I mange år blev det betragtet som en uomtvistelig sandhed, at alle menneskelige samfund var underlagt en ensartet udviklingsproces, hvor man klatrede op ad en "stige af fremskridt" – fra barbarisme og vildskab til civilisationens højdepunkt. Denne tankegang præger mange tidligere analyser af menneskelig kultur og samfundsudvikling. Men som det i dag er blevet klart, er der ikke én universel vej mod fremskridt. Hver kultur har sine egne løsninger på overlevelse og tilpasning til omverdenen, og derfor kan man ikke sammenligne kulturer på en ensartet eller meningsfuld måde.

Dette betyder ikke nødvendigvis, at alle kulturer er perfekt tilpasset deres miljøer, eller at de nødvendigvis er sundere eller bedre for deres befolkninger. Nogle kulturer har tydeligvis selvdestruktive vaner, og selvom mange kulturer er i stand til at skabe tilfredsstillende livsforhold for deres medlemmer, kan de også have egne dybt problematiske strukturer. Eksempler på sådanne skader kan være diskrimination, ulighed og undertrykkelse af bestemte grupper. Jeg er personligt tilhænger af en universel erklæring om menneskerettigheder, som kan fungere som en målstok for vurdering af menneskelige forhold. En af de mest fundamentale ideer i denne sammenhæng er, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Men hvordan vi forstår og anvender disse ideer, afhænger ofte af vores kulturelle og sociale baggrund.

Kulturel antropologi giver os indsigt i, hvordan forskellige samfund har fundet deres egne måder at organisere sig på. Dette studium understøtter ikke kun forståelsen af, hvordan mennesker interagerer med hinanden, men også hvordan deres livsforhold og værdier er blevet formet gennem historien og gennem specifikke udfordringer og muligheder, som hvert samfund har mødt. Det er i denne kontekst, at antropologi tilbyder et vigtigt værktøj til at forstå den menneskelige erfaring: Det hjælper os med at forstå, at "fremskridt" ikke nødvendigvis er universelt eller lineært, og at det at blive "civiliseret" kan betyde meget forskellige ting alt afhængigt af kulturelle perspektiver.

Interkulturel forståelse er således ikke kun et mål i sig selv, men en nødvendighed i en verden, hvor globalisering gør os mere afhængige af hinanden. Hvis vi ønsker at leve i et samfund, hvor menneskerettigheder respekteres, må vi forstå, at hvad der i én kultur anses for en retfærdig og god livsstil, ikke nødvendigvis er den samme som i en anden. Menneskerettigheder, såsom retten til at gifte sig og stifte familie, kan være genstand for debat, når de oversættes til forskellige kulturelle kontekster. Det betyder ikke, at de ikke er vigtige; det betyder blot, at vi skal være opmærksomme på, hvordan vi forstår og anvender dem.

I denne forbindelse skal vi også overveje, at menneskerettighederne, der blev proklameret af FN i 1948, forbliver et centralt element i den globale diskussion om kultur og etik. Selv om artiklerne i den universelle erklæring kan være svære at anvende i alle sammenhænge, viser de alligevel et universelt ønske om respekt for menneskets grundlæggende værdighed.

At forstå antropologi og dens mange facetter – fysiske, kulturelle, sproglige og arkæologiske – hjælper os med at værdsætte menneskets store mangfoldighed og tilpasningsevne. Det åbner også for en forståelse af, at fremskridt ikke nødvendigvis er et mål for alle samfund på samme måde. I stedet er hver kultur et unikt svar på universelle menneskelige behov og udfordringer, og dette gør kulturstudier til et livsvigtigt felt for både akademikere og professionelle.

Det er nødvendigt at forstå, at antropologi ikke blot giver os indblik i fortiden eller i andre samfund, men også i vores egen tid og vores egne samfund. Et livsforløb, som vi måske opfatter som velordnet og vellykket i en bestemt kultur, kan i en anden kultur betragtes som problematisk eller utilstrækkeligt. I denne sammenhæng er forståelsen af kultur og menneskets historie ikke kun akademisk, men afgørende for, hvordan vi som samfund navigerer de globale udfordringer i dag.

