Det var sent om aftenen, og jeg havde forsøgt at finde ro i mit hjem, et sted, der engang var mit tilflugtssted. Jeg havde håbet, at noget klart ville komme til mig, en idé, en løsning, men i stedet blev jeg overvældet af lydene fra 52nd Street. Klubbens højlydte band kunne ikke undgås, og det var lige uden for mit vindue. Støj, musik, fest, alt det, der får byen til at føles levende, men også urolig. Jeg havde håbet på fred, men byen nægtede at give mig det. Jeg sad der, røg min sjette cigaret og ventede på, at tankerne skulle komme til mig.

Min hjerne kunne ikke lade være med at vende tilbage til en figur, der konstant spøgte i mit sind. Rocky Castel. En af New Yorks mest berygtede skikkelser – en mand, der ikke kun havde magt, men også en forvrænget følelse af ejendomret over andre mennesker, specielt kvinder. Hans verden var en, hvor han definerede reglerne, og ingen måtte udfordre ham. Jeg kunne høre hans stemme, den glatte, selvsikre stemme, som han havde sendt til mig gennem sine håndlangere. ‘Hold dig væk fra blondinen.’ Selvfølgelig havde han sine grunde. Det var ikke bare for at beskytte hendes interesser, det var en form for besiddelse. Det var hans måde at sikre sig, at han fik, hvad han ville. Og den, der stod i vejen, skulle lære det på den hårde måde.

Jeg vidste, at det, der var i spil her, var meget mere end bare magt eller kontrol. Det var en kamp om noget langt mere grundlæggende. En mand som Rocky var ikke kun drevet af penge eller territorium. Det var en konstant, eksistentiel kamp for anerkendelse. Hvad er det, der gør en person værdig i denne by? Er det magt, er det skønhed, eller er det evnen til at undgå at blive set? Rocky Castel havde valgt at spille det hårde spil. Han kunne ikke lide at blive set som svag, og hans måde at beskytte sin ‘skat’ på var et klart signal om, hvordan han så på verden. Hans adfærd kunne ikke fortolkes som andet end en jagt på kontrol over både de mennesker, han omgikkes, og de ting, han ønskede.

Jeg tog beslutningen om at konfrontere Sally, som var tættere på denne verden, end jeg kunne lide at indrømme. Hun var ikke blot et offer, men en nøglefigur i et spil, der ville forme hendes fremtid på måder, hun ikke kunne forestille sig. Jeg var klar over, at den enkeltes indflydelse i en sådan situation ikke altid var så simpel. Hendes relationer og hendes umiddelbare omgivelser blev hurtigt komplicerede, og hun kunne ikke altid adskille sig selv fra de mennesker, der havde magten til at forme hendes skæbne. Og så var der Jean. Den rødhårede kvinde, der allerede var involveret, men som også var en del af den verden, jeg forsøgte at forstå. Jeg kunne mærke, at hendes tilstedeværelse måske kunne ændre dynamikken, men på den anden side vidste jeg også, at hendes uskyld kunne blive en byrde i den kyniske verden, vi var blevet trukket ind i.

Sally var åben for at høre om, hvad der foregik, men samtidig var hun bange. Hendes følelser for Rocky var langt fra de simple, emotionelle bånd, man kunne forvente i en situation som denne. Hun var en brik i et spil, hun ikke forstod fuldt ud. Hendes indflydelse på situationen var måske ikke direkte, men hendes handlinger kunne føre til konsekvenser, som hun ikke kunne forudse. At være vidne til hendes ubekymrede smil og hendes naturlige charme fik mig til at tænke på, hvordan mennesker i denne by var nødt til at spille roller – roller de enten valgte eller blev tvingt til at tage på sig. I et samfund, der hylder det overfladiske og sjældent ser forbi facaden, var det ikke overraskende, at Sally ville blive betragtet som en pris, som nogen ville kæmpe for.

