Hvordan kan vi undgå de begrænsninger, som kognitiv fangst påfører velgørenhed?

Kognitiv fangst refererer til en situation, hvor beslutningstagere, ofte eksperter, formulerer politikker og løsninger baseret på deres egne mål og forudindtagede holdninger, hvilket resulterer i ufuldstændig eller upålidelig feedback fra systemet, de forsøger at forbedre. Thomas (2019) beskriver dette som en form for policy, der afspejler beslutningstagernes egne præferencer frem for de reelle behov på jorden. Dette fænomen er særligt udtalt i den moderne velgørenhed, hvor eksperter ofte ikke tager højde for lokale og tavse vidensområder, hvilket skaber en form for systematisk bias, der kan skævvride velgørenhedens effektivitet.

En af de centrale problemer, som kognitiv fangst skaber, er den ensidige forståelse af, hvad der faktisk virker, når man forsøger at løse sociale problemer. Når eksperter dominerer beslutningsprocesserne, kan deres løsninger ofte være oversimplificerede og ineffektive, da de ignorerer de komplekse menneskelige og sociale dynamikker, der er nødvendige for at forstå et givent problem fuldt ud. Det kan føre til, at ressourcefordeling sker på baggrund af fejlinformation, hvor problemerne reduceres til enkle, målbare størrelser, som er nemmere at forholde sig til, men som ikke nødvendigvis afspejler de faktiske behov på stedet.

Et andet væsentligt problem, der opstår i denne kontekst, er det, man kan kalde "hyperopi" - en tendens til at fokusere på langsigtede og overordnede mål på bekostning af de kortsigtede og konkrete behov, der eksisterer i de enkelte samfund. Denne form for vidensbegrænsning skaber dynamisk ineffektivitet, da den låser velgørenhedens indsatser fast i en fremtidig vision, der måske ikke er tilpasset de konkrete omstændigheder, hvor hjælpen gives. Det bliver en form for ekskluderende ekspertise, hvor de nødvendige perspektiver og erfaringer fra dem, der rent faktisk er i frontlinjen, bliver ignoreret.

Der er dog håb for en reformeret tilgang. Humanomics, som tilgår sociale problemer med et fokus på både de motiverende faktorer bag velgørenhed og de epistemiske problemer ved beslutningstagning, kan være en løsning. Ved at tage højde for den menneskelige kompleksitet og de motiver, der driver individers handlinger, giver denne tilgang mulighed for at integrere modstand og iværksætteri fra de lokale samfund, samtidig med at man øger effektiviteten af de sociale ændringer. Der er et behov for en dybere forståelse af de incitamenter, information og innovation, der findes blandt dem, der modtager hjælp, hvilket kan føre til mere nuancerede og effektive løsninger.

I denne sammenhæng bliver det nødvendigt at overveje, hvordan velgørenhed kan kategoriseres ud fra både motivationelle og epistemiske dimensioner. Det traditionelle syn på velgørenhed er ofte baseret på egoistiske præferencer, hvor donationer gøres uden tilstrækkelig viden om, hvad pengene faktisk bruges til. Dette kan klassificeres som ineffektiv egoisme, som ikke tager hensyn til de reelle behov og resultater. Den effektivitet, der opstår ved at have bedre information om, hvad der fungerer, kan stadig være påvirket af kognitiv fangst, hvor ekspertvurderingerne oversimplificerer problemerne.

Alt dette peger på, at en mere nuanceret tilgang til velgørenhed kræver, at vi kombinerer et stærkt etisk fundament med en kritisk bevidsthed om de epistemiske problemer, der præger beslutningstagning. Vi bør fokusere på at udvikle en tilgang, der tager højde for både de økonomiske og sociale dynamikker på jorden, samtidig med at vi forholder os kritisk til de ekspertmodeller, som præger beslutningsprocesserne. Denne balance kan skabe en mere bæredygtig og effektiv form for altruisme.

Hvad er forskellen på beskrivende, diagnostiske og foreskrivende påstande i politisk økonomi?

