I de tidlige film, som Darkie Rhythm, spillede titler og karakterer på de stereotype fremstillinger af sorte mennesker, som et hvidt publikum muligvis fandt humoristisk og behageligt. Udtrykket "Darkie" eller "darky" var på den tid en populær nedsættende betegnelse for afroamerikanere, og tanken om at alle sorte personer besad en unik og overlegen sans for rytme var også i omløb, som det blandt andet ses i den korte film Dancing Darkies fra 1896. Navnet "Rastus", som i filmen bærer en vigtig rolle som VVS-mand, var et typisk sort mandligt karaktertræk i minstrels- og tidlige film, herunder korte film som How Rastus Gets His Turkey (1910), Rastus in Zululand (1910), og Rastus Runs Amuck (1917). Disse tidlige film forstærkede billedet af Rastus som en simpel sort mand, der, som filmhistorikeren Donald Bogle beskriver det, "præsenterede den sorte som et objekt for underholdning". Det er umuligt at afgøre, om titlen og karakterernes navne var originale eller tilfældigt tilføjet ved senere redigeringer, men de illustrerer tydeligt, at racemæssig fetichisme var en væsentlig del af produktionen og reproduktionen af Darkie Rhythm.
Racemæssig fetichisme i disse film forsøgte at markere forskellen i sort seksualitet ved at placere den, gennem stereotype, på en sikker og komisk afstand. På denne måde kunne hvide mandlige tilskuere observere og nyde den sorte seksualitet som et objekt, uden at føle sig alt for implicerede i dens konstruktion. Som Constance Penley hævder, var mange amerikanske stagfilm struktureret som en joke, især dårlige jokes, der kunne spænde fra elendige ordspil til alle former for beskidte vittigheder. I denne forstand kunne Darkie Rhythm betragtes som en multifacetteret joke. På den ene side var joken rettet mod afroamerikanere - en satire over deres påståede, og fuldstændig konstruerede, seksuelle vitalitet, herunder deres utrættelige og rytmiske seksualitet, som optrædes af karaktererne Rastus og Mable. Denne joke, som Freud ville betegne som en "fjendtlig joke" fordi den er aggressiv, satirisk og defensiv, strukturerer filmen og skaber et sæt af forventninger, markeret af titlen. På den anden side rummer filmen den "obskøne joke", som Freud beskriver, der er rettet mod mænd. I denne joke afsløres temaet om husfruen, der snyder sin mand, men også stiller spørgsmålstegn ved mandens seksuelle evner generelt. Den selvstændige kvinde, der først søger at tilfredsstille sig selv, derefter initierer sex med den mand, hun har betalt for, og senere måler hans penis mod en stor dildo, åbner op for en udforskning af kønsrelationernes transformation og kvinders stigende seksuelle autonomi i begyndelsen af det 20. århundrede.
I dette univers af beskidte vittigheder kan kvindernes seksuelle handlekraft læses som mere end bare en forberedelse til sex. Filmen åbner muligheden for, at mænd ikke nødvendigvis ved, hvad kvinder ønsker, eller hvad de fantaserer om, når mænd ikke er til stede. Disse følelser af angst kunne måske være blevet leet af og afvist i de rent mandlige rum, hvor stagfilm blev set. Det er muligt, at opfattelsen af kønsforstyrrelse blev forstået forskelligt afhængigt af, om mændene i publikum var hvide eller sorte. Sorte mandlige tilskuere kunne have forstået, at de var målet for begge vittigheder – den ene fjendtlig og den anden grov. Men skuespillerinden, der spillede Mable, leverede sin præstation på en legende måde, som refererede til den lange tradition for sorte kvinder som trickster-figurer i populærkulturen.
