Præsidentvalg i USA har i årtier været tæt forbundet med et af de mest følsomme og divisive emner i amerikansk politik: race. Fra Lyndon B. Johnsons kampagne i 1964 til Donald Trumps valg i 2016, har præsidenter gentagne gange navigeret i det komplekse landskab af racemæssige spændinger for at appellere til forskellige vælgergrupper. Denne kamp om, hvad "et Amerika" virkelig betyder, har ændret sig over tid, men har aldrig været langt fra overfladen.

Lyndon B. Johnson, der overtog præsidentembedet efter mordet på John F. Kennedy, spillede en central rolle i at fremme borgerrettighedslovgivning. Hans 1964-kampagne var dog mere end blot et spørgsmål om racemæssig retfærdighed. Johnsons retorik forsøgte at forene en splittet nation, idet han fremstillede sig selv som en præsident for hele Amerika. Samtidig udnyttede han de racemæssige spændinger i samfundet, hvilket ikke var usædvanligt i de efterfølgende præsidentvalg. Racemæssige appeller blev et strategisk redskab i valgmøder og offentlige taler, som præsidenter kunne bruge for at motivere vælgere.

Mens Johnson forsøgte at bygge broer, kunne hans efterfølger Richard Nixon, i sin 1972-kampagne, se en mulighed i den opblussende vrede hos de såkaldte "silent majority", et begreb, som han anvendte for at appellere til hvide amerikanere, der følte sig truet af de voksende krav om ligestilling. Nixon spillede på frygten for, at den sociale orden var ved at smuldre, og lovede at genoprette disciplinen i samfundet. Hans tilgang, der appellerede til hvide vælgere, der følte sig marginaliserede af borgerrettighedsbevægelser og øget minoritetsindflydelse, satte standarden for fremtidige republikanske kampagner.

Reagan og Bush videreførte denne strategi, men de pakket ind i mere sofistikeret retorik. Ronald Reagan brugte sin 1984-kampagne til at understrege værdierne af individuel ansvarlighed og fremhævede det, han kaldte de "basic values" for amerikanere. Reagan talte ikke direkte om race, men hans formuleringer appellerede til de samme hvide vælgere, der frygtede den demografiske ændring i landet. George H. W. Bush, i sin 1988-kampagne, var ikke bange for at anvende mere direkte strategier. Han understøttede en "law and order"-platform, som i praksis også signalerede et klart svar på de demografiske ændringer og de voksende krav om social retfærdighed.

Bill Clinton forsøgte i 1996 at genopbygge en større koalition af vælgere ved at appellere til både den hvide arbejderklasse og et bredt spektrum af minoriteter. Hans retorik omkring "One America" blev et symbol på hans ønske om at bygge en mere inklusiv nation, men han bevægede sig stadig forsigtigt rundt om spørgsmålet om race. Hans kampagne var mere præget af pragmatisme og en række politiske kompromiser end af en direkte appelformulering som tidligere præsidenter havde brugt.

I 2004, med George W. Bush som kandidat, blev den republikanske strategi mere fokuseret på at appellere til den religiøse højre og den hvide arbejderklasse, som følte sig marginaliseret af det økonomiske paradigme og af ændringerne i det internationale samfund. Bushs kampagne spillede på frygten for international terrorisme og på et ønske om at bevare de traditionelle amerikanske værdier i en tid med økonomisk usikkerhed og stigende multikulturalisme.

Barack Obama forsøgte i 2012 at fjerne den racebaserede retorik og i stedet appelere til et større billede af håb og forandring. Men i virkeligheden var hans kampagne stadig stærkt præget af racemæssige temaer, som han måtte navigere rundt i, især da modstanderne forsøgte at fremstille ham som en outsider. Obama indså, at race stadig spillede en central rolle i den amerikanske politiske diskurs, og han søgte at præsentere sig selv som en brobygger, der kunne håndtere både de sociale og økonomiske spørgsmål, som var forbundet med raceproblematikken.

Donald Trump, i 2016, indtog en radikalt anderledes tilgang. Han genoplive gamle dogmer om amerikansk exceptionalism, hvor frygten for fremmede og ændringer i samfundet blev brugt som våben. Hans kampagne var bygget på en åbenlyst populistisk platform, der spillede på økonomisk usikkerhed og en stigende frygt for et samfund, der var i hastig forandring. Trump brugte racemæssige appeller direkte i sin retorik, hvilket fik mange til at føle sig marginaliseret, mens han samtidig fremhævede sin kamp mod den politiske establishment, som han anklagede for at have svigtet de hvide, arbejderklasse-vælgere.

