Hvordan Trumps Oprør og Mobben den 6. Januar 2021 forandrede USA's Demokrati

Den 6. januar 2021 blev et mørkt kapitel i USA’s politiske historie, hvor en voldsom oprørsmob stormede Capitol-bygningen i Washington D.C. under forsøget på at forhindre den formelle bekræftelse af Joe Bidens valgsejr. Det var et brutalt angreb på demokratiets grundlæggende institutioner, som fandt sted på opfordring af den daværende præsident, Donald Trump, og hans støtter. I månederne op til opstanden opfordrede Trump sine tilhængere til at “stoppe stjæle” – et slogan, der refererede til hans ubegrundede påstande om valgsvindel.

Trump’s offentlige udtalelser og den voksende ophedelse blandt hans tilhængere bidrog til at opbygge en atmosfære af mistillid til de etablerede politiske institutioner. På trods af gentagne tab i retssager og forsøg på at ændre valgresultaterne, fortsatte Trump og hans advokater med at forsøge at presse delstatsmyndigheder og kongresmedlemmer til at ændre de officielle resultater. Den amerikanske historie havde aldrig tidligere set en så direkte og udfordrende kamp mod den demokratiske process, som man oplevede på den skæbnesvangre dag i januar 2021.

Mobben, der havde været til en Trump-tilhængernes demonstration tidligere på dagen, stormede Capitol-bygningen, og i en række timers kaos blev bygningens indre ødelagt, mens flere blev dræbt, herunder en politibetjent. Mobben blev opildnet af Trump, der opfordrede sine tilhængere til at "kæmpe som helvedet" og gøre modstand mod det, han hævdede var en stjålet valgsejr. Denne scene blev et symbol på den politiske polarisering og den farlige retning, som amerikansk politik havde taget under Trumps ledelse.

Under belejringen blev nogle af Trumps nærmeste støtter, herunder advokaten Rudy Giuliani og flere republikanske senatorer, anklaget for at have været med til at koordinere eller aktivt opfordre til handlinger, der kunne forsinke valgets bekræftelse. Aftenen før angrebet blev det afsløret, at nogle republikanske senatorer havde været i kontakt med Trump om, hvordan man kunne forsinke eller blokere bekræftelsen af valgresultaterne. Dette førte til mistanker om, at der var mere på spil end bare et oprør drevet af vrede og frustration.

Situationen blev yderligere forværret af Trumps handlinger under angrebet. Efter at mobben begyndte at råbe "Hæng Mike Pence", den vicepræsident der nægtede at støtte Trumps krav om at ændre valgresultaterne, fortsatte Trump med at offentliggøre tweets, der kritiserede Pence og hans beslutning. På dette tidspunkt var Pence og hans familie blevet evakueret for deres egen sikkerhed. Trumps opfordring til mobben, samt hans manglende handling for at stoppe volden, blev et tydeligt tegn på hans manglende forståelse for de fundamentale principper om respekt for institutioner og den demokratiske proces.

Det var dog ikke kun selve angrebet, der skabte opmærksomhed. Mange bemærkede, hvordan politiets reaktion på angrebet var meget mildere sammenlignet med de repressive handlinger, der blev taget mod Black Lives Matter-protester. Demonstranterne, der krævede afslutning på politivold og social retfærdighed, blev mødt med tung politi- og militær tilstedeværelse, mens oprørerne ved Capitol blev behandlet på en langt mere tilbageholdende måde. Denne forskel i behandlingen af demonstranter har ført til alvorlige spørgsmål om racemæssige og politiske dobbeltstandarder i amerikansk retshåndhævelse.

For sociologer og eksperter i kollektiv adfærd er det klart, at oprøret ikke kun var et resultat af én persons handlinger, men en kompleks samling af sociale, politiske og økonomiske faktorer, der i årevis havde opbygget sig i det amerikanske samfund. Den misforståede opfattelse af, at valget var stjålet, blev forstærket af misinformation og et politisk klima præget af konspirationsteorier og mistillid. For mange af dem, der deltog i oprøret, var handlingen ikke kun et resultat af vrede, men en form for ekstern hævn, et udtryk for en dyb følelse af tab og forsmåelse.

Hvordan Trump-administrationens beslutninger påvirkede USA's respons på COVID-19

Den amerikanske håndtering af COVID-19-pandemien er et studie i politisk beslutningstagning under pres, hvor forvaltningens reaktion og modstand mod advarsler spillede en central rolle i nationens langsomme respons. Allerede før pandemien var sundhedseksperter opmærksomme på risikoen for en global sygdomsudbrud, men manglede den nødvendige politiske vilje og forberedelse til at tackle en sådan krise.

