Efter afslutningen på den blodige borgerkrig i Rom, hvor Julius Cæsars arving, Octavian (senere kendt som Augustus), havde besejret sine rivaler, trådte han frem som den sidste mand stående, en 31-årig triumfator. I år 27 f.Kr., efter at have returneret til Rom, overgav han sig selv som en beskeden leder, der officielt afleverede de magtbeføjelser, han tidligere havde fået, til Senatet. Det var en handling, der blev betragtet som et vendepunkt, en gestus der skulle symbolisere republikens genoprettelse. Men det var langt fra hele sandheden.

I stedet for blot at slappe af og nyde sin sejr, som man måske kunne forvente af en mand, der netop havde afsluttet årtiers interne konflikter, begyndte Augustus et magtspil, der skulle sikre ham evig kontrol over det romerske imperium. Hvad der i første omgang virkede som en ægte tilbagegivelse af magt til Senatet, var i realiteten en bemærkelsesværdig politisk manøvre, der gjorde ham til den absolutte magthaver uden at være officielt set som sådan.

Det, der blev kaldt "den augustinske ordning" (Augustan Settlement), var ikke et oprør mod republikken, men snarere en genopbygning af magten i en ny form. Augustus' væsentligste trick var at præsentere sig selv som "princeps" – den første blandt ligemænd – hvilket indirekte gav ham kontrol over de romerske politiske strukturer, selvom han officielt ikke havde mere magt end de andre ledere. Det var en form for politisk illusion, hvor han lod som om han ikke regerede, mens han i virkeligheden styrede hele imperiet.

Et centralt element i denne magtstruktur var hans adgang til tribunicia potestas, magten som tribun for plebejerne. Denne magt gav ham flere strategiske fordele. Ikke kun kunne han beskytte sig mod angreb fra sine politiske modstandere, han havde også retten til at nedlægge veto mod enhver lovgivning, der kunne underminere hans position. På den måde kunne han styre lovgivningen og samfundets politik uden at afsløre sin egentlige kontrol.

Samtidig blev han udnævnt til imperator, en ære, der gav ham den højeste militære magt i Rom. Han blev således leder af de romerske legioner, der var stationeret i provinser som Spanien, Gallien, Syrien og Egypten, områder der alle var strategisk vigtige for Roms magtudstrækning og kontrol.

På trods af hans magt var Augustus yderst bevidst om at adskille sig fra de tidligere monarker, der havde hersket i Rom. Han undgik at kalde sig konge og gjorde det klart, at han ikke var interesseret i at genoplive monarkiets institutioner. Hans tilnavn "Augustus" – som betyder "den majestætiske" – var et symbol på hans lederposition, samtidig med at han kunne bevare illusionen om en republikansk styreform.

Vigtige elementer i hans strategi var ikke blot de politiske og militære magtbeføjelser, han opnåede, men også hans evne til at spille på de sociale og kulturelle strømninger i Rom. Augustus vidste, at hans succes ikke kun var et spørgsmål om magtudveksling, men også om at opnå folkelig opbakning og sikre sig en permanent plads i historien. Dette gjorde han ved at udnytte symbolik, skabe politisk konsensus og understøtte kulturelle og religiøse institutioner, der legitimerede hans styre.

Selvom Augustus indså nødvendigheden af at konsolidere magten, forstod han også, at det krævede en vis grad af tilpasning og moderering af sine handlinger for at undgå modstand. Hans indsats for at skabe stabilitet og fremme romersk kultur var i høj grad baseret på hans evne til at navigere i de politiske realiteter, samtidig med at han gav indtryk af, at han stadig arbejdede for den romerske republik.

Så hvordan kunne Augustus opretholde denne illusion og alligevel blive den første kejser af Rom? Svaret ligger i hans evne til at balancere magt og symbolik, at sikre sig en position, der ikke kunne udfordres uden at bringe romersk samfundsstruktur i fare. Hans dygtighed som politiker og manipulator af institutionerne gjorde ham ikke bare til kejser, men til den første af sine slags – en kejser, der styrede uden at fremstå som en monark.

