Har vi ret til at forlade – uden ret til at komme ind?

Et centralt spørgsmål i migrationens moralske filosofi drejer sig om, hvorvidt retten til at forlade et land reelt har nogen betydning, hvis den ikke ledsages af en tilsvarende ret til at blive modtaget et andet sted. I det moderne liberale verdensbillede bliver retten til at emigrere ofte betragtet som en grundlæggende frihed. Men denne frihed er i praksis tom, hvis ingen stat er forpligtet til at åbne døren for den, der ønsker at træde ind. Hvis retten til at forlade ikke også indebærer retten til at ankomme, er der snarere tale om en juridisk fiktion end en reelt handlingsdygtig rettighed.

Lea Ypi påpeger skarpt denne asymmetri mellem retten til emigration og retten til immigration og kalder den et alvorligt moralsk problem. Retten til bevægelsesfrihed må gælde hele bevægelsen – ikke kun halvvejen. En ret uden muligheden for at realisere den, uden redskaber, uden adgang, uden garantier, er ikke en rettighed, men et ideal uden forankring. Derfor hævder Ypi, at en reel ret til bevægelsesfrihed forudsætter en radikal gentænkning af, hvordan vi overhovedet konstruerer vores tilgang til migration. Enten betyder bevægelsesfrihed noget – eller også gør den det ikke.

David Miller og andre liberale teoretikere har forsøgt at fastholde den såkaldte "liberale asymmetri" – at man har en ret til at forlade sit land, men ingen ret til at komme ind i et andet. Men denne position smuldrer, hvis vi accepterer, at retten til at forlade nødvendigvis indebærer retten til at krydse grænser. Hvis ingen adgang gives ved grænsen, hvad er det så man har lov til at forlade – og til hvad? Argumentet bliver hurtigt selvmodsigende: At hævde, man har frihed til at forlade en stat, men ikke lov til at ankomme til en anden, er som at sige, man har ret til at tale, men ingen steder må tale høres.

Arash Abizadeh går skridtet videre og hævder, at eftersom grænser udøver tvang over personer, der ikke er medlemmer af den pågældende politiske enhed, må disse også have ret til at blive hørt og til at kræve en begrundelse. Det er ikke nok at sige, at stater har suverænitet; hvis denne suverænitet udøves gennem vold mod ikke-medlemmer, rejser det et moralsk krav om inklusion i beslutningsprocessen. Derfor foreslår han nye internationale institutioner med legitim myndighed over migrationsspørgsmål.

Alligevel fastholdes statens jurisdiktionelle ret i store dele af den politiske teori. Argumentet lyder, at staten udøver magt over et bestemt territorium og dets befolkning – og at denne territoriale ramme skaber særlige politiske relationer, rettigheder og pligter. Disse er borgerlige rettigheder, ikke universelle menneskerettigheder, og de får først moralsk gyldighed i en konkret politisk kontekst. På den måde bliver det muligt at hævde, at man har en

Hvilken beskyttelse bør de forfulgte have, og hvad skal staterne gøre for dem?

Når vi taler om forfølgelse, opstår en moral, der ikke blot reflekterer den enkeltes ret til at flygte, men også et kollektivt ansvar for, hvordan denne flugt behandles af omverdenen. Forfølgelse skaber en dyb kløft i forholdet mellem den forfulgte og den stat, der burde beskytte dem. Dette fænomen kan ses gennem Jean Amérys erindringer, da han, under flugt fra nazisterne, pludselig oplevede et følelsesmæssigt forvirrende møde med hans hjemlands sprog, nu et instrument i undertrykkelsen af hans eksistens. Han indså, at hans hjem var blevet et fjendeland, og at den menneskelige form, han mødte i flugten, repræsenterede den stat, der havde valgt at udrydde ham. Denne følelse af at være fremmedgjort, selv når man er fysisk til stede i sin oprindelige nation, er kernen i forståelsen af forfølgelse.