Den politiske brug af race og etnicitet i valgkampe har ikke kun været en strategi for at vinde valget. Det har også været et middel til at forme, hvordan amerikanerne forstår sig selv som nation. Hver præsident, der har navigeret i dette farvand, har været nødt til at balancere et skrøbeligt politisk klima, hvor racemæssige spørgsmål har været både et våben og en risiko. Selvom de specifikke måder, racemæssige appeller anvendes på, har ændret sig, er det vigtigt at forstå, at racemæssige spørgsmål ikke kun er et spørgsmål om moral eller etik, men også et kraftfuldt politisk værktøj, der kan forme nationens fremtid.

Race har i amerikansk politik altid været et spørgsmål om både konflikt og samling, hvilket betyder, at en præsidents måde at tale om race på kan være en af de mest kraftfulde måder at definere deres politiske arv på. De sociale spændinger og spørgsmål om racemæssig identitet i USA vil fortsat spille en central rolle i kommende valg, og præsidenter vil fortsat bruge, manipulere og tilpasse deres retorik for at nå frem til de vælgere, der er i stand til at afgøre valgets udfald.

Hvordan Ronald Reagans kampagner formede amerikansk politik og den etniske sammensætning

Ronald Reagan formåede at skabe en stærk og varig politisk platform, som fortsat har betydning i amerikansk politik. Hans kampagner var karakteriseret ved en retorik, der betegnede en "morgen i Amerika", hvilket skulle signalere en ny begyndelse for nationen, selvom de grundlæggende ideer ikke var revolutionerende, men snarere en videreførelse af ældre, etablerede politiske strømninger. I 1984 påpegede Reagan, at hans kampagne bestod af et fællesskab af mennesker, som delte værdier, der var fundamentale for amerikanerne, uanset om deres forfædre kom fra Latinamerika, Afrika, Asien eller Europa. Dette budskab om en samling af etniske grupper, forenede i et fælles amerikansk ideal, var en udvidelse af hans tidligere retorik.

Kernen i Reagans politiske appel var de værdier, som han mente bundede hans tilhængere sammen: kærlighed til familie og samfund, respekt for Gud, hårdt arbejde og en tro på fred gennem styrke. Disse blev præsenteret som værdier, der var "amerikanske", ikke nødvendigvis knyttet til et politisk parti. Det var dog bemærkelsesværdigt, at han i 1984 begyndte at inkludere latinoer og asiatiske amerikanere som en del af denne koalition, hvilket var en ændring i forhold til tidligere politiske formuleringer, der primært havde været centreret om den hvide arbejderklasse.

Reagan havde et særligt håb om, at latinoer ville støtte hans parti. Efter hans succes med den cubansk-amerikanske befolkning var han overbevist om, at latinoer i sidste ende ville identificere sig med de republikanske værdier, især i relation til sociale emner som abort og familieværdier. Denne opfattelse blev yderligere cementeret, da Reagan i samarbejde med politiske strateger skabte de første politiske tv-reklamer målrettet mod latinovælgere. I disse reklamer blev latinoer portrætteret som velstående, arbejdende mennesker, der støttede Reagan på grund af hans værdsættelse af traditionelle værdier og modstanden mod velfærdsstatens indflydelse.

En vigtig del af Reagan's appel til latinoerne var at fremhæve, hvordan hans politik ville gavne alle amerikanere og etniske grupper. Han fremhævede sin "muligheds-samfund"-politik som en kontrast til det, han kaldte modstandernes fejlslagne politik med høje skatter og omfattende offentlige udgifter. Han kritiserede demokratiets fokus på velfærd og hævdede, at det gjorde de svage mere afhængige af statslige programmer, i stedet for at styrke dem gennem arbejde og værdighed. Reagan præsenterede sig selv og sit parti som værende modstandere af afhængighed og velfærd, og han fremhævede, at latinoernes værdier i høj grad stemte overens med de amerikanske værdier, som han og hans tilhængere forfægtede.