Hvordan sproget og gestus former vores forståelse af verden

Verden præsenterer sig for os i en kalejdoskopisk strøm af indtryk, som vi konstant må organisere for at kunne forstå og kommunikere om den. Disse kategorier og typer, som vi isolerer fra fænomenernes verden, findes ikke i naturen som sådan – de er konstrueret i vores sind. For at kunne tale om verden og dele vores indtryk af den, er vi afhængige af et fælles system af sprog og betydninger, som er kodificeret i vores sprog. Dette system er ikke et eksplicit aftalt regelsæt, men snarere en implicit enighed i vores sprogfællesskab. Uden at deltage i denne organisering og klassificering af data kan vi ikke tale overhovedet.

Vores oplevelser af verden er derfor ikke blot objektive fakta, som vi oplever dem uafhængigt af vores sprog. Tag nu for eksempel en simpel handling som at springe ud fra en klippe. Uanset om vi kalder det "at flyve" eller "at dø", vil oplevelsen afhænge af, hvilke ord vi har til at beskrive den. Dette understreger vigtigheden af at udvide vores ordforråd og, i højere grad, lære andre sprog eller i det mindste ord fra andre sprog. Det er ofte gennem disse ord, at vi opdager nye facetter af verden omkring os.

Udover det talte sprog benytter mennesker også gestik og kropssprog, som Adam Kendon, redaktør af tidsskriftet Gesture, har beskrevet som "synlig handling som udtalelse". Gestik er ikke helt det samme som ord – det er snarere en forstærkning af det, vi siger højt. Selvom den præcise betydning af en gestus kan variere globalt, findes der visse universelle mønstre. Gestik kan bruges til at pege på noget, udtrykke sindstilstande, forstærke en verbal udtalelse, eller til at markere begyndelsen og slutningen på en samtale. Det er derfor vigtigt at forstå, at gestik ikke blot er en tilfældig bevægelse, men et væsentligt element i menneskelig kommunikation.

Vores forståelse af disse kommunikationsformer kan kaste lys over, hvordan de første sprog sandsynligvis indeholdt en stærk gestikulær komponent. Studiet af moderne gestus kan derfor give os en dybere indsigt i, hvordan de tidlige sprog fungerede. Tænk bare på, hvordan vores kommunikation ændrer sig uden disse fysiske udtryk – for eksempel i en e-mail, hvor den gestuelle forstærkning af vores ord er fraværende. Et simpelt ord kan ændre betydning, alt afhængig af den gestus, der ledsager det.

Kultur er en anden central komponent i antropologiens studier. Mens arkæologi undersøger gamle kulturer gennem deres artefakter, beskæftiger kulturel antropologi sig med levende samfund. Kulturelle antropologer forsøger at forstå både de ligheder og forskelle, der findes mellem kulturer på verdensplan. Gennem denne forståelse søger de at korrigere de forudindtagede opfattelser af menneskets natur, der ofte opstår gennem et etnocentrisk synspunkt, hvor én kultur anses for at være den bedste. Et sådant synspunkt har gennem historien været brugt som en undskyldning for diskrimination, men det er netop en af de ting, som kulturel antropologi søger at udfordre.

At påpege problemer i andre kulturer betyder ikke, at man forherliger sin egen, og kulturel antropologi beskæftiger sig ikke med at kritisere eller idealisere nogen civilisation. Det er en objektiv videnskab, der søger at forstå menneskelige samfund uden at dømme dem. For eksempel er der mange kulturelle tilpasninger, der på overfladen virker nyttige, men som i virkeligheden kan være skadelige på lang sigt. Nogle landbrugsmetoder giver høje udbytter på kort sigt, men kan føre til udtømning af jorden over tid.

Når vi taler om kultur i antropologiens sammenhæng, refererer vi til noget, der ikke er genetisk, men som er lært. Kultur videreføres ikke gennem gener, men gennem socialisering fra generation til generation. Hver generation modtager og formidler kultur gennem sprog og adfærd, og selvom der er et fælles grundlag for kulturen i et samfund, tillader den individuel variation. Mennesker er ikke homogent ens, men har forskellige opfattelser og fortolkninger af den samme kultur.

