Mennesker bevægede sig mod Nordamerika ved at krydse en landbro mellem det østlige Sibirien og det vestlige Alaska, kendt som Beringia. Under istiderne, som varede indtil for cirka 10.000 år siden, var Beringia et vidtstrakt tundraområde dækket af vegetation, som blev græsset af store dyreflokke, herunder den uldne mammut. Men efter at have krydset ind i Alaska, opstår spørgsmålet: Hvor gik de første kolonister hen derefter?

Hypotesen om den isfrie korridor

Hypotesen om den isfrie korridor antyder, at migranter kom til Amerika mellem to store iskappe, der dækkede Canada indtil omkring 12.000 år siden. Denne model foreslår, at når iskapperne smeltede på grund af afslutningen af istiden, åbnede der sig en bred korridor mellem dem, som gjorde det muligt for planter at kolonisere dette stykke land, der i dag forbinder det vestlige Canada med De Store Sletter i USA. Store græssende dyr som bison og mammutter migrerede sydpå for at græsse på disse planter, og menneskelige grupper fulgte efter som jægere og samlere.

Ifølge nogle geografer og glaciologer er et stort problem med den isfrie korridorhypotese, at den enorme mængde smeltevand, der ville være strømmet fra de flere kilometer tykke iskappe, sandsynligvis ikke kunne have stabiliseret det nyligt eksponerede jordlag hurtigt nok til, at planterne kunne etablere sig, langt mindre understøtte græssende dyr. I stedet ville korridoren have været et ugæstfrit landskab af smeltevand og ændrede flodløb. De, der støtter denne opfattelse, mener, at mennesker ikke kunne have passet igennem korridoren før mange tusinde år efter, at isen var smeltet, vandet var løbet af, og jorden var blevet stabil.

Hypotesen om den isfrie korridor er ofte fremsat af Clovis-First-tilhængere, som mener, at de første mennesker i Amerika bar særlige stenværktøjer kaldet Clovis-punkter. I mange år blev denne teori betragtet som den mest accepterede blandt arkæologer, men de sidste tre årtier har nye data, som vi ser i de følgende afsnit, afsløret, at Clovis ikke nødvendigvis var de første.

Kystmigrationens Hypotese

I modsætning til hypotesen om den isfrie korridor, foreslår kystmigrationens hypotese, at de tidlige marine jægere og samlere bevægede sig sydpå langs kysterne af Alaska, Britisk Columbia, Washington, Oregon og Californien, hvor de levede af rige kystressourcer som fisk, havpattedyr og en bred vifte af vegetation – i hvert fald i starten. Efterhånden bevægede de sig længere ind i kontinentet ved at følge de store floder, der munder ud i Stillehavet, som Fraserfloden (nær Vancouver, Britisk Columbia), Columbiafloden (nær Portland, Oregon) og Sacramentofloden (i San Francisco-bugten).

Den første dokumentation for denne hypotese er den kystvej, som mange før har udelukket, fordi man troede, at de store iskappe strakte sig langt ud over havet og skabte en 300 fod høj isvæg, som mennesker ikke kunne migrere langs og overleve. Men nylige fund af glacial refugium, steder der ikke var dækket af is, har afsløret, at disse øer faktisk var skovklædte og fungerede som refugier, der beskyttede dyr og mennesker fra de værste forhold. On Your Knees Cave i Alaska, som har givet bearbejdede bjørneknogler dateret til mere end 15.000 år, bekræfter, at disse refugier kunne have understøttet mennesker på samme måde som de kunne støtte bjørne.

Trods at kystmigrationens hypotese nu får mere opbakning, er det stadig svært at dokumentere den. Da isen smeltede for omkring 10.000 år siden, hævede havniveauet på grund af smeltevandet, hvilket betyder, at de oprindelige kystlejrers rester i dag er sunket under havoverfladen. Dykning på dybder over 100 fod bliver meget kompliceret, så det er vanskeligt at udføre arkæologiske undersøgelser i sådanne områder. Nye teknologier, som fjernstyrede undervandskøretøjer (ROVs), har gjort det muligt at undersøge nogle områder, men gravearbejde på store dybder vil forblive en udfordring.

