Der var ingen fingeraftryk af nogen art. Ikke på brevene, ikke på limen, ikke på papiret. Ingen.

"Det er fint. Tak for det," sagde Ferrara og kiggede kort op, men hans ansigt afslørede lidt af en indre irritation. "Forstod du, hvad jeg lige sagde?" Fuschi havde set på ham med et mærkeligt udtryk.

"Ja, selvfølgelig," svarede Ferrara, men allerede dengang kunne han mærke, at noget ikke helt var, som det burde være. "Der var ingen fingeraftryk."

"Jeg hørte dig," havde Ferrara svaret lidt skarpt. "Jeg er ikke døv."

"Så," fortsatte Fuschi, "hvordan kan det være, at den døde mands fingeraftryk ikke var på papiret? Han må have rørt ved det..."

Ferrara havde svaret med en kold, næsten undvigende bemærkning. "Åbenbart måtte morderen have tørret dem af efterfølgende."

"Men hvad for noget?" Fuschi kunne ikke lade være med at spørge. "I stedet for at tage papiret med sig? Han begynder at spilde tid, som om nogen ikke kunne komme ind på et hvilket som helst tidspunkt og fange ham på fersk gerning? Og hvorfor? For at lade alle vide, at han havde truet ham?"

Ferrara afbrød ham. "Lad mig håndtere det."

Ferrara havde indset, at han ikke håndterede situationen specielt godt. Måske havde han bedre kunne klare det ved at vise det til Massimo, som havde en forkærlighed for mysterier.

Som han havde lovet sig selv, besluttede Ferrara at tale med Massimo, når de kom tilbage fra Wien. For nu havde han besluttet at afslutte aftenen med musik og sin kone, og satte en CD med arier sunget af Natalie Dessay på.

Valentina Preti var ikke den eneste, der afbrød sine ferier. Den 29. december vendte hun hastigt tilbage til Bologna fra San Vigilio, kun to dage før Nytårsaften, præcis en uge efter hendes ankomst. På vejen hjem var hun tæt på et nervøst sammenbrud, men da hun vendte tilbage, var hendes sindstilstand mere forvirret end nogensinde før. Men en ting var sikkert: hendes forhold til en mand, der truede med at ødelægge hendes liv, måtte afsluttes.

Valentina havde været på ferie i det lille hotel, som hendes familie havde ejet i tre generationer. Det var blevet en årlig tradition, at hun vendte tilbage hertil mindst to gange om året: én gang til jul og én gang enten til karneval eller påsken.

Men ikke om sommeren. Sommerferien tilbragte hun helst på de sydlige italienske strande eller de græske øer, eller på weekendture i Cinque Terre og Golfo dei Poeti. I fire år havde hun delt en lejlighed i Bologna med sin veninde Cinzia Roberti, og nu stod hun på tærsklen af afslutningen på sine studier, men havde stadig ikke en idé om, hvad hendes næste skridt skulle være.

Siden Valentina begyndte at studere på Universitetet i Bologna, havde hendes forhold til Cinzia været præget af et væld af små konflikter. Deres venskab var blevet sat på prøve. Cinzia havde ikke brudt sig om Valentina, der var begyndt at studere i Firenze, og hun havde bestemt ikke godkendt Valentina’s venskab med en amerikansk journalist. De havde haft en voldsom skænderi den 21. december, og Valentina besluttede sig for at tage hjem tidligt. Hendes hjemkomst skulle være en pause fra det kaos, hendes liv var blevet til, men i stedet for at finde fred, blev hendes jul en uendelig rutsjebanetur af indre konflikter.

Selvom Valentina havde vendt hjem til en velkendt varme og komfort i sine forældres hus, var det som om alt var blevet forvrænget. Hendes far, en rund og glad mand, og hendes mor, der var i gang med at bygge et nyt motionscenter i hotellet, forsøgte at give hende den tryghed, hun havde brug for. Hendes hjemkomst, der skulle bringe hende fred, blev hurtigt til en kamp med hendes egne følelser og spørgsmål.