Kultur er ofte symbolsk. Symboler – både sproglige, visuelle og gestuelle – spiller en afgørende rolle i, hvordan kultur formidles og forstås. Selv de mest tilsyneladende funktionelle artefakter, som for eksempel en kuglepen, kan bære kulturel information. Farven, formen og anvendelsen af objektet kan alle signalere noget om, hvilken kultur det tilhører. En glitrende, lyserød kuglepen signalerer noget andet end en formel, sort kuglepen, som måske anvendes af en offentlig embedsmand. Denne forståelse af materialkultur er central i antropologien og giver os en dyb indsigt i de kulturer, vi studerer.

For at forstå menneskers handlinger og adfærd har antropologer udviklet mange teorier, der forsøger at forklare de kulturelle forskelle og ligheder, der findes verden over. Evolutionære tilgange søger at forklare, hvordan bestemte kulturelle praksisser, som kanibalisme eller sociale hierarkier, har gavnet samfundet gennem tilpasning til deres miljø. Kritikerne af disse teorier mener dog, at de overser betydningen af individuel handling og valg, som kaldes agentur. Funktionalistiske tilgange ser derimod på, hvordan de enkelte elementer i en kultur arbejder sammen for at fremme samfundets velvære.

Kulturel antropologi tilbyder dermed en platform for at forstå menneskers handlinger på tværs af tid og rum, uden at dømme dem ud fra vores egne kulturelle standarder.

Hvordan påvirker ægteskab og slægtskab køn og identitet?

En vigtig dimension af ægteskab er spørgsmålet om, hvorvidt man gifter sig indenfor eller udenfor en given social, økonomisk og/eller racemæssig gruppe. Endogami er traditionen om at gifte sig indenfor en bestemt og velkendt social, økonomisk og/eller racemæssig gruppe. Et klassisk eksempel på dette findes i kongelige familier, som ofte er meget forsigtige med at gifte sig blandt deres egen sociale klasse, som for eksempel i det britiske kongehus, hvor prins Charles gifte sig med Diana Spencer, der selv kom fra en aristokratisk familie, omend ikke en kongelig. På den anden side har vi eksogami, hvor ægteskaber bevidst etableres udenfor disse sociale grænser. Ofte gifter folk sig udenfor deres nærmeste relationer for at undslippe økonomiske restriktioner, som for eksempel at gifte sig opad i et højere socialt og økonomisk niveau, eller for at forhindre de genetiske problemer, der kan opstå ved incest, som f.eks. fødselsdefekter. I nogle kulturer er det endda forbudt at gifte sig udenfor ens subkultur, som det ses i det indiske kastesystem, hvor ægteskaber kun bør finde sted indenfor en bestemt social rang.

Selvom ægteskab omhandler, hvem man gifter sig med, er slægtskab et begreb, der omfatter alle relationer, både dem af blod og dem via ægteskab. Slægtskab er så komplekst, at antropologer har udviklet et omfattende sæt af begreber og grafiske diagrammer for at beskrive disse relationer, som i sin enkleste form kan ligne et stamtræ. Slægtskab omfatter ikke kun nære slægtninge, men også personer i større slægtsgrupper eller nedstigningsgrupper, som er grupper af personer, der er beslægtet gennem fælles forfædre, såsom klaner eller stammer. Funktionerne af disse grupper varierer, men nogle fælles funktioner er administration af retfærdighed, forvaltning af fælles ejendom og ikke mindst opretholdelse af identitet. I visse kulturer er det nedstigningsgruppen, snarere end den enkelte familie, der udgør hovedenheden for identitet.

En måde at holde styr på en persons forfædre på er at overveje, om nedstigningsgrupperne sporer deres arv gennem den ene eller begge forældre. Unilineal nedstigning betyder, at man sporer sin slægt gennem enten moderen eller faderen, men ikke begge. Denne praksis har været traditionel i over halvdelen af verdens kulturer og var også almindelig i det gamle Rom og det 18. århundredes Ashanti-kongerige i Vestafrika. Kognatisk nedstigning er mere fleksibel, da den tillader en at spore relationer gennem begge forældre. Dette system har også været praktiseret i mange kulturer, inklusive i USA, hvor folk ofte bruger farens efternavn ved navngivning, men samtidig anerkender og benytter begge forældres familiære relationer i sociale og økonomiske sammenhænge. Globalt set er der også variationer i, hvordan kulturer vælger at spore nedstigning gennem enten faderen eller moderen, hvilket afspejles i patrilineal og matrilineal nedstigning, der henholdsvis sporer slægtskab gennem faderens eller moderens linje.