De ældste Beviser

På trods af den debat, der stadig eksisterer, er det ubestrideligt, at mennesker var til stede i Amerika for mere end 10.000 år siden. To arkæologiske steder bekræfter dette klart:

  • Buttermilk Creek-stedet i Texas, der nu er dateret til 15.000 år gamle, hvor stenredskaber er ældre end de såkaldte Clovis-artefakter, hvilket afslører, at Clovis-Point-teorien ikke var korrekt.

  • Monte Verde-stedet i Chile, der er radiokulstof-dateret til mere end 14.000 år siden.

Der er også fund af tidlige menneskelige knogler i Amerika, men de daterer sig ikke så tidligt som de arkæologiske fund. Eksempler på disse inkluderer:

  • Buhl-skelettet i Idaho, der er sikkert dateret til 10.600 år siden. Dette skelet af en ung kvinde blev genbegravet af moderne medlemmer af Shoshone–Banock-nationen.

  • Kennewick-manden, som er sikkert dateret til 9.400 år siden, hvilket giver en god indikation på, at mennesker kunne have nået Sydvesten USA allerede 9.400 år før nutiden.

Den videnskabelige debat fortsætter, og de nyeste fund fra Paisley Cave i Oregon, som viser radiokulstof-dateringer af menneskelig beboelse til 14.300 år siden, og Cooper's Ferry-stedet i Idaho, der viser menneskelig aktivitet for 16.000 år siden, kan ændre den eksisterende forståelse af, hvornår mennesker først ankom til Amerika. Dette blev netop offentliggjort i 2019, og det er spændende at se, hvordan disse resultater vil blive evalueret i de kommende år.

Kennewick-kontroversen

I 1996 blev et ufuldstændigt skelet af en mand fundet langs Columbia-flodens bredder i det sydvestlige Washington. Radiokulstof-dateret til cirka 9.400 år siden, var disse knogler nogle af de ældste menneskelige rester, der er fundet i Nordamerika. Det, der hurtigt tiltrak sig opmærksomhed, var, at den første undersøgelse af knoglerne afslørede, at de havde "kaukasiske" træk, hvilket skabte en voldsom medieinteresse. Denne opdagelse førte til en juridisk strid om, hvorvidt knoglerne skulle undersøges videnskabeligt eller begraves af de oprindelige folk. I sidste ende, i 2017, blev de rester korrekt begravet af medlemmer af fem forskellige oprindelige amerikanske nationer.

Endtext

Hvordan civilisationer opstår og udvikler sig: En undersøgelse af nøglekarakteristika

Når man bevæger sig fra indsamling af fødevarer til landbrug, kan man fristes til at tro, at alle samfund bør følge denne udviklingsvej. Sandheden er dog, at ikke alle samfund udvikler sig på samme måde, og det gør dem ikke mindre menneskelige end os. Det betyder blot, at disse samfund har udviklet sig på en lidt anderledes måde. Civilisation er kun én måde at overleve som menneske i den moderne verden.

I dette afsnit beskrives 14 karakteristika, som de fleste arkæologer er enige om er indikatorer på civilisation. Det er dog vigtigt at huske, at prehistorikere i mere end 150 år har diskuteret, hvilke karakteristika der definerer de gamle civilisationer, og derfor er der skabt flere forskellige lister over tid. Listen i denne bog er sammensat ud fra en række anerkendte prehistorikere, men det skal understreges, at hver civilisation var unik i sin udvikling. Civilisationen, som vi kender den, er ikke én universel proces, men en række forskellige veje, som menneskets samfund kan tage.

En vigtig egenskab ved civilisationen er landbrugsmetoden. De fleste af de karakteristika, som vi forbinder med civilisation, blev i starten støttet af et overskud af fødevarer. Dette overskud gjorde det muligt for specialiserede håndværkere at udvide deres færdigheder, da de ikke længere var tvunget til at bruge størstedelen af deres tid på at skaffe føde.

