Hvordan kan fascismens og venstrefløjens ideologier forstås i en post-sandhedstid?

Fascismens ideologi i Italien udviser en bemærkelsesværdig politisk ubestemthed og en form for eklekticisme, som gør den i stand til at inkorporere avantgarde-idéer eller kunst, når det tjener dens formål. Denne fleksibilitet betyder, at fascismen ikke er bundet til faste principper eller værdier, men snarere fungerer som en kameleon, der ændrer sit perspektiv og nedtoner behovet for en stabil ideologisk position. Fra et epistemologisk perspektiv bliver spørgsmålet om sandhed eller viden underordnet politiske og pragmatiske mål om magt og overtalelse. Dermed opstår en paradoxal forbindelse til en afvisning af epistemologi, som også kan findes i visse versioner af marxismen, hvor begge retninger – på hver sin måde – nedsætter betydningen af sandhed og viden til fordel for en form for "post-sandhed".

De Grazia påpeger, at denne fundamentale eklekticisme, som i starten virker fordelagtig ved at tiltrække en socialt diversificeret tilhørerskare, på længere sigt bliver en svaghed. Fascismen udvikler holdninger præget af passivitet, uvidenhed og undvigelse, hvilket kan skabe en ureflekteret entusiasme og konformisme. Men når historiske begivenheder kræver mere individuel handlekraft, kritisk sans og reel viden, svigter denne tilgang.

Ikke desto mindre fejlede også denne venstreorienterede tilgang i sin tid, især under Maj ’68, hvor den undervurderede betydningen af folkelig viden og individuel kritik. Spørgsmålet om “hvad så efter?” (et efterspørgsmål efter revolutionære begivenheder) understregede denne mangel på en realistisk og engageret tilgang til folkelig bevidsthed og kritik. Kritikere af Althusserianismen har derfor peget på, hvordan den elitære og abstraherede karakter gjorde den ude af trit med den folkelige dynamik, der opstod under ’68.

Samtidig kan denne teoretiske ramme også hjælpe med at forstå udviklingen af fascistiske ideologier, som den argentinske marxist Ernesto Laclau har demonstreret. Han viser, hvordan begreber som “folk” og “demokrati” bruges på tværs af både højre- og venstrefløjens diskurser, hvilket peger på en grundlæggende sammenvævning af ideologiske strategier på tværs af det politiske spektrum. Denne interaktion af ideologier, og deres konstante kamp om definition og positionering i samfundet, er central for forståelsen af moderne politisk post-sandhed.

Det er væsentligt at forstå, at ideologi ikke blot er et spørgsmål om filosofi, men også om hvordan bestemte “sandheder” indlejres i folkelig bevidsthed som en del af almindelig fornuft og praksis. Den politiske kamp om sandhed handler derfor ikke kun om argumenter, men om hvordan sociale grupper mobiliseres og hvordan politiske subjekter formes ofte ubevidst. Epistemologi, forståelse af sandhed, bliver hermed underordnet de ideologiske magtspil, hvor viden og tro tjener til at opretholde eller udfordre eksisterende magtstrukturer.

Det er vigtigt at erkende, at både højre- og venstrefløjs ideologiske former i post-sandhedstiden kan skabe både passivitet og aktivisme, afhængigt af hvordan de engagerer eller undertrykker kritisk tænkning og folkelig deltagelse. At fastholde en kritisk og epistemologisk opmærksomhed er derfor afgørende for at undgå både politisk manipulation og intellektuel resignation.

Hvordan kan forståelsen af Trumpisme og arbejderklassens dynamikker afklare den moderne politiske splittelse?

Kapitalistklassen udnytter denne vrede til deres fordel, som det blev tydeligt under Trump-kampagnen og, i mindre grad, Bernie Sanders’ kampagne. Det kræver en betydelig grad af manipulation at få middel- og lavere middelklasseamerikanere til at tro, at social lighed er årsagen til deres økonomiske vanskeligheder. Autoritær populisme er fyldt med interne modsætninger, særligt forestillingen om den velhavende outsider som frelser, der samler de "undertrykte" hvide arbejdere og andre erhvervsfolk mod liberale eliter, minoriteter og LGBTQ-personer, som angiveligt truer deres penge og livssyn. At Trump-støtter kritiserer Wall Street og globalisering viser den kognitive dissonans, som er resultatet af årtiers ensidig mediedækning og en markant mangel på klassebevidsthed.

