Da Livy beskriver, hvordan Rom var ved at synke ned i ødelæggelse, og hvordan det langsomt gled mod en uundgåelig ruin, står han over for en virkelighed, som han kalder "dage, hvor vi hverken kan udholde vores sygdomme eller deres behandlinger." Dette er en bemærkning om de tider under kejser Augustus, som historiebøgerne ofte beskriver som en gylden æra for Rom. Det interessante er dog, at det ikke er nemt at fastslå, hvornår denne gyldne æra virkelig fandt sted. Historikeren Plutarch fortæller om den anden puniske krig som en periode, hvor store mænd og dygtige ledere var "tykke på jorden". I modsætning til dette, gik Cato den Ældres kamp for at blive censor ud på en platform, der havde til formål at "kauterisere luksusens og svaghedens hydra-lignende sygdomme". Denne opfattelse om Rom som en nation i tilbagegang er et tilbagevendende tema, selv i de gyldne perioder.

Det, som disse beskrivelser af den gyldne æra afslører, er, hvordan Romerne forsøgte at genskabe en fortidig storhedstid, selv om de aldrig rigtig kunne blive enige om, hvornår den havde eksisteret. For at genskabe noget af denne storhed forsøgte de at påtvinge samfundet et strengt regelsæt, der skulle kontrollere moral og adfærd gennem lovgivningen. Augustus og Domitian gennemførte love, der skulle fremme ægteskab og straffe ægteskabsbrud, samtidig med at der blev sat grænser for luksuriøs levevis. For romerne var der en tæt sammenhæng mellem luksus, svaghed og umoralsk adfærd. For eksempel blev Vitellius’ glubende opførsel betragtet som et tegn på hans moralske forfald – han blev set som blød, korrumperet og uden de nødvendige egenskaber for at være en rigtig romersk leder.

Under Vitellius’ regeringstid var det imidlertid ikke kun hans personlige vaner, der blev kritiseret. Det var især hans manglende disciplin og kontrol over sine tropper, som også reflekterede Romerrigets svaghed. Også Galba, som måtte håndtere oprør i sine egne legioner, lærte hurtigt, at i et militært diktatur som Rom, var det hæren og ikke senatet, der havde magten. Når hæren ikke længere var loyal, kunne hele imperiets struktur hurtigt kollapsere.

Vitellius, som kom til magten gennem hæren, fandt sig selv i en situation, hvor han ikke kunne kontrollere de legioner, der havde hjulpet ham opnå kejserdømmet. Hans soldater, som var blevet bortskæmte af deres magt og udisciplinerede livsstil, deltog i "chokerende aktiviteter" i Rom og ødelagde deres fysik gennem inaktivitet og dekadence. Som Tacitus skriver, var de legendariske legionærer ved Rhinen, der tidligere var blevet anerkendt for deres styrke, nu blevet svækket af dovenskab og umoral.

Yderligere blev disse tropper ramt af en sygdom under deres ophold i Rom, som yderligere svækkede dem. Det var ikke nødvendigt at beskrive sygdommens karakter, men det var nok til at medføre et drastisk fald i soldaternes kampdygtighed. Dette tab af militær kapacitet kom på et kritisk tidspunkt, da de østlige legioner anerkendte Vespasian som kejser, hvilket satte Rom i en skuffende situation af svaghed. Vitellius, som var i en situation, der mindede meget om Othos, blev hurtigt konfronteret med et rivaliserende kejserdømme, men hans reaktion var et tegn på hans egen svaghed.

Vitellius’ første reaktion på nyheden om Vespasian var at afvise den som en løgn og straffe dem, der spredte sådanne rygter. Han forsøgte at ignorere den voksende trussel og lod sine soldater jage denne trussel gennem byens gader uden at tage de nødvendige militære forberedelser. Denne naivitet og manglende ledelse var en katastrofe for hans styre, som endte med, at han ikke kunne stå imod Vespasians styrker.

Det er væsentligt at forstå, at Vitellius ikke kun repræsenterer en politisk fiasko, men også et symptom på de større strukturelle problemer, der opstod i Rom. En kejser, der var afhængig af hæren, men ikke havde evnen til at disciplinere eller motivere sine soldater, ville nødvendigvis føre Rom til forfald. Hæren, der tidligere havde været en integreret del af Romerrigets magt og prestige, blev nu en ustabil og upålidelig faktor. Det var ikke længere den formelle magt, der styrede Rom, men i stedet soldaterne, som kunne omstyrte ledelsen efter deres eget forgodtbefindende.

Denne situation markerer et vendepunkt i Romerrigets historie, hvor hæren som politisk magtfaktor blev mere fremtrædende end senatet eller de etablerede politiske institutioner. Denne udvikling er vigtig at forstå, da den satte præcedens for mange af de politiske kampe, der ville følge i de næste århundreder af romersk historie.