Urbanisering er en anden markant egenskab ved civilisation. Dette fænomen indebærer koncentrationen af en menneskelig befolkning på et område, som ikke kan opretholdes økologisk uden at importere fødevarer og andre varer. Urbanisering betyder væksten af byer, hvor der bor et stort antal mennesker, der ikke beskæftiger sig med fødevareproduktion. I den antikke verden fandtes der byer med markeder, administrative centre og religiøse bygninger, og de blev ofte beskyttet af massive befæstninger som dem omkring den antikke by Troja. Nogle civilisationer, som mayaerne i Mellemamerika og egypterne, havde kun få store byer, mens mange flere boede på landet. I andre civilisationer som Rom og Sumer var befolkningerne tætpakket i byerne, meget lig nutidens metropoler.

Langdistancehandel var også en vigtig drivkraft i mange antikke civilisationer. Denne handel handlede ikke nødvendigvis om basale fødevarer, men snarere om eksotiske varer, som blev betragtet som værdifulde blot fordi de kom fra fjerne lande. I det antikke Egypten blev semiprecious sten importeret fra Afghanistan, og i Inka-imperiet blev eliten begravet med den støv, der stammede fra den tornede østerskal, som kun kunne fås fra kystsamfund langt mod nord. Disse varer var dog typisk kun for eliten. Ligesom langdistancehandelen var de mennesker, der beskæftigede sig med dette, også en vigtig del af økonomien i de fleste antikke civilisationer.

Social stratifikation var en anden vigtig funktion. I modsætning til samfund baseret på jagt og indsamling garanterede antikke civilisationer ikke nødvendigvis lige adgang til ressourcer for alle. Civilisationer rangordnede individer i et strengt hierarki, hvor den herskende elite – ofte kongefamilier og præster, der blev anset som gudernes nærmeste, var på toppen. Denne elitedominerede struktur blev videreført gennem dynastier og blodlinjer, der styrede civilisationen i generationer. Under eliten var der et væld af specialiserede grupper som militærledere, regionalledere og handelsfolk, mens de fleste mennesker var en del af befolkningen af bønder og hyrder, som udgjorde hovedparten af skattelasten og finansierede de store offentlige projekter, herunder monumentale bygninger og militære ekspeditioner.

En anden markant udvikling var etableringen af holdbare skriftsystemer, der gjorde det muligt at opretholde orden i et komplekst samfund. Dette kunne være alt fra hieroglyfer i Egypten til komplekse knyttede reb i Inkariget, som kunne kommunikere vigtige oplysninger som militære styrkers placering eller arbejdsstyrkers opgaver. Da de fleste i de antikke civilisationer var analfabeter, blev dette arbejde udført af skrivere, der havde en relativt privilegeret position i samfundet.

Krig og stående hære spillede også en central rolle i de fleste civilisationer. I modsætning til de kortvarige og ofte personlige konflikter, man så i samfund baseret på små klaner, var de krige, der blev udkæmpet af civilisationerne, langt mere organiserede og varede over længere tid. Stående hære, som var under konstant træning og beredskab, kunne erobre nye territorier eller beskytte eksisterende områder mod udenlandske trusler. De havde adgang til ressourcer, som kunne understøtte deres aktiviteter på en måde, der ikke var muligt i de små samfund, hvor folk var nødt til at vende tilbage til deres gårde efter hver krig.

Civilisationen i sig selv er altså en kompleks og mangfoldig proces. De nævnte karakteristika – landbrug, urbanisering, handel, social stratifikation, skriftsystemer og krig – er ikke blot adskilte fænomener, men interagerer og understøtter hinanden. Selvom de fleste af de antikke civilisationer havde nogle af disse egenskaber, varierede graden af udvikling og udtryk af dem fra kultur til kultur.

Det er vigtigt at forstå, at civilisationens udvikling ikke nødvendigvis følger en lineær vej. Mange samfund har gennemgået disse faser på forskellig vis, og nogle har måske aldrig udviklet sig til en civilisation i den forstand, vi kender i dag. Ikke alle samfund har haft behov for at opbygge store byer eller udvikle komplekse økonomier for at trives. Det er denne mangfoldighed, der gør menneskets historie både fascinerende og kompleks.

