Hvordan kan en ny europæisk mytologi forene fortidens traditioner og nutidens udfordringer?

I diskussionen om europæisk identitet fremhæves ofte nødvendigheden af en metafysisk kerne, der kan samle et folk i en tid præget af splittelse og fragmentering. Trods uenigheder om verdensopfattelse står naturens love urokkeligt som en grundlæggende realitet. Civilisationer, der falder ud af denne naturlige orden, anses for dømt til undergang. Den nye ideologi, der ønskes etableret, må derfor ikke alene støtte dyder som styrke, skønhed og ære, men også kunne overskride forskelle og skabe en samlet europæisk bevidsthed.

En sådan tankegang søger at harmonisere forskellige historiske lag ved at fusionere kristne og hedenske traditioner med oplysningstidens videnskabelige positivisme. Dette synspunkt hævder, at den europæiske kultur dybt er forankret i det hedenske og at kristendommen i sin europæiske form i høj grad er blevet paganiseret gennem århundreder. Det er ikke blot en erobring, men en gensidig tilpasning, hvor kristendommen blev formet af de indoeuropæiske kulturer og således opstod som en særlig europæisk religion.

Dette perspektiv afspejles også i nutidige kulturelle udtryk, som eksempelvis tv-serien Vikings, hvor mødet mellem nordiske hedninger og kristne saxere illustrerer en kompleks kulturel vekselvirkning. Gennem karakteren Athelstan, en kristen munk, der gradvist assimileres i det hedenske samfund, fremhæves en tilbagevenden til hedenskheden som en form for autentisk selvudfoldelse. Denne transformation er ikke en simpel konversion, men en reversion, der antyder, at den oprindelige hedenske identitet undertrykkes, men aldrig forsvinder helt.

Alt-right bevægelsen og tilhørende tænkere såsom Vincent Law peger på en eksistentiel krise i Europa, som udspringer af mangel på en ægte åndelig tradition, der kan give mening efter oplysningstidens sekularisering. Løsningen søges i en syntese mellem hedenskhed og kristendom eller i en genoplivning af de oprindelige stammebaserede værdier, hvor forestillingen om den "ædle vilde" bliver et symbol på et tabt men ønskværdigt forbindelse til en dybere, mere autentisk arv. Tribal tatoveringer og ritualer ses som udtryk for denne længsel efter at genfinde tilhørsforhold til en ældgammel og stærk kultur.

Den debat, der udfolder sig, er derfor ikke blot en akademisk diskussion, men en kamp om kulturel og spirituel selvforståelse, hvor spørgsmålet om Europas fremtidige sjæl står centralt. Det handler om, hvordan man kan balancere arven fra både hedenskhed og kristendom og samtidig finde et grundlag for en identitet, der kan modstå modernitetens udfordringer uden at falde tilbage til isolerede eller ekskluderende positioner.

Det er vigtigt at erkende, at ethvert forsøg på at rekonstruere en åndelig eller kulturel kerne for Europa ikke blot er en nostalgisk tilbagevenden til fortiden, men en dynamisk proces, hvor fortidens elementer transformeres for at skabe mening i nutiden. Denne proces kræver både historisk indsigt og kritisk refleksion over de værdier, der ønskes fremmet. En genforening af fortidens dyder må også rumme en forståelse for pluralisme og inklusion, hvis den skal kunne danne grundlag for en varig og bæredygtig identitet.

Hvordan forstår Vox Day kristendommens rolle i Alt-Right bevægelsen?

Vox Day repræsenterer en særegen og kontroversiel fortolkning af kristendommen inden for Alt-Right kredse, som adskiller sig markant fra både mainstream evangelikal tro og den populære opfattelse af Alt-Right som anti-kristen. Han fastholder en dyb tro på kristendommen og forsvarer denne tro som både rimelig og nødvendig, selvom han erkender, at han ikke kan være helt sikker på sin ret. Hans apologetik er ikke radikalt anderledes end mange konservative evangelikale, men det, der skiller ham ud, er hans kraftige kritik af den, han kalder “Churchianity” eller “cucked Christianity” — en opfattelse af kristendommen som forvansket gennem en liberal, globalistisk tilgang.

Ifølge Vox Day er den egentlige konflikt ikke mellem kristendom og Alt-Right, men mellem en ægte, bibelbåret kristendom og en institutionel, politiseret form for kristendom, der ifølge ham underminerer den historisk formede europæiske kristne tradition. Han skelner skarpt mellem denne “Churchianity,” som han anklager for at reducere al kristen lære til parabelen om den barmhjertige samaritaner og dermed opmuntre til en uforbeholden tillid til fremmede og globalistiske værdier, og den sande kristendom, som Alt-Right bør støtte.