Endtext

Hvorfor var Didius Julianus en af de værste kejsere i Roms historie?

Didius Julianus blev kejser på en af de mest vanærede måder i Romerrigets historie. Hans vej til tronen var ikke et resultat af militær dygtighed eller politisk visdom, men snarere af hans evne til at købe sig til prætorianergardens loyalitet, da han sikrede sig kejserembedet ved at byde højere end sine rivaler. Julianus’ strategi kunne have været et udtryk for praktisk sans, men dens konsekvenser blev snart katastrofale. I stedet for at opnå de loyalitet og respekt, han havde håbet på, blev han mødt med hån og foragt fra både soldaterne og folket.

Selv prætorianergarden, som han havde betalt for deres støtte, viste sig hurtigt at være illoyal. Deres reaktion på hans handlinger var ikke taknemmelighed, men snarere en følelse af, at han ikke gav dem en bonus, men blot betalte dem, hvad de havde krav på. Julianus’ beslutning om at sende tropper til at konfrontere den rivaliserende kejser Septimius Severus viste sig også at være en katastrofe. Soldaterne, som skulle have kæmpet imod Severus, vendte i stedet mod ham og sluttede sig til Severus' hær. Den ene loyalitet efter den anden brød sammen, og Julianus kunne ikke stole på sin egen garde, som ikke kun svigtede ham, men i sidste ende forrådte ham.

Med en befolkning, der åbenlyst morede sig over hans panik og militære forberedelser, og en hær, der hurtigt vendte sig imod ham, trak Julianus sig tilbage til sit palads, som han forsøgte at befæstet. Denne handling blev dog hurtigt til genstand for latter. Det blev betragtet som en naiv tro, at han kunne undslippe en eventuel belejring ved at barrikadere sig bag stærke døre, som om han troede, han ville overleve på en måde, som hans forgænger Pertinax aldrig havde haft mulighed for. I sidste ende blev paladsets forsvarspunktet for hans nederlag. Severus' soldater, støttet af prætorianergarden, brød hurtigt igennem og fjernede Julianus fra tronen.

Julianus' sidste ord, ifølge samtidige kilder, var spørgsmål om sin egen uskyld: "Men hvilken ondskab har jeg gjort? Hvem har jeg dræbt?" Dette spørgsmål, stillet som et forsøg på at få sympati, afspejlede dog blot hans egen manglende forståelse for det tragiske, men uundgåelige resultat af hans handlinger. At han var en dårlig kejser, der ikke kunne opnå respekt fra nogen – hverken senatet, hæren eller folket – er der ikke meget tvivl om. Julianus bliver dermed et af de værste eksempler på et kejserligt nederlag i Romerrigets historie, og hans historie viser, hvad der sker, når en leder ikke har andet end penge og manipulation at stole på.

Denne nedtur blev et væsentligt vendepunkt i den romerske kejserdynasti, da Severus' hær ubesværet kunne marchere ind i Rom og etablere den severanske dynasti, som skulle dominere det næste århundrede. Det er et af de tidspunkter, hvor en række små beslutninger – eller snarere mangel på beslutninger – kan føre til et total kollaps af autoritet.

Endvidere bør man forstå, at Julianus’ fejl ikke kun var hans egen utilstrækkelighed som leder, men også et symptom på et dybere problem i det romerske system på det tidspunkt. Rom var et imperium i dyb politisk og militær usikkerhed, hvor kejserens magt ofte ikke var fast forankret i institutionerne, men snarere i den personlige opbakning fra prætorianergarden og soldaterne. Når disse forbindelser blev brudt, som de var i Julianus’ tilfælde, kollapsede hele hans regering. Dette understreger vigtigheden af at forstå, at magt ikke blot er et spørgsmål om lovgivning og titler, men også om menneskelige relationer og loyaliteter, som i sidste ende kan være lige så afgørende som lovens håndhævelse.

Hvordan Amerikansk Musik har Formet Nationens Identitet gennem Krige og Konflikter
Hvordan Jacques Cartier's Opdagelsesrejser Formede Det Franske Canada
Hvordan man laver Gyoza: Traditionel opskrift og variationer