Hvad adskiller menneskelig kommunikation fra dyrs?

For at forstå, hvad der gør menneskelig kommunikation unik, er det nødvendigt først at se på, hvordan andre dyr kommunikerer. Vi er mennesker, men vi er også dyr. Det er let at falde ind i den menneskelige vane at trække en linje mellem vores art og alle andre, men for at være præcise, skal vi i stedet referere til "ikke-menneskelige dyr". De fleste ikke-menneskelige dyrs kommunikation adskiller sig væsentligt fra menneskers, både i form og funktion. En forståelse af dette kan kaste lys over, hvordan vores egen kommunikation er et fænomenalt komplekst og subtilt system.

Non-human animals kommunikationen foregår på flere niveauer, hvor kemiske signaler, visuelle signaler og lydsignaler spiller centrale roller. Kemiske feromoner er for eksempel vigtige i dyrenes verden, hvor de bruges til at markere territorier, tiltrække partnere eller advare om fare. Disse feromoner kan ofte være meget specifikke; for eksempel kan en art af myrer efterlade kemiske spor for at vise vej til en fødekilde, mens et andet feromon kan blokere dette spor for at indikere en blindgyde. I dyreriget er sådanne kemiske kommunikationssystemer ofte essentielle for overlevelse og social interaktion, men de mangler den dybde og fleksibilitet, som menneskelig kommunikation besidder.

Visuel kommunikation er en anden form for dyrekommunikation. Mange dyr bruger visuelle signaler til at udtrykke aggression, seksuel tilgængelighed eller territoriale markeringer. Primaterne, for eksempel, anvender ansigtsudtryk, kropsholdninger og gestikulationer som en måde at kommunikere på. Selv om visuel kommunikation kan være effektiv på kortere afstande, er det sjældent, at det kan bruges med samme præcision og kompleksitet som menneskelige verbale kommunikation. Samtidig kan den visuelle kommunikation hos dyr i høj grad suppleres af lydsignaler, som kan have en længere rækkevidde. Elefanter kan identificere andre individer over en afstand på flere kilometer baseret på vokaliseringer, mens visuelle signaler fra dyrene har en tendens til at være mere begrænsede i afstand og anvendelse.

Gestus, eller synlige fysiske handlinger, spiller en central rolle i menneskelig kommunikation. Mange forskere har hævdet, at menneskets tale muligvis oprindeligt udviklede sig fra gestus. Psychologen Merlin Donald har gået så langt som at sige, at gestus og mimik bestemt kom først, og at tale blot er en videreudvikling af gestus – en mere effektiv måde at kommunikere på, men i bund og grund blot en udvidelse af gestus. Gestus kan dog stadig ses som en vital del af menneskelig kommunikation i dag, hvor de bidrager til præcision i beskrivelser, understøtter betydning og styrker følelsesmæssig udtryk.

Lydkommunikation blandt dyr omfatter et væld af lyde, herunder vokaliseringer, hvor luft bevæges gennem lungerne og ud gennem munden eller næbbet. Mange dyr, såsom hunde og fugle, bruger vokaliseringer til at kommunikere. Det samme gælder for krybdyr som klapperslanger, hvis raslen signalerer fare, eller for hvaler, hvis sang bruges til at kommunikere på lang afstand. I dyrelivet ses lydsignaler oftere i tætte og uigennemsigtige miljøer, som for eksempel jungler, hvor visuel kommunikation kan være begrænset. I forhold til menneskelig kommunikation er dyr imidlertid begrænset af de typer lyd, de kan producere, og hvad de kan udtrykke med dem.