En anden form for subversion findes i den ansigtsmimik, som skuespillerinden i Darkie Rhythm brugte. Øjenrulning, som var populært i sort musikteater og film på den tid, blev også efterlignet i hvide skuespilleres optrædener, og den udtryksfulde øjenrulning kunne give en komisk og undertiden satirisk betydning. Skuespillerinden i Darkie Rhythm efterlignede sandsynligvis den form for komisk øjenrulning, der var populær i musikteateret, og brugte den til at adskille sin præstation. Som en stumfilmsstjerne udnyttede hun hendes nærbilleder i penetrationens scene, hvor hendes øjne ruller legende, hvilket fremhævede hendes ansigt og gjorde opmærksom på hendes ansigtsmimik som en form for komisk og seksuel subversion. Denne præstation refokuserede tilskuerens blik og satte spørgsmålstegn ved den seksuelle dygtighed hos hendes medspiller.
Filmen Darkie Rhythm udfordrer de stereotyper, der har været associeret med sort seksualitet, ved at bruge humor og subversiv kropslig præstation til at skabe en mere kompleks og dynamisk opfattelse af den sorte kvinde i tidlige stagfilm. Hendes engagement med kameraet, hendes blik, hendes bevægelser og hendes kropsholdning tilføjer lag af betydning til den ellers stereotypiske forestilling om sort kvindelig seksualitet som subservient eller objektiv. Skuespillerinden i The Golden Shower og The Hypnotist benyttede sig af lignende teknikker til at skabe et alternativt billede af sort kvindelig seksualitet, som udfordrer de stereotype roller, hun blev tildelt. I disse film udnytter hun kameraet til at fremvise sin egen seksualitet, og tilskuerens blik bliver ikke kun et voyeuristisk blik, men et aktivt engagement i hendes fremstilling af sig selv.
Hvad der er vigtigt at bemærke er, at disse film ikke kun reflekterer seksuelle fantasier, men også de sociale og kulturelle spændinger omkring køn, race og magt i begyndelsen af det 20. århundrede. De udfordrer etablerede normer og skaber rum for at forstå, hvordan både kvinders og mænds seksualitet blev set, opfattet og konsumeret på den tid. Disse tidlige film forstår sig ikke kun som underholdning, men som et kompleks af kommentarer om race, køn og den seksuelle autonomi, der var under forandring. Dette gør dem til en værdifuld kilde til at forstå både de normer, der eksisterede, og de udfordringer, der blev stillet til disse normer i en tid med stor social og kulturel omvæltning.
Hvordan Neger-pornoformidling Skaber Komplekse Forhold for Skuespillere
I en branche som voksenfilmindustrien, hvor repræsentation af race og seksualitet konstant er under forhandling, findes der ofte en kompleks balance mellem personlige valg og de industrielle krav, der præger arbejdet. Sahara, en skuespillerinde, der var aktiv i voksenfilmbranchen fra 1984 til 1989, er et eksempel på, hvordan sådanne dynamikker kan have en varig indflydelse på en karriere. Sahara valgte eksempelvis at afvise en rolle i filmen Black Chicks, en film, der udnyttede ekstreme myter om sorte kvinders seksualitet som en del af en hvid supremacistisk fantasi. Hun indså hurtigt, at rollen kunne skade hendes karriere på lang sigt, hvilket hun forklarer med, at hendes forældre voksede op i Georgien, en stat dybt præget af racisme. Selvom filmen blev betragtet som blot underholdning af nogle, vidste Sahara, at konsekvenserne kunne være ødelæggende, især da hendes karriere havde potentiale til at vokse, og hun ville ikke lade en sådan rolle forfølge hende i årene fremover.
I modsætning til Sahara så Jeannie Pepper, en anden skuespillerinde, Black Chicks som en mulighed for at udfordre de stereotyper, der eksisterede omkring sorte kvinder i voksenfilmindustrien. Jeannie valgte at spille rollen som en voodoo-kvinde i stedet for den subordinerede husassistent, som ofte blev tildelt sorte kvinder i voksenfilm. For hende var rollen som voodoo-kvinde et valg, der kunne bringe hende både professionel succes og personlig empowerment. Hun indså, at film som Black Chicks kunne være et springbræt for flere muligheder i branchen, selvom de på mange måder kunne være politisk problematiske.