Et andet aspekt af administrationens fejlslagne respons var skæringen i sundhedsorganisationer, der blev foretaget af Trump-administrationen i 2018. Den globale sundhedsafdeling af CDC blev dramatisk reduceret, og personalet blev fyret, samtidig med at antallet af lande, CDC opererede i, blev reduceret fra 49 til 10. Selvom Kongressen forhindrede, at USA's Public Health Service Commissioned Corps blev reduceret med 40 %, blev sygdomsbekæmpelsesevnen svækket på grund af manglende genopfyldning af de afgående officerer. Trump kunne præsentere sine nedskæringer som et skridt mod at reducere bureaukratiet, men den virkelige konsekvens var, at USA manglede de nødvendige ressourcer til at håndtere en pandemi.

Et særligt problem var den manglende opmærksomhed på forskning og udvikling, som kunne have styrket USA's beredskab. Trump-administrationens første budget fjernede blandt andet støtte til Advanced Research Projects Agency-Energy (ARPA-E) og reducerede budgetterne til de nationale laboratorier, hvilket resulterede i tab af tusindvis af arbejdspladser og en svækkelse af forskning i klimaforandringer og elnetbeskyttelse. Som John MacWilliams påpegede, kunne sådanne beslutninger ikke ikke undgå at skade nationen, da videnskaben og forskning er fundamentet for at forstå og forberede sig på de risici, som USA står overfor.

Selv da COVID-19 begyndte at sprede sig, var der ikke umiddelbar handling. I februar 2020, da der kun var 60 bekræftede amerikanske tilfælde af COVID-19, udtrykte Trump sin bekymring for at have for mange folk samlet, når det ikke var nødvendigt, og hævdede, at eksperterne kunne hentes hurtigt, når situationen krævede det. Denne afslappede tilgang i begyndelsen var et klart signal om administrationens manglende beredskab.

Politisk opmærksomhed spillede også en central rolle i Trump-administrationens håndtering af pandemien. På sociale medier, især Twitter, blev Trumps personlige tweets hurtigt en platform for hans synspunkter og ofte fejlinformationer. For eksempel hævdede han, at det var den tidligere Obama-administration, der havde svigtet under H1N1-epidemien i 2009, og at CDC's arbejde i den forbindelse var utilstrækkeligt. Fox News, som ofte har været en vigtig platform for Trump, spredte disse tweets uden at fact-checke dem, hvilket bidrog til at fordreje den offentlige opfattelse af, hvad der faktisk var sket under tidligere administrationer.

Trumps tweetede angreb på CDC blev hurtigt imødegået af Ben Rhodes, Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, som påpegede, at Obama-administrationen havde gjort betydelige fremskridt i at forberede landet på pandemier. Han understregede, at der under Obama blev oprettet et kontor i Det Hvide Hus med ansvar for at håndtere globale sundhedstrusler, et kontor, som Trump lukkede i 2018. Det blev tydeligt, at Trump i stedet for at tage de nødvendige politiske skridt valgte at reagere på mediernes dagsorden og forsøge at få sig igennem de daglige nyhedscyklusser.

Denne adfærd førte til politiske forsøg på at undgå ansvar for svigtende handling og forsinkelser. Eksempler på undskyldninger og forklaringer fra Trump-administrationen var vidt udbredte. En af de mest frekvente påstande var, at administrationen ikke tøvede med at handle og hurtigt havde begrænset rejsende fra Kina, hvilket redder tusindvis af liv. Men faktum er, at mere end 40.000 personer fra Kina ankom til USA efter de oprindelige restriktioner blev indført, hvilket afslører en manglende effektivitet i de tidlige reaktioner.

Endtext

Hvordan skaber digitale medier parallelle virkeligheder og moralsk panik?

Forestillingen om satanistiske pædofile netværk, der drikker børns blod for at høste adrenalin, er ikke blot en afvigende konspirationsteori, men et eksempel på, hvordan digitale medier og affektive narrativer kan danne moralsk panik og segmentere befolkninger i parallelle virkeligheder. Centralt i denne forestilling står Donald Trump, som af mange konspirationstilhængere opfattes som den eneste, der forsøger at standse udnyttelsen af børn. Denne idé var blandt andet drivkraften bag et væbnet angreb på en pizzarestaurant i Washington D.C., som på nogle af disse fora blev beskrevet som hovedkvarter for børnehandel. Gerningsmanden blev idømt fire års fængsel, men hændelsen blev et symbol på, hvor virkeligt disse fantasmer føles for deres tilhængere.

