Da John Kelly trådte ind i rollen som stabschef i Det Hvide Hus, gjorde han det med illusionen om, at disciplin og hierarki kunne bringe orden i Trumps politiske epicenter. Han havde før sin udnævnelse udtrykt bekymringer om den interne uorden og mente, at han kunne rette op på det. Men Kelly fejlvurderede grundlæggende situationen. Hans første handling – at fjerne Anthony Scaramucci, en karismatisk og uregerlig kommunikationsdirektør – viste hurtigt, hvor dybt splittelsen gik. Scaramucci, installeret af Jared Kushner og Ivanka Trump, var kun en brik i et større spil, hvor den egentlige udfordring lå i selve magtens struktur omkring præsidenten.

Familien Trump – især Jared og Ivanka – havde ikke blot adgang til præsidentens øre; de besad en uformel, men enormt effektiv magtposition, som underminerede enhver forsøg på at etablere et sammenhængende administrativt hierarki. De var ikke blot rådgivere – de var et alternativt magtcentrum. Da Kelly forsøgte at rejse spørgsmålet over for Trump og foreslå en præcisering af deres roller, blev han mødt med fornægtelse og ros af familiemedlemmerne. Trump, der så i Kushner en potentiel udenrigsminister, havde ingen interesse i at afgrænse familiens indflydelse.

Det blev snart tydeligt, at Kellys autoritet smuldrede. Hans forsøg på at kontrollere adgangen til præsidenten stødte sammen med Trumps forretningsmæssige instinkt for kaotisk ledelse, hvor uformel adgang og personlig kemi vejede tungere end systematisk beslutningstagning. Kellys frustration voksede i takt med hans dalende indflydelse. I slutningen af 2018 var det åbenlyst, at hans tid var ved at rinde ud. Han efterlod sig et Hvidt Hus, hvor hans militære autoritet og forsøg på struktur var blevet reduceret til en stille resignation – han havde opgivet at styre præsidenten og søgte blot at overleve dagligdagen.

H.R. McMaster var en anden figur, hvis militære baggrund og intellektuelle ballast hurtigt kom i konflikt med Det Hvide Hus’ logik. En respekteret historiker og tænker med en Ph.d. i militærstrategi og forfatter til den kritiske bog Dereliction of Duty, trådte McMaster ind i en administration, hvor ekspertise blev mødt med mistro. Hans udnævnelse blev fremtvunget som et skadesbegrænsende træk efter Michael Flynns afgang, og Steve Bannon advarede ham: Trump hader intellektuelle. McMaster ignorerede advarslen. Ved første møde talte han længe, bar jakkesæt og præsenterede substans. Trump forstod ikke manden, men blev ved andet møde imponeret af uniformen – og billedmuligheden.

Denne symbolske begyndelse varslede et tragikomisk forl

Hvordan illustrerer Donald Trump den amerikanske stereotype "grimme amerikaner"?

Donald Trump repræsenterer på mange måder en kulmination af århundreders amerikanske stereotyper, men forstærker samtidig disse træk i en grad, der gør ham til en særlig farlig og markant figur i både national og international sammenhæng. Han fremstår som en person, der ikke blot besidder de typiske egenskaber ved den "grimme amerikaner" — arrogance, manglende kulturel forståelse, pengebegær og selvcentrerethed — men som også besidder en magt og et ansvar, der forstørrer konsekvenserne af hans uvidenhed og impulsivitet.

Trump er ikke blot en stereotyp turist, der råber højt og kræver service på sit eget sprog, men en leder, der forventer, at verdens ledere bøjer sig for hans ofte uigennemtænkte krav og alternative virkelighedsopfattelse. Hans uvidenhed om geografi og internationale forhold er ikke kun pinlig, den undergraver også amerikansk diplomati og international tillid. Hans bemærkninger om lande og regioner, ofte prætentiøse og direkte fejlagtige, afslører en mangel på grundlæggende viden, som er usædvanlig for en person i hans position.

Det internationale billede af USA under Trump blev markant forværret, hvilket blandt andet afspejles i undersøgelser, der viser massiv mistillid til hans lederskab i mange lande verden over. Hans personlighed, udtalelser og politik har forstærket gamle negative stereotyper om amerikanere som arrogante, pengesyge, kulturelt ureflekterede og ofte uvidende. Dette gælder ikke kun i den vestlige verden, men også i nabolande som Mexico, hvor tilliden til Trump var særdeles lav.

Historisk set har amerikanske figurer som P.T. Barnum, J. Edgar Hoover og Joe McCarthy præget det internationale billede af USA som både showmanagtigt, magtfuldt og til tider moralsk tvivlsomt. Trump trækker på og overdriver disse træk og forvandler dem til en ny form for lederskab, hvor skuespil, provokation og økonomisk magt er drivkraften, mens substans og diplomati er fraværende.

Hans tilgang til internationale relationer kan sammenfattes som et forsøg på at fremtvinge en alternativ virkelighed, hvor fakta og anerkendte diplomatiske normer ikke gælder. Dette underminerer ikke kun USA’s status som global leder, men skaber også usikkerhed i det internationale system. Den amerikanske rolle som en stabil og ansvarlig aktør bliver i stedet udfordret af impulsivitet og personligt prægede beslutninger.

