Hvordan opnår man menneskelig blomstring gennem individuel perfektion?

Der findes ikke én universelt bedste form for menneskelig blomstring; det kan kun være den bedste form for blomstring for en individuel person. I denne forstand findes der individualisme uden subjektivisme. Med andre ord, én størrelse passer ikke til alle, men det betyder ikke, at der ikke findes en passende størrelse for nogen. Det centrale spørgsmål for individuel perfektionisme er således: Hvordan opnår man den rette konkrete form for selvforbedring for sig selv? For Aristoteles er svaret på dette spørgsmål, at dyd er en karaktertilstand, der omhandler valg og ligger i en middelværdi, som er bestemt af en rationel princip, hvor den praktiske visdom spiller en afgørende rolle.

En væsentlig del af praktisk visdom er, at den indebærer at finde muligheder i ens eget liv og i ens omgivelser og derefter realisere disse muligheder på en måde, der er kompatibel med de grundlæggende dyder. Disse opdagelser kan ikke opnås udelukkende gennem abstrakte etiske principper, da sådanne teorier ikke altid fanger de specifikke og kontingente fakta, der gør sig gældende i de enkelte menneskers liv. I denne forstand kan vi trække paralleller til økonomisk tænkning, hvor et system som socialismens planlægning ikke kan koordinere produktionen og udvekslingen af goder på en effektiv måde, da det ikke har adgang til de enkelte individer specifikke viden og erfaringer. Ligeledes er abstrakte etiske teorier ikke tilstrækkelige til at bestemme det rette for individet, som i sidste ende kun kan afgøres af den enkelte i praksis.

Der findes således flere former for venskaber – fra dem, der bygger på fordel eller fornøjelse, til dem, der er baseret på dyder. Venskaber af dyder er især afgørende for menneskelig blomstring, da de ikke kun involverer handlinger for den andens bedste, men også fremmer vores egen selvforbedring. Et etik for selvforbedring er derfor ikke det samme som et egoisme, hvor handlinger kun er motiveret af egeninteresse. Når "polis" forstås som et samfund eller fællesskab, var Aristoteles ganske rigtig af den opfattelse, at kun et dyr eller en gud ville kunne leve uden for polis, altså uden for samfundet. Men menneskelig socialitet behøver ikke nødvendigvis at være begrænset til en lille bystat, som Aristoteles forestillede sig det. For det er netop i den kosmopolitiske indstilling, at menneskers relationer kan blomstre på tværs af mange forskellige kulturer og samfundsformer.

Når det kommer til praktisk visdom, er det derfor afgørende at erkende, at menneskelig blomstring ikke kun er et spørgsmål om individuelt selvforbedring, men også om hvordan denne forbedring opnås gennem vores forhold til andre. De dyder, som et menneske udøver, og de relationer, der opstår som følge af disse dyder, er i sidste ende med til at definere, hvad det betyder at blomstre som menneske. Et liv i flor er et liv, hvor man ikke kun forfølger egne interesser, men også forstår, hvordan man kan indgå i relationer, der fremmer både ens eget og andres velvære.

Hvordan humanomics kan forbedre effektiviteten af velgørenhed og institutioner i post-konfliktsamfund

En af de centrale idéer, som humanomics understreger, er nødvendigheden af at tage højde for både lokale forhold og moralske følelser i udviklingen af velgørenhed og bistand. Thomas diskuterer, hvordan velgørenhed, der er baseret på effektiv altruisme (EA), kan være gavnlig i at overkomme nogle af de problemer, der er forbundet med kortsynet velgørenhed. Dog, når EA ikke tager hensyn til modtagerens moralske følelser og lokale viden, kan det ende med at blive præget af langsigtet fjernsynethed (hyperopi). Dette skaber en form for velgørenhed, der i virkeligheden er en form for effektivt egeninteresse og misforstår altruismens essens.

