Hvordan Costa Rica Brugte Klimaaftaler til at Fremme Bæredygtighed og Øge Økonomisk Støtte

Før juli 1995 havde Costa Rica en national "klimaforandringskommission", eller en gruppe af klimarådgivere, der mødtes med præsident Figueres lejlighedsvis. Ifølge Tobias, en tidligere miljøminister, var dette en "overgangsperiode", før de aktiviteter, der blev gennemført i fællesskab, åbnede op og skabte en bølge af aktivitet i Costa Rica. Denne nationale kommission for klimaændringer var forløberen for Costa Ricas officielle Kontor for Fælles Implementering (OCIC). Efter COP i Berlin 1995 blev de klimamuligheder, der var tilgængelige for Costa Rica, betydeligt udvidet. En pilotfase for AIJ (Joint Implementation) blev etableret på COP i Berlin (1995) uden at tillade, at emissionsreduktionerne kunne krediteres mod de industrielle nationers emissionsreduktioner (Michaelowa 2002). Selvom dette blev set som et kompromis for at lokke udviklingslandenes interesser til AIJ, valgte mange udviklingslande at afvise at deltage.

Ved COP1-mødet i Berlin i 1995 udtrykte costa-ricanske embedsmænd deres støtte til denne finansielle mekanisme. Tobias huskede, at den daværende miljøminister Álvaro Umaña (1995) holdt en tale på mødet, hvor han repræsenterede "hele Centralamerika", da Costa Rica var den eneste nation på isthmus, der havde ratificeret konventionen. I talen sagde Dr. Álvaro Umaña (1995): "De centralamerikanske lande, små i territorium, men store i mangfoldighed, stræber efter at blive et laboratorium for at vise, at fælles implementering kan generere håndgribelige miljømæssige, sociale og økonomiske fordele, samtidig med at drivhusgasser reduceres."

Dette var et eksempel på, hvordan et medlem af den grønne elite og tidligere miljøminister senere fik indflydelse på transnationale beslutninger. Hans tale i Berlin hævede Costa Ricas internationale profil på et tidspunkt, hvor ledere i andre lande i det globale syd afviste at deltage i disse projekter. Robert, et medlem af Figueres "hold", diskuterede nogle af de retfærdighedsbekymringer, som andre udviklingslande havde omkring AIJ og hvordan Costa Ricas embedsmænd forfulgte denne finansiering. Mens embedsmænd fra nogle lande undrede sig over, om disse projekter var retfærdige, sagde Costa Ricanere: "Det er penge, folkens." Som han huskede det, var tankegangen på det tidspunkt blandt costa-ricanske embedsmænd: "Hvorfor skulle vi ikke tage det?" og "Det er penge på bordet."

Med den finansiering, der var tilgængelig gennem AIJ, så costa-ricanske embedsmænd for sig selv en måde at banebryde en ny og anderledes klimapolitik. Selvom Robert refererede til forskellene mellem Costa Rica og Kina som "ideologiske", er forskellene mellem disse nationer også forankret i historiske og udviklende klassedynamikker. Costa Rica omfavnede AIJ-pilotfasen, og næsten med det samme efter pilotfasens start (1995-2000) oprettede de Kontoret for Fælles Implementering (OCIC på spansk). Inden for få uger efter COP1-mødet i Berlin åbnede OCIC-kontoret (Rojas 2004). Det blev overvåget af Miljøministeriet (Miranda et al. 2004).

Målet med pilotfasen var at "skabe praktiske eksempler, som kunne analyseres, og gennem disse erfaringer forbedre de procedurer og krav, der var nødvendige for emissionsprojekter" (Rojas 2004, 299). OCIC opererede med en lille stab, men kontoret gjorde betydelige fremskridt med AIJ-projekter (Michaelowa 2002). Robert, Gerardo og Humberto, alle tre der arbejdede på dette tidspunkt, fremhævede disse punkter. De beskrev den lille stab som smidig og meget erfaren. Dette taler til effektiviteten og dygtigheden af den grønne elite på dette tidspunkt.

Udviklingslande i det globale syd forfulgte AIJ-projekter for enten at forbedre deres kulstofdræn (for at fange eller sequestrere drivhusgasemissioner) eller reducere deres emissioner (UNFCCC 2001). En analyse af AIJ-projekter gennemført under pilotfasen afslører, at "værtlandenes prioriteter" i det globale syd påvirkede, hvilke former for emissionsreducerende projekter der blev gennemført i et bestemt område; det er derfor ikke overraskende, at blandt Costa Ricas femten projekter var elleve relateret til skovbrug som en måde at "kræve omkostningerne ved miljøtjenester udført af private skovejere på internationalt niveau" (Schwarze 2000, 260–261).

Hvordan Costa Rica Håndterer Klimaforandringer og Økonomisk Decarbonisering under Carlos Alvarado

I 2018 var livserventen for mænd i Costa Rica 77 år, men den samme kunne ikke siges om den unge præsident Carlos Alvarado, født i 1980, som repræsenterer et generationsskifte i Costa Rica. Han afspejler en holdning til politik, der er mere åben for moderne ideer som inklusivitet og klimaændringer, ideer han har taget til sig i stor grad. Ifølge Murillo (2018a) er disse ideer blevet helt integrerede i hans politiske platform. I løbet af hans præsidentskab blev det tydeligt, at der var større opmærksomhed på miljømæssig retfærdighed, sammenlignet med tidligere perioder med klimaforanstaltninger i Costa Rica.