Som jeg stod der og forsøgte at navigere i denne verden af dobbeltheder, blev jeg mere og mere overbevist om, at det ikke kun handlede om at konfrontere en mand som Rocky. Det handlede om at forstå, hvordan folk i denne by forvandler sig til noget, de måske ikke var, og hvordan de bliver fanget i et net af deres egne beslutninger og andres manipulationer. Jeg var midt i et krydsfelt af mennesker, der alle havde noget på spil, men ingen af dem så det klart. Det var som om, vi var alle bundet til en skæbne, der var blevet vævet for os af kræfter, vi ikke havde nogen kontrol over.

Det, som mange i denne verden ikke forstår, er, at det ikke altid handler om at finde sandheden – det handler om at vælge de rigtige kampe at kæmpe. Hvad der foregår i dette liv, er sjældent den enkle historie, vi gerne vil tro på. Alle har deres hemmeligheder, og i en by som denne er der altid nogen, der ser mere, end de vil indrømme. Det er ikke kun et spørgsmål om magt – det er et spørgsmål om, hvem der tør at konfrontere de skjulte kræfter og hvad det koster at gøre det. Det er kun i at afsløre disse skjulte spil, at man virkelig kan forstå de mennesker, der spiller dem.

Hvad er forbindelsen mellem Mr. Huntington og branden?

Den lille, ængstelige mand, der så endnu mere forvirret og forsagt ud end jeg huskede ham fra dagen før, sad bag det enorme skrivebord, der næsten slugte ham. Jeg sagde hej, og han stirrede bare på mig. Det var et af de mest triste og bange ansigter, jeg nogensinde har set. Ikke skræmt, men undertrykt. Jeg sagde: "Jeg ved, at jeg ikke skulle efterforske noget vedrørende dit lager, branden eller Mr. Huntingtons død." Der kom ikke et ord fra nogen af dem, så jeg gentog: "Jeg kom her i morges for at finde ud af, om de instruktioner stadig gælder."

Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så formel. Måske var det Forbes, der stadig kiggede op på mig som en cocker spaniel, der lige er blevet smadret over bagdelen med en avis. Stadig ingen respons. "Hvis det er sådan, du vil have det, Mr. Forbes," sagde jeg, "så vil jeg returnere det honorar, du gav mig i går, og anse mig selv for fritaget for alle forpligtelser overfor virksomheden. Det betyder," tilføjede jeg, "at jeg vil føle mig fri til at tilbyde mine tjenester til enhver, der ønsker at betale for dem."

"Og hvem," spurgte Jocko, som jeg havde forventet, at nogen ville, "vil købe dine tjenester?"

"Måske," svarede jeg, henvendt til den gamle mand og ikke til Jocko, "jeg brugte det forkerte ord, da jeg sagde 'købe'. Jeg mente, jeg ville aflevere min rapport til myndighederne."

"Hvilken rapport?" spurgte Jocko. "Hvilke myndigheder?"

Jeg sendte ham et blik, der burde have været et vredt, men han returnerede det med et fladt ansigt. Jeg vendte mig mod Forbes for at svare Jocko. "Med myndigheder mener jeg byens drabsefterforskere, et meget nysgerrigt publikum, Mr. Forbes, og brandvæsenet."

"Mr. Forbes," sagde Jocko, "er allerede blevet forstyrret af brandvæsenet."

"Hvad sagde du til dem?" spurgte jeg den gamle mand.

"Forbes fortalte dem alt, hvad han vidste om lageret, som var alt, hvad han kunne fortælle dem. Branden var en beklagelig ulykke, Dane, men det ser tilsyneladende ud til at være en form for detektiv-historie-koincidence for dig. Og kun for dig."

"Vil du sige," sagde Forbes til sidst, "at du tror, der er en forbindelse - mellem den stakkels Walters handling...?" Han tog en dyb indånding. "Mellem den stakkels Mr. Huntingtons død," fortsatte han hurtigt, "og branden på lageret?" Hans mælke-blå øjne var lige så runde som to sølvmønter.