Velgørenhed bør ikke kun være et spørgsmål om at påtvinge modtagerne en "global prioritet", men snarere at tage deres egen viden og perspektiv alvorligt. Når eksperter og velgørenhedsorganisationer påtvinger løsninger uden at forstå de specifikke behov og værdier i de berørte samfund, kan det føre til ineffektivitet og skuffende resultater. Dette fænomen kan beskrives som "kognitiv fangenskab", hvor de, der leder velgørenhedsprojekterne, bliver fanget i deres egne antagelser og generaliseringer om, hvad der er bedst for modtagerne, uden at tage højde for deres lokale kontekst og moral.

På den anden side argumenterer Daniel J. D’Amico for, at humanomics’ tilgang også kan hjælpe med at rette op på de strukturelle problemer i samfund, der har lidt under voldelige interne konflikter. I sådanne samfund er den formelle stat ofte svag eller ude af stand til at beskytte privat ejendom og opretholde retfærdighed. Dette skaber et vakuum, hvor uformelle og lokale institutioner ofte bliver mere effektive i at sikre samfundets stabilitet og udvikling. Ifølge D’Amico giver humanomics en bedre forståelse af, hvordan små, intime grupper og deres moralnormer kan bidrage til at genopbygge samfundet efter konflikt.

I post-konfliktsituationer, hvor formelle institutioner ofte har brudt sammen, kan lokale og selvorganiserede institutioner spille en væsentlig rolle. Eksempler fra Afghanistan og Rwanda viser, hvordan traditionel og uformel styring kan blomstre, hvor statslig styring svigter. Denne bottom-up tilgang til institutionel genopbygning er ofte mere succesfuld end top-down interventioner, der er påtvunget udefra. Når samfundene selv er involveret i at skabe løsninger baseret på deres egne normer og erfaringer, er der en langt større chance for, at disse løsninger får fodfæste og bliver bæredygtige på lang sigt.

En vigtig pointe, der ofte overses i debatten om velgørenhed og bistand, er at institutioner ikke kun er et resultat af økonomiske incitamenter eller politiske beslutninger, men også af de sociale og moralske relationer, der eksisterer mellem individer i samfundet. Adam Smith understregede i The Theory of Moral Sentiments, at de regler og normer, vi følger, ikke stammer fra abstrakt rationel tænkning, men opstår ud af praktisk erfaring og sociale interaktioner. Denne forståelse af institutioner som et resultat af menneskelige relationer er grundlaget for humanomics-modellen, som fokuserer på betydningen af moralsk empati, menneskelig kognition og social psykologi i institutionel analyse.

Som et praktisk eksempel kan man overveje, hvordan uafhængige organisationer, der arbejder tæt sammen med lokale grupper, kan skabe en mere effektiv model for hjælp i post-konfliktsamfund. Organisationer, der respekterer modtagernes uafhængighed og undgår de politiske og økonomiske magtstrukturer, som ofte kan skævvride hjælpeindsatser, kan opnå mere bæredygtige resultater. Ved at anvende humanomics som en analytisk ramme kan disse organisationer forstå, hvordan de kan støtte op om de institutioner, der allerede findes i samfundet, og hvordan de kan hjælpe med at genopbygge tilliden og de sociale bånd, der er nødvendige for at sikre fremtidig stabilitet.

Hvordan mikrotargeting og personlighedsanalyse omformer valgkampagner: Cambridge Analyticas indflydelse på politik

I politik er valgkampagner ikke længere kun afhængige af traditionelle metoder som tv-reklamer og møder med vælgere. I stedet har brugen af avanceret dataanalyse og mikrotargeting givet kandidater mulighed for at kommunikere med vælgere på et ekstremt præcist niveau, skræddersyet til deres personlige præferencer, adfærd og psykologi. Cambridge Analytica, en dataanalysevirksomhed der blev kritiseret for sin rolle i det amerikanske præsidentvalg i 2016, er et af de mest fremtrædende eksempler på, hvordan personlighedsanalyse kan bruges til at målrette vælgere.

Cambridge Analytica anvendte en fem-trins tilgang til mikrotargeting, der begyndte med segmentering af vælgere i dybt detaljerede grupper, baseret på både demografiske oplysninger og personlighedstræk. Virksomheden anvendte den såkaldte OCEAN-skala (åbenhed, samvittighedsfuldhed, ekstroversion, venlighed og neuroticisme) til at segmentere vælgere ud fra deres psykologiske profil, hvilket adskiller sig markant fra tidligere metoder, der primært fokuserede på geografi og demografiske data. Gennem disse algoritmer hævdede Cambridge Analytica at kunne forudsige vælgeradfærd med en præcision på op til 95 procent.

Denne metodik, som så ud til at kunne forudsige vælgeres beslutninger og handlinger med høj grad af nøjagtighed, førte til en radikal ændring i, hvordan politikere kunne kommunikere med deres vælgere. I stedet for at sende generelle politiske budskaber til en bred gruppe, kunne kandidater nu skræddersy meddelelser til hver enkelt vælger, hvilket øgede chancerne for at mobilisere dem til at donere penge, engagere sig i kampagnen, og i sidste ende gå til stemmeurnerne.

Kernetrækket ved denne metode var ikke kun at forstå, hvad vælgerne ville, men også at forstå hvordan man skulle kommunikere med dem for at opnå specifikke reaktioner. I tilfælde af Trump-kampagnen i 2016, fokuserede Cambridge Analytica på at tiltrække personer med personlighedstræk, der var forbundet med narcissisme, Machiavellisme og psykopati. Disse individer blev målrettet gennem Facebook-grupper, annoncer og artikler, som blev testet for at se, hvilke emner og former for indhold der ville vække deres interesse og få dem til at reagere.

Mens Cambridge Analytica hævdede, at deres strategier førte til markant øgede donationer og vælgermobilisering, er der stadig debat om effektiviteten af disse metoder. For eksempel hævdede den tidligere Cambridge-ansatte, Christopher Wylie, at virksomheden ikke målrettede et så stort antal personer som det blev påstået. Dette rejser spørgsmålet om, hvor meget effekt dataanalyse virkelig havde på de specifikke vælgere og deres adfærd.

Det er vigtigt at forstå, at de statistiske metoder, som disse virksomheder anvendte, ikke nødvendigvis betyder, at de forudsagde adfærd korrekt i alle tilfælde. Selvom “95 procent tillid” lyder imponerende, er der en væsentlig forskel mellem at have høj statistisk præcision i en forudsigelse og at kunne forudse konkrete, individuelle handlinger korrekt. Prædiktive modeller kan aldrig være helt nøjagtige, især når det gælder menneskelig adfærd, som er kompleks og påvirket af mange faktorer, der ikke altid er synlige i dataene.

Mikrotargeting kan også være problematisk, da det risikerer at skabe en politisk “filterboble”, hvor vælgere kun bliver eksponeret for den information, der bekræfter deres eksisterende synspunkter, hvilket kan føre til polarisering. Når kampagner begynder at bruge denne form for dataanalyse til at målrette specifikke individer baseret på deres personlighedstræk og emotionelle reaktioner, kan det udnytte vælgernes svagheder og følelser, hvilket ikke nødvendigvis fremmer en sund demokratisk proces.

Det er også vigtigt at bemærke, at mens virksomheder som Cambridge Analytica og Revolution Messaging hævder at have revolutioneret den måde, vi kommunikerer med vælgere på, står vi stadig overfor spørgsmål om etik og transparens i brugen af personlighedsdata. I en tid, hvor information om vælgeres privatliv og adfærd kan samles og udnyttes, er det nødvendigt at overveje, hvordan dette påvirker både den individuelle vælger og demokratiet som helhed.