Hvordan følelsen af at høre til ændrer sig i et fremmed land

Katarina, eller Cate som hendes venner kalder hende, trådte ud på motorcyklen og begyndte endnu en kold, lang tur til arbejdet i det øde og barske landskab omkring slottet Orfeo. Hver morgen indså hun mere og mere, at dette sted aldrig rigtig ville føles som hjemme. Det var ikke bare geografi, men følelsen af at være i et fremmed land, hvor selv landskabet syntes at modarbejde hende.

Dette landskab, denne øde ensomhed, satte spørgsmålstegn ved hendes tilhørsforhold. Hun følte sig som en fremmed i sin egen krop. De lokale, som havde været der i generationer, kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke boede tættere på slottet og tog på arbejde fra hjemmet. For dem ville det have været normalt. Men Cate, der havde tilbragt størstedelen af sin ungdom med at kæmpe mod sin mors nye mand, havde ikke været hjemme i mange år. Hendes liv havde været et konstant søgen efter nye steder, nye mennesker og nye måder at finde sig selv på. Hun havde arbejdet på krydstogtskibe i Florida, på restauranter på den franske riviera og i England, men intet sted havde været så fremmed som Orfeo. Slottet, med sin tunge historie og sine forladte vægge, var et sted, hvor man hurtigt kunne føle sig som en outsider.

For nogle kunne det måske virke som en romantisk idé at bo og arbejde på et gammeldags slot i Toscana, men for Cate var virkeligheden en konstant påmindelse om hendes fremmedgørelse. Hun reflekterede ofte over, hvor hurtigt et menneske kunne blive glemt. Gårdene og landsbyerne, der var blevet forladte, mindede hende om, hvor hurtigt menneskers liv og historier kunne blive opslugt af landskabet. Når hun kørte gennem de tomme bakker, fyldt med døde træer og forfaldne bygninger, blev hun mindet om sin egen usikkerhed omkring tilhørsforhold. Havde hun nogensinde virkelig haft et hjem, et sted hvor hun kunne føle sig helt hjemme?

Orfeo var et symbol på dette fremmedgørelse. Slottet havde tilhørt en gammel, nu næsten glemt familie, og de få ansatte, der arbejdede der, havde deres egne dybe rødder i området. De kunne ikke forstå, hvorfor en ung kvinde som Cate, der havde set verden, havde valgt at bo der og arbejde på stedet. For dem var dette landskab noget, de var født og opvokset i; det var deres hjem, og de kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne føle sig fremmed her.

I denne daglige fremmedgørelse blev Cate konfronteret med spørgsmålet: Hører jeg til her? Eller er dette blot et endnu et sted, jeg er kommet til, før jeg igen søger videre?

Hvad er det så, der giver os en følelse af tilhørsforhold? Er det landskabet, vores relationer, eller måske noget dybere, noget mere subjektivt, der handler om, hvordan vi ser os selv i verden? Når vi står overfor de steder, der får os til at føle os fremmede, kan vi blive tvunget til at reflektere over, hvad vi virkelig søger i vores liv. Det kan være, at det ikke er et fysisk sted, vi søger, men en følelse af ro og forbindelse, som vi kun kan finde i os selv, når vi lærer at acceptere vores egen fremmedgørelse som en del af vores identitet.

Endtext

Hvad skjuler sig under sneen og mørket?

Der er noget ved mørket og kulden, som får alting til at virke anderledes, mere fjernt og isoleret. Når man træder ud i sneen, er verden ikke længere den samme. Den bliver stille, frossen og næsten ubeskrivelig – en verden, der er som en afspejling af noget, man ikke helt kan forstå.

Cate og Nicki var på vej hjem, og selv om det skulle være en simpel gåtur, kunne de ikke undgå at mærke den ubehagelige fornemmelse af noget, der var på spil, noget der lurer i kulissen. Da de blev afbrudt af en stemme fra Sandro Cellini, var det som om virkeligheden igen blev trukket op af den dybe sne, som havde omsluttet dem. Sandro havde fundet dem, som om han havde set deres vej gennem mørket og kulden. Hans tilstedeværelse var på en måde beroligende, men samtidig forstærkede han følelsen af, at noget var galt.

Det var som om den lille snedækkede verden, de var i, ikke kun var en fysisk størrelse. Det var også en mental tilstand – en tilstand, hvor alt, hvad der var kendt og komfortabelt, kunne ændre sig, og der var ingen garantier for, at man kunne kontrollere, hvad der skete. Sandro Cellini, der uden at stille spørgsmål tilbød sig at køre Nicki hjem, på en måde som om han forstod, at det var det eneste, der kunne få Cate til at føle sig tryg. Men Nicki var ikke helt enig. Det var som om hun vidste, at det at forlade den verden, de havde været i hele aftenen, kunne betyde at træde ind i en anden, en ukendt verden.

På trods af den fare, som sneen og den glatte vej repræsenterede, var der noget beroligende i Cellinis håndtering af situationen. Det var som om han vidste, at alt kunne ændre sig på et splitsekund, men han nægtede at lade frygten styre.

Men når de kom til den forladte gård og den gamle dør, som Cate måtte åbne, ændrede stemningen sig. Det mørke og beskidte sted, fyldt med den ubehagelige lugt af dyr og gammel, rådden byggemateriale, var som et spejlbillede af Nickis sind. Det var et sted, hvor tiden syntes at have stået stille, et sted, der ikke var så let at forlade, som man måske skulle tro. Det var hjem, selv om det var et hjem, der havde et omfang af ensomhed og uforklarlighed over sig.

Nickis ord, da hun forsigtigt talte om Mauro og Dottoressa, afslørede en frygt for at forstå sandheden. Var hun bange for, at afsløringen af noget mørkt kunne rive hendes verden itu? Det var som om hun forsøgte at skjule sine egne tvivl bag en facade af ord, men Cate kunne mærke, at der var noget, Nicki ikke helt ville acceptere – måske ikke fordi hun ikke forstod, men fordi hun ikke kunne tillade sig selv at forstå.

Sådan er det også med sandheden: den kan være skjult under det, vi ser som det kendte og trygge. Nogle gange kan vi have svært ved at acceptere det, fordi vi ikke vil miste kontrol, eller fordi vi er bange for, hvad vi måtte finde.

At forstå er ikke altid et spørgsmål om at afsløre de ydre omstændigheder, men om at konfrontere det, der ligger dybere – det, der ikke er synligt for øjet, men som mærkes af hjertet.