Sandro, som alle sine kollegaer, ville tage kontorartikler fra arbejdet, smutte ud på ærinder på politiets tid og lukke øjnene for visse ting. Der var mange, der var værre end ham, mange. "Så hvorfor?" spurgte Luisa, mens hun rynkede panden og tænkte. "Fordi du ikke ved, hvor det ender," svarede hun. "Du skal have regler for dig selv." Og hun rettede sig op med en vis stolthed. "Hvor var posttraumatisk stress efter krigen? Efter oversvømmelserne i 66?" Hun fnøs. "Jo," sagde han. "Jeg ved det. Men det var en ulykke, ikke hans skyld. En kvinde skubbede ham på motorvejen. En i bilen bag hende døde."

Luisa, som ellers ikke var kendt for at trække på smilebåndet, lænede sig frem og lagde læberne sammen. "Men...?" sagde hun, hendes stemme var stadig præget af en utilfredshed. "Er det ikke bare penge, det hele?" Sandro kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hun kunne læse hans tanker som en åben bog. Det var næsten utroligt, at hun stadig var interesseret i at forstå ham, efter så mange år.

Sandro var ikke længere politi. Det var ikke længere hans opgave at dømme, men at indsamle beviser og videregive dem. Ikke desto mindre havde hans egne handlinger - hans egen dom - en rolle i, at han blev smidt ud af styrken. Alligevel følte han, at det var nødvendigt at ordne tingene på sin egen måde, på en måde, der både kunne give ham lettelse og muligheden for at finde en form for retfærdighed, selv i de små ting. I det øjeblik vidste han, at hans job med at kontrollere forsikringskravet var en opgave, der ville få ham til at konfrontere sin egen samvittighed. Det var måske ikke det mest ærefulde arbejde, men det var arbejde alligevel.

Luisa havde nævnt Giuli, og Sandro følte straks behov for at bekræfte, om Enzo var den rette for hende. Luisa så på ham med et blik, der var både tankevækkende og tvetydigt. "Er han god for hende?" spurgte han forsigtigt, men Luisa rynkede pande og svarede efter et langt øjeblik: "Ja."

Han kunne mærke, at der var noget mere i hendes stemme. Det var ikke en simpel godkendelse. Det var som om, hun var bekymret. Bekymret for, at deres liv og valg var i færd med at ændre sig på en måde, de ikke kunne forudse. De var blevet ældre, ikke yngre, og med alderen kom nye realiteter. Det var på en måde lettere at forstå, hvorfor Giuli, med hendes modige udtryk og den vilje til at tage chancer, stadig kunne være et mål for bekymringer. Men måske var det netop hendes ungdom, hendes energi, der stadig kunne udfordre hendes omverden.

Men hvad nu, hvis vi ser på Chiara Cavallaro? Hun var blevet voksen. Hendes far, en gammel politimand, kunne ikke forstå, at hun, som sin mor, ønskede noget mere end et stille liv. Hun havde besluttet sig for at læse politisk videnskab, og det var som om, hun gjorde det med en følelse af nødvendighed. Ikke nødvendigvis for at forstå verden, men for at ændre den. For at skubbe til normerne, for at finde ud af, hvordan man kunne gøre det politiske system bedre.

Chiara havde ikke drømt om det stille liv, hendes far ville have for hende. Hendes ønske var at forlade komforten og møde virkeligheden, at ændre det, som var blevet betragtet som det faste, det uforanderlige. Hendes far havde nok aldrig forstået det. Ikke virkelig. I hans verden var det vigtigste ikke at være politisk aktiv, ikke at gøre opstand, men at finde sig til rette i en verden, der var præget af rutiner og sikkerhed. Men for Chiara var det noget andet. Det var en kamp for forandring. Hendes valg var ikke bare noget, der skulle være et skridt mod karriere. Det var et valg om at forstå magt, kontrol, og hvordan samfundets strukturer kunne forandres indefra.

Som hun gik ud af døren og ind i den varme sollys, kunne hun ikke undgå at føle en stille vrede over, at hendes far ikke ville forstå. Hendes far ville aldrig forstå, hvad det betød at tage kampen op, at være den, der udfordrede normen. For ham var det hele bare en phase. Noget, der snart ville forsvinde. Men for Chiara var det mere end en fase. Det var en nødvendighed. En nødvendighed for at forstå sin verden og, mere vigtigt, hvordan man kunne ændre den.