"Ja," sagde jeg, "jeg tror, der er."

"Men...?" Men på hvilken måde, Mr.--?"

"Dane," sagde jeg og rynkede panden. "Navnet er Dane." Jeg sagde det igen. "Jeg kan ikke fortælle dig, hvad forbindelsen er mellem Mr. Huntingtons død og branden." Forbes så ud til at trække sig tilbage ved omtalen af sin assistents død. "Jeg ved kun, at jeg føler en forbindelse, Mr. Forbes. Og jeg vil blive ved, indtil jeg bliver bevist forkert."

"Men det vil du," råbte Forbes. "Du vil blive bevist forkert." Han åndede kraftigt. "Der kan ikke - der må ikke være nogen forbindelse. Det er... hvorfor, det er ufatteligt, Mr... øh... Dane." Da han var færdig med at tale, stod hans mund lidt åben af den passion, han syntes at føle.

"I så fald," sagde jeg, "så vil jeg returnere de penge, du gav mig" - jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde de resterende tusind dollars - "og undersøge uafhængigt."

"Det vil være fint," sagde Jocko. "Held og lykke med det, Dane."

"Åh, nej," sagde Forbes. "Åh, vi vil slet ikke have det. Walters... Der må ikke, hvordan skal man sige det, afsløres noget omkring Walters ulykkelige handling. Jeg... Hvis jeg følte, at der var noget, jeg kunne gøre for at forhindre nogen skandale fra at røre ved Walters minde - og jeg fejlede... Åh, nej. Hvis Mr. Dane er så insisterende, mener jeg, vi bør lade ham fortsætte. Jeg siger det, fordi jeg ved, at Mr. Dane er en samvittighedsfuld person. Han vil ikke tage penge fra nogen anden part for at efterforske denne sag, mens han også accepterer penge fra os. Han vil ikke gøre noget, som han ved kun tjener det formål at sprede unødvendig skandale omkring stakkels Walters... hans grav."

Den gamle mand tørrede hurtigt sine øjne. "Nå," sagde Jocko modvilligt, "hvis du har det sådan, Mr. Forbes."

"Det er den eneste måde, jeg kan føle det på. Men jeg er meget skuffet over dig, Mr. Dane. Meget skuffet. Jeg troede, dine sanser..."

"Ja, hr." Jeg sagde. "Men mine sanser vil ikke lade mig opgive dette. Du har givet mig tusind dollars for at gennemføre en fortrolig undersøgelse af dit lager. På en eller anden måde begyndte den undersøgelse at handle om Mr. Huntington. Nu," tilføjede jeg, og valgte mine ord omhyggeligt for at holde den gamle mand fra at springe op, "har visse begivenheder gjort det unfair for mig at tage de tusind dollars og..."

"Åh, jeg betaler dig endnu en tusind," sagde Forbes.

"Hvad?" Både Jocko og jeg sagde ordet i kor.

"Tusind, eller hvad det nu var, du fik i går var for det, du troede du mistænkte på lageret. Dette er noget andet. Denne nye undersøgelse, efter hvad du siger, handler om Walter. Eller rettere sagt, Walters hukommelse, Gud hvile hans sjæl. Jeg insisterer på, at du accepterer et nyt honorar. Oh, ja, det gør jeg."

Jeg vidste, at Jocko stirrede på mig. Jeg kunne mærke varmen fra det i mine ører. Hvis han ikke havde gjort det, og hvis han ikke havde været så gnaven før, ville jeg have svaret anderledes.

"Jeg synes, det er meget fair," sagde jeg, og af det synlige hjørne af mit øje kunne jeg se Jocko ryste, som om jeg havde slået ham. Det føltes lige så godt.

"Er det," tilføjede jeg, grusomt, for Jockos skyld, "ud over udgifter?"

"Hvad end der er sædvanligt," sagde Forbes, og det var tydeligt, at han slet ikke havde læst om folk i denne branche.