De diagnostiske påstande i samfundsvidenskaberne adskiller sig markant fra de beskrivende påstande, da de ikke blot forsøger at beskrive eksisterende forhold, men også søger at forklare årsagerne til ændringer og sociale transformationer. Disse påstande er dynamiske og kræver en grundig overvejelse af de epistemologiske metoder, der anvendes til at evaluere videnskabelige beviser og årsagssammenhænge. I modsætning til naturvidenskaberne, hvor fysiske love giver en fast struktur for at forstå ændringer, involverer de diagnostiske påstande i samfundsvidenskaberne komplekse menneskelige valg og interaktioner, som ikke altid kan forudses eller forklares med samme præcision som naturlige fænomener.

En sammenligning med naturen kan belyse forskellen. Mises udtalte engang, at når man kaster en sten i en flod, vil den synke, og hvis man kaster en pind, vil den flyde. Men når det kommer til mennesker i floden, må de vælge at svømme eller drukne. Denne bemærkning understreger, at menneskelig handling og beslutningstagning spiller en central rolle i at forme sociale processer. Hayek fremhævede på lignende vis betydningen af menneskelig “hensigt” i forståelsen af spontane ordener i samfundet. Det betyder, at diagnostiske påstande om politisk økonomi afhænger af præcise antagelser om menneskelig kognition, handling og incitamenter.

Hvis et politisk økonomisk paradigme er baseret på forkerte eller forudindtagede opfattelser af menneskets natur, vil de teorier om sociale årsagssammenhænge, der udspringer af det, også være fejlbehæftede. For eksempel kan man ikke vurdere de økonomiske konsekvenser af en historisk ændring i skattepolitikken, hvis man ikke har evnen til at måle og forstå værdierne af rigdom og økonomisk aktivitet før, under og efter ændringen. Det samme gælder for at kende størrelsen, anvendelsen og overholdelsen af skatten.

Foreskrivende påstande er ofte også afhængige af både beskrivende og diagnostiske påstande. Et argument for, at mere statslig indblanding er nødvendig for at forbedre den økonomiske præstation, indebærer ofte implicit, at statslig indblanding tidligere har haft en positiv eller nødvendig rolle i økonomisk udvikling. Foreskrivende påstande er derfor stærkt afhængige af de antagelser, som ligger i både de beskrivende og diagnostiske teorier, og de kan være præget af de normative synspunkter, der underbygger dem.

Den klassiske politiske økonomi, som opstod i oplysningstiden, satte standarden for, hvordan disse tre typer påstande kunne bruges til at forstå og forklare de store økonomiske og sociale ændringer, der fandt sted i denne periode. Oplysningstiden var præget af en revolutionerende tilgang til videnskab og samfundsforståelse, hvor man begyndte at se økonomisk og social udvikling som et produkt af menneskelige valg og interaktioner frem for som noget, der blev pålagt af guddommelige eller monarkiske kræfter.

Under oplysningstiden blev det klart, at samfund kunne blive langt rigere og mere produktive end tidligere, men at denne rigdom ikke nødvendigvis var jævnt fordelt. De største økonomiske fremskridt var ofte forbundet med bestemte politiske betingelser, såsom en fri handel, lav beskatning og et retfærdigt retssystem. Dette rejste et centralt spørgsmål i den politiske økonomi: Hvad er årsagerne til økonomisk vækst, og hvorfor er nogle lande rige, mens andre forbliver fattige? Adam Smiths "Wealth of Nations" (1776) blev et svar på dette spørgsmål ved at beskrive, hvordan arbejdsdelingen og frie markeder kunne fremme økonomisk vækst, og hvordan politiske institutioner kunne støtte eller hæmme denne vækst.

I den klassiske politiske økonomi blev politiske beslutningstagere i høj grad betragtet som personer, der kunne tilvejebringe de nødvendige rammer for økonomisk udvikling, men de blev ikke nødvendigvis set som de primære aktører i denne proces. I stedet blev samfundets økonomiske fremgang set som resultatet af individuelle beslutninger og markedsinteraktioner, der var styret af menneskers egeninteresse, hvilket blev betragtet som en drivkraft for innovation og vækst.

