Drivende gennem byen med lommerne fulde af snørklede spor standsede jeg uden for Dr. Maxwells klinik med et påskud på læberne og en hemelighed i hovedet. En molar, sagde jeg — smerte, øjeblikkelig behandling — og han, høflig og afventende, førte mig ind i sin elegante tandlægestol. Mens borren sang sit metalliske kor, talte jeg om døde mænd og mislykkede kærligheder, lod ordene sive ind som vand under en dør for at holde ham i tale. Hans hænder arbejdede metodisk; jeg lod dem gøre det. Da sølvet blev presset ind og formet, mærkede jeg en panik, en hastig præcision i hver bevægelse bag mig. Det var ikke kun tandfyld; det var en prøve, et eksperiment udført af en mand, der havde været drevet til vanvid af jalousi og lidenskab.

Planen var enkel i sin ondskabsfulde elegance: en kompakt kugle af curare, pakket i en sølvfyldning og dækket med en gelatinekappe. Den ville stå og vente i mundens varme, smelte langsomt, sive gennem en åben skade i kinden og lade giften finde vej ind i blodet. Curare virker kun gennem en indgang — et sår. Den hemmelige svaghed ved metoden var dens nyhed; dens styrke lå i uforudsigeligheden og i morderen, Dr. Maxwell, som troede, at kærlighed kunne retfærdiggøre et menneskelivtaget. Jeg lod ham tro, at jeg var et nyt offer; jeg lod ham prøve det, mens jeg holdt bagscenen klar: en telefonopkald, en læge fra retsmedicin, en mavepumpe. At se ham fanges i sin egen opfindelse var en bitter tilfredsstillelse; at overleve forsøget var en nødvendighed for at lukke kredsen.

Senere, i en helt anden tone, stod jeg i Union City og vogtede over Ada Ven, sceneens koloss af ynde som havde travlt med sirenernes opmærksomhed. Trusler havde regnet ind — grove, fordømmende breve fra et anonymt had, en dato udpeget til udryddelse. I teatret, hvor musik og mørke spiller sammen, var trangen til sensation lige så farlig som pistoler. Publikum åndede med showet; pressen åndede med frygten. Jeg lod ikke øjnene blive fanget af stjernernes glans; jeg holdt dem i de første rækker, i balkonerne, hvor en snigskytte kunne skjule sig tæt nok til at gøre skade.

Da færdens spids rullede ind, greb jeg øjeblikket — ikke for at fremstå som helt, men for at gøre tanken om scenens aktør til noget, der rev publikum ud af passivitet. Et råb, et angreb på forestillingen, og straks fulgte kaos: uniformer og skud mod tom scene, panik der afslørede intentioner. Løsningen var ligesom før — opmærksomhed som fælde og menneskelig psyke som svaghed. Tilskuernes trang til dramatiske højdepunkter havde fremelsket situationen; forretningsmænd kunne puste op en historie for billetindtjening, og et sind, der ventede på bekræftelse, kunne finde mod på at handle voldsomt.

Hvordan en uventet opdagelse afslørede morderne i en tilsyneladende naturlig død

I det øjeblik, jeg hørte hans desperate, næsten maniske ord, kunne jeg ikke undgå at føle en klam fornemmelse af, at noget ikke var helt rigtigt. Politiet stormede ind på ham, som en tung mur af beton. Han skreg stadig, da de førte ham væk. Lee Simpson, min samarbejdspartner, var begejstret for mit detektivarbejde, da hans håndskrift matchede de forfærdelige breve, som Ada Ven havde modtaget. Men ligesom politiet kunne han ikke forstå, hvor min vilde fornemmelse kom fra. En tilfældig intuition, som på en eller anden måde havde afsløret en galning og en potentielt dødelig trussel mod en smuk danser. Kan du?

Løsningen: En mavefornemmelse, men den gav resultater. Fanatikere er altid i gang med at skrive underlige breve, og Ada Vens musik, som var et hit under Anden Verdenskrig, satte mig på sporet. "Nevada" – en sang, som kunne have vakt en irrasjonel vrede i en sindssyg fra hendes hjemby. Ada Ven er "Nevada" baglæns, og det kunne ikke være en tilfældighed. Måske var det netop denne forvrængede opfattelse af hendes optræden, der havde udløst truslerne. Om han ville have slået hende ihjel eller ej, var et spørgsmål, Ada Ven helst ikke ville have testet. Og det var der heller ikke nogen af os, der havde lyst til at afprøve. Vi handlede hurtigt, og som det viste sig, havde vi ret.