Symbolik er en central faktor i forskellen mellem menneskelig og ikke-menneskelig kommunikation. Et symbol er noget, der repræsenterer noget andet, og det er her, forskellen mellem menneskelige og dyre symboler bliver tydelig. I den ikke-menneskelige verden er symboler ofte meget konkrete og direkte. For eksempel kan en abe skrige, når der er fare på færde, men dette symbol er relativt lavt i kompleksitet – det er kun for at indikere fare, uden mulighed for fortolkning eller videre betydning. I modsætning hertil er menneskelige symboler ofte langt mere komplekse og dybdegående. Et stopskilt, for eksempel, er et symbol, hvor farven rød og den ottetakkede form ikke har nogen naturlig relation til stoppehandling, men vi er kulturelt enige om, at disse symboler betyder stop.

I dyrekommunikation er symbolerne ofte meget enkle. Et monarks skrig ved et luftangreb kan kun betyde "farlig rovfugl er på vej", og dette symbol forbliver isoleret til denne ene betydning. Det er ikke muligt at bruge det til at udtrykke ideer om andre ting, som vi kan med menneskelige symboler, der er åbne for flere fortolkninger og anvendelser. For eksempel kan ordet "kat" på engelsk repræsentere en kat, men det kan også genbruges til at symbolisere noget helt andet, som i ordet "handling" (act).

Det er vigtigt at forstå, at de symbolske systemer, der anvendes af ikke-menneskelige dyr, normalt er overfladiske og relativt enkle. De tjener til at kommunikere konkrete og ofte livsnødvendige beskeder, som fare, tilgængelighed af mad eller behov for social interaktion. I modsætning hertil giver menneskelige symboler mulighed for meget mere nuanceret og fleksibel kommunikation, hvor ord og tegn ikke blot refererer til konkrete objekter eller begivenheder, men også til abstrakte ideer og koncepter. Dette åbner op for et utal af muligheder for kompleks tænkning, kulturel udvikling og kommunikation.

Menneskets evne til at bruge symbolsprog på denne måde er det, der giver os mulighed for at skabe kultur, kunst, videnskab og filosofi. Hvor ikke-menneskelige dyr er begrænset af deres symbolske systemer, åbner menneskets symbolske system muligheder for et uendeligt spektrum af ideer, relationer og intellektuel udvikling, der former vores samfund og vores individuelle forståelse af verden.

Hvordan race og etnicitet er blevet fejlagtigt kategoriseret gennem historien

I århundreder har forsøgene på at klassificere mennesker i racer været præget af en dyb racemæssig bias og en ideologi, der forbandt fysiske træk med moralsk karakter og intellektuel kapacitet. Fra 1500- og 1600-tallet blev mennesker med mørkere hud farvet som ”vilde” eller ikke-menneskelige, hvilket gjorde det muligt at udnytte og undertrykke disse befolkningsgrupper uden videre etiske overvejelser. Tidlige europæiske forsøg på at kategorisere mennesker i racemæssige skemaer var ekstremt hierarkiske og præget af den dybt forankrede idé om europæisk overlegenhed. Disse klassifikationer blev ofte koblet til påstande om, at et bestemt hudfarve var et mål for en gruppering af etnisk eller moralsk underlegenhed, og at mennesker med mørkere hud skulle placeres lavt på denne hierarkiske rangstige.

I midten af 1800-tallet begyndte naturalister at bruge cephalisk indeks, et mål for hovedets længde og bredde, som et forsøg på at kategorisere mennesker efter fysisk udseende. De så på længden af kraniet som et tegn på race. For eksempel blev dolichocephali (mennesker med lange og smalle hoveder, ofte set i Nord- og Østeuropa) og brachycephali (dem med bredere hoveder, som man ofte ser blandt sydeuropæere) betragtet som to separate grupper. Dette var dog blot endnu et forsøg på at bevise, at visse folk var overlegne i forhold til andre, hvor argumenter om fysisk form blev koblet til ideer om moralsk eller intellektuel kvalitet.

Men en dybere fejlslutning under disse tidlige klassifikationer var ideen om biologisk determinisme. Denne ideologi hævdede, at fysiske træk kunne forudsige adfærd og kognitive evner, og dermed kunne en person eller en befolknings moralske værdi måles ud fra deres udseende. Dette synspunkt blev fremmet i stor stil af mange tidlige forskere, men har i dag vist sig at være en grundlæggende fejlslutning. Forskningen i humanbiologi har i årtier demonstreret, at menneskers fysiske træk ikke på nogen måde bestemmer deres værdier, intelligens eller adfærd.

