Hvad kan vi lære af Janus' historie i den finansielle verden?

I slutningen af 1990'erne var investorer dybt fascinerede af alt, hvad der havde noget at gøre med internettet. Den korte tilføjelse af ".com" til et selskabs navn kunne betyde en afkast på 75 % over markedsniveauet inden for bare ti dage, selvom virksomheden ikke havde nogen forbindelse til internettet før navneændringen. Janus Mutual Fund Company, en af de mest kendte fondsselskaber på dette tidspunkt, blev hurtigt et symbol på den internetboble, der tog fart i denne periode.

Janus var på toppen af sin karriere. Hvert år strømmede penge ind i Janus-fondene, tiltrukket af de imponerende afkast fra vækstaktier. I 1996 var Janus en af de første fondsselskaber, der åbnede en hjemmeside, så investorer kunne undersøge deres fonde. I 1997 blev Helen YoungHayes, manageren af JanusWorldwide Fund, kåret som "Fund Manager of the Year" af Morningstar, og året efter blev Janus vurderet som "Family of the Year" af Mutual Fund Magazine. Selv præsident Bill Clinton havde penge investeret i Janus’ fonde.

Kun i 2001 begyndte Janus at opleve betydelige kapitaludstrømninger. I 2002 ramte skandaler som Enron og Tyco, som Janus havde store aktieposter i, fondens omdømme. Janus var også involveret i et SEC-efterforskning vedrørende markeds-timing, hvor privilegerede kunder havde fået lov til at handle før andre investorer. Dette resulterede i en bøde på 262 millioner USD. Men på trods af disse problemer formåede Janus at forblive rentabel. Deres driftsmarginaler forblev altid over 10 %, hvilket var langt højere end hvad man så i mange andre selskaber.

Janus' succes og modgang er et klart billede af, hvordan investorernes fokus på tidligere høje afkast kan føre til en falsk følelse af sikkerhed og langsigtet stabilitet. Investorer, der fortsætter med at strømme penge ind i en fond, selv når afkastene er dårlige, demonstrerer et vedvarende mønster i investeringsverdenen: historiske præstationer trækker ofte flere penge, selv når den aktuelle situation ikke er gunstig.

Men den vigtigste læring fra Janus' historie er, at de ikke kun blev reddet af deres solide forretningsdrift, men også af den lojale investorbase, de havde opbygget gennem årene. De blev ved med at modtage penge fra investorer, selv når de led af dårlig præstation og offentlige skandaler. I sidste ende er det ikke kun fondens resultater, men også den langsigtede relation med investorerne, der kan sikre overlevelse og rentabilitet i et usikkert marked.

Udover Janus' historie er det også væsentligt at forstå, hvordan den finansielle regulering, især den lovgivning, der stammer fra Investment Company Act fra 1940, beskytter både små og store investorer i markedet. Denne lovgivning, kendt som 40-Act, er designet til at minimere interessekonflikter og sikre, at investeringerne forvaltes på en gennemsigtig og ansvarlig måde. Det giver investorernes tillid en stabil basis og gør det muligt for investeringsselskaber som Janus at tilbyde offentligheden en række beskyttelsesmekanismer mod markedsmanipulation og svig.

Endelig understreger Janus’ historie vigtigheden af at forvalte en diversificeret portefølje og ikke lade sig blænde af kortsigtede gevinster. I en verden, hvor investeringer hurtigt kan virke risikable og uforudsigelige, er det afgørende at have en strategi, der er langsigtet og gennemtænkt. Kendskab til, hvordan investeringer skal håndteres under forskellige markedsforhold, kan være det, der skiller succesfulde investorer fra de, der søger den hurtige gevinst og risikerer at lide samme skæbne som mange af Janus’ tidligere tilhængere.

Hvordan betyder risiko og afkast for en investors beslutningstagning?

For at forstå, hvordan en investor træffer beslutninger, er det nødvendigt at analysere de grundlæggende principper bag forventet nytte og risiko. Den klassiske tilgang til at beskrive en investors præferencer er ved hjælp af middelværdi-varians utility, som tager højde for både det forventede afkast og risikoen forbundet med et givet investeringsvalg.

Middelværdi-varians nyttefunktion er givet ved:

hvor $r_p$ er afkastet af investorens portefølje, og $\gamma$ er en koefficient, der beskriver investorens risikovillighed. Denne funktion relaterer sig tæt til CRRA-nytte (constant relative risk aversion), som i mange tilfælde kan betragtes som tilnærmelsesvis ens. Faktisk vil mange af de beslutninger, der træffes under forudsætning af CRRA-nytte, i høj grad ligne dem, der træffes under middelværdi-varians utility, og i denne bog vil vi bruge middelværdi-varians som en tilnærmelse til forventet nytte.

