Hvordan Religion, Race og Nation Skaber et Fundament for Den Hvide Kristne Nationalisme

I middelalderen blev et falsk dokument oprettet, kendt som "Publius Lentulus-brevet," som angiveligt var en øjenvidneberetning om Jesus og beskrev hans fysiske udseende. Selvom brevet var kendt som en forfalskning i de tidlige amerikanske samfund, blev det i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede transformeret fra en løgn til en etableret sandhed af hvide supremacistgrupper, der ønskede at hævde Jesu "hvidhed" som et politisk symbol. Brevet blev publiceret i en lille bog, The Crucifixion, by an Eye-Witness, som blev bredt distribueret, og det begyndte at få godkendelse fra religiøse ledere og kunstnere, som brugte det som reference til deres egne fysiske beskrivelser af en (hvid) Jesus. Selvom brevet efter Borgerrettighedsbevægelsen faldt ud af favør, lever de billeder, som det inspirerede, videre. Hvad der i sidste ende er væsentligt at forstå, er, at sandheden om brevet ikke havde nogen betydning. Det, at brevet blev accepteret og brugt som sandhed, havde reelle konsekvenser.

Madison Grant, en New York-baseret advokat og forfatter af The Passing of the Great Race (1916), var en af de personer, der bidrog til spredningen af ideen om en "nordisk" Kristus som et symbol for den hvide overlegenhed. Grant anerkendte, at brevet var falsk, men mente, at det ikke desto mindre bekræftede en "nordisk" Kristus, som var en uundværlig del af hans specifikke form for hvid supremacisme. Denne accepterende holdning, selv til noget, som alle vidste var falsk, var et klart eksempel på, hvordan et manipuleret billede kunne blive opfattet som sandt, fordi det passede til en bestemt politisk og ideologisk dagsorden.

Et centralt aspekt af denne sammensmeltning er den måde, hvorpå religion ikke kun betragtes som en privat tro, men som en drivkraft, der aktivt former nationale og racemæssige identiteter. Den hvide kristne nationalisme, som mange af Trumps tilhængere abonnerer på, er et tydeligt eksempel på, hvordan disse kategorier – religion, race og nation – bliver skabt og opretholdt i et gensidigt afhængigt forhold. Dette betyder, at for at forstå, hvordan Trumps politik har formet amerikansk kultur, er det nødvendigt at anerkende, hvordan religion, race og nation ikke bare eksisterer som adskilte enheder, men som co-konstituerede kategorier, der er dybt afhængige af hinanden for deres sociale eksistens og symboliske betydninger.

Forskere som Goldschmidt (2004) har argumenteret for, at religion, race og nation ikke blot er adskilte kræfter, men at de er tæt vævet sammen, og kun eksisterer i deres samspil. Religion bliver ofte behandlet som noget adskilt fra resten af samfundet, som en underliggende struktur, men i realiteten er religion en aktiv spiller, der former og bliver formet af de sociale forhold, der omgiver den. Det betyder, at en virkelig forståelse af, hvordan religion og politik fungerer i USA i dag, nødvendigvis må tage højde for, hvordan disse kategorier arbejder sammen og gensidigt definerer hinanden.

En central konsekvens af denne interaktion er, at begreber som "sandhed" og "fakta" ikke nødvendigvis er de primære drivkræfter i de politiske narrativer, der spredes i medierne. Som Toni Morrison (1995) bemærkede, kan fakta eksistere uden menneskelig intelligens, men sandhed kan ikke. Dette understreger, at sandhed altid er indlejret i menneskelig adfærd og de sociale strukturer, som mennesker skaber. I en verden, hvor fakta er fleksible og let kan manipuleres, bliver den måde, hvorpå folk opfatter og accepterer disse fakta, af central betydning.

I 2016 valgte 81 % af de hvide evangelikale at stemme på Trump, et tal der i 2018 var faldet til 68 %, hvilket stadig er betydeligt. Denne støtte er et udtryk for, hvordan religion og politik sammen skaber et fælles grundlag for identitet, der er både racemæssigt og religiøst motiveret. Det er ikke kun de konkrete politiske beslutninger, men også de religiøse værdier, der driver denne støtte, og det er her, forståelsen af den hvide kristne nationalisme bliver vigtig.

