Hvad skete der med Jorwe-kulturen og dens udvikling?

Jorwe-kulturen, som er kendt for sin betydelige indflydelse på Deccan-området i Indien, gennemgik markante forandringer gennem de forskellige perioder. I den tidlige fase (Periode I) blev husdyrhold, jagt og indsamling af vilde planter vigtige aspekter af samfundets økonomi. Dyrearter som hest, æsel og firehornet antilope blev introduceret, hvilket markere en udvidelse af det lokale dyreliv, mens kvæg fortsat var det mest betydningsfulde husdyr. Jagten på hjorte og brugen af fiskeredskaber indikerede et alsidigt og tilpasningsdygtigt samfund.

I den tidlige Jorwe-periode (Periode II) oplevede Inamgaon den største velstand. Der blev implementeret intensiveret landbrug og husdyrhold, og man benyttede sig formentlig af kunstvanding til at dyrke vinterafgrøder som hvede, ærter og linser. Samtidig tyder det på, at befolkningen i bosættelsen voksede, og samfundet udviklede sig til en mere kompleks struktur. Perioden markerede et højdepunkt i både økonomisk aktivitet og den materielle kultur, hvilket også ses i den avancerede produktion af redskaber og kunsthåndværk, som fx bladflager lavet af chalcedon og agat samt smykker af karneol og jasper.

I modsætning hertil viser den sene Jorwe-periode (Periode III) et markant fald i produktiviteten, hvilket kan have været et resultat af klimaforandringer eller en anden form for katastrofe. Jordbrug, særligt vinterafgrøder som hvede og ærter, blev nedprioriteret til fordel for mere hårdføre afgrøder som byg og hestebønner. Samtidig voksede afhængigheden af jagt og indsamling af vilde planter. I denne fase ser vi også en reduktion i både den teknologiske kompleksitet og i kvaliteten af det daglige liv, hvilket kan afspejle den øgede økonomiske og sociale usikkerhed i samfundet.

Mange af de arkæologiske fund fra Jorwe-kulturens bosættelser vidner om et samfund, der var i stand til at opretholde omfattende handelsnetværk. Beviser tyder på, at guld og elfenben muligvis blev importeret fra Karnataka, mens skaller og hyacinthbønner kan være kommet fra kystregionerne i Gujarat og Maharashtra. De, der boede i Jorwe-samfundet, var i kontakt med både neolithiske bønder i nord Karnataka og chalcolithiske samfund i Centralindien. Denne interaktion understreger Jorwe-folkets omfattende netværk og den kulturelle udveksling, der fandt sted på tværs af Deccan og videre.

I de senere faser af Jorwe-kulturen opstod en interessant udvikling af religiøs praksis, som blandt andet kan ses i fund af figuriner, der sandsynligvis repræsenterede gudinder, forbundet med frugtbarhed. Mange af disse figurer blev fundet i grave under husgulve, hvilket antyder, at de havde en symbolsk betydning i husstandens ritualer. Et eksempel fra Inamgaon viser, hvordan en hovedløs figurine, der var gravlagt sammen med en oksefigur, blev opdaget på en meget bemærkelsesværdig måde – figuren kunne placeres på oksen ved hjælp af et stykke træ, som symboliserede en form for frugtbarhedscykel.

Jorwe-kulturen bød på en kompleks social struktur, og arkæologiske fund viser, at det var samfund med klare hierarkier, hvor nogle begravelser, som dem fundet i Inamgaon, kunne tyde på, at de døde var betydningsfulde personer, muligvis magtfulde ledere. Disse gravfund, som inkluderer urner og specifikt designede gravsteder, afspejler en dyb religiøsitet og en forståelse af døden, der var tæt forbundet med husstandens og samfundets velstand.

En anden bemærkelsesværdig observation er den gradvise forladelse af Jorwe-bosættelserne omkring 1000 f.Kr., især i den nordlige Deccan, hvilket forblev en gåde i lang tid. Nogle mener, at øget ariditet og deraf følgende fødevareknaphed var en afgørende faktor for nedgangen. I Inamgaon fortsatte bosættelsen dog indtil omkring 700 f.Kr., hvilket indikerer, at ikke alle områder i Jorwe-kulturen blev påvirket af den samme nedgang. Det er også muligt, at den ødelæggelse, der findes i form af brændte bygninger og nedbrudte strukturer, skyldtes en mere dramatisk begivenhed, som forårsagede forfaldet.