Det er vigtigt at forstå, at det, som er blevet accepteret som normen i et samfund, ikke nødvendigvis er den bedste vej. Mennesker som Sandro og Chiara står på forskellige steder i deres liv, men de deler en interesse i at forstå og ændre de systemer, de er en del af. De er begge udfordrere, men på forskellige måder. Det, som adskiller dem, er ikke bare deres personlige valg, men den sociale og politiske virkelighed, de navigerer i. Sandro må navigere i de regler, som samfundet har sat, og forsøge at finde sin plads i det system. Chiara derimod har valgt at se på systemet og spørge sig selv, hvorfor det er, som det er. Det er netop disse forskelle, som gør det muligt at forstå, hvorfor folk vælger forskellige veje i livet – og hvorfor det er nødvendigt at konfrontere de valg og regler, vi er underlagt.

Hvad gemmer sig bag Flavia Matteo’s død?

Han gik tilbage ind i rummet, og før de kunne stoppe ham - advare ham, beskytte ham - gik han direkte ind i badeværelset. Og stoppede. Den enorme marmorbadekar stod som en grav i midten af rummet, der glinsede blegt i det halvmørke lys. En krum figur lå på fliserne ved siden af det: Sandro indså, at det var et håndklæde. "Du fandt hende," sagde Rosselli uden at vende sig. "Ja," svarede Vesna, og Sandro kunne mærke, at hun kun med besvær holdt sin position. Og så, langsomt, som om hun ikke vidste, om hun skulle sige det eller ej, men alligevel måtte: "Hun havde undertøj på." Og det var noget i den mærkelige banalitet af hendes ord, der fik Niccold Rosselli til at kollapse, som en lang, artikuleret dukke, og han sank på knæ, lænede sig mod badekarret og begyndte at græde. Han lavede en lyd, som Sandro først senere indså var hulkende. Han knælede ved siden af manden: det var næsten en lettelse at mærke Rossellis ryg ryste under hans hånd. Knoglerne: manden var tynd, tynd som en af de sultne helgener. Han sagde noget om og om igen, forsøgte og mislykkedes med at få slutningen på det: "Hun ville aldrig... hun ville aldrig... hun ville aldrig..."

"Hvad ville hun aldrig?" sagde Sandro blidt. Han kastede et hurtigt blik på Vesna, der stod i døren, som om hun ville sige noget til ham, men ikke kunne tage et skridt mere ind i rummet. "Kom," sagde han ind i Rossellis skulder og indså den skarpe lugt af sved, fortvivlelse, mangel på mad og søvn. "Lad os gå ned." Pludselig føltes rummet forfærdeligt for Sandro. Selv om han ikke troede på noget overnaturligt, føltes det som et hjemsøgt sted. Rossellis hoved vendte sig, hans udmagrede ansigt var streaket med de tørrede tårer, men noget i ham var blevet overvundet. Hvis Sandro stadig havde været politimand, kunne han have udnyttet denne mulighed for at undersøge den døde kvindes mand for tegn på skyld, for en upassende reaktion. Men den professionelle refleks syntes at have forladt ham, og i stedet ventede han.

"Hun ville aldrig lade en fremmed se hende... afklædt," sagde Rosselli. "Hun tog undertøjet på for dig." Han kiggede på Vesna. "Ikke for at chokere dig." "Ikke for at chokere mig," gentog Vesna. Sandro følte en knude i brystet ved tanken på Flavia Matteo’s beskedenhed, og meningsløsheden af det: den matte accept i Rossellis stemme. Han svelgede. "Ned ad trapperne," sagde han, og satte hænderne under Rossellis arme, rejste ham forsigtigt fra gulvet. Foran dem gik Vesna gennem rummet som en skygge og åbnede døren. De parkerede Rosselli i en beskidt liggestol på verandaen. Han havde været lydig nok, da de var gået ned, og Sandro var lettet over ikke at skulle bære ham; i Sandros alder ville det have været en ydmygende kamp at gøre mere end at støtte ham op. Han havde set den vagtsomme blik i Vesna’s øje fra lobbyen nedenunder, da de langsomt, med stor besvær, havde forhandlet sig ned ad den brede, dårlig oplyste trappe med den monumentale mahogni rækværk, og han havde tolket det som hendes tvivl om hans evne til at komme ned. Men da de trådte ud på den solbeskinnede veranda, så han, at hun prøvede at sende et andet budskab uden ord.