Så hvad kan læseren tage med sig fra denne fortælling? Det, der er vigtigt at forstå, er kompleksiteten i både relationerne mellem mennesker og de skjulte detaljer, som først afsløres under pres. Selv i de mest velkendte og trygge omgivelser, som Valentina vender tilbage til, rummer livet spørgsmål, der kræver en dybere undersøgelse. På overfladen kan alt virke normalt, men når vi ser nærmere efter, afsløres det, at mennesker ofte bærer på usagte hemmeligheder og skjulte konflikter. Disse relationer, der engang kunne have været en kilde til støtte og varme, begynder at afsløre deres sårbarheder, og hvad der var trygt, bliver nu et sted for indre forvirring og tvivl. Ligesom Ferrara, der ved første øjekast virker i kontrol, er det i virkeligheden ofte, hvad vi ikke ser, der afslører sandheden.

Hvor skjulte sandheder fører til mord?

Sergi bad Biagini‑søskende om at følge med på hovedkvarteret og lod et par mænd blive tilbage for at afhøre naboerne. De måtte skaffe sig alt, hvad der kunne siges om den døde mand, så hurtigt som muligt. Antonia og Filippo blev interviewet samtidig; Sergi havde tænkt, at fælles afhøring ville gøre det lettere. Spørgsmålene glider af dem i korte, nøje afmålte svar—ingen overraskelser, intet der peger på motiv. Filippo tager ordet, forsøger at holde styr på ordene for sin søster, men hans vægt ligger på benægtelsen: Giovanni var som altid; de havde et nært forhold; der var ingen fjender. Da emnet glider over i Giovanni’s personlige liv, møder benægtelsen en mur. Forsigtig antydning om “særlige venner” vækker raseri og fornærmelse—en reaktion der i sig selv siger noget om både skam og uvilje til at se det, familien ikke vil kende.

Besvarelserne om natten og bilrejsen er præcise, mekaniske: efter aftensmad, omkring klokken ti; en køretur for at lufte hovedet; man hørte ham ikke komme hjem, men huset var delt, så det var ikke usædvanligt. De sov tidligt—han led af søvnløshed, de gjorde ikke—og de vågnede med politiets banken på døren. Antonia og Filippo foreslår legitimt de almindelige motiver: forveksling, røveri, en by, der er blevet farligere. Deres forklaring er samtidig forklaringen på deres egen verden: et Florence, der ikke længere er postkortets uskyld, men en by med hurtige skridt og nye farer.

Oplysninger fra naboerne bekræfter billedet: et område med mange slags mennesker, et terræn opdelt efter anledninger. Cascineparken fremstår som et økosystem, et ø fra Arno, hvor hver zone har sin funktion og sine risici. Transkønnede og deres klienter, lommetyve og røverier, unge prostituerede nær indgangen, og i parkens fjerneste, dårligst oplyste ende, mødestedet for dem, der søger homoseksuelle møder uden nødvendigvis økonomiske transaktioner. Det er her, mordet fandt sted: et sted hvor anonymitet, håbløshed og frygt kan mødes med brutalitet. Hovedkvarterets logik er præcis: ikke nødvendigvis at udrydde fænomenet, men at kortlægge det for at kunne forebygge meningsløs vold.

Ferrara sætter sit hold i bevægelse: Venturi til computeropslag og Ascalchi til en anden opgave—en skjult efterforskning i en sognepræsts mulige forbindelse. Ascalchi, med romersk accent, skal spille turist og finde ud af, hvor Don Sergio opholdt sig natten før. Et spil af masker og roller, af antagelser og hemmeligheder: politi, der bruger almindelig menneskelig tilsnigelse for at få sandheden i lyset. Ideen er praktisk og nødvendig: når de bedste folk er bundet til opgaver af høj prioritet, må andre træde i karakter, klæde sig i skindet af almindelighed og spille den del, som sandheden ikke tør sige højt.

Der er i alt dette en slags stille erkendelse: byens kultur og dens understrømme kan både beskytte og udsætte mennesket; familiernes fornægtelse, parkens geografiske opdeling og politiets korte, metodiske optegnelser maler et billede af et samfund, hvor farverne er skarpe, men forståelsen ofte fragmenteret. Der er sandheder, som ligger i mellemrummene—i tavsheden, i de spørgsmål, der gør folk forlegne, i de steder, hvor lys ikke når.

Hvordan hyperspektral billedbehandling forandrer landbruget
Hvem dræbte Vern Rowles?
Hvordan internationale standarder sikrer effektivitet og sikkerhed i elektriske bilopladningssystemer
Hvordan frygt og misinformation påvirker valgsystemer: Den digitale æra og dens indflydelse på demokratiet