Denne kritik retter sig også mod, hvad Vox Day betragter som en problematisk social retfærdighedstolkning, der især fremmes af liberale og “cuckservative” evangelikale. Han ser en udbredt skyldfølelse og en udvanding af kristne doktriner i forbindelse med immigration og transrace-adoption, som han mener går imod Bibelens egentlige budskab. For ham er den sociale retfærdighedsbevægelse ikke bare en teologisk fejl, men en ideologisk perversion, der bryder med autentisk kristen tro.

Vox Day bruger bibelske passager som Jakob 1:27 og Galaterbrevet 3:28 til at underbygge sin fortolkning, men læser dem på en måde, der adskiller sig fra den gængse brug. Hvor mange kristne lægger vægt på disse vers som argumenter imod racisme og for lighed, ser han dem primært som spirituelle principper uden relevans for de synlige, jordiske forskelle mellem mennesker. For ham er ideen om universel lighed på jorden en politisk og kulturel konstruktion, snarere end et bibelsk påbud.

Det er vigtigt at forstå, at Vox Days tilgang ikke kun handler om teologiske spørgsmål, men også om identitet og magt i en globaliseret verden. Hans kritik af “Churchianity” er samtidig en kritik af en moderne kultur, som han ser som trussel mod den europæiske civilisation og dens kristne rødder. Forståelsen af denne sammenkobling mellem tro, politik og kultur er essentiel for at kunne navigere i diskussionerne omkring kristendommens rolle i højreradikale bevægelser.

Det bør desuden bemærkes, at Vox Day til trods for sin stærke kritik af social retfærdighed og multikulturalisme, selv hævder at have en blandet racebaggrund, hvilket tilføjer et lag af kompleksitet til hans argumenter om race og identitet. Hans fortolkning illustrerer, hvordan religiøse tekster kan bruges til både at retfærdiggøre og kritisere sociale og politiske holdninger, afhængigt af den læseretning man anlægger.

Hvad adskiller den canadiske og amerikanske forståelse af race og etnicitet, og hvordan former det idéen om WASP-identitet?

Pierre Vallières’ værk White Niggers of America var for Fraser en markør for det fundamentalt anderledes forhold til race, som canadiske fransktalende havde i modsætning til deres amerikanske naboer. I fængslet i New York hævdede Vallières, at Québec ikke kendte til det “sorte problem” som i USA, men at kampen for sort frigørelse havde skabt voksende sympati blandt franske canadiere. Han spejlede sig mere i Malcolm X end i nogen fransk intellektuel tradition. Dette sammenstød mellem amerikansk og canadisk erfaringsverden illustrerede for Fraser, hvordan racemæssig identifikation i Nordamerika ikke kan reduceres til én fortælling, og hvorfor han mente, at etnonationalisme burde defineres ud fra specifikke kulturelle og historiske identiteter som britiskhed og franskhed – ikke en generisk "hvidhed".

Fraser, som selv er britisk canadier, følte sin identitet forankret i det britiske, især da han flyttede til Australien i 1970’erne. Australien var dengang, som han beskrev det, overvejende britisk. Han oplevede tabet af denne identitet som smerteligt og kædede det sammen med ophævelsen af den såkaldte White Australia-politik. Øget indvandring havde transformeret landet til noget mindre britisk og mere multikulturelt. Dette blev en vækkelse for ham: det var ikke nok blot at anerkende forskelle mellem etniske nationer – man måtte aktivt kæmpe for at bevare de historiske nationers geografiske og demografiske integritet.

Dette perspektiv førte Fraser til en fornyet interesse for Sir J. R. Seeleys forelæsninger om det britiske imperiums ekspansion. Seely beskrev den britiske diaspora som en naturlig udbredelse af den engelske race til tyndtbefolkede områder – uden nødvendigheden af krig eller erobring. Fraser tilsluttede sig denne idé og så i den hvide angelsaksiske protestantiske diaspora (WASP) et grundlag for en globalt forankret identitet, der i sin potentielle numeriske styrke, ifølge ham, kunne overgå selv den jødiske diaspora.

I The WASP Question stiller Fraser skarpt på WASP-identitetens opkomst og nedgang. Han erklærer åbent, at bogen ikke er en hyldest til WASP’er, men snarere en kritik af, hvordan især amerikanske WASP’er har undermineret deres egne etnoreligiøse traditioner i deres iver efter at fremstå progressive og moralsk overlegne i spørgsmål om integration og antisemitisme. Denne selvudslettende “konkurrerende altruisme” blandt eliterne blev, i Frasers analyse, et kulturelt selvmord.