Det er vigtigt at forstå, at Trumps adfærd og ledelsesstil ikke kun er et spørgsmål om personlighed, men også et symptom på dybere kulturelle og politiske tendenser i USA. Den økonomiske magt som mål i sig selv, kombineret med et fravær af bredere kulturel og intellektuel indsigt, gør det vanskeligt at navigere i komplekse globale sammenhænge. Hans fokus på penge og egen succes, uden hensyn til større konsekvenser, repræsenterer en version af amerikansk business-mentalitet, som er radikalt frakoblet ansvarlighed.

For læseren er det væsentligt at erkende, at denne form for lederskab ikke blot er underholdende eller absurd, men har reelle konsekvenser for global stabilitet og diplomati. Det viser også, hvordan nationale stereotyper kan få et farligt liv, når de kombineres med magt og manglende evne til selvrefleksion.

Er Trump den moderne "grimme amerikaner"?

Verden har altid haft et anstrengt forhold til forestillingen om "den grimme amerikaner" – den stereotype figur, som symboliserer det værste ved amerikansk kultur: pralende rigdom, ufølsomhed, uvidenhed og en næsten brutal individualisme. Donald Trump blev af mange uden for USA betragtet som den personificerede version af denne figur, ikke bare på grund af sine nationalistiske og protektionistiske politikker, men i endnu højere grad på grund af sin persona. Højtråbende, grov, materialistisk og selvoptaget – han er, som O’Connor skriver, det arketypiske billede af den "grimme amerikaner".

Denne stereotype er ikke ny. Den har længe været til stede i amerikansk populærkultur. Den pengefikserede Onkel Joakim fra Disney-universet introducerer børn til idéen om en nærig, paranoid rigmand, som lever for at beskytte sin formue – selv fra sine egne slægtninge. Hans dybeste frygt er, at nogen vil stjæle hans penge – hvad enten det er virkeligt eller forestillet. Den samme karikatur træder tydeligere og mere bidende frem i skikkelse af Mr. Burns fra "The Simpsons". Som ejer af et atomkraftværk og korrupt marionetfører for politiske beslutningstagere, repræsenterer Mr. Burns kapitalismens mørkeste ansigt: en mand uden moral, uden empati, drevet alene af grådighed og magt. Han er, som Chris Turner beskriver det, "rådden i alle livets facetter".

Disse figurer – fiktive og overdrevne – rummer dog en uhyggelig realisme, når man sammenholder dem med Donald Trumps offentlige fremtoning. Hans besættelse af penge er ikke bare en del af hans image – det er kernen i hans identitet. I 2015 erklærede han: "Jeg har en samlet nettoformue på 8,73 milliarder dollars. Jeg siger det ikke for at prale. Jeg siger det for at vise, at det er den slags tænkning, vores land har brug for." For Trump er rigdom ikke blot en indikator for succes, men også en moralsk legitimering for handlinger, som ville være uacceptable for alle andre. Under en retssag i "The Simpsons" insisterer Mr. Burns på sin ret til at køre børn ned, fordi han er rig og vigtig – i virkeligheden er det ikke langt fra den måde, Trump ser sig selv på.

Hans vrede udbrud over økonomisk kontrol – eksempelvis da han råbte ad Chris Christie for at have samlet penge ind til hans kampagne uden hans godkendelse – afslører en mand, for hvem penge ikke er et middel, men en identitet. "Hvor fanden er pengene?" råbte han. For Trump er penge ikke adskilt fra personen – de er personen.

Hans selvopfattelse som et amerikansk succesikon blev eksplicit stadfæstet i bogen Crippled America, hvor han beskrives som selve definitionen på "den amerikanske succeshistorie". Men denne definition handler udelukkende om rigdom, ejendom og mærkevarer. Listen over ejendomme og firmaer, som bærer hans navn – fra Trump Tower til luksushelikoptere – er lang og næsten prætentiøs i sin demonstrative materialisme. Den siger ikke noget om bidrag til samfundet, kunst, videnskab eller etik – kun om ejerskab og penge.

The Economist bemærkede tørt, at Trump er "en mand, hvis hobby er at navngive ting efter sig selv." Dette brand – TRUMP – blev en metafor for en bestemt form for amerikanskhed, der ikke måles i værdighed eller visdom, men i glitter, volumen og kapital. I denne forstand er han ikke kun et individ, men et symbol – et levende mærke, der sælger ideen om det ultimative individ, som ikke er bundet af nogen normer undtagen sin egen succes.

Når man ser Trump træde frem på den internationale scene – f.eks. ved NATO-topmødet i Bruxelles – træder hans rolle som den moderne grimme amerikaner i fuld flor. Det var ikke bare hans ord, der skabte utryghed blandt verdens ledere – det var hele hans adfærd. Hans tilstedeværelse i internationale fora blev en performance af amerikansk enegang og imperial selviscenesættelse.

Det er vigtigt at forstå, at denne fremstilling af Trump ikke blot er et angreb på en enkelt person. Det er et spejl, holdt op mod et samfund, hvor rigdom og branding er blevet sidestillet med dyd. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske drøm, som Trump legemliggør, er blevet forvansket til en drøm om dominans, ejerskab og selvforherligelse. Det er en drøm, hvor klasse ikke defineres af dannelse, integritet eller fællesskab – men af kontoudtog og helikoptere.

Jak využít svůj čas k dosažení úspěchu: Systém 5x5 pro zlepšení produktivity
Jaké bylo skutečné důvod chování George Edicotta?
Jak správně začít s Pythonem a co je potřeba vědět