Jeannie og hendes kolleger forsøgte at navigere de restriktioner, der blev pålagt dem af industrien, som ofte resulterede i, at de blev tildelt begrænsede og stigmatiserede roller. Skuespillerinder som Jeannie og Sahara måtte forholde sig til den virkelighed, at den racemæssige og kønsmæssige diskrimination i branchen ofte resulterede i, at de blev castet i underordnede og deviante roller – husassistenter, exotiske figurer og voodoo-præsterinder, frem for mere magtfulde og respektable karakterer som mødre, søstre eller forretningskvinder. Det blev hurtigt klart for Jeannie, at den dominerende hvide, blonde idealisering af kvinder i voksenfilmindustrien forblev uændret, og at de få muligheder for sorte kvinder stadig var præget af et systematisk mønster af underrepræsentation og objektificering.
Selvom mange af de film, hvor sorte skuespillere deltog, havde problematiske tematikker og kunne virke racistiske i deres fremstilling af sorte kvinders seksualitet, var der også et element af modstand og transgression i nogle af de valg, som skuespillerinderne tog. Jeannie betragtede sin rolle som voodoo-kvinde som en måde at tage kontrollen over sin skuespillerkarriere og indføre alternative betydninger i en ellers stereotype fremstilling. På trods af filmens problematiske indhold, følte Jeannie, at hun kunne bringe noget personligt og kreativt ind i sin præstation, noget som kunne inspirere andre sorte kvinder til at tro på deres egen styrke og sensualitet i en ellers begrænset industri.
For skuespillere som Jeannie og Sahara var det ikke kun filmens politiske indhold, der var vigtigt, men den måde, hvorpå de kunne forhandle deres plads i industrien og forsøge at få mere kontrol over de roller, de spillede. Samtidig skulle de også navigere den stigmatisering og de begrænsninger, som voksne filmproduktioner satte på deres muligheder. De forsøgte at få bedre betingelser og mere respekt i en industri, hvor kontrol over arbejdet ofte var begrænset, især når man som sort skuespiller i voksenfilmindustrien ikke havde mulighed for at skabe sine egne produktioner.
At spille rollen som en husassistent eller en exotisk "frugt på hovedet" figur kunne føles som en tvunget position, som både skuespillere og deres publikum var tvunget til at acceptere. Det gjorde det dog muligt for enkelte skuespillere, som Jeannie, at bruge deres platform til at subvertere disse stereotype billeder og transformere dem til noget mere meningsfuldt for dem personligt. For hende var det ikke nødvendigvis den underordnede rolle, der var vigtigst, men hvordan hun kunne bruge magten i rollen til at udtrykke en form for kontrol og styrke.
I en industri, der i høj grad favoriserede de hvide, blonde kvinder, havde sorte kvinder begrænset mulighed for at spille roller, der ikke var bundet til den subordinerede plads, som samfundet ofte tildelte dem. Jeannie og hendes kolleger forsøgte derfor at udnytte de muligheder, der blev givet, til at omforme rollerne og give dem en ny betydning, som de kunne stå inde for.
Der er et vigtigt aspekt, som ikke må overses: Den industrieducerede seksualisering af sorte kvinder blev ofte drevet af eksotificeringen af deres kroppe og seksualitet, en proces der blev udnyttet for både at tilfredsstille markedets behov og udnytte de sociale og politiske diskurser om race og køn. Samtidig skal man forstå, at de skuespillere, der deltog i disse produktioner, ikke nødvendigvis gjorde det uden at overveje konsekvenserne. Deres valg var ofte resultatet af en kompleks forhandling om økonomiske behov, personlige ambitioner og det sociopolitiske landskab, som de måtte navigere i.

Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский