Reagan's politiske retorik om velfærd, der blev populariseret i hans første præsidentvalgkamp i 1976, har en langvarig og betydningsfuld indflydelse på amerikansk politik. Et centralt element i denne retorik er skabelsen af "monstre", som Michael Rogin påpeger. Denne strategi, der beskriver modstandere i ekstremt negativt lys, bruges til at inflatere og stigmatisere politiske fjender. Reagan anvendte denne teknik effektivt, da han introducerede figuren "velfærdsdronningen" for at skabe et billede af en uansvarlig og svindlende velfærdsmodtager, som kunne fremme en agenda om at nedbryde velfærdssystemet.

Begrebet "velfærdsdronning" blev forbundet med en bestemt fortælling om Linda Taylor, en kvinde, der angiveligt havde snydt med velfærdsprogrammerne ved at bruge falske navne og adresser. Selvom denne fortælling var stærkt overdrevet, og Taylor repræsenterede en sjælden undtagelse, blev hun et symbol på den påståede misbrug af velfærd. Reagan brugte denne historie for at appellere til hvide vælgere, som så velfærd som et system, der gav penge til dem, der ikke havde fortjent det.

Historien om Linda Taylor blev så ikonisk, at mange både i medierne og blandt akademikere fejlagtigt begyndte at tillægge udtrykket "velfærdsdronning" til 1976-valgkampen. Men termen var i brug allerede før dette, som eksemplificeret af en artikel i Jet fra 1974, der nævnte Taylor og brugte udtrykket flere gange. Alligevel illustrerer Taylors sag et grundlæggende problem med velfærdsretorikken: hun var et ekstremt tilfælde, og hendes historie afspejlede ikke den brede gruppe af velfærdsmodtagere.

Reagan benyttede sig også af en dybt racemæssig og kønnet dimension i sin velfærdsretorik. Angela-Marie Hancock analyserer begrebet "velfærdsdronning" og relaterede udtryk som "fattigdomskultur" og "velfærd som livsstil". Hun påpeger, at disse begreber har dybe rødder i stereotyper om sorte kvinder – særlig idéen om "hyperfrugtbarhed" og "dovenskab". Der er en historisk kontekst, hvor velfærdsprogrammer som Assistance to Dependent Children (ADC) blev forbundet med sorte, ugifte mødre, som offentligheden betragtede som moralsk korrupte.

Disse ideer blev udbygget under Richard Nixons regeringstid, hvor velfærdsmodtagere blev beskrevet som dovne, amoralske og uden stærk arbejdsetik eller familiemæssige værdier. Reagan videreførte denne retorik og udviklede den yderligere i sin kamp mod velfærdssystemet. Mens Nixon forsøgte at forhandle om et "garanteret indkomst" system, som ville udvide velfærdsprogrammerne, havde Reagan et langt strengere mål: at nedrive systemet fuldstændigt.

I sin genvalgskampagne i 1984 brugte Reagan en række kodeord som "indre byer" og "truede områder" for indirekte at tale om den racemæssige dimension af urban fattigdom. Selvom han pakkede sine kommentarer ind i egalitære vendinger, appellere de til racemæssige fordomme. For eksempel i Milwaukee, Wisconsin, talte han om økonomiske problemer i "indre byer" og om velfærdsmodtagere som "statens væsner". Ved at fokusere på urban fattigdom frem for landdistrikter, fremhævede Reagan et billede af fattigdom, der næsten udelukkende blev forbundet med sorte mennesker.

Reagan understregede, at velfærdssystemet skabte en "afhængighedscyklus", hvor fattige byområder blev betragtet som hæmmede af regeringens støtte i stedet for at tage fat på de strukturelle økonomiske uligheder, der rent faktisk havde skabt denne fattigdom. På den måde blev Reagan i stand til at placere skylden for samfundets problemer på de mest sårbare, samtidig med at han undgik at tale om de faktorer, der virkelig forårsagede disse problemer: økonomisk nedlæggelse af industrien, "white flight" og de sociale omkostninger ved masser af afroamerikanske amerikanere, der flyttede til byområder for fabriksarbejde i de tidligere årtier.

