdet?

Usher, som i sin ensomhed blev opslugt af både fysiske og psykiske plager, fandt sin største trøst i bøger, især i det sjældne og mystiske værk "Vigilia: Mortmrum secundum Chorum Ecclesia Maguntina." Denne kirkebog, med sine gotiske, næsten magiske skrifttegn, var et vidnesbyrd om en glemt tid og et glemte ritualer, som kunne have haft en syg, foruroligende indflydelse på hans allerede skrøbelige sind. Usher havde altid en interesse for mørke og uhyggelige bøger, men det var netop dette sjældne værk, der syntes at besætte ham. Læsningen af det måtte have haft en afgørende rolle i hans videre forfald.

Usher var ikke alene i sin fordybelse i de morbide, heller ikke når han tog den forfærdelige beslutning at opbevare sin søster Madeline's lig i en fængselagtig krypt under huset. Beslutningen om at lade hendes krop hvile i denne dunkle krypt skulle være en midlertidig løsning, indtil hendes begravelse kunne finde sted, men i virkeligheden afslører det noget langt mere uhyggeligt. Hans valg var et skridt væk fra den normale menneskelige tilstand, en refleksion af hans psykiske tilstand. Han ønskede at gemme hende på et sted, hvor han kunne holde hende tæt, om ikke fysisk, så i hvert fald i en tilstand af mærkelig kontrol og isolation.

Det var ikke tilfældigt, at det var i denne mystiske krypt, der var blevet brugt til de mørkeste formål i feudal tid, at Madeline blev lagt til hvile. Rummet var ikke kun et fysisk sted, men et symbol på den isolation, Usher havde bygget omkring sig selv, en tilstand, der ville få både hans sind og hans hjem til at falde sammen. Stedets mørke og de farlige materialer, det var bygget af, som kobber og tungt jern, afspejlede de mørke kræfter, der lurerede i hans egen psykologi.

De psykiske ændringer, som Usher gennemgik efter begravelsen af Madeline, blev stadig mere udtalte. Hans manér ændrede sig, og han virkede som om han havde mistet kontakten med virkeligheden. Hans skrøbelige sind kunne ikke længere bearbejde den frygt og angst, som havde været hans konstante følgesvende. Hans tilstand blev et udtryk for et sind, der er blevet overvældet af sin egen frygt. I begyndelsen virkede han til at være foruroliget, men senere blev hans tilstand mere ekstrem. Han begyndte at udvise et mærkeligt hysteri og en rastløs energi, som gjorde ham til en skygge af den mand, han engang var.

Dette mentale forfald kulminerede i en nat, hvor Usher viste sin ven det skræmmende, uhyggelige syn af sin hjemsøgende tilstand. Nattemørket og stormen udenfor blev forstærket af hans egne opfattelser. Usher var blevet et levende billede på den psykologiske ødelæggelse, der kan følge med langvarig isolation, frygt og tab. Det var ikke længere kun hans krop, der var hjemsøgt, men hans sind, hans virkelighed. Frygten, der havde opbygget sig i ham, blev en påtrængende, fysisk tilstedeværelse, som hans ven mærkede som en stigning i sin egen angst.

Dette skræmmende billede af Usher, der står i modvinden, med lyset fra lampen, understreger, hvordan hans sind og hans hus var i færd med at smuldre. Stormen udenfor var ikke kun et fysisk fænomen, men et spejlbillede på den psykologiske uro, som flåede både ham og huset i stykker. Uden at kunne forstå det, måtte hans ven lide under denne usynlige terror, som langsomt og metodisk infiltrerede ham. Det var en terror, der var forbundet med Usher’s indre kaos, men som var så dybt indlejret i atmosfæren omkring ham, at det var svært at skelne mellem, hvad der var virkeligt, og hvad der blot var en manifestation af sindets skygger.

For at forstå den dybere betydning af denne tilstand, er det vigtigt at erkende den symbiotiske relation mellem Usher og hans hus. Dette hus, i sin gotiske ufuldkommenhed, er mere end et hjem; det er et fysisk udtryk for hans sindstilstand. Når huset begynder at falde sammen, kan vi ikke undgå at spørge, om det er et resultat af de faktiske fysiske forhold – den forfaldne struktur, stormen, krypterne – eller om det er en manifestering af hans egne indre nedbrydninger. Denne tvetydighed er afgørende for at forstå det psykologiske drama, der udspiller sig i "The Fall of the House of Usher." Huset, som en forlengelse af Usher, er både en fysisk og en psykisk struktur, der sammen kollapser under vægten af frygt og isolation.