Den moralske panik omkring forsvundne og seksuelt udnyttede børn har eksisteret i mere end 30 år. QAnon-bevægelsen har ikke skabt denne panik, men de har forlænget og radikaliseret den. Med påstande om over 800.000 bortførte og dræbte børn præsenteres en alternativ verdensorden, hvor magthavere og politikere antages at være en del af en global pædofiliring. Dette beskrives som den "virkelige pandemi", og Trumps kamp mod disse mørke kræfter er narrativets kerne.

I 2020 blev to personer, som støttede disse ideer, valgt til Repræsentanternes Hus, og meningsmålinger viser, at omkring halvdelen af Trumps tilhængere tror på disse påstande, mens kun en minoritet eksplicit afviser dem. Det er ikke blot et socialt fænomen – det er en epistemologisk krise, hvor borgerne ikke blot er uenige om fortolkninger, men om selve fakta. Informationsøkologier som Telegram, Gab og MeWe har gjort det muligt at vedligeholde og distribuere disse forestillinger i isolerede netværk. Dette har medført, at næsten en tredjedel af registrerede vælgere er blevet eksponeret for lignende indhold.

Den underliggende medielogik, som muliggør disse forestillinger, er ikke isoleret til enkelte teknologier, men udgør et kommunikativt økosystem. Dette økosystem er kendetegnet ved øjeblikkelig, visuel og personlig kommunikation, hvor betydningen af information ofte ikke afhænger af dens sandhedsværdi, men af dens form, distribution og virale potentiale. Det er her, man finder den mediesyndromatiske refleksive mediation – hvor begivenheder ikke blot rapporteres, men performes og forstærkes.

Et kontrafaktuelt blik på fortiden, som Watergate-skandalen, illustrerer tydeligt denne udvikling. Hvis Nixon-sagen var foregået i nutidens medievirkelighed, ville den formentlig være blevet filtreret gennem partiske blogs, splittede kongresdebatter og alternative medier, der havde undermineret den institutionelle autoritet, som dengang gjorde opgøret muligt. Polariseringen og fragmenteringen af medierne ændrer ikke blot, hvad vi ved, men hvordan vi ved det.

Efter 9/11 blev USA kastet ud i massiv overvågning, hvor kampen mod terror blev kædet sammen med en medielogik, der forbandt kriminalitet, frygt og underholdning. Informationsstyring og hemmeligholdelse blev en statslig strategi, men i den digitale æra er selv de mest sikre data sårbare. Wikileaks og Edward Snowdens afsløringer beviste, at den digitale infrastruktur også er et sårbart arkiv over statslige hemmeligheder.

Julian Assange, medstifter af Wikileaks, blev symbolet på denne digitale modmagt. Ved at offentliggøre tusindvis af klassificerede dokumenter, interne rapporter og diplomatisk kommunikation, brød Wikileaks ikke blot loven, men udfordrede en hel verdensorden af informationsmonopoler. Den lækkede video fra 2007, hvor amerikanske styrker angriber civile i Irak, blev en katalysator for global kritik. Med piloternes egne kommentarer som lydspor fremstod den officielle fortælling om "kirurgiske angreb" som ren fiktion.

Informationsstyring er i dag en kampplads. Militære operationer optages, men er ikke tiltænkt offentligheden. De bliver alligevel offentliggjort, og det udfordrer den institutionelle kontrol. I en verden, hvor medieformater, algoritmer og performativ kommunikation definerer vores virkelighedsforståelse, bliver informationskompetence et centralt parameter for samfundsmæssig deltagelse. Men denne kompetence kræver en bevidsthed om, hvordan medier skaber virkelighed – ikke blot afspejler den.

Det moderne publikum er ikke længere en samlet masse, men en fragmenteret samling af ekkorum, hvor informationsflowet er præget af algoritmisk forudsigelighed og affektiv tilpasning. I dette klima bliver enhver begivenhed en potentiel krise, og enhver krise en mulighed for politisk performativitet. Sådanne forhold skaber et kommunikationslandskab, hvor sandhed bliver relativ, og hvor det, der ses og deles, har mere magt end det, der er dokumenteret og verificeret.

Den underliggende trussel ligger i, at det digitale medielandskab ikke blot forvansker virkeligheden – det producerer den. Konspirationsteorier, mediedrevne panikker og ideologisk polarisering er ikke afvigelser, men systemiske produkter af en ny kommunikationsorden.

Det er vigtigt at forstå, at disse mekanismer ikke udelukkende handler om teknologiens struktur, men om dens anvendelse i sociale, politiske og økonomiske sammenhænge. Menneskelig opmærksomhed, affekt og kognition udnyttes i et feedbacksystem, hvor virkelighed konstrueres, deles og konsumeres. Den kritiske udfordring ligger derfor i at erkende og navigere i disse virkelighedsproducerende medielogikker uden at reducere komplekse fænomener til simple moralske fortællinger.