"Meget godt, Mr. Forbes," sagde jeg. "Nu skal jeg bruge noget andet."

"Noget andet?"

"Ja," sagde jeg. "Jeg vil have den fuldeste samarbejde fra... medarbejderne hos Oceanic. De skal hjælpe mig, Mr. Forbes, hvis jeg skal komme nogen vegne."

"Selvfølgelig," sagde han.

"F.eks.," sagde jeg, "vil jeg gerne starte i dag med at kigge ordentligt på Mr. Huntingtons kontor."

"Walter's kontor?" Han så forfærdet ud. "Hans kontor?"

"Ja, for at begynde med, Mr. Forbes. Og jeg vil have al den hjælp, jeg kan få. Det betyder Mr. Robinson her. Som du vel ved, Mr. Robinson besætter Mr. Huntingtons kontor nu."

Forbes nikkede, tilsyneladende ikke helt forstående, hvad der foregik. "Og jeg vil have hjælp fra alle andre, jeg måtte ønske at afhøre."

"Jeg forstår," sagde Forbes.

Mary talte pludselig fra alle hjørner af rummet: "Jeg vil instruere personalet," sagde hun gennem apparatet, "til at svare på dine spørgsmål og samarbejde."

"Vil du takke hende for mig, Mr. Forbes?" sagde jeg.

Pligtopfyldende tog præsidenten af Oceanic mikrofonen. "Tak, Mary," sagde han ind i den. Så takkede jeg ham og Jocko, og forlod hans kontor.

Da jeg trådte ud, fjernede Mary headsettet og begyndte at skrive endnu en check. "Du er en meget dyr mand," sagde hun. "Jeg håber, jeg får valuta for pengene."

"Ja," sagde jeg, "jeg håber, du får valuta for pengene."

Jeg fulgte Jocko tilbage til hans kontor og holdt

Hvordan afsløres et forsikringsbedrageri?

Der er altid mere bag enhver sag, som ikke umiddelbart fremstår som den er. Dette var tydeligt, da jeg stod ved vinduet og kiggede ud, mens jeg forsøgte at forstå, hvad der egentlig havde udspillet sig i Huntington’s tragiske fald. Den oprindelige forklaring om et selvmord virkede hurtigt som en dårlig dække for noget langt mere kompliceret. Der var noget i detaljerne, der ikke passede sammen.

I begyndelsen var det enkle fakta, som en åbent vindue, som politiet hurtigt havde noteret sig, som en del af deres undersøgelse. Det var dog kun begyndelsen på et langt dybere mysterium. Jeg så på scenen nedenfor, som om jeg kunne få et glimt af, hvad der kunne få en mand til at vælge at springe ud af vinduet. Men i øjeblikket, hvor jeg så ud, indså jeg hurtigt, at Huntington, den mand jeg kun havde set én gang, aldrig ville have taget sådan en beslutning. Der var simpelthen noget ved hans udseende, der sagde mig, at han aldrig ville have gjort det.

Huntington var syg, som Jocko, hans kollega, beskrev det. Men de fleste mennesker har problemer, og de fleste har deres egne måder at håndtere dem på. Huntington havde valgt sin vej ud af problemerne, men var det virkelig hans egen beslutning? Var hans selvmord virkelig så simpelt? Spørgsmålene blev ved med at samle sig i mit sind. For hvad var det, der egentlig havde udløst denne tragiske hændelse?

Da jeg kiggede på papirer på skrivebordet, som Jocko hurtigt forsøgte at forklare, var det tydeligt, at der var mere på spil. Flere forsikringspolicer var blevet annulleret. En af dem, som var blevet stemplet med ordet "Annulleret", var en marinesikring fra et udenlandsk selskab, noget som straks fangede min opmærksomhed. Jocko forklarede hurtigt, at disse var politisk pålagte dokumenter, og de blev afgifte af den amerikanske regering gennem et stempel, som man kunne købe for at betale skat på udenlandske forsikringer. Skatten, en procentdel af præmien, var en væsentlig sum penge. Det, som dog hurtigt slog mig, var, at et par af disse stempler ikke var blevet annulleret på samme måde som de andre. Der var noget, der ikke stemte.

