Alt-Right-bevægelsen, som i de sidste par år har haft en betydelig indflydelse på den politiske scene, har mange ansigter. En vigtig, men ofte overset strømning indenfor denne bevægelse, er NeoReaktionær (NRx) filosofi, som til en vis grad har dannet grundlaget for den teknofobiske og intellektuelle del af Alt-Right. Denne retning er ikke en monolitisk størrelse; der er skarpe opdelinger indenfor gruppen, der strækker sig fra de mere traditionelle hvid nationalistiske synspunkter til en mere futuristisk og teknologisk orienteret del. For at forstå NRx's forhold til Alt-Right, er det nødvendigt at forstå bevægelsens rødder i både teknologi, race og politisk teori.

Den teknophiliske gren af Alt-Right er en reaktion på det, der ofte beskrives som en hyper-rationalistisk tilgang til samfundets udvikling. Den teknologiske accelerationisme, som de fremfører, omfatter ideen om, at menneskelig udvikling og samfundets fremskridt er tæt forbundet med den hastige udvikling af teknologi og kunstig intelligens (AI). Denne filosofi ser race og genetiske forskelle som fundamentale for menneskelig udvikling, men ikke nødvendigvis som noget, der skal overholde klassiske racemæssige hierarkier. I stedet peger de på en ny opfattelse af, at nordøstasiater og askenaziske jøder kunne være de mest udviklede racemæssigt, baseret på deres præstationer inden for videnskab og kultur. Dette adskiller sig markant fra den mere traditionelle hvid-nationalistiske tilgang, der ser den hvide race som overlegen.

På den anden side, den hvid-nationalistiske blok af Alt-Right trækker på ældre, mere traditionelle idéer om race og genetik, ofte baseret på den eugeniske tænkning fra det 19. og 20. århundrede. Her er fokus ikke på teknologi, men på bevarelsen af "den hvide race" som et led i samfundets orden. Hvid-nationalister er mere tilbøjelige til at bruge ideer fra tidligere tiders raceforskning, der betragtede race som en fast og uforanderlig kategori, som skulle opretholdes gennem selektiv avl og sociale politikker.

I modsætning til de mere populistiske elementer af Alt-Right, som har gjort brug af memes og sociale medier til at fremme deres synspunkter til et yngre publikum, har NeoReaktionær-bevægelsen fokuseret på at opretholde en høj intellektuel standard. NeoReaktionær tænkning, som formuleret af forfattere som Curtis Yarvin og Nick Land, forsøger at skabe et alternativ til det liberale demokratis dogmer, som de ser som en undergang af civilisationen. Deres ideer er præget af en ekstrem form for konservatisme, som ønsker at vende tilbage til et system, hvor samfundets ledelse er præget af teknokratisk ekspertise snarere end demokratisk valgte politikere.

Yarvin og Land kritiserer det, de kalder "Den Kathedral" – en metafor for de institutioner, der støtter det nuværende liberale system. I deres synspunkt er alle former for politisk frihed og individets rettigheder blot illusioner skabt af et system, der er designet til at beskytte eliten. Derfor mener de, at det eneste vej frem er at etablere et mere hierarkisk samfund, hvor beslutningstagning overlades til eksperter, og hvor teknologiens fremdrift får lov at forme fremtiden.

Selv om NeoReaktionære ikke nødvendigvis er imod teknologi, er de stærkt kritiske overfor den moderne samfundsopfattelse, hvor menneskets individuelle frihed og rettigheder er i centrum. I stedet ønsker de at skabe et system, der er mere struktureret og autoritært, hvor mennesket er underlagt de kræfter, som de ser som naturens eller teknologiens egne love. Dette gør dem grundlæggende anti-modernister – de ser den moderne verdens demokratiske og teknologiske udvikling som et skridt tilbage i menneskets evolution.

En af de mest bemærkelsesværdige træk ved NRx er dets vægt på det, som de kalder "kulturens naturlige orden". Dette betyder, at de ser samfundets kulturelle udvikling som noget, der bør være reguleret af naturens love og ikke på tværs af politiske ideologier. Den teknologiske accelerationisme, som de fremfører, er ikke kun en reaktion på den aktuelle teknologiske udvikling, men et forsøg på at forme den på en måde, som de mener er i overensstemmelse med de naturlige kræfter.

Når man ser på den politiske indflydelse af NeoReaktionær filosofi, er det klart, at det ikke er en massebevægelse, men snarere en intellektuel strømning, der har haft stor indflydelse på de mere teknologisk orienterede, libertarianske elementer af Alt-Right. I modsætning til de mere populistiske og meme-baserede tilgange, der dominerer på de sociale medier, har NeoReaktionær tænkning haft en begrænset, men højintellektuel tilhængerskare, der er blevet beskyttet mod de samme platforme, der har været med til at censurere de mere åbent radikale grupper. NRx-sider og fora har overlevet længere end mange af de mere populære Alt-Right sider, simpelthen fordi de undgår den offentlige debat og ikke engagerer sig i de populistiske tendenser, som Alt-Right har været præget af.

For læseren er det vigtigt at forstå, at selvom NeoReaktionær filosofi deler nogle fællestræk med den bredere Alt-Right-bevægelse, adskiller den sig i sin intellektuelle og filosofiske tilgang. NRx er ikke en populistisk bevægelse, men en reaktion på den liberalistiske og demokratiske orden, som den ser som grundlæggende fejlbehæftet. Det er en filosofi, der appellerer til dem, der er trætte af den moderne verdens kaos og søger et alternativ, hvor teknologi og autoritet kan styre samfundet mod et nyt ideal, der kun kan opnås gennem en fuldstændig afvisning af nutidens politiske normer.