En af de interessante aspekter ved disse slægtskabssystemer er, hvordan de påvirker boformer efter ægteskab. I mange ikke-industrialiserede samfund er valget af, hvor et nygifte par skal bo, et meget væsentligt spørgsmål. Patrilokal bosættelse betyder, at parret bosætter sig nær mandens far, mens matrilokal bosættelse betyder, at de bor tættere på kvindens mor. I neolokal bosættelse, som er udbredt i USA i dag, bor parret væk fra begge forældrenes hjem.

Køn og kønsidentitet er universelle sociale konstruktioner, som varierer afhængigt af den kultur, vi befinder os i. Køn refererer til de sociale roller, rettigheder og ansvar, der tilskrives individer afhængig af deres biologiske køn. Biologisk køn refererer til de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, som for eksempel at kvinder generelt har bredere hofter og evnen til at amme. Selvom der er små forskelle i hjernens størrelse mellem mænd og kvinder, påvirker disse forskelle ikke væsentligt vores adfærd eller evner, da størstedelen af vores handlinger og beslutninger er formet af den kultur, vi lever i. Dette understøttes af det faktum, at mennesker er meget mere påvirket af kulturel læring end biologisk "forprogrammering". Samtidig skal vi dog ikke afvise ideen om, at der kan være medfødte adfærdsmønstre, men de sociale faktorer spiller en langt større rolle i at forme, hvordan vi udtrykker vores køn.

En vigtig pointe at forstå er, at selvom matrilineal nedstigning måske kan give indtryk af, at kvinder har mere magt end mænd, er det ofte ikke tilfældet i de samfund, der praktiserer dette system. Mænd har generelt stadig stor økonomisk og social magt, selvom ejendom og rettigheder overgår gennem den kvindelige linje.

Hvordan antropologer forstår og håndterer kulturelle konflikter: Perspektiver fra små og store samfund

Mennesker, der er uddannet i kulturel antropologi, spiller en vigtig rolle i at hjælpe regeringsorganer med at undgå eller håndtere konflikter. De arbejder med at forstå de komplekse dynamikker i menneskelig interaktion og de forskellige måder, hvorpå konflikter udvikler sig i forskellige kulturer og samfund. Mange antropologer erkender følgende almindelige skalaer af konflikt:

Intrafamiliekonflikt er en af de mest grundlæggende former for konflikt, som vi ser i hverdagen. Denne konflikt opstår ofte i familier og kan inkludere stridigheder mellem forældre og børn eller mellem ægtefæller. I USA kan dette spænde fra uenigheder om, hvilken musik teenagere må lytte til (og hvad der er passende eller stødende) til spændinger ved familiemiddage som f.eks. Thanksgiving, hvor familier kan blive uenige om alt fra politik til personlige forhold.

Intrafællesskabskonflikt refererer til konflikter mellem forskellige slægtsgrupper eller familier indenfor et samfund. Et eksempel kunne være, når nogle familier støtter en økonomisk ændring i lokalsamfundet, som f.eks. opførelsen af et nyt supermarked, mens andre, der ejer mindre lokale butikker, modarbejder ændringen.

Interfællesskabskonflikt beskriver konflikter mellem forskellige samfund inden for en kultur. Dette kan omfatte de konflikter, vi ser mellem forskellige raciale grupper i USA i dag, eller de historiske konflikter mellem katolske og protestantiske samfund i Nordirland.

Interkulturel konflikt er den mest komplekse form for konflikt, der opstår mellem forskellige kulturer. Historisk set har denne type konflikt ofte været forbundet med store krige om religion, som f.eks. de kristne korstog mod islam i det 14. århundrede.