Hvordan Trumps Retorik og Politik af Frygt Formede Den Amerikanske Offentlighed

Trumps metode var en voldsom og uortodoks måde at kommunikere på – han spillede rollen som den rå og konfronterende figur, der ignorerede civilt samvær og de ritualer, der normalt viser gensidig respekt i offentlige diskussioner. Hans tweets og offentlige optrædener var ofte konstrueret til at skabe opmærksomhed og etablere et fællesskab med hans tilhængere, som han konstant bekræftede som de “modige” og “hårde” mod de “bløde” og “slap” modstandere. For eksempel, under valgkampen i 2016, hånede Trump sine modstandere åbent med grove angreb, som når han kaldte senator Marco Rubio for “svedig” og gjorde narren af hans udseende.

Denne form for kommunikation skabte en offentlig hierarkisk struktur, hvor Trumps tilhængere identificerede sig med hans provokerende opførsel, mens de, der var uenige, ofte blev set som svage eller naive. Den sociale dynamik, der blev opbygget omkring denne form for politik, mindede om en voldsom gadeetisk kodeks, hvor magt og kontrol over rummet blev synlige i hans konfrontationer. Ifølge sociologen Collins, der beskriver sådanne interaktioner, er det den dominerende, der kræver kontrol, og de dominerede, som viser “civil disopmærksomhed”, hvor de holder sig i baggrunden og accepterer de sociale regler, der pålægges dem.

Trump benyttede sig af frygt i sine appeller – ikke kun i forbindelse med immigrationspolitikken, men også i forhold til indenrigspolitiske forhold som valglovgivning og politiets behandling af afroamerikanske borgere. I 2021 førte Trumps anklager om valgsvindel til et stormløb på Kongressen den 6. januar, og de efterfølgende uger så 43 stater foreslå 253 love, der skulle begrænse stemmerettighederne, især for fattige og minoritetsgrupper. De love, der blev foreslået i stater som Georgia, var et forsøg på at udnytte frygten for valgfusk, en frygt, som Trump gentagne gange havde fremmet under sin valgkampagne. Disse love, som begrænsede tid til tidlig stemmeafgivning og krævede identifikation med billede, er blevet beskrevet som en moderne version af Jim Crow-lovgivningen, der blev brugt til at undertrykke afroamerikanske vælgeres rettigheder.

Trumps brug af frygt kunne ses i hans måde at reagere på pandemien. Hvor han frygtløst ignorerede farerne ved COVID-19, var han meget mere opsat på at beskytte økonomien, som han mente ville lide under restriktioner. Dette valgte han at ignorere, på trods af de alvorlige konsekvenser det havde for sundhedssystemet og de amerikanere, der mistede livet. Efter mere end 180.000 dødsfald, fortsatte han med at hævde, at der blev taget de nødvendige skridt for at beskytte befolkningen, mens hans modstandere stillede spørgsmålstegn ved hans håndtering af situationen.

I tråd med hans frygtbaserede retorik udnyttede Trump også medierne som et strategisk redskab til at skabe dramatiske billeder af voldelige konfrontationer mellem myndighederne og demonstranter. Dette var en form for politisk teater, hvor Trump frembragte en konfrontation ved at sende uidentificerede, uuddannede føderale agenter for at bryde op i protester, som han mente kunne skabe stærke visuelle effekter til at tiltrække opmærksomhed. Medierne blev et redskab til at understøtte hans magtstrategi, og de politiske teatereffekter blev kun intensiveret af de mange protester og demonstrationer, der florerede i kølvandet på hans retorik.

Denne brug af medierne illustrerer, hvordan teknologier og kommunikationsformer kan forme vores forståelse af virkeligheden. Mediernes indflydelse har ændret, hvordan vi interagerer, og hvordan vi forstår verden omkring os, især når det kommer til politisk handling og beslutningstagning. Mediernes rolle som formidler af politisk kommunikation har fået et øget fokus på den måde, hvorpå informationer formes, præsenteres og modtages af befolkningen. Denne medieeffekt bidrager til at skabe en politisk virkelighed, der er langt mere dramatisk og konfliktfyldt end den faktiske situation skulle tilsi.