Reagan’s politik og retorik havde et stærkt etnisk ladet element, især når han beskrev forskellen mellem de demokratiske og republikanske syn på etniske grupper. I et møde med latinoledere i 1984 påpegede Reagan, at mens demokraterne betragtede latinoer som et særskilt interessefællesskab, anså han og de republikanske ledere latinoerne som en del af den nationale mainstream. Dette var et subtile angreb på demokraternes tilgang, som han mente, forsøgte at appellere til forskellige grupper gennem velfærdsforanstaltninger, der fremmede afhængighed. Reagan underspillede på den måde raceforskelle og præsenterede republikanerne som partiet for de "rigtige" amerikanske værdier – familieværdier, tro, hårdt arbejde – og fremstillede demokraterne som værende afhængige af at fremme politik, der ikke kunne integrere latinoer og andre etniske grupper i det større amerikanske fællesskab.

Denne retorik havde langvarige konsekvenser for den amerikanske politiske scene. Reagan formulerede sig på en måde, der undgik direkte race-relaterede udtalelser, men samtidig indarbejdede underliggende beskeder, der blev forstået af hans tilhørere. Når han sagde, at han ikke så mennesker som medlemmer af bestemte grupper, men som individer med fælles værdier, signalerede han en afvisning af race-specifik politik, som han mente kunne forværre den politiske splittelse i landet. Denne tankegang tapede direkte ind i de hvide vælgeres modstand mod politik, der adressere historiske uligheder og diskrimination.

Endelig udvidede Reagan sin appel til asiatiske amerikanere, som han hyldede for deres værdier som hårdt arbejde, religiøs tro og fællesskabssind. Denne tilgang var en videreudvikling af hans racemæssige retorik, idet han præsenterede asiatiske amerikanere som forvaltere af de samme "amerikanske værdier", som han anså for at være grundlæggende for landets succes.

Reagan's politiske retorik om etnisk og racemæssig mangfoldighed reflekterede ikke kun hans forståelse af de demografiske ændringer i USA, men også hans dygtighed i at fremstille sin politik som den, der kunne forene alle amerikanere under et fælles værdigrundlag. Hans evne til at appellere til både traditionelt republikanske vælgere og nye, etnisk mangfoldige grupper har haft en varig indflydelse på den republikanske partis tilgang til race og politik i de efterfølgende årtier.

Hvordan George H. W. Bush Brugte Racemæssig Kodet Rhetorik til at Appellere til Hvide Vælgere

Under sin kampagne og senere i sit embedsperiode anvendte George H. W. Bush effektivt kodet racemæssig retorik for at appellere til en bestemt vælgergruppe, primært hvide amerikanere, der frygtede kriminalitet og urban forfald. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på dette var reklamen om Willie Horton, som blev brugt til at angrebe hans modstander, Michael Dukakis, og forme offentlighedens opfattelse af ham som svag på kriminalitet. Bush's valgkampagne demonstrerede, hvordan medierne kunne udnytte denne form for retorik til at ændre diskursen og vinkle den på en måde, der favoriserede den hvide middelklasse, især dem der var bekymrede over de såkaldte "kriminalitetskriser" i de store byer.

Horton-reklamen spillede på dybtliggende frygt i hvide vælgere for kriminalitet og urban forfald, mens den samtidig implicit var baseret på race. Bushs kritik af Dukakis for hans påståede støtte til en "revolving door" politik for kriminelle blev afspejlet i mediedækningen og resulterede i en alvorlig nedgang i Dukakis’ popularitet, da han blev mærket som svag på kriminalitet. Denne type racemæssigt kodet diskurs gjorde det muligt for Bush at vinde tilslutning blandt vælgere, som var blevet påvirket af mediernes dækning af kriminalitet og urban forfald. Selvom der ikke nødvendigvis var en direkte sammenhæng mellem Bush’s retorik og den faktiske politiske situation, ændrede det sig offentlige opfattelse af hans modstander og gav Bush kontrol over diskussionen.

I sin indvielsestale den 20. januar 1989 talte Bush om problemer som indre byens vold, men han anvendte en mere subtil form for racemæssig retorik sammenlignet med tidligere politikere som Ronald Reagan. Bush talte om "børn, der intet har, ingen kærlighed og ingen normalitet," og han kritiserede "den gamle løsning," som han mente var at tro, at offentlige penge kunne løse disse problemer. Han argumenterede for, at løsningen var at skære i offentlige programmer og appellere til "amerikanernes mod." Ved at bruge begreber som "velfærd," "slum" og "urban forfald" forbandt Bush problemerne med indre byer til en moralsk forfald. Hans sammenligning af velfærd og slaveri, hvor han beskrev folk som "slaver" under velfærdsprogrammerne, spillede på racemæssige konnotationer og gjorde det muligt for Bush at framstille velfærd som et problem for hvide vælgere, som frygtede et uholdbart velfærdssystem.

