I den komplekse verden af pornografi og mediediskurser konfronteres sorte kvinder konstant med stereotyper, der er blevet opretholdt og forstærket af en dominanskultur. For kvinder som Jeannie Pepper og Angel Kelly, der var centrale figurer i 1980’ernes pornografiske industri, var deres arbejde ofte en forhandling mellem at udfordre disse stereotyper og navigere i de krævende realiteter, der blev pålagt dem af medieproducenter og et hvidt forbrugspublikum.

Jeannie Pepper, for eksempel, valgte at udfordre og omforme stereotyperne omkring sorte kvinder i pornografi gennem hendes fremstilling af en "voodoo-pige", en rolle hun spillede med både erotisk karisma og strategisk bevidsthed. I hendes præstationer var der en dobbeltsidethed, hvor hun både indtog en stereotype og samtidig drev den videre. Hun gjorde sig selv til en kompleks figur ved at tilføje et element af legende mystik og kontrol, hvilket gav hende en form for erotisk suverænitet. Denne suverænitet, som er en proces snarere end en opnået tilstand, omfatter en bevægelse mod selvbestemmelse i et system, der kontinuerligt søger at disciplinere og udnytte hendes krop som en del af et større, strukturelt ulige system.

Selv om Jeannies valg ikke nødvendigvis helt fjernede de racemæssige diskurser, der ofte indrammede sorte kvinders seksualitet, var hendes forsøg på selvrepræsentation vigtige. Hun viste, at det at omfavne en stereotype ikke nødvendigvis betød at underkaste sig den; det kunne være en måde at udfordre dens snævre rammer og samtidig omforme den til noget, der kunne være både magtfuldt og seksuelt befriende.

Angel Kelly, en anden prominent sort kvinde i denne æra, oplevede lignende udfordringer. Hun var den første sorte kvinde, der vandt en eksklusiv kontrakt med et voksenfilmselskab, men hun blev ofte tvunget til at spille en “afrikansk voodoo-kvinde”, et billede hun selv stærkt afviste. Som hun udtrykte det, følte hun, at hun var nødt til at indgå i sådanne roller for at opretholde sin karriere, selvom hun følte en stor frustration over manglende kontrol over, hvordan hendes billede blev brugt i markedsføringen af filmene. Denne situation afspejler en bredere tendens, hvor sorte kvinder i pornografi ofte bliver fanget mellem ønsket om at vise deres egen seksualitet som glamourøs og smuk og samtidig blive tvunget til at optræde i stereotype roller, der reducerer dem til en ensidig og nedværdigende seksualitet.

Begge kvinder viser på forskellige måder, hvordan man kan manipulere og forhandle med de stereotype fortællinger, der er til stede i pornoindustrien. De afprøvede forskellige metoder til at omgå de begrænsninger, som disse narrativer satte op for dem. For nogle pornoskuespillere handler det om at spille op til stereotyperne og derefter transformere dem fra indersiden, hvilket giver dem en mulighed for at udtrykke noget mere komplekst og selvdefineret. For andre handler det om at nægte at indgå i disse roller overhovedet.

Det er også vigtigt at forstå, at disse forhandlinger ikke nødvendigvis fører til en fuldstændig frigørelse fra de racemæssige og kønsmæssige stereotyper. I stedet er der tale om en konstant kamp for at finde et rum, hvor en sort kvinde kan få lov at udtrykke sig på sine egne præmisser, uden at hendes krop og seksualitet bliver reduceret til en objekthandling. Både Jeannie og Angel ønskede at blive set som mere komplekse subjekter end de roller, de ofte blev tildelt, og de forsøgte at opnå dette gennem deres præstationer, som indeholdt både konflikt og kreativitet.

Derfor er det afgørende at forstå, hvordan pornografiske arbejderes agens ikke kun handler om at modstå stereotype roller, men også om at navigere og forhandle med de betingelser, de arbejder under. For sorte kvinder i pornografien er det en konstant forhandling mellem at opretholde deres egen værdighed og at udfordre de strukturelle uligheder, de er en del af. Disse kvinder skaber ikke kun billeder af sig selv, men de er også med til at udfordre, forme og måske endda ændre de narrativer, der ofte definerer sorte kvinder i pornografisk og kulturel kontekst.

I den bredere forståelse af sort kvindelig seksualitet, kan vi ikke kun fokusere på modstand mod undertrykkelse, men også på de subtile måder, hvorpå disse kvinder navigerer i deres arbejde og liv, og hvordan de strategisk vælger at eksistere inden for et system, der både udnytter og marginaliserer dem. Deres erfaringer vidner om et behov for at forstå agens ikke kun som modstand, men også som en kompleks forhandlet proces, hvor selv små valg kan være et skridt mod større selvbestemmelse og kontrol over deres liv og karrierer.