Afslutningsvis viser fundene fra Jorwe-kulturen, at samfundet havde avanceret viden om landbrug og dyrehold, samtidig med at de opretholdt betydelige handelsnetværk og religiøse praksisser, som spillede en central rolle i deres sociale struktur. Den overgang, der ses mellem den tidlige og sene Jorwe-fase, indikerer, hvordan samfund kan ændre sig hurtigt på grund af både eksterne og interne faktorer, hvilket giver en fascinerende indsigt i, hvordan menneskelige samfund reagerer på både naturkatastrofer og interne forandringer.

Hvordan blev Shivas dans og de tidlige moskéer i Sydasien formet af materialer og kulturelle møder?

I Sydindiske Shiva-templer findes ofte en særlig natana-sabha, hvor Nataraja-billedet er placeret, eksempelvis i Chidambaram. Shivas kosmiske dans, der symboliserer universets cykliske skabelse og ødelæggelse, fremtræder i to hovedtyper – den vrede og den fredelige. I sin ananda tandava (lyksalighedens dans) har Shiva typisk fire arme; han bærer en slange som ornament, og hans arme udfører symbolsk ladede gestusser: trommen i den bageste højre hånd repræsenterer skabelsen, flammen i den bageste venstre hånd destruktionen, mens den forreste højre hånd viser en frigivende, beskyttende abhaya-gestus. Den forreste venstre hånd, kendt som danda-hasta eller gaja-hasta, peger mod den hævede fod, som står som verdens tilflugtssted. Under ham træder han på dværgen Muyalaka, et symbol på uvidenhed og ondskab. Hans hår, der bærer gudinden Ganga, stråler ud i en flammesløjfe rundt om rammen. De sydindiske Nataraja-fremstillinger adskiller sig markant fra dem i andre dele af subkontinentet, såsom Ellora og Badami, hvor variationer i udtryk, ornamentik, antal arme og ledsagende figurer er tydelige.

Mansura-moskéen, opført omkring 738 under Muhammad bin Qasims tid, voksede i 800-tallet til et vigtigt handels- og læringscentrum. Den omfattede en hypostyl bønnesal, udvidet under Habbari-æraen, med 13 rækker af trækolonner på stenfod. Mihrabben var halvcirkelformet og udskåret i qibla-væggen, og de nederste indvendige vægge var bygget af teaktræ. I Swat-dalen blev en moské dateret til 1048-49 fundet i Udegram, bygget af skifer med en rektangulær plan, hvor mihrabben var firkantet, men med en nicheformet bue på toppen. Denne moské var delvist overdækket og understøttet af rækker af trækolonner på stenfod.

Der findes også rester af tidlige moskéer i Gwalior og Bhadreshvar i Kutch. I Gwalior er et arkitektonisk fragment, der kan være en 8. århundredes mihrab, indbygget i et 15.-16. århundredes palads, hvor den bærer lokale tempelarkitekturtræk. I Bhadreshvar stammer moskéerne, gravsteder og en trappebrønd fra midten af 1100-tallet og har planer, der minder om sydiranske moskéer, men blev bygget af lokale håndværkere. Et unikt træk ved disse moskéer er to parallelle qibla-vægge, der skaber to bønneområder. Fejl i de arabiske inskriptioner antyder, at lokale skulptører, uden fuld beherskelse af sproget, udførte dem.

I denne periode præges det politiske landskab i subkontinentet af statsdannelser og udvidelse, hvor landoverdragelser til brahmaner legitimerede magt og påvirkede agrarsamfundenes struktur. Modsat forestillingen om byernes tilbagegang blomstrede især byhåndværk, handel og handelsgilder, især i Sydindien, hvor stærke handelsforbindelser med Centralasien og Kina eksisterede.

Forståelsen af denne historie kræver erkendelsen af, hvordan materialernes egenskaber – metal, sten og træ – påvirkede ikonografiens udvikling, samt hvordan kulturelle og politiske møder formede arkitekturen og samfundets religiøse liv. Det understreger også nødvendigheden af at se religiøse og kunstneriske udtryk i en sammenhæng, hvor teknologi, handel og magtforhold gensidigt påvirker hinanden, og hvor kunstnerisk fremstilling og arkitektur ikke blot er æstetik, men også udtryk for dybere sociopolitiske processer.

Hvordan de tidlige stater i Sydasien blev formet og udviklet

De tidlige stater i Sydasien har været genstand for omfattende undersøgelser og debatter blandt historikere, arkeologer og antropologer. Denne undersøgelse søger at belyse, hvordan disse stater ikke kun opstod, men også hvordan de formede de samfund, de blev en del af. Begreber som klanbaserede samfund, statens tidlige institutioner og interaktionen mellem religion og politisk magt er essentielle for at forstå, hvordan Sydasien udviklede sig fra primitive former for organisation til strukturerede samfund.