På en overfladisk måde undgik Bush direkte at nævne race, men hans tale og valg af ord fik hans tilhørere til at tænke på race uden eksplicit at nævne det. Hans retorik konstruerede en opfattelse af byer som ramt af et uafbrudt cyklus af kriminalitet og nedslidning, hvilket ofte blev opfattet som værende forbundet med sorte samfund i USA. Gennem denne stilfulde brug af kodet sprog formåede Bush at udnytte hvide vælgeres frygt for kriminalitet og fattigdom, som ikke nødvendigvis var direkte forbundet med den virkelige situation på jorden.

I de senere årtier er forbindelsen mellem mediernes behandling af kriminalitet og den måde, folk opfatter kriminalitet på blevet mere udtalt. I slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne begyndte medierne at fokusere mere på kriminalitet i de indre byer, ofte med billeder af sorte kriminelle, hvilket førte til en øget frygt blandt hvide amerikanere. I 1992, for eksempel, mente kun 8 procent af amerikanerne, at kriminalitet var det vigtigste politiske problem. To år senere, i 1994, var dette tal steget til 49 procent. Selvom kriminaliteten i storbyerne i høj grad var koncentreret i sorte samfund, blev hvide amerikaneres frygt for kriminalitet brugt som en politisk appel. Dette skabte en situation, hvor medierne og politikere kunne udnytte frygten for kriminalitet til at fremme politiske agendaer, som i sidste ende resulterede i, at retorikken blev stærkt farvet af racemæssige undertoner.

Bush’s taler og den måde, han talte om urbane problemer og kriminalitet, kunne altså være med til at fastholde stereotyper om, hvordan sorte mennesker levede i disse områder, og hvilken moral der kunne tilskrives dem. I sine udtalelser, hvor han talte om "kriminaliteten på gaderne" og "unge kvinder, der var ved at blive mødre til børn, de ikke kunne tage sig af," satte Bush sig selv i kontrast til disse "de" - dem der boede i de indre byer. Han appellere til moral og omvendt prædikede, at det var nødvendigt at hjælpe de mennesker, der stod i disse vanskelige livssituationer, mens han samtidig understøttede stereotype forestillinger om disse befolkningsgruppers manglende arbejdsomhed og moralske forfald.

Når vi reflekterer over den politiske diskurs og dens indvirkning på samfundet, er det klart, at denne form for retorik, som Bush brugte, ikke nødvendigvis var ment at føre til nogen praktiske løsninger på kriminalitet i byerne, men derimod til at manipulere opfattelsen af, hvem der var ansvarlig for de sociale problemer og hvordan samfundet skulle reagere.

Hvilken rolle spiller immigrationspolitik og racemæssige spørgsmål i amerikansk politik?

I årene op til præsidentvalget i 2016 var Donald Trump en central figur i den politiske debat, hvor han fremhævede immigrationsspørgsmål og raceproblematikker som centrale elementer i sin kampagne. Hans udtalelser og forslag, som var stærkt fokuseret på at bygge en mur mellem USA og Mexico, indføre et midlertidigt forbud mod muslimer og indføre strenge regler for de, han betragtede som "terror-prone" områder, afslørede ikke kun hans syn på udenlandsk indflydelse, men også på den demografiske og økonomiske udvikling i USA.

Trump’s kommentarer om Mexico, hvor han beskrev landet som en kilde til "voldsmænd" og kriminelle, blev kritiseret som generaliseringer og racisme. Den måde, han malede et billede af mexicanske immigranter på, var ikke ny i amerikansk politik, men den fik opmærksomhed i en tid med voksende spændinger om immigration og raceforhold. Trumps udtalelser rørte ved dybe frygtscenarier om USA’s demografiske ændringer, og hans forslag om at bygge en mur, som han hævdede ville stoppe kriminalitet og narkotikahandel, blev et symbol på hans modstand mod globalisering og immigration.

