Hvilke moralske rettigheder og forpligtelser opstår ved migration og eksklusion?

Når en person træder ind i et nyt samfund, skabes der ikke blot en generel forpligtelse til at tage sig af sårbare individer omkring sig, men også nye, konkrete og individuelle forpligtelser over for netop denne person. Overvej for eksempel adoption af et barn: Det er mærkeligt at hævde, at man ikke får nye forpligtelser over for barnet, blot fordi man allerede har en generel forpligtelse over for børn i almindelighed. Det afgørende er ikke, om det er dyrt eller byrdefuldt at opfylde disse forpligtelser, men at de opstår som en følge af den specifikke relation, som skabes. Det er mig, der nu har ansvaret for dette barn og de handlinger, det indebærer.

Den legitime ret til eksklusion er således forankret i individets ret til at undgå uønskede forpligtelser. Staten kan frit definere de værdier eller formål, som retten til at ekskludere skal beskytte – det kan være kulturel enhed, solidaritet eller andre fælles goder. Men retten til at ekskludere springer ud af det grundlæggende princip om, at ingen har pligt til at påtage sig forpligtelser mod deres vilje. Denne ret til eksklusion kan derfor også udledes af individets eksisterende rettigheder.

En personlig erfaring illustrerer dette: Jeg flyttede fra Canada til USA for at studere filosofi og påtog mig dermed nye rettigheder og forpligtelser i USA. USA kunne have valgt at afvise mig uden at begå uret mod mig, da mine rettigheder allerede var beskyttet i Canada. Det var et skønsmæssigt valg fra statens side at lade mig komme ind og senere give mig statsborgerskab. Jeg havde ikke en iboende ret til at komme ind, men var afhængig af statens vilje.

Selvom stater kan have en ret til at ekskludere, er det nødvendigt at undersøge, hvordan denne ret udøves. Det er relevant at spørge, om statens metoder til at håndhæve eksklusion, som f.eks. militærisering af grænser, er moralsk forsvarlige. Ligeledes må man vurdere, hvilke værdier staten retfærdiggør sin brug af eksklusionsretten med, og om den overhovedet er i stand til at udøve denne ret retfærdigt og uden vilkårlighed.

Den samme ret til at ekskludere kan ikke ureflekteret gives til underenheder i et føderalt system, såsom provinser eller kommuner. Den føderale forfatning og dens formål fastlægger, hvordan magten deles og begrænser underenhedernes ret til at ekskludere, fordi en sådan eksklusion kan undergrave det større fællesskab og dets politiske projekt. For eksempel er retten til fri bevægelighed i USA bundet til det føderale projekt om at skabe en samlet politisk enhed. At lukke grænserne mellem stater ville bryde med den fælles interesse i at dele byrder og goder.

Det er centralt at forstå, at retten til at ekskludere ikke blot er en juridisk eller politisk mulighed, men en moralsk ret, der springer ud af individets frihed til ikke at påtage sig uønskede forpligtelser. Denne ret står dog ikke alene; den må balanceres med overvejelser om retfærdighed, humanitet og de konkrete konsekvenser af eksklusion. Det er væsentligt at erkende, at retten til at ekskludere er forbundet med en række komplekse spørgsmål om magtudøvelse, legitimitet og ansvar – både over for de, der ønskes udelukket, og over for dem, der påtager sig byrden ved at skulle håndtere konsekvenserne.

Hvad betyder retten til at afvise forpligtelser i en verden af reproduktion og migration?

Når vi taler om retten til at være fri fra pålagte forpligtelser, er det centralt at forstå, at denne frihed ikke er absolut. Der findes mange situationer, hvor vi ikke er frie til at afvise at påtage os forpligtelser, som f.eks. i tilfælde med flygtninge, hvor de, der ikke forsvares i deres menneskerettigheder, kan pålægge os politiske forpligtelser. Men et andet område, der ligner denne situation, er reproduktion – et område, hvor andre kan have legitime krav på at pålægge os visse forpligtelser.

Reproduktion opfattes ofte som et område, hvor vi ikke kan undslippe de krav, der følger med de mennesker, der skabes som et resultat. Det antages generelt, at reproduktion ikke må skade os gennem de forpligtelser, vi påtager os i forhold til andre. Men hvorfor skulle det være sådan? Det virker ikke helt utænkeligt, at tilstedeværelsen af nye mennesker i vores sociale verden faktisk kan have moralsk betydning for os. Spørgsmålet, som vi sjældent stiller os, er, om det er moralsk forkert at tro, at disse nye individer – hvad enten de er migranter eller nyfødte – kan pålægge os krav.

Mennesker er, som regel, moralsk krævende, og deres rettigheder pålægger os forpligtelser. Det er vanskeligt at undgå at erkende, at vi påvirkes af andres reproduktion. Det bliver en etisk debat, ikke om reproduktion er skadelig, men om hvordan vi bør forholde os til den på et socialt og politisk niveau. Et forholdsvis uprøvet synspunkt er, at vi har ret til at forhindre reproduktion, men kun hvis de metoder, vi ville bruge til at stoppe den, ikke ville udgøre en uretfærdig indgriben i andre menneskers kroppe. For eksempel, at bruge tvungne medicinske indgreb ville være dybt uretfærdigt, ikke fordi barnet ikke ville påvirke os, men fordi det ville indebære en uautoriseret invasion af en anden persons krop.