Nogle gange er det ikke Sherlock Holmes' deduktioner eller Edgar Allan Poes logik, der løser en forbrydelse, men blot et hurtigt blik på de små detaljer. For mig er enhver handling, der redder et liv, det værd.

Jeg blev involveret i en anden sag, som på en eller anden måde rørte mig dybere end de andre. Denne gang var det personligt. Polly Thorne, en smuk og charmerende sekretær, som jeg havde datet, døde pludselig på sit arbejde, mens hun sad ved sit skrivebord og forseglede en bunke første klasses breve. Hendes kollegaer, Paul Sweeney og Tom Adams, havde hastet hende til hospitalet, men det var for sent – et hjerteanfald. Polly Thorne var kun 26 år gammel, langt for ung til at dø. Jeg følte et ubeskriveligt tab. Da jeg efterfølgende reflekterede over vores tidligere samtaler, hvor Polly nævnte, at hendes arbejdsplads virkede suspekt, begyndte jeg at tvivle på, at hendes død var naturlig. Hun havde ofte bemærket, at Sweeney kom og gik med store kufferter, og at Adams lavede lange telefonsamtaler til eksotiske destinationer som Sydamerika og London. Intet usædvanligt i sig selv, men jeg var blevet hendes ven, og noget ved dette virkede forkert.

Jeg begyndte at grave, ikke kun fordi jeg var en detektiv, men fordi Polly var blevet en del af mit liv. Jeg udgav mig for at være en skatteinspektør og besøgte Sweeney og Adams på kontoret. Deres reaktioner var som forventet – indignation og modstand. Sweeney forsøgte endda at bruge sin størrelse mod mig, men jeg formåede hurtigt at undvige og give ham et stik i maven, før han kunne reagere. Adams, vred og ubehagelig, beordrede mig til at forlade kontoret. Jeg gik, men ikke før jeg havde studeret Pollys tomme skrivebord. Der var stadig en bunke kuverter, som hun ikke havde haft tid til at sende, og der manglede en svamp eller fugtighedsbeholder til at fugte frimærkerne – noget, som de fleste sekretærer altid havde ved hånden. Det var mærkeligt. Efter alt dette føltes det som om Pollys ånd pressede mig til at finde sandheden.

Jeg vendte tilbage, denne gang med en advarsel om, at jeg ville hente politiet. Jeg vidste, at de havde noget at skjule. Da jeg vendte tilbage til kontoret, efter at have kontaktet politiet, blev Sweeney og Adams afsløret i deres flugt. I deres kufferter fandt vi store mængder heroin. Og det blev hurtigt klart, at Pollys død ikke var en naturlig hændelse.

Løsningen: Polly Thorne, den lidt dovne sekretær, havde nok været typen, der slikkede frimærkerne, før hun satte dem på kuverterne. Mangel på en fugtighedsbeholder var et klart tegn, og det afslørede, hvordan de havde fået hende til at indtage en sjælden og dødelig form for gift, som forårsagede symptomer, der kunne forveksles med et hjerteanfald.

Hvad vi fandt i Sweeney og Adams’ kufferter var den sidste brik i puslespillet. Polly Thorne var blevet myrdet af narkosmuglere, som mente, at hendes uheldige opdagelse kunne udgøre en risiko for deres forretning. Der er en grund til, at man aldrig skal undervurdere de små tegn – for hvad der først virker som en naturlig død, kan hurtigt afsløres som noget langt mere dødbringende.

Hvordan Sapinda-forholdene Påvirkede Ægteskab og Arveret i Hindu Tradition
Hvordan forvandler en frø sig til en prins – og en prinsesse til et menneske?
Hvordan man ændrer LED-farven i NeoPixel Animation og tilslutter NeoPixel Ringen til en microcontroller
Hvordan man dyrker figner og blomster i kaotiske haver