Venstrefløjen må erkende, at ingen politiske modeksempler alene vil udrydde støtten til Trump eller lignende autoritære populister, som sandsynligvis vil dukke op igen. Det er et globalt og langsigtet problem, der kræver, at vi ser situationen i øjnene uden at nedtone dens alvor. Mange af de arbejdsløse og desperate – hovedsageligt hvide – forsøger at styrte den opfattede elite, som de anser for at ødelægge deres liv. Problemet ligger imidlertid ikke kun hos den politiske klasse eller den herskende elite, men dybere i de sociale relationer og udbytningsstrukturer, som kapitalismen selv skaber.

Vi befinder os muligvis ved slutningen af rationalitetens politik, hvor Trump-støtter ignorerer virkeligheden og egeninteressen i håbet om, at tilslutning til en milliardærudefra vil føre til succes eller hævn mod eliten. Denne tro har klare paralleller til den evangelikale fundamentalisme, der præger hans kernevælgere. At forstå og modstå denne dynamik er vigtigere end at forsøge at omforme eller forklare Trumpismen ud fra traditionelle politiske modeller.

Ud over ovenstående er det væsentligt at forstå, at autoritær populisme ofte manipulerer følelser af identitet og eksklusion i stedet for at fremme ægte klassebevidsthed eller solidaritet. Den kapitalistiske elite udnytter disse splittelser ved at kanalisere arbejderklassens utilfredshed mod minoriteter og andre marginaliserede grupper snarere end mod systemets reelle økonomiske strukturer. Derfor er det afgørende at udvikle en politisk strategi, der genopretter solidaritet på tværs af race og køn og som konfronterer kapitalismens udbytning direkte. Det handler om at erstatte falske frelsere med reel kollektiv handling, der kan modstå både nyliberalisme og autoritær populisme.

Hvordan kan vi forstå og modvirke “White Stupidification” og Trump-effekten i amerikanske skoler?

Problemet med, hvorfor vi som tilsyneladende højtuddannede og principfaste borgere i et stort demokrati ofte ikke evner at skelne mellem myte og virkelighed, er centralt for forståelsen af den politiske og sociale splittelse i USA. Donald Trump har konsekvent forvirret denne grænse ved at manipulere sit narrativ gennem Twitter-udbrud og medieangreb, hvilket gør det vanskeligt for mange af hans uinformerede tilhængere at adskille fakta fra fiktion. Denne uklarhed skaber en tilstand, som kan beskrives som en form for kollektiv blindhed, især blandt hvide vælgere, som ofte mangler kritisk refleksion over de oplysninger, de modtager.

Trumps racistiske udtalelser har haft en direkte og mærkbar effekt på skolemiljøet i USA. Hans nedværdigende beskrivelser af mexicanske immigranter, haitiske borgere, sorte amerikanere, jøder og LGBTQ+-personer har givet grobund for en stigning i had, mobning og diskrimination i skolerne. Fænomenet, kendt som “Trump-effekten,” viser sig i øget verbal og fysisk chikane mod elever, som tilhører minoritetsgrupper. Undersøgelser har vist, at op mod 70% af unge har været vidne til eller oplevet hadforbrydelser og mobning, ofte motiveret af race, religion eller seksuel orientering. Især unge transpersoner og latinamerikanske elever rapporterer om markante stigninger i chikane og trusler. Desuden har antisemitisme oplevet en alarmerende stigning, både i grundskoler og på universiteter, som direkte kan knyttes til den legitimering af racistiske holdninger, Trumps retorik har givet.

En særlig vigtig tilgang til at imødegå denne problematik er undervisning i dialektisk tænkning, som giver elever redskaber til at analysere modsætninger, forstå komplekse samspil og udvikle kritisk refleksion. Dialektisk tænkning er afgørende for at kunne navigere i et informationsmiljø præget af misinformation og manipulation, som det vi har set under Trump-administrationen. Den dialektiske tilgang hjælper elever til at skelne mellem virkelighed og myte, forstå dynamikken i magtforhold og arbejde for social retfærdighed gennem oplyst handling.

Det er vigtigt at forstå, at denne problematik ikke kun handler om enkeltpersoners manglende viden, men om et systemisk svigt i uddannelsessystemet og samfundet som helhed. Kampen mod misinformation, racisme og diskrimination i skolerne må ses som en del af en bredere demokratisk og social kamp, hvor kritisk tænkning og inklusion er nøgler til at modvirke polarisering og had. Det er essentielt at erkende, at den politiske og sociale uvidenhed, som “White Stupidification” beskriver, er en form for social sygdom, der kan helbredes gennem uddannelse, oplysning og aktivt demokrati.