Vi må erkende, at tilstedeværelsen af mennesker kan gøre tingene sværere for os. Der er dog en vigtig skelnen her: det er ikke selve tilstedeværelsen af et barn, der kan skabe en legitim forhindring for dets fødsel, men det uacceptable i de metoder, der kunne anvendes til at forhindre det. I et etisk perspektiv bør man betragte indgreb i reproduktion som en form for invasion af en kvindes krop, og det er på det grundlag, vi kan forsvare retten til reproduktion som en grundlæggende frihed.

Derfor ender vi, på mange måder, i den situation, vi er i nu – en verden, hvor forældres rettigheder er beskyttede, og hvor retten til ikke at blive pålagt forpligtelser ikke kan overtrumfe andres ret til at reproducere sig. Denne ret til reproduktion skal forstås som en ret til at vælge at bringe nye liv ind i verden uden frygt for uretfærdige forhindringer. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at vi på samme måde bør tillade, at vi ikke kan udvise voksne migranter, selvom der måske er minimale omkostninger ved at acceptere dem.

Det sidste aspekt, der skal behandles, er spørgsmålet om frihed. I relation til migration påpeger Andy Lamey, at vi måske mister retten til at udelukke migranter, hvis omkostningerne ved at acceptere dem er minimale. I så fald ville der være en "tærskel for byrde" der nødvendiggør accept, men ingen tilsvarende tærskel for at afvise. Det virker dog som om, denne asymmetri mellem at pålægge en byrde og at få noget til gengæld ikke er helt retfærdiggjort. For når vi taler om retfærdighed, handler det om, hvorvidt nogen bliver uretfærdigt behandlet. Vi skal ikke nødvendigvis se på, om forholdet med migranten er "omkostningsfrit" for os.

Retten til at afvise en forpligtelse handler ikke om, om der er noget, vi kunne få ud af det, men om vi rent faktisk har retten til at sige nej. Derfor bør vi også kunne afvise, at nogen skal have adgang til vores liv eller vores samfund, uden at vi bliver betragtet som uretfærdige.

Kan migration være en moralsk forpligtelse mod en retfærdig stat?

Det er en udbredt antagelse, at hvis man anerkender en stats legitimitet og grundlæggende retfærdighed, så følger der heraf en forpligtelse til at adlyde dens love – også når disse love ekskluderer én selv. Men denne antagelse overser, at forpligtelsen til at støtte retfærdige institutioner ikke nødvendigvis indebærer blind underkastelse under alle deres konkrete ordrer. I særlige tilfælde, som migration, må vi revurdere, hvad det egentlig vil sige at fremme og opretholde retfærdige politiske strukturer.

Forestillingen om, at Bobby har en moralsk pligt til at adlyde en lov, der udelukker ham fra et retfærdigt regime, fremstår som en reduktionistisk opfattelse af institutionel loyalitet. Det er nemlig muligt, at Bobby – ved at ignorere loven og krydse grænsen – ikke underminerer institutionens retfærdighed, men tværtimod udvider dens rækkevidde og dermed styrker dens normative autoritet. Ved sin tilstedeværelse inden for statens territorium bliver han en person, der falder under dens jurisdiktion og derved giver den mere substans. Statens autoritet styrkes ikke kun ved at blive adlydt, men også ved at udøves over flere mennesker.

Dette kan virke paradoksalt: hvordan kan man hævde at støtte en institution ved at overtræde dens love? Men dette paradoks løses, når vi forstår, at institutionel retfærdighed ikke er statisk, men udgør et ideal, der til stadighed må udvides og genforhandles. Hvis institutioner er retfærdige i kraft af, hvem og hvordan de styrer, kan det at give dem flere mennesker at styre over være en måde at styrke deres legitimitet og udbrede deres moralske betydning.

Det mest kontroversielle aspekt opstår, når der ikke er tale om flugt fra tyranni, men om migration fra økonomisk underprivilegium. Carla, for eksempel, lever ikke i livstruende fattigdom, men har mulighed for at forbedre sine livsvilkår betragteligt ved at krydse grænsen til et rettighedsbeskyttende land. Dette land har dog lovgivet imod hendes adgang. Her står vi over for et moralsk spændingsfelt: loven skader hende, men alle love skader nogen. Er det alene det at være dårligt stillet, der legitimerer lovbrud?

Mange vil hævde, at hvis hendes hjemlands fattigdom er resultatet af global udbytning eller kolonial uret, kunne det give grundlag for at udfordre eksklusionens legitimitet. Men også i dette tilfælde er det usikkert, om denne erkendelse ophæver statens autoritet som sådan. Det kan forklare, hvorfor loven er uretfærdig, men det gør ikke nødvendigvis statens krav illegitime.

Det mest centrale moralske problem ligger derfor måske ikke i selve lydighedspligten, men i byrden ved at opfylde den. Hvis vi stiller krav om, at Carla skal blive i sit land og leve med de begrænsninger, som den økonomiske ulighed pålægger hende, må vi spørge, om denne forventning er realistisk – eller om den implicerer en grad af selvfornægtelse, vi ikke selv ville acceptere. Kan vi med rimelighed forvente, at nogen efterlever en forpligtelse, der kræver et liv uden fremtidsperspektiv?

Retfærdighed indebærer ikke kun strukturelle idealer, men også en evne til at se det menneskelige i de situationer, hvor abstrakte normer bliver konkret virkelighed. Den institutionelle autoritet må derfor vejes op imod de konkrete menneskelige omkostninger ved lydighed. Og når disse omkostninger bliver så høje, at det ville være urimeligt at kræve dem af nogen – også af os selv – da er det ikke længere klart, at lydighed er den eneste eller mest moralsk forsvarlige vej.