Den forfulgte er således ikke kun en, der søger et nyt hjem, men en, der er blevet fremmedgjort fra sin egen. Dette fænomen gør forfølgelsen særlig kompleks og uretfærdig. Man kan ikke forvente, at den forfulgte blot finder et sikkert sted at bo. Der ligger en moralsk og politisk pligt på de stater, der ikke selv er involveret i forfølgelsen, at gribe ind og hjælpe den forfulgte – både gennem migration og i visse tilfælde ved at anvende tvang overfor den forfølgende stat.

I denne sammenhæng virker Flygtningekonventionen, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig, som en fundamental milepæl. Den giver flygtninge ret til at søge asyl, men det er en forståelse af retten, der må udfordres. Flygtningekonventionen siger ikke blot, at staterne skal tillade mennesker at flygte, men også at de skal hjælpe med at beskytte disse mennesker, selv hvis de ikke fysisk er uden for forfølgerens rækkevidde. I denne forståelse er retten til beskyttelse ikke begrænset til retten til at flygte, men indebærer også et ansvar for staterne at handle mod de regimer, der forfølger.

Men kan staterne virkelig beskylde sig selv for ikke at gøre nok, blot ved at tillade flygtninge at komme ind på deres territorium? Hvis staterne ikke yder aktiv beskyttelse til de forfulgte, kan det kritiseres som moralsk utilstrækkeligt. Det betyder, at det internationale samfund skal gå ud over det minimale, nemlig at give mennesker asyl. Det kræver, at staterne arbejder aktivt mod de forfølgelser, der finder sted i andre lande, hvilket kunne omfatte, men ikke er begrænset til, militær intervention for at beskytte dem, der ikke har mulighed for at flygte.

Der er et element af moral her, der kræver en form for intervention. Hvis vi taler om "ansvar for beskyttelse" (R2P), er det ikke kun et spørgsmål om at modtage flygtninge, men også at tage aktiv handling for at stoppe forfølgelsen, om nødvendigt gennem brug af magt. Det bør derfor være et klart krav, at det internationale samfund engagerer sig i en aktiv rolle for at beskytte dem, der er undertrykt og udsat for grusomheder. Uden en sådan forpligtelse risikerer vi, at vi ikke yder en retfærdig beskyttelse af de forfulgte.

En rettighed til beskyttelse må ikke kun handle om at give lov til at flygte. Det må også handle om, at staterne gør en aktiv indsats for at beskytte de forfulgte. Den moderne opfattelse af flygtninge som en beskyttelsesberettiget gruppe må forstås som et krav om, at staterne gør mere, end de gør nu. Hvis man ser på situationer som den syriske krise, er det klart, at det ikke bare er et spørgsmål om at lade mennesker komme ind, men om at sikre deres langsigtede beskyttelse gennem mere end blot midlertidig opbevaring.

Den internationale samfunds ansvar stopper ikke ved den grænse, hvor den forfulgte er kommet til et sikkert sted. Når de forfulgte er nået til en sikker havn, er det kun begyndelsen på den beskyttelse, de har krav på. Denne beskyttelse kan ikke kun bestå i at give dem et sted at bo. Den bør inkludere aktiv modstand mod de regimer, der forfølger dem, og den bør udvides til at inkludere hjælp til de forfulgte, der ikke har mulighed for at flygte. Dette ansvar for beskyttelse bør således ses som en moralsk forpligtelse, der kræver handling både på nationalt og internationalt niveau.

Endelig bør man også reflektere over de konsekvenser, som et sådan syn på flygtningebeskyttelse har for vores forståelse af international ret og moral. For at denne forståelse skal være sammenhængende, skal den inkludere et krav om aktiv intervention og støtte til de forfulgte, især i tilfælde hvor flygtningene ikke har mulighed for at flygte. Kun gennem en sådan forståelse af beskyttelse kan vi opnå en reel moral i forhold til flygtninge og forfulgte mennesker.

