Lord Ermenwyr var ikke længere den person, han en gang havde været. Tidligere en mand, der nød et komfortabelt liv i det fornemme samfund, befandt han sig nu i en situation, hvor hans rigdom og status ikke længere kunne beskytte ham. Han forsøgte at mane sig til vilje, at han stadig havde kontrol, men hans dybe frustrationer og desperation blev kun tydeligere for dem, han stødte på.

Da Lord Ermenwyr forsøgte at sikre sig penge, forsøgte han ikke kun at charmere og manipulere, men også at udnytte sin relation til Lady Seelice, en kvinde med rigdom og indflydelse. Men i hendes uforlignelige sindstilstand og økonomiske problemer, var hun ikke længere den blide og tilgivende person, han havde kendt. Hun kunne ikke ryste sin bekymring for sine forretninger af sig, og den indre krise, hun stod i, forhindrede hende i at være noget som helst andet end utilgængelig for ham. Alle hans forsøg på at lokke hende med små optrædener af humor og venskabelige handlinger fejlede. Hans desperate forsøg på at få noget ud af hende blev mødt med afvisning. I stedet endte han med at finde trøst i arme af en tjenestepige, men selv hun så, at den dag, hvor de skulle afsløre deres affære for Lady Seelice, måske ikke var langt væk.

Den indre forfald, som Lord Ermenwyr oplevede, var et resultat af det grundlæggende tab af det, han havde regnet med at være hans tilflugt — hans status og rigdom. Uden det, blev han tvunget til at konfrontere en anden virkelighed: en virkelighed, hvor de materielle goder ikke længere kunne holde ham oppe. Denne overgang fra de bløde, sikre livsbetingelser til en forfaldende, usikker tilstand afslørede de mørkere sider af hans karakter. Hans reaktion på sin situation var ikke blot et spørgsmål om økonomisk desperation, men også en erkendelse af sin egen værdiløshed.

Forfængeligheden i at tro, at han kunne vende tilbage til sine gamle vaner, var som at forsøge at få magt over en virkelighed, der ikke længere kunne styres af ham. Troen på, at hans højere sociale rang og de manipulationer, der engang havde fungeret for ham, stadig ville kunne redde ham, blev hurtigt en illusion. I stedet fandt han sig selv i en situation, hvor han blev nødt til at sælge de gaver, der engang var tegn på hans status, og flygte fra dem, der tidligere havde været hans venner og allierede.

Lord Ermenwyrs flugt gennem den ukendte verden og hans beslutning om at rejse til et ukendt område, vidner om hans desperate forsøg på at finde en vej ud af det, han havde skabt for sig selv. Hans sidste reaktion på hans situation, hvor han giver sig selv en åndelig flugt ved at trække på en røgfyldt pibe, viser, hvordan han forsøger at undslippe virkeligheden, der har ramt ham. Hans latterlige forsøg på at virke uanfægtet i en situation, hvor han er på randen af sammenbrud, er både tragisk og ironisk. Hans oprør mod den virkelighed, han har skabt for sig selv, er blevet et spørgsmål om at miste forbindelsen til det, der engang var, og på en måde, forsøge at genvinde noget, der ikke kan bringes tilbage.

Det er vigtigt at forstå, at hans flugt ikke er en simpel løsning, men snarere et udtryk for hans manglende evne til at forholde sig til den nye virkelighed. I stedet for at konfrontere sine problemer og tage ansvar for sine handlinger, vælger han at undgå konfrontationen og håbe på det bedste i en usikker og fjendtlig verden. Lord Ermenwyrs skjulte selvmordstendenser, som han er ude af stand til at indrømme, afslører, hvor langt han er villig til at gå for at undgå den smerte, han føler i sit hjerte. Det er netop den type undvigelse, der kan føre til den type dødelig ensomhed, som kan være det sidste kapitel i hans liv.

Læsere bør forstå, at denne flugt ikke er en ægte løsning på Lord Ermenwyrs problemer. Den er snarere en måde, hvorpå han forsøger at beskytte sig selv mod den erkendelse, han frygter mest: at hans liv, som han har kendt det, er blevet ødelagt, og at han ikke længere har noget at støtte sig til. Hans flugt gennem det ukendte er på mange måder en symbolsk handling, der afspejler, hvordan mange mennesker reagerer, når de står over for katastrofer i deres liv. I stedet for at konfrontere deres problemer og vokse, søger de en flugt, der kun giver dem en midlertidig følelse af lettelse, mens de undgår den uundgåelige virkelighed, der venter.

Endelig, det er også nødvendigt at reflektere over, hvordan mennesker, der er vant til magt og status, reagerer, når de mister det, de engang havde. Det er ikke bare et spørgsmål om penge eller position, men om hvordan man bygger sin identitet på ydre faktorer og ikke på den indre styrke, der kan bære én gennem vanskeligheder. Det er i sådanne situationer, at menneskets sande natur afsløres — når ydre faktorer ikke længere kan opretholde illusionen af kontrol.