Desværre nåede disse tankegange deres ekstreme punkt under det nazistiske styre i Tyskland, hvor idéerne om en "mester-race" og eugenik – hvor visse mennesker og grupper blev betragtet som biologisk overlegne – blev brugt som grundlag for de grusomste menneskerettighedskrænkelser i historien. Nazisterne betragtede visse folkeslag som genetisk "underlegne" og udsatte dem for systematisk udryddelse og forfølgelse. Millioner blev myrdet, baseret på den fejlagtige forestilling, at deres race skulle renses ud for at sikre "den rene europæiske race." Den store tragik i denne forfærdelige ideologi var ikke kun i dens moral, men i den biologiske fejlslutning, at en ”ren” race kunne være sundere eller stærkere. For faktisk viser biologisk forskning, at en genetisk variation er essentiel for en befolknings sundhed, da det beskytter mod store sygdomsudbrud og miljømæssige ændringer.

I dag er de tidlige klassifikationer af race blevet udfordret af moderne antropologi, som har vist, at det ikke findes nogen videnskabelig begrundelse for at opdele mennesker i såkaldte racer. Mennesker er genetisk meget ens, og de fysiske træk, der har været brugt til at definere race, udgør kun en kontinuert skala uden skarpe opdelinger. For eksempel kan man ikke finde en objektiv grænse for, hvor ”hvid” eller ”sort” begynder eller slutter. Hvad gør man med folk, der er blandet, eller med de befolkningsgrupper, der har træk fra flere kontinenter? Hvor slutter Europa, og hvor begynder Afrika genetisk? Disse spørgsmål afslører den fuldstændige meningsløshed i at forsøge at klassificere mennesket efter race.

En af de mest afgørende indsigter, som antropologen R.C. Lewontin kom frem til i en omfattende undersøgelse i 1972, var, at raceklassifikation ikke har nogen praktisk betydning for menneskelige relationer og endda kan være destruktiv. Klassificeringen af mennesker i racemæssige grupper på baggrund af fysiske træk giver ikke nogen reel forståelse af menneskets biologiske mangfoldighed. Den opdeling, der så ofte har været til grund for sociale skel og diskrimination, er ikke kun videnskabeligt fejlagtig, men også moralsk farlig.

De vigtigste perspektiver, som læseren bør forstå, er, at biologisk variation ikke kun er en nødvendighed for menneskets sundhed og overlevelse, men også at begreberne race og etnicitet, som vi forstår dem i dag, er sociale konstruktioner snarere end biologiske realiteter. På trods af hvad tidligere generationers forskere måske har troet, viser moderne forskning, at der ikke er nogen videnskabelig grund til at opdele mennesker i et racehierarki. Hvad der ofte er blevet brugt til at retfærdiggøre racisme og diskrimination, bør i dag forstås som en del af en dybt forankret kulturel og historisk opfattelse, der kun har haft destruktive konsekvenser for menneskelige relationer og sociale strukturer.

Endelig er det essentielt at erkende, at den menneskelige race, som begreb, i virkeligheden er et meget mere kompleks og flydende fænomen, der ikke lader sig indfange i statiske kategorier. Videnskaben har demonstreret, at race og etnicitet ikke bør defineres ud fra fysiske træk alene, men snarere forstås som et resultat af historiske, kulturelle og sociale faktorer, der har formet de grupper, vi kalder "racer." Mennesket er langt mere ens end det, man historisk har forsøgt at fremstille.

Hvordan opnås og forstås dyder i militær etik med AI-systemer?
Hvordan forståelsen af ordets betydning kan forme vores opfattelse af verden
Hvordan multilinguale ordbøger hjælper med at forstå og anvende ordforråd
Hvordan implementere en sikker og synkroniseret maskinlæringsarbejdsgang med Airflow
Hvilke romerske kejsere var de værste?