I den forbindelse skabte Reagan et skarpt skel mellem etniske grupper og de "trængte" amerikanere. For eksempel, i en tale til italo-amerikanske amerikanere i 1984, beskrev han dem som individer, der havde søgt "personlig frihed" og "økonomisk mulighed", hvilket kontrasterede kraftigt med hans billede af velfærdsmodtagerne, som han så som afhængige og uden frihed.

Reagan talte ikke til eller om velfærdsmodtagere som en homogene gruppe, men som en "anden", der ikke var en del af det amerikanske fællesskab, som han fremmede. For Reagan var det ikke velfærdsmodtagernes struktur eller sociale forhold, der skulle ændres, men hele velfærdssystemet, som han anså for at være et centralt problem, der skulle elimineres.

For læseren er det væsentligt at forstå, hvordan Reagan’s retorik omkring velfærd ikke kun drejede sig om politiske ideologier, men også om race og klasse. Denne strategi, der satte opfattelsen af de fattige i et negativt lys, gjorde det lettere at retfærdiggøre hårde økonomiske nedskæringer og strikse reformer. I dag er dette et vigtigt aspekt at reflektere over, da det viser, hvordan politisk retorik kan formes og anvendes til at forstærke eksisterende sociale skel og skabe en illusion om, at de mest udsatte bærer ansvaret for deres egen situation. Dette skaber ikke kun en usund politisk debat, men også en adskillelse i samfundet, hvor fællesskabets problemer bliver set som noget, der kun angår en bestemt, marginaliseret gruppe.

Hvordan Bushs Rhetorik Skabte en Ny Latinsk Identitet i USA

I 1976 indførte Office of Management and Budget Direktiv 15, som beordrede indsamlingen af officielle statistikker om personer af "hispanisk" eller "latinsk" afstamning. Dette markerede begyndelsen på anerkendelsen af en samlet latinsk identitet, som ikke var knyttet til et specifikt land, men til en fælles etnisk og kulturel gruppe. I 1980-censussen blev "hispanisk" en officiel etnisk kategori, og det var under præsident Ford, at termen "hispanic" for første gang blev brugt i en politisk tale. Reagan var den første præsident, der anvendte "latino," og begrebet fik yderligere fremgang med Obamas taler.

Forskning har vist, at latinsk identitet i USA stadig er under udvikling, især i forholdet til den dominerende hvid-sort opdeling i landet. Ét studie afslørede, at mange latinos er bevidste om de fordele, der følger med hvidhed, selvom de ikke generelt anses for at være hvide i amerikansk kontekst, og at mørkere latinos ofte oplever diskrimination. Forholdet mellem latinsk etnicitet og de amerikanske racekategorier er kompliceret af både etnisk diversitet, ændringer i immigranters sociale klasse og den multiraciale karakter af latino-etniciteten. Det er væsentligt at forstå, at den amerikanske folketælling skelner mellem etnicitet og race, hvilket gør det muligt for en person at identificere sig som både hvid og latino.

Bush-administrationen spillede en central rolle i at "racediskriminere" latinos, og et af de spørgsmål, der opstår, er, hvordan han definerede den fælles identitet for latinos: Var det en ensartet, samlet identitet, eller var der en opdeling i flere kategorier af latinos? Under Bush blev latinoidentitet ofte præget af hans kampagne, som var rettet mod at appellere til nye vælgergrupper. I sin genvalgstale i 2004 begyndte han at bruge den latinske etnicitet i sine politiske taler, noget der markede en udvikling i GOP's strategi. Det interessante her er, at Bush i høj grad brugte kodet retorik til at appellere til latino-vælgere – en retorik, der afspejlede den måde, GOP tidligere havde henvendt sig til hvide etniske grupper i 1970'erne og 1980'erne.