Når konflikter opstår udenfor den intrafamiliale ramme, involverer de ofte grupper af mennesker snarere end enkeltindivider. I starten deler disse grupper ofte mange værdier, men efterhånden som konflikten eskalerer, vil grupperne blive mere adskilte med tiden. Dette kan føre til en øget gruppesolidaritet, hvor de sociale bånd indenfor hver gruppe bliver stærkere, og de eksisterende spændinger i gruppen kan midlertidigt blive lagt til side.

En anden konsekvens af eskalering er en øget tendens til stereotyper, hvor grupper begynder at objektivisere modparten, ofte med dehumaniserende sprog, der markerer dem som "den anden". Desuden kan konflikter føre til en øget tendens til gruppetænkning, hvor individuel tænkning undertrykkes, og gruppens beslutningstagen bliver styret af en rigid og kompromisløs tankegang.

Når vi ser på menneskelig konflikt, er det klart, at der findes visse elementer, der ofte er til stede i de fleste konflikter. Antropologer har derfor udstyrt sig selv med en dyb forståelse af disse konflikter og de historiske redskaber, vi har udviklet til at løse dem. Et vigtigt aspekt af antropologisk konfliktløsning er at forstå, at mennesket har en lang historie med konflikter, og at der derfor eksisterer kulturelle redskaber til at håndtere dem. Det, at mennesker har udviklet sådanne redskaber over tid, kan hjælpe med at forstå arten af konflikten og vise, at løsninger allerede eksisterer.

Kulturelle konflikter i små samfund adskiller sig betydeligt fra de konflikter, vi ser i større civilisationer. Selvom nogle mener, at menneskene aldrig ville have oplevet krigens rædsler, hvis de var blevet jæger-samler-folk, viser arkæologiske fund, at voldelige konflikter også har eksisteret i små samfund langt tilbage i historien. For eksempel har en 7.700 år gammel jæger-samlersite i Tyskland afsløret 38 kranier, der viser tegn på henrettelsesstil vold. Der er også fund af skeletrester, der indikerer vold i det neolitiske Europa og i det 9.400 år gamle Kennewick-mandens skelet, som var blevet angrebet bagfra.

Forskellen på konflikter i små samfund og moderne samfund ligger i skalaen, både hvad angår tid og rum. I små samfund er konflikten ofte kortvarig og finder sted over små afstande. Det er nødvendigt, at folk hurtigt kan vende tilbage til deres grundlæggende subsistensaktiviteter, som jagt, fiskeri og landbrug. Uden store lagerbygninger til at forsyne stående hære, er konflikter i små samfund derfor ofte kortere og mere begrænsede.

Små samfund har også en tendens til at opleve fejd, som kan vare i generationer, hvor medlemmer af en familie eller slægtsgruppe er forpligtet til at fortsætte konflikten med en anden gruppe. Selvom fejd kan vare i flere generationer, er det en lavintensitetsform for konflikt, som adskiller sig markant fra den åbenlyse krig. Raiding, hvor grupper angriber et mål for at stjæle varer eller dræbe bestemte individer, er en anden form for konflikt i små samfund.

Selvom det kan virke som om voldelige konflikter er uundgåelige, er der samfund, som har udviklet stærke normer mod vold. Eksempelvis er Semai-folket i Sydøstasien kendt for at forbyde vold som en løsning på konflikter. Der er også mere end 20 menneskelige samfund, der har meget lidt eller ingen voldelig konflikt, selvom de er sjældne.

Konflikter i større samfund, hvor staten har militær magt og et komplekst politisk system, er langt mere organiserede og omfattende. Det er nødvendigt at forstå, at den samme mekanisme af menneskelig konflikt eksisterer både i små og store samfund, men at skalaen og de anvendte metoder varierer betydeligt. Det er også vigtigt at erkende, at et samfunds tilgang til konflikt kan ændre sig afhængigt af de sociale, økonomiske og politiske strukturer, der er på spil.

Hvilken indvirkning har store gruppemøder på spredningen af COVID-19? Et studie af Trump-rallyer
Erhvervelse af politisk korrekthed i Trumps tidsalder: Trussel mod friheden eller ideologisk syndebuk?
Hvordan kan balanceøvelser forbedre din livskvalitet som senior?