Hvordan forholder retfærdighed og barmhjertighed sig til migrationsrettigheder og udvisning?

Når vi betragter migrationsrettigheder gennem linsen af retfærdighed og barmhjertighed, tegner der sig en væsentlig skelnen. Retfærdighed fordrer, at alle behandles lige, og at ingen nægtes adgang på baggrund af vilkårlige eller uretfærdige kriterier såsom etnisk oprindelse. Barmhjertighed, derimod, tillader en vis skønsmæssighed og selektivitet uden at overtræde retten til ligebehandling. Dette betyder, at staten har en vis frihed til at vælge, hvem den vil tilbyde migrationsrettigheder, og at der ikke nødvendigvis foreligger en moralsk ret til at modtage sådanne rettigheder, selvom de juridisk set kan være anerkendt. For eksempel kan et land prioritere bestemte grupper, såsom skuespillere frem for palæontologer, uden at dette nødvendigvis er uretfærdigt, fordi det ikke krænker nogen eksisterende ret til ligebehandling.

En yderligere væsentlig skelnen mellem retfærdighed og barmhjertighed ligger i spørgsmålet om tvang og sanktioner. Retfærdighed kan i princippet håndhæves gennem magt, når en stat undlader at opfylde sine retfærdige forpligtelser, hvilket kan legitimere international indgriben. Barmhjertighed er derimod ikke et krav, og en stat kan ikke retsforfølges eller tvangsmæssigt påtvinges barmhjertighed. Manglen på barmhjertighed kan fordømmes moralsk, men den kan ikke retsligt sanktioneres.

Til dette knytter sig spørgsmålet om de såkaldte «udokumenterede» migranter. Personen Morgan, som lever i USA uden lovligt ophold, har bygget sit liv op i Portland med job, venner og sociale relationer. Selvom udvisning ville være dybt smertelig og ødelæggende for hans livsplaner, konkluderes det, at denne smerte ikke i sig selv skaber en ret til at blive i landet. Morgan har selv overtrådt loven og må bære konsekvenserne af denne beslutning. Alligevel kan det anses som udtryk for barmhjertighed at undlade at deportere personer som Morgan, som har rod i samfundet og har levet i landet i mange år. Denne form for barmhjertighed er ikke et krav, men en mulighed for staten til at vise medmenneskelighed.

Denne tankegang er historisk understøttet af figurer som Ronald Reagan, der i 1980’erne argumenterede for amnesti til langvarige udokumenterede beboere, med henvisning til deres etablerede liv i USA. Den moderne konservative kritik af en sådan amnesti bygger på, at ulovlig indvandring er et valg, og at konsekvenserne må accepteres, også hvis det indebærer udvisning. Men denne hårde holdning ignorerer muligheden for, at visse omstændigheder berettiger en form for tilgivelse eller barmhjertighed, som kan anses som moralsk forsvarlig.

Det er væsentligt at forstå, at spørgsmålet om migration ikke kan reduceres til enten ren retfærdighed eller ren barmhjertighed. Politikere og samfund må navigere mellem disse to principper og erkende, at migrationspolitik både kan være udtryk for juridiske rettigheder og humanitære hensyn. Ligeledes er det vigtigt at skelne mellem juridiske krav og moralske valg, især når det gælder sårbare grupper, hvor internationale normer om beskyttelse spiller en afgørende rolle.

Det er afgørende for læseren at erkende, at mens retfærdighed kan legitimeres gennem tvang og har klare grænser for diskrimination, er barmhjertighed et frivilligt, men et nødvendigt element i humane migrationspolitikker. Endvidere bør læseren forstå, at smerten forårsaget af at skulle forlade et hjem ikke nødvendigvis skaber rettigheder, men at samfundets værdighed og medmenneskelighed ofte kræver, at man overvejer barmhjertighedens rolle som modvægt til lovens hårdhed.