En af de mest fremtrædende teorier om statens opståen i Sydasien fokuserer på overgangen fra klanbaserede grupper til mere organiserede samfund. Ifølge forskere som Grinin et al. (2004) og Gupta (2009) var det den gradvise akkumulering af magt og ressourcer inden for et begrænset geografisk område, der resulterede i dannelsen af de tidlige politiske enheder. Disse enheder, der ofte blev ledet af konger eller lokale herskere, var kendetegnet ved et hierarkisk system, hvor magten var koncentreret i hænderne på et lille antal individer, mens den brede befolkning forblev underordnet.

Et centralt aspekt af denne proces var udviklingen af økonomiske og religiøse institutioner. I mange tidlige samfund spillede religiøse institutioner en vigtig rolle i legitimeringen af magt og autoritet. For eksempel blev kongeinstitutionen i flere sydasiatiske civilisationer betragtet som guddommelig, hvilket gav herskeren en særlig status og autoritet. Dette forhold mellem religion og politik kan ses i mange tidlige sydasiatiske samfund, hvor tempelkomplekser og andre religiøse institutioner ofte fungerede som magtcentre.

En anden vigtig faktor i dannelsen af de tidlige stater var handel og økonomisk aktivitet. I mange tilfælde spillede handel en central rolle i statens fremkomst. Økonomisk aktivitet, især på tværs af regionale og internationale grænser, skabte nye behov for organisering og ledelse. Guha (2021) understreger, at de tidlige stater i Sydasien ofte opstod i områder med stor handel, og at de økonomiske kræfter drev udviklingen af politiske strukturer, der kunne håndtere de udfordringer, som opstod som følge af komplicerede handelsnetværk.

Desuden var den sociale struktur i disse tidlige stater ofte baseret på et komplekst netværk af kaster og klaner. I mange samfund, som det ses i de tidlige Tamil-samfund (Gurukkal, 2010), var samfundsorganisationen tæt knyttet til landbrug og de specifikke opgaver, som blev tildelt de enkelte grupper. Denne opdeling af samfundet i forskellige klasser eller kaster var ikke kun et spørgsmål om økonomisk arbejdsdeling, men også et spørgsmål om social kontrol og politisk magt.

Denne udvikling kan ses i de forskellige kongedømmer, som eksisterede i Sydasien i den tidlige periode. Ifølge Guy (2014) var de vigtigste kongedømmer i Sydøstasien stærkt påvirket af hinduistisk og buddhistisk kultur, og deres magtstrukturer var ofte bygget på religiøs legitimitet. I Indien blev kongens rolle ofte forbundet med den religiøse orden, hvor han skulle opretholde dharma, den kosmiske orden, som var en vigtig del af både hinduisme og buddhisme. Dette forhold mellem religion og politisk magt gjorde det muligt for kongerne at udvide deres magt både internt og eksternt.

Vigtige monumenter og artefakter fra denne periode, som de tidlige indiske myntfund eller arkitektoniske strukturer, giver os indblik i de økonomiske, politiske og religiøse forhold, som dominerede disse samfund. I flere tilfælde afspejler kunst og arkitektur ikke kun det politiske magtspil, men også de ideologier, der blev anvendt til at retfærdiggøre og opretholde magten.

Det er nødvendigt at forstå, at de tidlige stater i Sydasien ikke blot var et resultat af en enkel proces. De var komplekse, flerdimensionale samfund, hvor økonomi, religion og politik var tæt forbundet. Deres udvikling var ikke ensartet; nogle stater voksede hurtigt og blev mægtige, mens andre forblev relativt isolerede. En grundlæggende forståelse af disse samfund kræver, at vi ser på de mange faktorer, der spillede ind – fra økonomiske betingelser til religiøse ideologier og fra sociale strukturer til militær magt.

For læseren er det afgørende at forstå, at statens tidlige udvikling i Sydasien var præget af dynamiske interaktioner mellem forskellige sociale grupper, økonomiske aktiviteter og religiøse normer. Magt og autoritet var ikke blot koncentreret i hænderne på kongen, men også i de sociale, økonomiske og religiøse institutioner, der omgav ham. Dette indikerer, at statens magt i Sydasien ikke kun var politisk, men også socialt og religiøst forankret.