Hvordan Ændringer i Historien Kan Forme Fremtiden

"Vi er alle betinget," sagde Everard og kiggede på hende med et blik, der afslørede mere end ord. "Uden autorisation kunne vi ikke fortælle hende sandheden, selv hvis vi ville. Og jeg, for min del, ønsker det ikke."

Han kiggede på pigen, som stadig stod og trak vejret tungt, men med et glimt af håb i øjnene. Vindens lette pust fik hendes hår og den slanke, lette kjole til at bølge. Hun rystede hovedet som for at skubbe mareridtene væk og løb hen til dem, greb deres hænder og hviskede: "Tilgiv mig, Manslach. Jeg burde have vidst, at I ikke ville forråde os." Hun kyssede dem begge. Van Sarawak kyssede hende ivrigt tilbage, men Everard kunne ikke få sig selv til at gengælde hendes hengivenhed. Han ville have husket Judas.

"Vi er ikke hjemme," sagde Everard til hende. "Jeg har dårlige nyheder, Deirdre." Han så hende vende sig for at lytte, og hans ord hang i luften. "Vi kan ikke vende tilbage."

Pigen, som i første omgang ikke havde udtrykt sig, tog sig sammen og spurgte: "Er der intet håb?"

Everard så på hende og mærkede et stik af smerte i hjertet. "Nej."

Hun vendte sig om og gik væk. Van Sarawak forsøgte at følge efter, men satte sig i stedet ned ved Everard.

"Hvad sagde du til hende?" spurgte han, og Everard gentog sine ord. "Det virker som den bedste kompromis," afsluttede han. "Jeg kan ikke sende hende tilbage til det, der venter på denne verden."

Deirdres historie viste sig at være afgørende for forståelsen af en dyb historisk begivenhed, som kunne ændre tidens gang. Ved at bruge teknikker fra Patrolen kunne Everard bringe hende i en hypnotisk tilstand af total hukommelse. Han kunne få hende til at huske alt, hun vidste om de begivenheder, der førte til Hannibals berømte krig mod Rom. Det var et vindue ind i fortidens lag, en metode til at rekonstruere begivenhederne præcist. Det blev hurtigt klart, at der i hendes erindringer var detaljer, der ikke kunne være forenelige med den anerkendte historie.

"Scipio," sagde Everard. "Publius Cornelius Scipio ledede den romerske hær ved Ticinus. Han blev besejret der, men han vendte senere krigens gang ved at angribe Carthage i Spanien."

Men i Deirdres version af begivenhederne var Scipio aldrig nævnt.

"De blev slået ihjel," sagde Everard. "Jeg er overbevist om, at de døde i denne tidslinje. Og vi står over for en altoverskyggende mulighed for, at det kan have været forårsaget af en tidsrejsende."

Denne fordrejede version af historien afslørede en vigtig mulighed for at forstå de underliggende mekanismer, der kunne ændre hele verdens gang. Tiden, som vi kender den, kunne være mere plastisk, mere formbar, end vi først havde troet.

I det lange løb var Everard i stand til at udnytte Deirdres viden til at udfylde de huller, der ellers kunne have ændret tidslinjens forløb. Men hvad var konsekvenserne af at ændre en så vigtig hændelse som Scipios død? Hvordan ville verden reagere på, at personer, der ikke burde have været der, pludselig var blevet fjernet fra historiens gang?

Tidsrejserne og deres effekter kunne have langt flere implikationer, end det umiddelbart synes. At ændre historien er ikke blot en teoretisk øvelse, men en risiko, der truer med at smuldre den virkelighed, vi kender. For ethvert skridt tilbage i tiden kan have uforudsigelige konsekvenser i fremtiden.

Ermanaric, Hævnens Skæbne og De Magtesløses Stemme

Der var en grimhed i luften, et fænomen så tungt, at det fik hele forsamlingen til at trække vejret som én. Nogle kvinder trak sig tilbage, søgte tilflugt hos mændene, som de kunne have ægteskab med, mens et fåtal af de ædle mænd, der var til stede, brummede vrede under deres ånde. For nogle kom grimhed og vrede frem, og blandt dem stod Liuderis – den tidligere pålidelige kriger under Tharasmund. Hans spørgsmål hang tungt i luften: “Vil I fare mod kongen, den mand, I gav jeres ed?”