Carlos Alvarado kommer ikke fra den politiske elite, som for eksempel hans forgænger, Óscar Arias, eller Figueres-familien. Han har en journalistgrad fra University of Costa Rica og arbejdede som journalist og forfatter, før han trådte ind i politik. Han begyndte sin politiske karriere efter at have oplevet en uretfærdighed mod en kvinde og hendes familie, hvilket fik ham til at skifte fra journalistik til aktiv politik for at kunne handle mere effektivt mod uretfærdigheder (AFP 2018). Hans tidlige erfaringer i politik blev blandt andet præget af hans arbejde i regeringens socialudviklingsministerium og arbejdsministerium under præsident Luis Solís.

Valget af Carlos Alvarado som præsident, med hans klare støtte til ambitiøs klimaindsats og initiativer som ægteskab mellem personer af samme køn, blev hurtigt internationalt bemærket. I en tid, hvor radikale og populistiske bevægelser fandt støtte i flere dele af verden, fremstod Costa Rica som et markant undtagelse. Alvarados valg om at gøre decarbonisering af Costa Ricas økonomi til en central sag allerede på sin første præsidentdag var et markant signal om hans ambitioner. Han og hans kone, Claudia Dobles, ankom til ceremonien i Centralamerikas første brintdrevne bus, eskorteret af cyklister (Tico Times 2018).

I sin tiltrædelsestale understregede Alvarado vigtigheden af decarbonisering: "Decarbonisering er den største mission for vores generation, og Costa Rica skal være et af de første lande i verden, der opnår dette, hvis ikke det første" (Government of Costa Rica 2018). Alvarados decarboniseringsplan blev hurtigt et vigtigt redskab, og landet blev på den måde set som et laboratorie, hvor ideer kunne testes og forfinet, før de blev implementeret andre steder i verden (Boza, Jukofsky, og Wille 1995; Fletcher, Dowd-Uribe, og Aistara 2020).

Hans administration modtog også international opmærksomhed for sin fokus på inklusivitet og repræsentation. Epsy Campbell blev den første kvinde af afrikansk afstamning til at blive vicepræsident i Latinamerika, og kvinder udgjorde flertallet i hans ministerkabinet. En vigtig del af Alvarados klimaagendaplan blev hans udnævnelse af Carlos Manuel Rodríguez som minister for miljøet. Rodríguez, en anerkendt naturbeskytter og advokat, havde både nationale og internationale erfaringer, der gjorde ham til en central figur i gennemførelsen af den ambitiøse klimaagendaplan (Tico Times 2018).

En af Alvarados hovedprioriteter var, at Costa Rica skulle arbejde for at blive et globalt eksempel på en grøn økonomi. Denne vision kom til udtryk i hans krav om at have en decarboniseringsplan klar på 90 dage efter hans tiltrædelse. Alvarado og hans regering ønskede hurtigt at inkorporere planen i den nationale udviklingsplan, som blev udarbejdet af MIDEPLAN i 2019. Ifølge Julieta, en person aktiv under Alvarado-årene, blev den første version af decarboniseringsplanen færdiggjort allerede i august 2018, tre måneder efter Alvarados tiltrædelse.

Efter Alvarados første tale om decarbonisering opstod der dog en vis forvirring i internationale medier, der rapporterede, at Costa Rica havde vedtaget en plan om at forbyde fossile brændstoffer. Dette var ikke tilfældet. Som Irfan (2018) rapporterede, blev det klart, at Costa Rica på det tidspunkt ikke overvejede et forbud mod fossile brændstoffer. Ifølge Félix, en akademiker og rådgiver, ville en sådan beslutning være katastrofal for landet, da det ville føre til total sammenbrud af infrastrukturen.

Alvarados administration stod dog også over for modstand, herunder massive strejker i den offentlige sektor som reaktion på reformer, der skulle håndtere Costa Ricas økonomiske gæld. Strejkerne i september 2018 viste, at modstand mod regeringens økonomiske politik var udbredt blandt offentlige ansatte, især lærere og sundhedspersonale. Selvom disse reformer kunne ses som en nødvendighed for at stabilisere landets økonomi, skabte de også store politiske spændinger, som satte regeringens evne til at implementere sin klimaagenda under pres.

Det er vigtigt at forstå, at de ambitiøse klima- og decarboniseringsplaner ikke alene kan opnås ved politisk vilje. De kræver både internationalt samarbejde, teknologiske innovationer og en velgennemtænkt økonomisk planlægning, der ikke kun fokuserer på de økologiske mål, men også på sociale og økonomiske konsekvenser for samfundet. Den rejse, Costa Rica har startet under Alvarado, er både et skridt mod globalt ansvar og et nødvendigt arbejde for at bevare landets unikke biodiversitet og miljømæssige arv, samtidig med at man sikrer økonomisk stabilitet og social retfærdighed.