Det er vigtigt at forstå, at mens de klassiske økonomers beskrivelse af samfundet som et system, der drives af menneskers egeninteresse, var radikal i sin tid, så var deres foreskrifter om, hvordan samfundet burde organiseres, ikke nødvendigvis en fuldstændig afvisning af statens rolle. Snarere var deres syn på staten præget af en tro på, at dens rolle burde begrænses til at skabe de rette rammer for økonomisk aktivitet, hvilket kunne inkludere beskyttelse af ejendom, håndhævelse af kontrakter og fremme af fri handel.

For at kunne forstå de dynamiske og komplekse sammenhænge i politisk økonomi er det nødvendigt at have en grundlæggende forståelse af, hvordan de beskrivende, diagnostiske og foreskrivende påstande arbejder sammen og former de politiske og økonomiske beslutninger. Det er kun ved at balancere disse forskellige typer påstande, at man kan udvikle en effektiv og retfærdig politisk økonomi, der fremmer samfundets generelle velstand og velfærd.

Hvordan forbunds- og delstatsmagt spiller ind i politimyndighedernes rolle i et post-COVID samfund

Blackstone og Tucker (1803) beskrev politiets magt som bred og omfattende. Ifølge dem er politiets funktion at opretholde den offentlige orden og sikre individernes sikkerhed og moral. Hver stat har derfor en stor rolle i at regulere sine egne interne politimyndigheder og lovgivning, der er nødvendig for at opretholde offentlig orden. Blackstone, der blev en central skikkelse i udformningen af det amerikanske retssystem, anerkendte, at politiets magt omfatter mange aspekter, selvom det er lettere at opregne, hvad den ikke dækker, end hvad den rent faktisk gør. I de konstitutionelle diskussioner er der flere referencer til politimyndigheder og deres magt, især i relation til delstaternes ansvar for at beskytte og regulere deres befolkning.

Under COVID-19-pandemien så vi, hvordan delstats- og lokale myndigheder var tættere på befolkningen og derfor kunne reagere hurtigt på de sundhedsmæssige udfordringer. Men samtidig kunne den føderale regering, via sin magt i henhold til forfatningens overhøjhedsklausul, sætte en stopper for eller ændre på statslige sundhedsforordninger, hvis de var i konflikt med nationale retningslinjer. Denne struktur sikrer, at både statslige og føderale myndigheder deler ansvaret for at beskytte befolkningens sundhed, men det rejser spørgsmål om, hvorvidt den føderale regering bør have større magt til at intervenere i sådanne kriser.

Udover de nævnte juridiske principper er det vigtigt at forstå, at det ikke kun er de lovgivende organer, der har myndighed over folkesundheden. Eksekutive agenturer, som Center for Disease Control and Prevention (CDC), spiller en afgørende rolle i at fastlægge og implementere folkesundhedspolitik. CDC har stor autoritet i krisetider som pandemier, men denne autoritet kan udfordre de grundlæggende principper i forfatningen, især når agenturerne træffer beslutninger, der kan påvirke individuelle rettigheder. Det er her, det bliver tydeligt, at forfatningen ikke kun søger at begrænse regeringens magt, men også at sikre, at der er ansvarlighed i beslutningstagningen, især når den berører individernes frihed.

Denne problemstilling blev markeret i Chevron U.S.A., Inc. v. Natural Resources Defense Council, Inc. (1984), hvor Højesteret besluttede, at administrative agenturer har ret til at fortolke love og træffe beslutninger på baggrund af denne fortolkning. Dette princip giver disse agenturer betydelig magt til at forme politik uden nødvendigvis at skulle tage hensyn til de samme forfatningsmæssige principper, som gælder for de øvrige grene af regeringen. Derfor opstår spørgsmålet om, hvorvidt den føderale magt skal begrænses, især når det kommer til beslutningstagning om sundhed, og om det i sidste ende underminerer det føderalistiske system, som blev tænkt ind i forfatningen.

I en post-COVID verden er det derfor ikke kun nødvendigt at forstå, hvordan delstatsmagt og føderal magt spiller ind i reguleringen af sundhedspolitik, men også hvordan denne magtbalance har konsekvenser for den måde, samfundet reagerer på kriser. Forståelsen af, hvordan disse magtstrukturer fungerer, er afgørende for at navigere i fremtidens folkesundhedsudfordringer, hvor både lokale og nationale myndigheder må samarbejde tættere end nogensinde før for at beskytte befolkningen uden at overtræde de grundlæggende rettigheder.