Hun fortsatte, sin krop som et kraftcenter, der udstrålede et blendende kraftfelt af sorg og vrede: “Husk på hans tyranni – på kvinder og børn, der blev misbrugt og ærekrænket, på bønder, der blev drevet bort fra deres hjem, og på mænd, der blev dræbt, fordi de vågede at tale imod ham. Husk på, hvordan han dræbte sine egne sønner for at få fat i deres skatte. Og endnu værre – husk på, hvordan han hængte Randwar, på grund af den falske anklage fra Sibicho Mannfrithsson. Det er en konge, der har bevist, at han ikke kan regere med ære eller retfærdighed.”

Rummet, hvor stemningen havde været spændt, blev nu endnu tungere. Ulrica talte ikke kun som en dronning, men som en mor, der skulle hævne sit eget kød og blod. Hun indså, at det ikke længere var nok at sidde tilbage og vente. Der skulle handling til, og hun var villig til at betale prisen – for hvad er livet uden hævn, når ens kære er blevet brutalt myrdet af en mand, der aldrig har haft noget som helst at give?

Men Liuderis indså, at de var i overhængende fare. “Ermanaric er stærk,” sagde han roligt. “Er det ikke bedre at vente, blive klar, samle flere krigere fra nabolandene?” hans ord var præget af en vis forsigtighed, for det var ikke kun en kamp for hævn, men en kamp for overlevelse. Det kunne hurtigt blive en krig, der ville koste dem alt. Men Hathawulf, der havde set konflikten nærme sig i årevis, mente, at der ikke var tid til at vente. “Vi må handle nu. Hvis vi venter, giver vi Ermanaric tid. Vi skal overmande ham i ét slag, slå ham hurtigt og oprette en ny, retfærdig leder.”

En ung og ukuelig Alawin, den eldste søn, der havde set sig selv som en soldat i familien, tog ordet: “Jeg vil kæmpe! Jeg vil hævne min søster!” Hans ord fik rummet til at ryste – han var ung og uerfaren, men hans vilje var stærk. Ulrica rynkede panden, hun havde sine egne problemer med ham, som var søn af hendes rival, men kampen var større end interne stridigheder. “Din stedfar er ikke din far!” Udbrød hun, hendes stemme skarp og hård, en påmindelse om de gamle bitterheder, som aldrig rigtig kunne dø.

Uden videre ord, besluttede Hathawulf sig for, at Alawin skulle med. Der skulle ikke være plads til tøven længere. De var på kanten af noget større, noget grusommere, og det var tid til at tage den første skridt.

Så kom den sidste skikkelse ind i rummet – den mystiske Vandrer, en forfader af de Teuriske ledere. Hans fremtoning var nærmest mytisk, hans udstråling som et væsen, der ikke kunne knækkes af tidens gang. Solbem bød ham velkommen, men Vandrerens ord var knappe: “En goblet, ikke vin,” sagde han – hans tilstedeværelse alene kunne være nok til at ændre hændelsens gang.

Kampen for hævn og retfærdighed var kun begyndt, men skæbnen og valget af en ny leder ville afgøre, om de kunne bryde kongens greb om deres liv.

Vigtige refleksioner:
Historien om Ermanaric og hans undertrykkelse af sine folk rummer ikke kun en kamp om hævn, men også en dybere diskussion om magtens natur og hvordan tyranni kan underminere et samfunds moral og overlevelse. De handlinger, der blev begået i vrede og desperation, viser de menneskelige omkostninger ved en uretfærdig hersker og hans indflydelse på både sine nærmeste og fjender. Spørgsmålet er ikke kun, hvem der vil vinde, men hvad det vil koste på den anden side – både fysisk og moralsk.

Hvad koster hævn, og hvad kræver tidens vogtere?