Hvordan Kommunikationsteknologi Skaber et Uønsket Forhold mellem Virkelighed og Simulacrum

Kommunikationsteknologi har i høj grad ændret den måde, vi opfatter virkeligheden på, men dette skaber også et uforudset problem. Den teknologiske udvikling, der skulle forbinde os, skaber i stedet en form for dublering, hvor vi ofte ender med at kommunikere gennem medier, som skaber en afstand fra den oprindelige virkelighed. Dette betyder ikke nødvendigvis, at de teknologiske fremskridt er negative i sig selv, men at vi må forstå, hvordan de ændrer vores forhold til verden omkring os. I en tid, hvor grænserne mellem det ægte og det simulerede ofte er udviskede, er det nødvendigt for kritisk teori at indtage en position, der ikke kun reflekterer over disse teknologier, men aktivt kritiserer deres indflydelse på samfundet.

Den såkaldte "simulakrum" – et begreb først introduceret af Jean Baudrillard – refererer til en kopi, der ikke længere har en oprindelig virkelighed at spejle. I vores moderne samfund ser vi, hvordan medier og teknologier producerer en virkelighed, som ikke længere har nogen oprindelse, men som blot er en gengivelse af tidligere billeder og ideer. Dette skaber en virkelighed, der ikke kun er præget af mediernes indhold, men af en permanent tilstand af simulering, hvor det ægte og det falske ikke længere kan adskilles. I Baudrillards analyse er samfundet fyldt med "hyperrealiteter", som bliver virkelighedens eneste form, en virkelighed, der aldrig har eksisteret som sådan, men kun som et billede.

Med denne forståelse af medier og simulacrum bliver det klart, at vores interaktioner med teknologi ikke er neutrale. De former ikke kun, hvordan vi opfatter verden, men de dikterer i høj grad, hvad der bliver opfattet som virkelighed. Når vi konstant forholder os til medierede versioner af begivenheder, billeder og ideer, skaber vi et samfund, hvor autentiske, direkte menneskelige relationer bliver vanskeligere at finde. Vi ender i en verden, hvor kommunikation sker gennem lag af teknologiske filtre, og hvor vi ofte forveksler mediet med det, det forsøger at formidle.

I denne sammenhæng bliver det nødvendigt at vende tilbage til en form for menneskelig interaktion, der ikke er medieret af teknologi. Dette kan betyde at skabe nye bevægelser, som ikke er baseret på ideologier, der stammer fra de dominerende medier. Det handler om at etablere en form for dialog, hvor menneskelig kommunikation sker direkte, uden at den nødvendigvis skal gennemgå et filter af teknologisk formidling. I en tid, hvor vi er konstant forbundet, kan det virke paradoksalt at opfordre til at afbryde forbindelsen, men denne tilbagevenden til det direkte forhold mellem mennesker kan være den eneste måde at bryde den cyklus af simulacrum, som teknologi har skabt.

Det er også vigtigt at erkende, at dette ikke blot er et spørgsmål om teknologiske fremskridt, men om et dybere kulturelt skift, som har ændret, hvordan vi som samfund forstår os selv og vores relationer til andre. Når vi betragter teknologierne som neutrale værktøjer, ignorerer vi deres evne til at forme både vores individuelle og kollektive identiteter. Det er derfor afgørende, at vi ser på teknologiens rolle i samfundet med kritiske øjne og forsøger at forstå dens indvirkning på vores opfattelse af virkeligheden.

I forlængelse af dette er det nødvendigt at tage højde for de ideologiske konsekvenser, som de teknologiske medier skaber. For eksempel ser vi i den politiske sfære, hvordan billeder og ideologier kan blive forvrænget og manipuleret gennem medierne, hvilket kan føre til en fordrejet opfattelse af virkeligheden. Teknologierne bliver ikke kun kanaler for kommunikation, men også magtinstrumenter, der kan bruges til at skabe og opretholde bestemte ideologier og identiteter. For at kunne forstå og modvirke disse effekter må vi ikke kun forstå teknologiens funktion, men også dens politiske og sociale indvirkninger.

En anden vigtig dimension af denne problematik er den måde, hvorpå teknologi skaber nye former for massekommunikation. Når informationer bliver formidlet gennem digitale platforme, får de en global rækkevidde, men samtidig mister de noget af deres dybde og kontekst. Den information, vi modtager, er ofte forenklet og reduceret til bite-sized indhold, hvilket skaber en overfladisk forståelse af komplekse problemer. Dette skaber et samfund, hvor vi ikke nødvendigvis bliver mere informerede, men måske snarere mere desorienterede og manipulerbare. For at kunne navigere i denne verden er det nødvendigt at udvikle kritisk tænkning, som gør os i stand til at adskille det ægte fra det simulerede.

Det er også afgørende at forstå, at ikke al teknologi nødvendigvis skaber denne form for distanceret kommunikation. Der findes teknologier, som kan fremme autentisk dialog og menneskelig forbindelse, hvis de bruges med intention og bevidsthed. Det er derfor ikke en afvisning af teknologi som sådan, men en opfordring til at bruge teknologien på en måde, der understøtter menneskelig værdighed og ægte kommunikation, frem for at lade os selv blive opslugt af den konstante simulering, som teknologierne kan fremkalde.

Hvordan implementeres en søgefunktion og Immersive Mode i Android-apps?
Hvad betyder nudler for lang levetid?
Hvordan man sparer penge på mobiltelefoner og streamingtjenester