Middelværdi-varians nyttefunktionens udbredelse i investeringsbranchen skyldes dens enkelhed og intuitive appel. Denne tilgang blev først introduceret af Harry Markowitz i 1952, men det var først i et samarbejde med Haim Levy i 1979, at Markowitz fuldt ud rationaliserede brugen af middelværdi-varians nytte i en forventet nytte-ramme. Levy og Markowitz viste, hvordan man kan tilnærme enhver forventet nyttefunktion med en middelværdi-varians funktion:

På trods af sin kritik fortsætter middelværdi-varians metoderne med at give værdifuld indsigt, selvom de har begrænsninger. Især er det kun middelværdier og varians, der tages i betragtning, hvilket kan være en forenkling af virkeligheden. Ofte betyder dette, at andre faktorer, såsom skævhed eller kurtosis, ikke indgår, hvilket kan føre til misforståelser.

Et interessant eksempel er sammenligningen mellem en volatilitet-strategi og S&P 500, som begge har omtrent samme gennemsnit og standardafvigelse, men hvor volatilitet-strategien har en meget højere skævhed og kurtosis. Hvis man kun kigger på middelværdi og varians, ville de to investeringer virke ens, men i praksis er de meget forskellige. Det understreger en vigtig pointe: middelværdi-varians nytte er ikke tilstrækkelig til at beskrive alle de relevante karakteristika ved en investering.

Selvom middelværdi-varians modellen giver os en god fornemmelse af, hvordan investeringer kan sammenlignes, viser den også, at den ikke er perfekt. I virkeligheden kan det være nødvendigt at bruge mere komplekse modeller, der tager højde for flere faktorer end bare gennemsnit og varians. For eksempel vil realistiske nyttefunktioner ofte indbefatte flere parametre, der afspejler andre aspekter af risiko, som skævhed og kurtosis, hvilket giver et mere præcist billede af en investors præferencer.

Investorer med høj risikovillighed (lav $\gamma$) vil have fladere indifferenskurver, hvilket betyder, at de er mindre følsomme overfor risiko og vil være villige til at tage højere risiko for at opnå højere afkast. Omvendt vil en investor med høj risikovillighed (høj $\gamma$) have stejlere indifferenskurver og kræve en højere kompensation for at tage på sig ekstra risiko.

For middelværdi-varians nytte kan certainty equivalent nemt beregnes ved at finde den mængde rigdom, der ligger på y-aksen af den indifferenskurve, der passerer gennem den risikofyldte investering. Dette giver et konkret mål for, hvor meget ekstra afkast en investor kræver for at påtage sig risiko.

Middelværdi-varians nyttefunktion giver os således en grundlæggende, men effektiv metode til at analysere investeringsvalg, selvom den har sine begrænsninger, som skal forstås og tages i betragtning i mere komplekse tilfælde. For at kunne træffe informerede beslutninger er det vigtigt at forstå, at mens middelværdi og varians er centrale faktorer, kan andre elementer som skævhed, kurtosis og afhængigheder mellem aktiver også spille en afgørende rolle.

Hvordan bør du investere gennem livscyklussen? Forståelsen af menneskelig kapital og risici

Menneskelig kapital er et centralt begreb i økonomi og finans, især når vi ser på, hvordan investeringer bør ændres gennem livscyklussen. I et klassisk økonomisk perspektiv antages det ofte, at individer gradvist skal reducere deres aktiebeholdning, efterhånden som de bliver ældre, hvilket understøttes af den generelle tendens til at blive mere risikovillig i yngre år og mindre risikovillig med alderen. Denne tilgang er dog ikke universel. Den økonomiske teori om livscyklusbesparelser antyder, at menneskelig kapital, og især hvordan den varierer med alderen, kan ændre den optimale porteføljeallokering.

Imidlertid viser nyere forskning, at der er undtagelser, som kan ændre denne tilgang. En vigtig faktor er den type arbejdsindkomst, man har. Hvis arbejdsindkomsten er tæt knyttet til aktiemarkedet, kan det faktisk være en god idé at øge aktiebeholdningen med alderen, selvom man er tættere på pensionering. Lynch og Tan påpeger, at selvom der generelt ikke er meget korrelation mellem arbejdsindkomst og aktiemarkedet, er der markante perioder, hvor de to er tæt forbundne, især under økonomiske kriser, som aktiekursfald.

Derudover er sundhedsrisiko en anden kritisk faktor, der kan ændre, hvordan man bør investere i sin livscyklus. Sundhedsudgifter kan stige markant med alderen, og en alvorlig sygdom kan hurtigt føre til både høje medicinske udgifter og et tab af indkomst. Dette kaldes for "helbredsrisiko", og den økonomiske teori viser, at det kan være nødvendigt at øge sin beholdning af sikre aktiver (som obligationer) for at kunne dække disse udgifter, især når man nærmer sig pensionsalderen.

Forskning har også påvist, at mennesker bliver mere risikoaverse med alderen. Dette kan forklare, hvorfor mange ældre investorer vælger at skifte fra en aggressiv aktieportefølje til en mere konservativ en. Dog er det ikke nødvendigvis altid den bedste tilgang. Livscyklusteori viser, at det for ældre mennesker med en risikabel arbejdsindkomst kan være hensigtsmæssigt at holde flere aktier for at kompensere for den faldende evne til at generere indkomst fra arbejde.