Hathawulf vendte tilbage til døren, rankede skuldrene og stod over for den Ældste. Ordene, der fulgte, var tunge af skæbne: ”Du ved, hvad der er i gære,” sagde han. “Hvilket ord har du til os?” Svaret kom dybt, en stemme som ikke lød som sydgothernes eller nogen andres, en stemme som mænd mente var gudernes eget tungemål. Denne nat bar den sorgens vægt: “I er bundet til hævn, Hathawulf og Solbem; det kan ikke ændres, det er Weards vilje. Men Alawin skal ikke følge jer.”

Den unge Alawin trak sig tilbage, hans ansigt blegnede, et hårdt, ufrivilligt hulk brød frem. Vandreren fastholdt ham med sit blik gennem hallens rum, og ordene faldt langsomt, som sten i dybt vand: “Dette er nødvendigt. Jeg lægger ingen skam på dig ved at sige, at du kun er halvt udvokset, at du ville dø tappert, men nyttesløst. Alle, der er mænd, har først været drenge. Nej, jeg siger dig i stedet, at din opgave skal være en anden – hårdere og mærkeligere end hævn – for slægtens vel, den slægt som stammer fra din faders faders moder Jorith og fra mig. Bliv, Alawin. Din tid kommer snart nok.”

Alawin sank tilbage, lagde hovedet i hænderne og rystede. “Farvel,” sagde Vandreren. Kappen svang, spyddet drejede, døren lukkede bag ham, og han var borte.

Når tidslinjer krydses, er overgangen voldsom. Jeg skiftede ikke tøj, før mit fartøj havde bragt mig gennem rumtiden. På en base forklædt som et pakhus lagde jeg den grove dragt fra Dneprbassinet i det sene fjerde århundrede og tog i stedet midten af det tyvende århundredes uniform på. Mønstrene – skjorter og bukser til mænd, kjoler til kvinder – var de samme; forskellene var utallige. Trods de grove stoffer var den gotiske klædning mere komfortabel end slips og jakke. Jeg gemte den i bagagerummet sammen med de små apparater, jeg havde brugt til at lytte med fra udenfor hallen hos Teuringernes leder. Mit spyd måtte blive spændt fast til maskinens side; det hørte hjemme i en anden tid.

Den unge officer på vagt i dag – knap midt i tyverne, hvilket i de fleste epoker ville have gjort ham til en etableret familiefar – så med en blanding af respekt og ærefrygt på mig. Min status som medlem af Tids-patruljen var mest en teknikalitet; jeg var ikke en af dem, der patruljerede de tidslige veje, reddede rejsende eller udførte heroiske gerninger. Jeg var snarere en forsker, en slags lærdomsmand. Alligevel foretog jeg rejser, han ikke var kvalificeret til.

Han sagde: “Velkommen hjem, hr. Harness. De har vel haft en hård tur?” Jeg svarede skarpt: “Hvad får Dem til at tro det?” – “Deres udtryk, sir. Den måde De går på.” Jeg ønskede ikke at tale om det, ikke endnu, måske kun med Laurie.

Sådan en gåtur burde have lindret spændingen, givet mig det perspektiv, som enhver patruljeagent må have for ikke at miste forstanden. Vi må bære i knoglerne den indsigt, Pascal gav ord til: “Den sidste akt er tragisk, hvor lystig alle de andre end har været. En smule jord over vore hoveder, og alt er forbi for evigt.” Og vi må forstå det roligt, hvis ikke med sindsro.

Alligevel hjalp det ikke. Gotherne var mine gother. Deres skygger fulgte mig gennem gaderne, indtil murværk, glas og levende mennesker blev det uvirkelige, det halvglemte drømmebillede. Blind af indre pres skyndte jeg mig hjemad, mod det tilflugtssted Laurie kunne give.

For læseren er det vigtigt at forstå, at hævn og pligt ofte står i kontrast til den større opgave, som tiden selv pålægger os. Det, der synes som svaghed eller forræderi – at blive tilbage, at opgive hævnen – kan være en vanskeligere, mere modig handling end at ride ud mod døden. Og når man rejser gennem tiderne, bliver fortid og nutid til mere end steder; de bliver ansvar, skæbne og spejle, hvori man ser sine egne valg. Det er ikke blot en rejse i historien, men en rejse ind i spørgsmålet om, hvem der egentlig skaber den – vi eller tiden selv.