Der var dog også elementer i hans retorik, der kunne ses som et forsøg på at indramme immigranter, især dem med mexicansk baggrund, som både en trussel og en ressource. I sin tale i Arizona den 31. august 2016 anerkendte han "de store bidrag fra mexicansk-amerikanske borgere", mens han samtidig kritiserede dem, der var kommet ind i USA ulovligt. Denne dualitet blev ofte brugt til at understrege hans opfattelse af lov og orden, som han mente havde lidt under en for afslappet immigrationspolitik.

Samtidig spillede spørgsmål om race og politiets behandling af sorte amerikanere en vigtig rolle i hans kampagne. I sine taler fremhævede Trump ofte, hvordan "lov og orden" måtte genoprettes, og han kritiserede Hillary Clinton for hendes påståede modstand mod politiet. Trump angreb ideen om, at politiet var en racemæssig trussel mod samfundet, og han opfordrede til en øget polititilstedeværelse i de såkaldte "inner cities", som ofte blev fremstillet som hjemsted for fattige afroamerikanske beboere, der var ofre for kriminalitet.

Dette var dog ikke uden problemer, da hans udtalelser ikke tog højde for de mange afroamerikanske borgeres oplevelse af politivold. Ifølge en Pew Research-undersøgelse fra august og september 2016 mente 79 procent af sorte amerikanere, at "dødsfald af sorte mennesker under møder med politiet i de senere år er tegn på et større problem". Trump’s retorik spillede klart på en opfattelse af, at mange hvide amerikanere følte sig truet af de forandringer, som den voksende minoritetsbefolkning kunne medføre, og han brugte dette som et redskab til at mobilisere støtte blandt hans vælgere.

De spørgsmål, der blev rejst under valgkampen, pegede mod et dybt splittet USA, hvor race og immigration blev brugt som redskaber til at forme politiske linjer. Gallup-undersøgelser fra 2016 viste, at 35 procent af amerikanerne bekymrede sig meget om raceforholdene i landet, hvilket var det højeste niveau siden 2000. Samtidig viste en Pew-undersøgelse, at støtten til bevægelsen "Black Lives Matter" var delt langs både partilinjer og racemæssige skel, med langt flere afroamerikanske og demokratiske vælgere, der støttede bevægelsen, end hvide og republikanske vælgere.

Dette dybt rodfæstede politiske skel blev forstærket af Trumps retorik om en økonomi, der blev udnyttet af globalisering og immigration. Hans kampagne kørte på frygten for, at USA ville blive en "majority-minority nation", et udtryk for en fremtid, hvor hvide amerikanere ikke længere ville udgøre flertallet. Frygten for den økonomiske usikkerhed og den voksende immigration var noget, som Trump formåede at udnytte effektivt i sin appel til arbejderklassen og de grupper, der følte sig marginaliserede af økonomiske og demografiske forandringer.

Selvom Trump’s retorik ofte blev betragtet som polariserende, afspejlede hans kampagne en større frygt i det amerikanske samfund om race, immigration og den økonomiske fremtid. Dette spejlede sig i de politiske opdelinger, som blev mere udtalte i de år, der fulgte. Trump brugte disse følelser til at mobilisere vælgere, og i mange tilfælde gjorde han det ved at spille på gamle, velkendte narrativer om kriminalitet, race og udenlandsk indflydelse.

Det er vigtigt at forstå, at Trumps politiske budskaber og retorik ikke bare handlede om økonomisk politik eller immigration som sådan, men også om en bredere bekymring for, hvad mange amerikanere følte var et tab af kontrol over landets fremtid. De økonomiske og sociale omvæltninger i USA – som følge af globalisering, teknologisk udvikling og ændrede demografiske forhold – bidrog til den uro, som hans retorik udnyttede. For mange blev Trumps angreb på immigration og hans forsvar for "lov og orden" et udtryk for en dyb usikkerhed og modstand mod de forandringer, der syntes at ændre både den amerikanske identitet og de sociale strukturer.

Hvilken Rolle Spillede Økonomiske og Sociale Forhold i Donald Trumps Sejr i 2016?
Hvordan sikrer man klarhed og troværdighed i tekniske præsentationer?
Hvordan navigere i bilens betjeningssystemer og almindelig vedligeholdelse
Hvordan Skaber Man Effektiv Samarbejde i DevOps, når Modstand Opstår?
Hvordan kan Ayurveda hjælpe med at opretholde et sundt fordøjelsessystem?