I mødet med den uretfærdighed og de trusler mod demokratiet, som vi ser i dagens politiske klima, er det vigtigt at anerkende, at religion ikke er en isoleret størrelse. I stedet er det nødvendigt at udvikle en bredere forståelse af religion som en del af det sociale væv, som binder race og nation sammen. For at kunne reagere effektivt på de udfordringer, vi står overfor, er det nødvendigt at forstå de dybt rodfæstede sammenhænge mellem disse kategorier og hvordan de formes og reformeres i mødet med politiske og sociale magter.

Hvordan har Trump legitimeret og udløst en ny æra af åben racisme i USA?

Det er vigtigt at forstå, at denne legitimering ikke blot var retorisk. Studier har vist, at Trumps racistiske politikker og udtalelser spillede en afgørende rolle i hans valgsejr i 2016. Han blev især støttet af evangelikale hvide og personer uden videregående uddannelse, grupper hvor racistiske og nationalistiske tendenser kunne blomstre i hans skygge. At Trump mistede det populære stemmetal med næsten tre millioner stemmer illustrerer samtidig den dybe splittelse i det amerikanske samfund.

Trumps åbne racisme skabte et klima, hvor had og diskrimination fik lov til at eskalere – fra verbale overgreb til konkrete hadforbrydelser. Hans anvendelse af såkaldte “dog whistles” eller kodeord, der kun delvist åbenlyst signalerede racistiske budskaber, mobiliserede en bredere base af racistiske og sexistiske grupper, især hvide mænd. Resultatet var ikke kun en normalisering af racistiske udtalelser, men også en konkret stigning i hadforbrydelser mod minoriteter, særligt mod muslimer, som analyser har koblet direkte til Trumps retorik på sociale medier.

Denne udvikling blev yderligere forstærket af Trumps mediehåndtering og manipulation af informationsstrømmen. Ved at angribe medierne som “fake news” hver gang kritiske historier blev bragt, skabte Trump et narrativ, hvor fakta og objektivitet blev undergravet til fordel for en selektiv virkelighed, der bekræftede hans tilhængeres forudfattede meninger. Dette har ført til en dyb polarisering, hvor sandhed bliver et spørgsmål om, hvilken “boble” man befinder sig i, og hvor kritik af Trump automatisk afvises som partisk eller falsk.

Trump har dermed været med til at fremme en “stupidificering” af dele af den hvide befolkning, hvor viljen til at engagere sig i kompleks, dialektisk tænkning erstattes af simpel bekræftelse af egne fordomme og fejlinformation. Denne kendsgerning er ikke blot et spørgsmål om politisk uenighed, men en grundlæggende udfordring for demokratiets sundhed, hvor manglende kritisk tænkning og villighed til at acceptere modsatrettede fakta svækker den offentlige samtale og forståelsen for andres erfaringer.

Det er vigtigt at forstå, at Trumps fremgang og den legitimering af racistisk tale, han har muliggjort, ikke er isoleret fænomener. De er symptomer på dybereliggende sociale og kulturelle spændinger i USA, hvor økonomisk usikkerhed, identitetspolitik og globalisering skaber frugtbar jord for frygt og had. Den åbenlyse racisme, der nu manifesteres, var tidligere undertrykt og skjult bag en facade af politisk korrekthed. Denne facade har Trump effektivt fjernet, hvilket har skabt en farlig normalisering af fjendtlighed og intolerance.

Endvidere må læseren være opmærksom på, at racisme og diskrimination i USA ikke er nye fænomener, men komplekse historiske konstruktioner, der gennem århundreder har udviklet sig og tilpasset sig samfundets skiftende vilkår. Trumps rolle bør derfor ses som en katalysator, der har revet sløret af de underliggende, ofte usagte, spændinger og konflikter. Det betyder, at kampen mod racisme og intolerance ikke blot kan løses gennem enkeltstående politiske tiltag eller lederskab, men kræver en dybere forståelse af samfundets strukturer, historie og de psykologiske mekanismer, der driver fjendtlige grupper til at søge sammen og udøve had.

Denne erkendelse gør det også klart, at modstanden mod racisme må tage udgangspunkt i kritisk refleksion og dialektisk tænkning, hvor man både anerkender egne fordomme og forsøger at forstå modpartens perspektiv. Kun ved at engagere sig i denne komplekse proces kan man forhindre yderligere polarisering og bevæge sig mod et mere inkluderende og retfærdigt samfund.