"Et glas vand?" sagde hun og lænede sig ned mod Rosselli, som om hun talte til en meget syg person. "Eller måske – kaffe?" Sandro rynkede brynene. Ingen kaffe, havde hun sagt, hun måtte ikke få kaffe. Hun rejste sig op. "Måske et glas vand. Så bør vi tage hjem," sagde han og kiggede på Sandro. "Mente du ikke det?" Han talte med en slags tom lettelse, som om alt var blevet renset væk. Sandro havde hovedpine af anstrengelsen med at forstå ham og frygten for den kommende rejse hjem. "Ja," sagde han. "Jeg vil bare hjælpe pigen." Og han skyndte sig efter hende. Han vidste ikke, hvor hun var gået hen: han gik ind i den lyse spisestue, hvor stolene stadig var stablet på bordene, bortset fra de to, de havde siddet ved, da han havde været der før. Han hørte et lille klik fra bag en dør i den fjerneste ende af rummet, og der var hun, i et lille gammeldags køkken med de slags skabe, hans mors køkken havde haft for tres år siden. De havde ikke været moderne dengang.

"Jeg er glad for, at han ikke ville have kaffe," sagde hun. Hun så udmattet ud i sollyset. Hun satte to glas og en gammel flaske mineralvand på en bakke. "Vi fylder dem fra hanen," sagde hun, da hun så, at han kiggede. "Flaskerne." Hun tog ikke bakken op. "Hvad ville du sige til mig?" spurgte Sandro, og så sagde han: "Tror du virkelig, at ingen kunne have klatret op på den balkon?" Men selv mens han sagde det, virkede idéen fjern: katteindbrudstyve, eller en morder der fulgte Flavia og skar hendes håndled i badekarret. Hvorfor? Hvis de ville af med Frazione, ville det have været lettere at dræbe Niccold Rosselli. Denne vished satte sig i ham: hun havde ønsket at dø, og selv hendes mand havde nu accepteret det. Skulle de virkelig forstå hvorfor? Ja.

"Jeg var på Pizzeria Venere," sagde Vesna, og i et øjeblik forstod han ikke, hvad hun talte om. "Hvor Calzaghe sendte hende? "Hun løftede hovedet, som om selv nævnelsen af hendes chefs navn var nok til at bringe ham til døren. "Ja," sagde Sandro, nu interesseret. "Ja." "En vinbutik og en køkkenbutik," sagde hun. "Manden i vinbutikken vidste straks, hvem jeg talte om. Den døde kvinde med rødt hår. Alle i denne by kender hende. Men han sagde, at han ikke havde set hende, hverken mandag morgen eller nogen anden gang. Han var den slags, der også ville være løbet til politiet, hvis han havde." "Uh-huh," sagde Sandro, og vidste, hvilken type det var. "Så hun gik til køkkenbutikken?" Han kløede sig i hovedet, forvirret, og opfangede et glimt i Vesna’s øje. "Ikke så meget køkken som elektrisk," sagde hun forsigtigt.

Hvad sker der, når unge kvinder trækkes ind i et forhold, der ikke er, hvad det ser ud til at være?

Gloria, en kvinde som altid havde virket som en glad og uskyldig pige i Luisa's øjne, så pludselig sin alder. Uden smil. Giancarlo opfattede hendes elendighed og så på hende med et blik, der afslørede en ubehagelig erkendelse. "Jeg har ikke mødt ham, nej," sagde han ulykkeligt. "Men du ved, hvordan piger er: drengen er alt, de taler om, hvordan han er fantastisk, de små ting han gør, siger..." Han så væk, sank en klump i halsen. Når han fortsatte, var det som om, han afgav et vidnesbyrd. "Hun finder ham spændende. Han er den dominerende type, alfa-mand, lidt kold og lidt klog. Det er indtrykket, jeg får. Men nej, jeg har ikke mødt ham. Intet konkret. Læser man mellem linjerne?"

Luisa nikkede. Gloria ved hendes side var tavs, bleg og sad med hænderne flettede på sit knæ. Drengen fortsatte: "Han er meget ældre end hende. Meget ældre. Sig mig, er det ikke kun de gamle mænd, der har de dårlige vaner? Han får hende til at føle sig lille, naiv og uerfaren, og kun han kan lære hende noget. Han skifter mellem at være kærlig og streng, som om han trænede en hund." Han sukkede. "Jeg prøvede at forklare det til hende, men hun kiggede på mig, som om jeg var grusom, så jeg lod hende tro, at kærligheden var ægte. Nå, det kunne den måske være, kunne den ikke?"