Så snart jeg opdagede, at et forsikringsdokument, som skulle have været annulleret, ikke havde fået det nødvendige stempel, indså jeg, hvad Huntington havde været en del af. Han havde stjålet penge gennem forsikringspolicer. Når en politik udløb, i mange tilfælde én ud af ti, havde han ikke annulleret stemplerne som han skulle. I stedet overførte han dem til nye policer og hævede penge på baggrund af de penge, som aldrig var blevet betalt til regeringen. Dette kunne være blevet gjort over et helt år, og dermed talte vi om et betydeligt beløb, måske i millionklassen.

Nu var det klart, at Huntington ikke var den eneste, der kunne have været involveret i denne ordning. Denne type forræderi kræver flere hænder. En person havde gjort Huntington til en brik i et langt større spil. En person i bygningen havde samarbejdet med Huntington og måske også været med til at dække over hans bedrageri. Hans død kunne ikke være et uheld. Det måtte have været planlagt. Og på baggrund af hvad jeg havde set i lagerrummet de sidste par nætter, indså jeg, at branden var blevet sat for at skjule sporene af denne kriminelle handling. Der var ikke nogen andre steder, hvor man kunne finde beviserne. Ikke på Huntington’s kontor, da alle de aktive policer der havde de nødvendige stempler. Beviserne var kun i lagerrummet, som nu var fyldt med aske.

Og så, som det ofte er tilfældet i sådanne situationer, kunne man ende med at finde den skuffende sandhed uden at anerkende det – som om man var blevet manipuleret til at opdage det. Det, der virkede som en simpel ulykke eller et tragisk selvmord, var i virkeligheden en del af et veludtænkt bedrageri, der havde involveret flere personer. Og det var dette bedrag, der skulle have været dækket, og det var denne hemmelighed, som nu var blevet afsløret.

Hvordan Jocko Robinson og Castel Spiller deres Spil: En Verden af Skruppelløse Mænd og Dæmoner

Jeg stiger ud af taxaen og går ind i hotellets lobby. Lorena Dahl smiler bare til mig og går videre, uden at sige et ord. Jeg giver chaufføren min adresse og tager hjem for at vente på hendes opkald. Da jeg træder ind i min lejlighed, finder jeg en telegram under døren. Det er typisk for chefen for Pioneer Agency, Fred Shelby, at sende krypterede beskeder, men hvad betyder det her? Hvad har Jocko gjort? Er han blevet fyret, eller har han forladt Shelby? Er han på vej til et bedre job, eller er han i problemer tilbage i Chicago? Jeg smider telegrammet i lommen og husker på mit løfte om at mødes med Sally, uanset hvor sent jeg måtte komme hjem. Klokken er næsten halv tolv, da jeg ringer til hende.

Jean, hendes roomie, tager telefonen. “Timothy! Er Sally ikke sammen med dig?”
“Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle hun være det?”
“Hun gik for en time siden,” svarer Jean med en skræmt og forvirret stemme. “Hun var helt ude af sig selv og sagde, hun skulle mødes med dig. Hun sagde, du var i problemer.”
“Fik hun et opkald?”
“Ja. Og så fløj hun ud herfra. Åh, Timothy, jeg er bange.” Jeg er også bange, men siger det ikke. Jeg lægger på og skynde mig ud af døren.

I hallen står en skikkelse i det svage lys. “Hvad fanden vil du?” spørger jeg.
“Jeg vil se dig, Timothy,” siger Jocko Robinson.
“Læg det væk,” svarer jeg og prøver at komme forbi ham.
Han rykker ind foran mig, og vi støder sammen.
“Vent,” siger han. “Før du kommer i endnu mere ballade, bør du tale med mig.”
“Hvad mener du med ballade? Sig mig, er du i ledtog med Castel, din tyv?”
“Castel? Rocky Castel? Hvad fanden snakker du om?”
“Kom ud af min vej, Jocko, før jeg vælter dig,” siger jeg og skubber ham til side.
Han snerrer noget, men jeg ignorerer ham og går videre.