Det er derfor nødvendigt at forstå, hvordan medierne kan bruges til at skabe en illusion af virkeligheden, og hvordan politiske aktører som Trump kan manipulere denne virkelighed til deres egen fordel. Den politiske teaterforestilling, som Trump ofte opførte, er

Hvordan frygt og vold ændrer hverdagslivet i samfundet

Våben i kirken bliver stadig mere almindelige. Den 29. december 2019 dræbte to kirkemedlemmer en gerningsmand, der havde skudt to medlemmer i West Freeway Church of Christ i White Settlement, Texas. Texas' guvernør, Greg Abbott, opfordrede staten til at bede for ofrene og deres pårørende og udtalte: "Steder for tilbedelse skal være hellige, og jeg er taknemmelig for de kirkemedlemmer, der hurtigt handlede for at nedkæmpe skytten og forhindrede yderligere tab af liv."

Vold mod både tilbedere og steder for tilbedelse er desværre blevet mere udbredt. Den samme dag som skyderiet i Texas, blev en mand bevæbnet med en machete anholdt, efter at han alvorligt havde såret fem personer under en Hanukkah-fejring i Monsey, New York. Dette blev efterfulgt af hærværk mod en synagoge i Beverly Hills, Los Angeles, hvilket fik en kvinde til at udtrykke sine frygter: "Jeg sender ikke mine unge børn til synagoge. Jeg holder dem hjemme hos mig," sagde Natalie, der ønskede at være anonym af frygt for sin families sikkerhed. Angrebene på jøder på grund af deres tro har til formål at skabe frygt og få folk til at undgå at gå til synagoge.

Mange af disse skyderier er blevet betegnet som terrorinspirerede. Denne stigning i vold har ændret oplevelsen af hverdagen på to fundamentale måder. For det første har mange offentlige steder, især indkøbscentre, teatre og sportsstadioner, indført mere tidskrævende sikkerhedsprocedurer, som kan forsinke adgangen. For det andet er folk blevet mere nervøse og forsigtige med mange offentlige steder og støtter ofte overvågning og kontrolforanstaltninger, der i nogle tilfælde sigter mod at begrænse befolkningens frihed på grund af frygt for terrorisme.

En undersøgelse viser, at mellem 33 % og 61 % af de adspurgte er enige i eller stærkt enige i politik, der reelt retter sig mod muslimer som en frygtet gruppe. For eksempel favoriserer 6 ud af 10 de adspurgte strengere grænsekontrol, mens cirka en tredjedel af deltagerne støtter diskriminerende politikker, såsom at forbyde immigration fra muslimske lande og udsætte muslimer for større kontrol. Dette peger på to væsentlige konklusioner: Først, at flertallet af amerikanere ikke ønsker at forbyde eller diskriminere mod muslimer, men derimod ønsker forbedret grænsekontrol. For det andet, at en tredjedel af amerikanerne klart bærer på anti-muslimske holdninger og støtter en forskellig behandling af muslimer.

En anden betydelig konsekvens ved denne udvikling er den udbredte indførelse af lockdowns og "aktive skydertræninger" på skolerne, hvor eleverne instrueres i at låse dørene, gemme sig i skabe og endda kæmpe tilbage. For eleverne, som har været vidner til sådanne begivenheder, er frygten noget, der har ændret deres syn på hverdagen: "Vi var i mørket, gemte os under skrivebordene," sagde Alice Meyer, en 16-årig elev ved High Tech High School i North Bergen, New Jersey, der var til stede på skolen under et falsk alarmtrussel.

En stor del af diskussionen om skoleangreb har omhandlet tilgangen til våben og våbenpolitikken. Mange elever, som overlevede Marjory Stoneman High School skyderiet i Parkland, Florida, den 14. februar 2018, har organiseret protester og opfordret politikere til at indføre strengere våbenkontrol. Derimod er der også dem, der mener, at skoler har brug for mere sikkerhed, og at lærerne bør modtage træning i at bære våben i klasseværelserne.

Reaktionerne på terrorisme har haft mere vidtrækkende konsekvenser for hverdagslivet end de faktiske terrorangreb. Definitionen af terrorisme er problematisk, og i mange år betragtede amerikanske myndigheder indenlandsk terrorisme som mindre alvorlig end internationale angreb. Populærkulturens fremstilling af terrorisme har bidraget til at sprede frygt og retfærdiggjort øget social kontrol, herunder overvågningsteknologier, der i stigende grad bruges til at overvåge borgerne.

Frygten er ikke kun et produkt af faktiske angreb, men også af de narrative konstruktioner, der opbygges omkring dem. Det er vigtigt at forstå, at terrorangreb, selv når de ikke sker, kan skabe et kollektivt klima af frygt og angst. De sociale og politiske konsekvenser af denne frygt – som styrkelse af militærbudgetter og institutionaliseringen af vold gennem våbenlovgivning – er mere langvarige end de enkelte angreb selv.