Hvordan Geta og Caracalla Forholdt Sig til Romerriget: En Tragisk Deling af Magten

Caracalla og Geta, to brødre og medkejsere i Rom, er et eksempel på, hvordan magt kan korrumpere, og hvordan paranoia og frygt kan udløse katastrofer. De var begge sønner af den stærke kejser Septimius Severus, og mens deres far kunne styre en så stor og kompleks enhed som det romerske imperium, viste brødrene sig at være umulige at samarbejde med. En af de mest opsigtsvækkende episoder i deres kortvarige fælles styre var deres forsøg på at dele imperiet – et forsøg, der skulle afsløre den dybe splittelse mellem dem og føre til voldelige konsekvenser.

Brødrene besluttede sig for at dele Romerriget i to for at undgå den fortsatte konflikt, der opstod fra deres uophørlige intriger. Caracalla ville få kontrollen over Europa, mens Geta skulle regere over de asiatiske provinser. Planen var enkel: Caracalla ville gøre Byzantium til sin hovedstad, mens Geta ville lede fra Chalcedon. Selvom dette kunne have fungeret som en form for delt styre – et koncept der tidligere var blevet afprøvet med Mark Antony og Augustus – var det aldrig meningen, at det skulle blive en varig løsning. Desværre for brødrene var deres forhold langt mere præget af mistillid end af et ønske om at samarbejde.

For Caracalla og Geta var det ikke bare et spørgsmål om politisk strid, men en skæbnesvanger kombination af paranoia og frygt for den anden. Deres relation blev til et spil om overlevelse, hvor ingen kunne stole på den anden. Begge brødre forsøgte at få den anden myrdet, og de indledte en række forsøg på at forgifte hinanden, hver af dem omgivet af soldater og slaver, som skulle sikre deres liv. Dette blev ikke bare et politisk drama, men et spørgsmål om liv og død, hvor magt og vrede drev dem til ekstreme handlinger. En af de mest skræmmende episoder i deres konflikt var, da Caracalla besluttede sig for at dræbe Geta og derefter fik sin mor, Julia Domna, til at tilskynde til en fejlslagen forsoning, som endte med, at Geta blev stukket ihjel foran hende. Dette brutale mord markerede en skæringspunkt i Romerrigets historie.

Men på trods af denne uhyggelige episode er det ikke Caracalla, der efterlader det dybeste indtryk som kejser, men derimod hans bror Geta. Geta efterlod næsten ingen spor i historien. Efter sin død blev hans navn udslettet gennem Damnatio Memoriae, en praksis, hvor kejserens erindring blev visket ud fra offentlige optegnelser og monumenter. Dette var den ultimative skæbne for en kejser, der ikke havde nogen reel indflydelse eller politisk arv at efterlade sig. I kontrast til Caracalla, som efter Getas død hurtigt blev kendt for sine militære og politiske initiativer, forbliver Geta en figur, der næppe fik lov at udtrykke sig selv som leder.

Det er bemærkelsesværdigt, at selvom Geta og Caracalla på overfladen var i samme position som herskere, var deres indflydelse i Rom vidt forskellig. Caracalla var i stand til at konsolidere magt og påbegynde store projekter, som ville blive husket i århundreder. Hans krige mod Alamanni i Germania og Parthierne i Østen, hans udvidelse af borgerrettigheder til hele imperiet, og hans imponerende bygningsprojekter som de berømte Caracalla-badene er blevet symbolske for hans regeringstid. Geta, på den anden side, levede kun i skyggen af sin brors magt og blev hurtigt glemt.

Men det er ikke kun i deres politiske handlinger, at forskellene mellem Caracalla og Geta bliver tydelige. Deres personligheder og deres evne til at håndtere magt afspejles i de tragiske beslutninger, de træffede, og den måde, de styrede deres respektive områder på. Geta var et offer for sin egen mangel på politisk dygtighed og de ødelæggende brudte relationer, der førte til hans undergang. Hans regeringstid var kort, ikke kun fordi han blev myrdet af sin bror, men også fordi hans tid som kejser blev domineret af frygten for Caracalla, en frygt, der ikke efterlod ham plads til at træffe egne beslutninger.

I sidste ende viser historien om Caracalla og Geta ikke blot den destruktive kraft af rivalisering, men også hvordan magt kan korrumpere, når de, der burde have samarbejdet, er ude af stand til at stole på hinanden. For romerne, der levede under deres styre, blev det ikke kun et spørgsmål om politiske beslutninger, men et spørgsmål om deres egen sikkerhed og trivsel i en tid, hvor magthaverne selv ikke var i stand til at finde en måde at sikre fred.

Hvad drev den teknologiske udvikling i Europa i det 14. og 15. århundrede?
Hvordan formede John McCains død og hans eftermæle forståelsen af amerikansk lederskab under Trump-administrationen?
Hvordan man forbereder og justerer sin CNC-maskine til præcise snit
Hvordan man fanger årstidernes skønhed med akrylmaling