En af de centrale elementer i Bushs appel var hans fremstilling af de "gode" latinos, en dikotomi, der er blevet mere udbredt i moderne politisk retorik om race og etnicitet. Ligesom de hvide etniske grupper, der blev fremhævet i 1970'ernes og 1980'ernes retorik, talte Bush om latinos' store bidrag til det amerikanske samfund, deres tro på Gud, deres engagement i familien og deres kærlighed til landet. Han beskrev også deres iværksætterånd og arbejdsomhed, som han anså for at være i overensstemmelse med amerikanske værdier. Bushs fremstilling af latinos var i høj grad kodet, og selvom han sjældent talte åbent om race som sort og hvid, var hans taler fyldt med kodet sprog, som var tæt knyttet til konservativ racetænkning, især om emner som velfærd og arbejdsmarkedsreformer.

Bushs politiske tale indikerede et skift i, hvordan race og etnicitet blev håndteret på den politiske scene, hvilket skaber et interessant og komplekst forhold mellem hans politiske tilgang og den retoriske tradition, der havde eksisteret i GOP. Hans strategi med at henvende sig direkte til latino-vælgere – for eksempel ved at holde taler på spansk og køre reklamer målrettet mod denne gruppe – var en del af hans langvarige strategi om at få latinos til at stemme republikansk. Denne tilgang var dog ikke helt ny, men en videreførelse af tidligere konservative tendenser, der så latinos som en potentiel vælgergruppe, der kunne blive konservativt orienteret, på trods af de sociale og økonomiske forskelle, der kunne eksistere mellem dem.

I sin retorik brugte Bush ideen om et "mulighedernes samfund", et begreb, der reflekterede GOP’s langvarige syn på, at individets succes er tæt forbundet med arbejdsomhed, tro på Amerika og værdier som familieliv. I sine taler til grupper som League of United Latin American Citizens (LULAC) fokuserede Bush på, hvordan latinos kunne opnå større økonomisk succes gennem arbejde og stærke familieværdier, men hans retorik nævnte sjældent de systemiske udfordringer, som mange i denne gruppe stod overfor, eller de problemer, der kunne være forbundet med deres sociale status som immigranter.

De racemæssige undertoner, der var til stede i Bushs taler og politiske kommunikation, var en del af en bredere konservativ strategi, der forsøgte at forme både den politiske diskurs og folks opfattelse af, hvem der var "den amerikanske arbejder." Retorikken, der oprindeligt blev brugt i debatten om velfærd og race i 1970'erne, blev ikke blot fastholdt, men også reformuleret og videreudviklet til at passe til nutidens politiske landskab, hvor latinos blev anerkendt som en vigtig gruppe, der kunne spille en afgørende rolle i valgene.

Retorikken om "arbejdsetik", "tro på Gud", "familieværdier" og "iværksætteri" er ikke kun et spørgsmål om at anerkende latinos' bidrag til det amerikanske samfund, men er også en måde at adressere de sociale og økonomiske forventninger, der er knyttet til deres integration i det amerikanske samfund. Dette understøtter ikke kun et billede af latinos som hårdtarbejdende og troende, men også som en del af det "amerikanske drøm," som GOP ønskede at fremme.

De spændinger, der opstår i dette billedskabende arbejde, ligger i det faktum, at det ofte ignorerer de realiteter, som mange latinos står overfor i USA: de systemiske barrierer, der er forbundet med deres status som immigranter, de økonomiske udfordringer, og den diskrimination, de kan opleve. For at forstå den fulde dybde af Bushs retorik og de underliggende sociale mekanismer, der styrer politiske appeller til latinos, er det vigtigt at analysere, hvordan denne retorik fungerer både for at styrke konservative værdier og for at skabe en vis opfattelse af latinsk integration i den amerikanske fortælling om succes og muligheder.

Hvordan man går fra en tegning til G-Kode: En guide til at bruge CNC-maskiner til modelbygning
Hvordan få kvalitets sundhedspleje (inklusive forsikring) for mindre penge
Hvorfor er hurtig implementering af kunstig intelligens i Afrikas militærplanlægning nødvendig?