En anden vigtig overvejelse er den fleksibilitet, som den unge arbejdsstyrke har i forhold til at vælge job og øge sin indkomst. Unge mennesker har generelt større mulighed for at absorbere risiko gennem deres arbejdsindkomst, men denne fleksibilitet forsvinder som regel med alderen. Når fleksibiliteten i arbejdsmarkedet aftager, kan det være en god idé at balancere porteføljen ved at øge andelen af sikre aktiver, mens man stadig holder fast i nogle aktier for at opretholde en vækststrategi.

En nyere tilgang i livscyklusteoriens modeller ser på arbejdsindkomst som en variabel, der kan ændre sig afhængigt af individets valg. For eksempel kan investering i uddannelse, som at tage en MBA, forbedre ens fremtidige indkomst. Men dette indebærer også en trade-off, hvor man ofrer tid og penge i dag for at øge indkomsten i fremtiden. Således kan man opveje tab af rigdom ved at arbejde hårdere, hvilket giver mulighed for at øge investeringerne i aktier som en form for risikobeskyttelse.

Det er også vigtigt at forstå, at som individer bliver ældre og mere økonomisk sikre, kan deres præferencer ændre sig. Rige mennesker kan være mindre villige til at tage risiko, ikke nødvendigvis fordi de ikke har råd til det, men fordi deres livsstil og prioriteringer ændrer sig. De kan vælge at bruge deres ressourcer på andre måder, såsom at nyde livet mere og reducere arbejdstiden.

En vigtig pointe i alt dette er, at der ikke er én universel løsning for investeringer gennem livscyklussen. Det afhænger meget af den enkelte persons risikoprofil, arbejdsindkomst og sundhedssituation. Desuden er det nødvendigt at tage højde for baggrundsrisici, som ikke altid kan forsikres, såsom helbredsrelaterede risici. Dette betyder, at som man nærmer sig pensionen, kan det være nødvendigt at justere sin portefølje for at sikre, at man har nok sikre midler til at håndtere eventuelle uforudsete sundhedsudgifter.

Derfor bør investeringer i aktier eller obligationer ikke kun afhænge af alder, men også af den enkelte økonomiske situation og risikoprofil. Jo mere fleksibel ens indkomst er, desto mere kan man tage risici. Men når denne fleksibilitet forsvinder, og sundhedsrisici bliver mere relevante, er det ofte klogt at beskytte sig med mere stabile aktiver. Dette er en balance, der er essentiel at forstå, når man planlægger sin finansielle fremtid.

Hvordan Timor-Leste Håndterer deres Statens Formuefond og Pensioner: Læring fra Erfaringer

For Timor-Leste og Norge er gennemsigtighed essentiel for at bevare legitimiteten af deres SWF'er. Dog er gennemsigtighed i sig selv hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for, at lande etablerer stabile og robuste mekanismer for selvbeherskelse. Dette betyder, at mens gennemsigtighed kan sikre offentlig tillid, er det ikke nok til at forhindre politiske ledere i at bruge store summer penge på tvivlsomme investeringer. For eksempel har Kuwait og Singapore meget succesfulde SWF’er, men de udviser stor opacitet. Kuwait nægter at offentliggøre information om sine aktiver og fundets detaljer, hvilket er lovbestemt. Trods dette er der ansvarlighed – information frigives regelmæssigt til de relevante myndigheder, og fondens ledelse holdes ansvarlig for deres beslutninger.

På den anden side har andre lande, som Rusland og Irland, brugt deres SWF’er til at dække budgetunderskud og finansiere infrastrukturprojekter under økonomiske kriser, hvilket ikke var i overensstemmelse med de oprindelige mål for fondene. I Rusland blev en stor del af fondens kapital brugt til at afhjælpe budgetproblemer og betale for et ubudgetteret pensionssystem, mens Irland brugte sine midler til at redde banker under den finansielle krise. I begge tilfælde førte misbrug af fondsmidlerne til dårlige investeringer, som kun forværrede situationen.

Mens Timor-Leste har haft en stabilitet i fondens forvaltning, er det vigtigt at forstå, at selv de bedst forvaltede fonde kan stå over for politisk pres, især når store summer penge står på spil. For eksempel kan politisk ledelse i et land som Rusland være mere tilbøjelig til at bruge SWF-midler til kortsigtede politiske formål, hvilket undergraver fondens langsigtede mål. Det er også nødvendigt at erkende, at opbygning af institutionel viden og ansvarlighed i forbindelse med SWF-forvaltning tager tid. Timor-Leste er stadig på en rejse for at forbedre denne proces, men de har allerede gjort store fremskridt sammenlignet med mange andre lande med lignende økonomiske udfordringer.

Udover at investere i interne kapaciteter bør landene overveje at integrere SWF-forvaltning i en bredere økonomisk plan, der både sikrer fondens bæredygtighed og samtidig beskytter mod politisk misbrug. For at sikre en stærk og pålidelig forvaltning af SWF’er kræves der en balance mellem offentlig gennemsigtighed og ansvarlighed, som kan opnås gennem regelmæssige, men ikke nødvendigvis offentlige, rapporter til de relevante myndigheder.

Endtext