Religion er ikke blot en kulturel kulisse i denne analyse – det er selve omdrejningspunktet. Fraser fremhæver nødvendigheden af at genoprette den etnoreligiøse integritet i den anglikanske kirke, som han mener skal vende tilbage til sin oprindelige mission: at være kirken for den angelsaksiske race. Dette er, som han betegner det, et teopolitisk imperativ. Kun gennem denne religiøse og etniske renæssance kan WASP’er ifølge ham overleve det 21. århundredes udfordringer.

For at realisere denne vision, trækker Fraser på tre grene af reformeret teologi: kinisme, preterisme og covenant creationisme. Kinismen, der er åbenlyst racistisk i sin antagelse om, at Gud har skabt forskellige folkeslag til at leve adskilt, og at blanding mellem racer er imod den guddommelige orden, blev i 2019 officielt erklæret for kætteri af den Christian Reformed Church. Ikke desto mindre bemærkes det, at selvom ikke alle reformerte teologer var kinister, var alle kinister dybt forankret i den reformerte tradition.

Dette sammensmeltede verdenssyn – etnonationalistisk, teologisk og historisk-revisionistisk – udgør fundamentet for Frasers tænkning. Det, han formulerer, er ikke blot et ønske om kulturel bevarelse, men en kamp mod det, han opfatter som WASP’ernes opløsning i et postmoderne identitetspolitisk spil, hvor – ifølge ham – sorte og jøder har overgået dem i deres evne til at mobilisere kulturel kapital.

Det, der ikke fremgår direkte, men som er væsentligt at forstå, er det farlige potentiale i den måde, Fraser knytter religiøs identitet, etnicitet og politisk orden sammen. Når en etnisk gruppe defineres som bærer af en bestemt religiøs sandhed og som garant for civilisationens fremtid, bliver der implicit skabt en eksklusionslogik over for alle andre. Det er ikke alene en kritik af moderniteten – det er et kald til etnoreligiøs restaurering, der kan ende med at begrunde segregation og afvisning af det pluralistiske samfund. Denne tilgang overser fuldstændig, at identitet i moderne samfund er flydende, sammensat og i konstant forhandling. Den nægter at se, at historien ikke udelukkende er en fortælling om tab, men også om transformation og gensidig berigelse.

Hvordan påvirker den katolske “Alt-Right” debatten kirkens tilgang til LGBTQ+-spørgsmål?

Denne radikale tilgang understreger en dyb konflikt mellem loyalitet over for kirkelige autoriteter og en opfattelse af, at den rette tro ikke nødvendigvis følger de officielle kirkepersoners linje. Voris understreger, at ærkebiskopper og kardinaler ikke er kirken, men blot forvaltere, der skal bevare, ikke genopfinde læren. Den slags argumentation illustrerer en modvilje mod institutionens hierarki, hvor troen på en uforanderlig sandhed vægtes højere end gejstlighedens magt.

Denne strømning har ikke kun isolerede støtter men er blevet associeret med den bredere “Catholic Alt-Right,” hvor også grupper som Lepanto Institute og LifeSite News indgår. Disse grupper har været centrum for kontroverser, fordi de ofte benytter sig af hårde personangreb og demoniserende retorik mod LGBTQ+-personer og deres tilhængere i kirken. De ligner dermed de politiske Alt-Right-bevægelser, som er kendt for at sprede misinformation og nedgøre marginaliserede grupper.

På den anden side af debatten afviser nogle af lederne af disse grupper etiketten “Alt-Right” og insisterer på, at deres kamp blot er en trofast overholdelse af den katolske kirkes uforanderlige doktrin. Denne forskel i selvforståelse peger på, at betegnelsen “Alt-Right” ikke entydigt definerer hele bevægelsen, men snarere afspejler en kulturel kamp om identitet, autoritet og fortolkning af tradition.

Diskussionen omkring den katolske Alt-Right bevægelse er således også et spejl på en bredere og mere kompleks konflikt i amerikansk kristendom: hvordan skal gamle doktriner navigere i et samfund, der er blevet mere åbent over for LGBTQ+-rettigheder? Mange, der tilhører denne bevægelse, ser sig selv som forsvarere af en “traditionel ortodoksi” snarere end som ekstremister, hvilket fremhæver den dybe splittelse og kampen om kirkens sjæl i en tid med intens social forandring.

Vigtigst er det at forstå, at denne debat ikke kun handler om et simpelt valg mellem konservatisme og liberalisme, men om en dyb kulturel og teologisk kamp, der fortsat præger kristne fællesskaber i dag. Den katolske Alt-Right repræsenterer en bredere tendens, hvor religiøs ortodoksi, kulturel identitet og politiske alliancer krydser hinanden og former både interne kirkediskussioner og kirkens rolle i samfundet.