Jeg får fat i en taxa, og vi kører mod Cabin Club. På vej derhen indser jeg, hvor meget jeg savner min .45 i Sam Pinanskis pengeskab. Jeg kunne bruge den til at komme ind og ud af Cabin – hvis jeg havde den. Men jeg har ikke den, og jeg skal alligevel ind, og Sally skal med ud igen.

At komme ind i Castels kontor er ikke svært. Jeg betaler taxaen, går forbi baren, rundt om bordene, forbi den mørkhårede brunette på scenen, gennem den skjulte dør i væggen, og ind i den private afdeling. Rocky Castel sidder i stolen bag skrivebordet, klædt i en blød grå flannelsdragt. Hans mørke hår skinner med brillantine, og hans grå tindinger får ham til at se endnu mere berømt ud. Handsome står ved hans side, hans ansigt stadig rødligt og forslået fra natten før. Jeg kigger hurtigt på Sally. Hun sidder der, forskrækket og i en hvid og blå stribet kjole. Hun ser vidunderlig ud, og efter hendes skælvende udbrud, “Åh, Timothy!” kaster hun sig i mine arme. Jeg holder hende tæt, hvisker noget trøstende til hende, men prøver også at få kontrol over situationen.

Da jeg drejer Sally rundt for at få hende ud af rummet, klikker dørlåsen, og håndtaget drejer sig uden at åbne. Castel har låst døren bag os.
“Så, hvad nu?” hører jeg hans hæse stemme bag mig. “Hvad er dit næste træk? Selv hvis du havde fået døren op, ville du have stødt på Vito, der lige er gået ud et øjeblik.”
Jeg rykker Sally væk fra mig og peger mod det fjerneste hjørne af rummet.
“Stå der, baby. Rør dig ikke.”
“Timothy, gør ikke det!” siger hun, hendes øjne bønfalder mig.
Jeg vender mig mod Castel og Handsome, der begge har våben i hænderne, rettet mod mig. Jeg rykker hurtigt, for at undgå et skud fra Handsome, og i det øjeblik, jeg dykker mod gulvet, skyder jeg mod hans ben og laver en hurtig manøvre, der får ham til at miste sin pistol.

Sally stopper med at skrige, og nu har vi kort tid til at finde ud af, hvad der virkelig betyder noget. Jeg får fat i Castel, ryster ham og spørger, “Billedet!”
“Desk,” mumler han, næsten ude af stand til at tale på grund af smerten fra hans knækkede kæbe. Jeg kaster ham mod skrivebordet og trykker på den røde knap. En skjult sektion åbnes, og der er billederne. Seks fotos, som Castel har solgt for tredive tusinde beskidte dollars. På toppen er Sally. Jeg kigger hurtigt på de andre, men er allerede fanget af det uhyggelige billede af Lorena Dahl, der sidder ved en skrivemaskine.

Når man står i et rum fyldt med løgne og vold, bliver grænsen mellem den, der jager, og den, der bliver jagtet, meget sløret. Selv de stærkeste karakterer i denne verden er i sidste ende fanget af deres egne skruppelløse valg. Hver bevægelse i denne scene er drevet af desperation, ikke kun af ønsket om at overleve, men af ønsket om at afsløre, hvad der gemmes i mørket, hvad der skjules for alle – og hvad det kræver at gøre det rigtige, når det hele er på spil.

Hvordan barfodsløb kan forbedre din hastighed og reducere skader
Hvordan kan man kontrollere tidsforskelle og overføre sindelige resonanser?
Hvordan praktiske eksempler kan forbedre forståelsen af skakstrategier