Hvad afslører besøget i børneværelset om en mand som Lord Ermenwyr?

En mand, der søger tilflugt i mørke gange og labyrinter, skjult for verden, vender tilbage til et sted han helst ville glemme: børneværelset, hvor hans egne uægte børn lever, gemt bag sølvpanser og høje hæle, passet af dæmoniske tjenestefolk og en amme, der både vogter og håner ham. Ikke uden grund kaldes hun Balnshik, et navn der smager af is og ild, autoritet og foragt.

At Lord Ermenwyr kender vejen uden tøven vidner om hans fortrolighed med både skyld og fortrængning. Han træder sikkert gennem forhindringerne, men indenfor konfronteres han straks med det, han forsøger at undgå: ansvar. Børnene, små spejle af hans egne fejl og karakterbrister, stirrer tilbage uden illusioner. Den ene skriger og græder; den anden dømmer ham åbent, med en klarhed der afvæbner al ironi.

Det er ikke kærlighed, der fører ham dertil. Det er tvang, socialt pres, moderens guddommelige forventning. Hun, der gennemskuer ham som en opvendt sok, sender ham mod den sandhed han helst ville undgå: at der findes en konsekvens af alt, selv af noget så lystbetonet og tilsyneladende uforpligtende som dekadence.

Balnshik er ikke sentimental. Hendes replikker skærer som klinger, silkebløde og dødelige. Hun bærer sin position med både erotik og overlegenhed, og hendes blik minder ham om, hvor lille han er i hendes øjne. Hun ved alt, og alligevel håner hun ham ikke åbent – hun viser ham bare hans børn. Spejle. Han genkender sig selv i deres skrøbelighed og vrede. Og det gør ondt.

Hans reaktion er flygtig, halvvejs mellem flugt og gavegivning. En ring med et skjult rum – ikke til giften, den har han dog fjernet – men til tricks, narrestreger. Gaven er et symbol på hans halve tilstedeværelse: han giver noget af værdi, men det er stadig et redskab til flugt, til manipulation. Han giver det, fordi han ikke ved, hvad andet han kan tilbyde.

Hans barn ser på ham med skarphed, ikke beundring. "Du ser ud som en meget slem mand," siger han uden tøven. Og det er netop dét, Ermenwyr er – eller vil være – eller engang var. Men det er ikke glamouren, der lyser her, kun en tåget melankoli, en erkendelse af at selv den mest elegante dekadence ikke kan redde én fra ens arv.

Uden at forstå det helt selv, har han forladt byen, sine udskejelser, for en stund. Men besøget i børneværelset efterlader ham ikke med ro, kun med en længsel tilbage mod mørke barer, udviskede ansigter, grønne likører der brænder på vej ned. Han længes ikke efter familien, men efter anonymiteten, efter friheden til at være intet og alt.

Men de ord, barnet siger – "det er en skam, at du ikke gør noget med dit liv" – skærer dybere end noget sværd. De afslører, at selv børn i denne verden, født af dekadente fædre og opvokset blandt dæmoniske ammer, forstår vægten af potentiale, og smerten i det, der spildes.

Det er ikke heltemod, men flugt, han vælger. Før daggry vil han være væk igen. Tilbage til alt det, han kender. Tilbage til steder, hvor ingen spørger ham, hvorfor han ikke gør noget med sit liv. For i de steder kan han i det mindste narre sig selv. For en stund.

Der er her vigtigt at lægge mærke til kontrasten mellem ydre magt og indre tomhed. Ermenwyr har adgang til verdener, magiske genstande, dæmoniske vogtere og evnen til at gå frit hvor andre ikke kan. Og alligevel afsløres han som hjælpeløs i mødet med det virkelige – med relationer, med arv, med børn. Hans ironi bliver en rustning mod skam, men ikke en redning.

Barnets ord er ikke kun en dom over faderen, men over hele ideen om flugt som løsning. I fantasien findes ingen skjulested fra konsekvens – ikke for helte, ikke for skurke. I den virkelige verden, ligesom i denne fortælling, venter altid en dør tilbage til de rum, man har forsøgt at glemme. Og bag dem venter ikke tilgivelse, men erkendelse.

Hvorfor er det vigtigt at forstå den nye virkelighed i en verden uden mennesker?

Insekterne er stort set forsvundet (og med dem edderkopperne), men hun har fundet flere myrekolonier, der stadig trives. Egerne virker som om de er væk, kun nogle få skeletter ligger på jorden. Vi så nogle store, lysebrune dyr, som vi først troede kunne være kaniner i de høje, uklippede buske og græs, og blev lidt opmundret. Men Carla fortæller os, at det bare er rotter, som er blevet store og modige. Brrrrr. Der er nogle migrerende fugle i træerne; et kort ophold her ser åbenbart ikke være deres død. Men hvor er duerne i gaderne og kakerlakkerne i bygningerne? Sammen med rotterne var de de skabninger, alle troede ville overleve. Vi tog en sørgelig tur til Central Park Zoo. Beholdere var blevet tørre, men gennem glasset, der var blevet dækket med en skorpe, kunne vi se isbjørneskeletter og sælskelleter i deres åbne pool. Foruroligende. Vi gik ikke ind i fuglehuset eller noget af det. Pludselig, da klokken slog, løb vi hen som børn for at se dyrene dreje rundt på Delacorte Gate. Jeg fandt mig selv grædende og grinede samtidig, mens den småtikkende musik spillede, og Leonard, der var flyttet fra Jamaica, West Indies, til Jamaica, Queens, for tyve år siden og aldrig havde set det før, lagde armen om mig. Flodhesten, der spiller violin, har altid været min favorit.