De begge stirrede på ham, afsky i blikket, og han skyndte sig at fortsætte: "Alligevel, jeg tænkte, måske har han et godt job - et ansvarligt job. Måske er han i en magtposition?" Han tørrede sveden af panden og med en pludselig følelse af medlidenhed undrede Luisa sig over hans diabetes. "Eller måske er han bare en rigtig skidt svin." Et skidt svin. Hvad havde Giuli talt om sidste nat ved bordet? Om Flavia Matteo’s drøm, en mand med et sværd. Der betød sex som vold, havde hun sagt, uden at kunne møde Luisas blik. Luisa var ikke en erfaren kvinde, ikke på den måde. Hun og Sandro – vel, det havde aldrig været som vold, og hun følte ikke, at hun havde mistet noget. Flavia Matteo havde drømt om en voldelig mand, med længsel. Maria Rosselli havde sagt om hende, at hun var svag. Luisa rynkede brynene: det var Flavia, og dette var Chiara. De var forskellige. "Dårlige vaner?" spurgte Luisa. "Okay, jeg taler om sex," mumlede Giancarlo. "Groft stof."

"Han skader hende?" spurgte Luisa stille.

"Ikke endnu," svarede Giancarlo, hans ubehag voksede. "Men hun tror, han måske vil. Hun er bange – men det er spændende. Indtil det sker, er det ofte sådan." Han trak vejret dybt og rejste sig. "Jeg er nødt til at gå," sagde han. "Jeg skal samle mine prøver."

"Ikke gå," sagde Gloria og rakte hånden ud mod ham uden held. Han kiggede ned på hende, tog hendes hånd i sin. "Hun er en klog pige," sagde han. "Jeg troede, det betød, at hun ville komme ud af det okay. Jeg ved ikke. Hun er bare forsvundet nu, og jeg ved ikke længere noget. Jeg burde have sagt noget." Han lænede hovedet tilbage, kiggede op mod loftet og talte uden at se på dem. "Det er ikke altid bare et spil. Det er det mærkelige, hun kan lide, men han kan være mere mærkelig, end hun tror. Han kan skade hende. Han kan filme hende, tage billeder af hende, lægge det ud på nettet..." Gloria lavede en frygtindgydende lyd i halsen, og Giancarlo kiggede hurtigt på hende. "Hun ville ikke fortælle mig, hvor hun boede," sagde han. "Mit indtryk er, at han har sagt til hende, at hun ikke skulle sige det til nogen. Men der var noget, hun lod slippe - om Via Pisana, vejen til stranden, om at være tæt på floden også."

De var nu alle stående, men det var Gloria, der talte. "Og?"

"Jeg tror, hun er i Isolotto," sagde Giancarlo.


Da hun nåede Via del Leone, svedte Giuli. Hvad i alverden foregik der? Trafikken stod stille op og ned ad Via dei Serragli, Via Romana, tilgangen var blokkeret. Der var støj overalt, råb og sange fra Cestello, den træge sirene fra en politibil, der sad fast på Via Mazzetta, og en varevogn fyldt med soldater, der hånede hende, da hun hastede forbi. "Demonstration," sagde en stor kvinde, der stod udenfor ambulancestationen på Via Mazzetta. "I Piazza del Carmine. De ligger alle på gaden, siger de, på hjørnet af Santa Monaca, Porta Romana, og ingenting bevæger sig." En tilfreds smil spillede over hendes ansigt. "Politiet kan ikke komme derhen, de er for dovne til at stige ud af deres biler og gå."

Giuli ville normalt have stoppet op for at argumentere, at ikke alle politimænd var dovne. Sandro var aldrig sådan. Eller Pietro. Men hun havde været ude og tale med Wanda Terni, og i hendes lomme havde hun sin gevinst. Hun trådte ind i det kølige hus, lettet over at komme væk fra den varme gade og ind i kontorets ro. Alt var pludselig faldet på plads i Niccold Rossellis lejlighed. Mobiltelefonen, babymonitoren, hylden - bøgerne. Wanda havde nævnt dem første gang, de mødtes - bøgerne, som Flavia havde afleveret sidste uge, selvom Wanda ikke kunne huske at have lånt dem til hende. Hvad nu hvis Flavia havde villet skjule bevis for noget, men ikke kunne bringe sig selv til at ødelægge det? Og hvad hvis hun havde vidst, at hun ikke ville komme hjem - hun ville ikke have, at Niccold skulle finde noget, vel?


Der er flere lag i dette narrative, som fortæller om et giftigt forhold, der langsomt opløses, samtidig med at det afslører, hvordan manipulative adfærdsmønstre og psykisk vold kan trække en person ned. Det er vigtigt for læseren at forstå, at sådanne forhold ofte ikke er umiddelbart synlige udefra, og at det er svært at afsløre den slags kontrollerende og forstyrrende adfærd, før det er for sent.