Leonard og jeg er flyttet igen. Vi bor nu på en mere hjemlig, beskeden plads på West 72nd. Ikke penthuset, men udsigten til parken fra niende etage er stadig flot. Det tog lang tid at få låsen op, men Leonard er god med værktøj, og han fik låsen til at lukke tæt igen. Jeg ville aldrig være en kvinde alene her. De gav os nogle selvforsvarskurser under orienteringen, men de var lidt af en joke, og ja, jeg har en pistol i min taske, og der er en "black box" inde i Spot for at optage, hvad der sker med mig, hvis jeg trykker på alarmen – men truslen om at blive opdaget er ikke meget af en afskrækkelse for nogen her, der ønsker at slå ud. Vi er ikke mennesker, der har meget at miste, og hvis en af os blev voldelig og derefter ønskede at forsvinde i byen – hvor hårdt ville froskemændene så prøve at jagte ham? De kvinder, der kom her alene eller i par, virker virkelig modige; jeg beundrer dem, men jeg er ikke sikker på, om jeg kunne have gjort det. I teorien er vi alle blevet screenet og vi er alle smukke mennesker, der nu tænker som et fællesskab. Jeg tror faktisk, det er sandt for de fleste af os, og mange af Rocky Drugsters er lige så milde og venlige som Leonard, Latasha, Chris, Brian og Nelson. Men der er noget lidt deprimerende og ubehageligt ved alle disse tomme bygninger, byens tomme bifald, må jeg indrømme – og den mørke, sammenfiltrede vildmark af parken nu. Hele stedet giver mig en følelse af "Lord of the Flies", hver gang jeg går udenfor uden Leonard, selv bare i et øjeblik.

De mennesker, der boede her i 9-A, havde tre små piger. To af dem delte køjesenge. Jeg får følelsen af, at de var to år adskilt, syv og fem, ifølge billederne, og forældrene havde faktisk givet dem det største værelse. Babyens tremmeseng var i forældrenes værelse. Jeg er ikke sikker på, hvad de havde planlagt at gøre, når hun blev større – flytte hende ind til Tara og Claire, eller dele stuen op i et nyt værelse, eller hvad? Claire har mange tegninger i sin skrivebordsskuffe, med hendes navn kradset i nederste hjørne. Jeg håber, de kom ud af det hele, alle sammen, men oddsene er ret dårlige for, at babyen klarede sig – jeg mener statistisk set. Det føles lidt uhyggeligt at rodde rundt i andres liv og hjem på denne måde: alle de støvede, engang moderne apparater og trendy bøger og legetøj fra nittierne og nul-årene (disse piger virker til at have været meget ind i Elmo, den lille Muppet fra Sesame Street), men jeg siger bare til mig selv, at ingen vil have denne ting tilbage, det er forurenede varer, vi er forurenede varer, vi udfører et stort eksperiment for menneskeheden og vores land, og det er okay, hvis vi er nysgerrige voyeurs og har det sjovt, mens vi gør det.

Vi fandt nogle gamle udstyr, og selv om vi ikke kunne få adgang til meget online med så gammeldags udstyr, laver de specielle versioner af tekstsider, som vi kan tilgå med det gamle grej, ud af solidaritet med os. Det er en god gestus, selv om jeg ikke føler behov for at læse diasporaen nu, hvor jeg er tilbage... nogle af os skriver dog for dem og forhandler bogaftaler. Det er godt, at de tidligere indsatte kan sikre sig en fremtid, hvis de vil forlade om et år eller så, med deres domme omstødt ... for os derimod, det betyder ikke noget. Vore deltagergebyrer og dagbogsgebyrer skulle være mere end nok. Men nogle mennesker har jo familier at sende penge til.

Det er en af de ting, der står tydeligt i tankerne på dem, der er her. De er ikke kun her for at klare sig. De har træning og kompetencer. De udfordrer de tomme gader og arbejder sig frem gennem et genskabt samfund, hvor alt muligvis ikke er for evigt, men som vi er nødt til at forstå, er blevet et slags afspejling af den verden, vi engang kendte.

Hvordan kan vi håndtere undtagelser og undgå smuthuller i vores vaner?
Hvordan de store tragedier og komedier i det antikke Grækenland formede scenekunsten
Hvordan påvirker de internationale skakspilleres præstationer spillets udvikling og forståelse?