Hvordan Sort Pornografi Skaber Økonomiske og Kulturelle Forhold mellem Racialiserede Køn og Seksualiteter

Sort pornografi i videoæraen har haft en bemærkelsesværdig plads i diskussioner om seksualitet, race og køn. Det har ikke blot været en form for underholdning, men har fungeret som et spejl for større samfundsmæssige og kulturelle opfattelser af den sorte krop og sort seksualitet. I denne subgenre af pornografi kan vi iagttage en kompleks vævning af begær og afsky, æstetisk fascination og kulturel udnyttelse, som stammer fra den måde, hvormed disse billeder blev skabt og modtaget.

I sin tid som dominerende form for visuel kultur blev sort pornografi ikke kun formet af de sorte medvirkende, men af en overvældende hvid dominans, som ønskede at udnytte og transformere sorte kroppe til et objekt for begær. I denne kontekst blev både sorte mænd og kvinder fremstillet som seksuelle objekter i fantasier, der var designet til at appellere til et primært hvidt, mandligt publikum. Dette affødte en ekstremeret fantasiverden, der syntes at udtrykke både en dyrkelse og en nedgørelse af sort seksualitet.

Sort pornografi var et resultat af et samspil mellem økonomiske interesser og kulturelle præferencer, hvor markedet hurtigt anerkendte den økonomiske værdi af disse billeder. Producenter og distributører begyndte at forstå, at sort pornografi kunne udnyttes på en særlig måde, ikke kun til at tilfredsstille et hvidt publikum, men også som et nicheprodukt, der kunne appellere til urbane sorte forbrugere. Dette blev bekræftet, da sorte castede videoer, som Black Bun Busters, hurtigt fik stor opmærksomhed og blev anerkendt som et lukrativt marked.

Markedsføringen af denne type pornografi var ikke uden sine egne paradokser. Selvom forbrugere blev tiltrukket af sorte medvirkendes seksualitet, var der samtidig en vis skam forbundet med det, især når det kom til interracial sex. Denne modsætning af begær og afsky er en vigtig komponent i forståelsen af den måde, hvorpå sorte kroppe blev til et symbol på både tabuer og seksualiserede fantasi. Det, som blev præsenteret som en seksuel frigørelse, var i mange tilfælde også et middel til at forstærke og opretholde eksisterende sociale hierarkier.

Produktionen af sorte pornofilm blev ofte udført med en bevidsthed om det skel, der eksisterede mellem den sorte og den hvide seksualitet. Mens den hvide seksualitet kunne være en form for eksperimentation eller udforskning af grænser, blev den sorte seksualitet ofte indrammet som farlig, vilde og ukontrolleret. Dette afspejlede de kulturelle strømninger af angst og frygt, der omgav interracial sex på et tidspunkt, hvor det var tabu i mange samfundslag.

Derfor er det væsentligt at forstå, at sort pornografi ikke kun var et udtryk for seksuel lyst, men også et symbol på magtforhold, både økonomisk og kulturelt. Det skabte en særlig form for fascination af, hvad man opfattede som "den anden", og denne fascination blev ofte brugt til at opretholde og legitimering af eksisterende sociale og racemæssige grænser.

For både producenter og medvirkende var der et dobbeltforhold til disse billeder. De kunne både være aktive deltagere i at udforme deres egen seksualitet og blive udsat for den måde, hvorpå deres kroppe blev udnyttet. Ofte kunne de medvirkende i sort pornografi forstyrre de etablerede opfattelser af race og seksualitet ved at sætte deres egne grænser og identificere sig med en form for kontrol over deres kroppe, som samtidig kunne undergrave eller ændre de normative forestillinger om, hvad det ville sige at være en "seksuel" sort person.

Men den problematiske del af denne udvikling ligger i, hvordan markedsføringen og produktionen ikke kun berørte de sorte aktører, men også offentligheden. Publikum blev socialiseret til at opfatte disse billeder som en del af en forbrugerdrøm, som både afspejlede begær og samtidig opretholdt ideologiske og racemæssige skel, som ikke nødvendigvis kunne overskrides. Sort pornografi blev dermed et produkt af sin tid: en kombination af kulturel underholdning og et markedsbaseret værktøj til at skabe et voyeuristisk forhold til race, seksualitet og køn.

Samtidig, i takt med at industrien voksede, begyndte nye segmenter af publikum at opdage den økonomiske gevinster ved denne genre. Den voksende efterspørgsel fra hvidt og urbant sort publikum skabte et spændingsfelt mellem seksuel og kulturel nysgerrighed, som kunne omsættes til profit. Det blev hurtigt klart, at sort pornografi ikke kun var en niche, men et voksende marked med stor kommerciel værdi, som appellerede til både det etablerede hvide publikum og et nyere, potentielt lukrativt, sort publikum.

Disse observationer understreger, at når vi diskuterer sort pornografi, skal vi ikke kun se på det som en form for seksuel underholdning. Det er vigtigt at forstå, hvordan den er blevet brugt som et redskab til at forstærke og udnytte bestemte kulturelle opfattelser af race, seksualitet og køn. Det reflekterer både sociale tabuer, kulturelle præferencer og en dybt forankret racialisering af seksuelle begær.

Hvordan Race og Porno Mødes i Markedet: En Analyse af Interracial Pornografi og Den Kommercielle Udnyttelse

I de tidlige stadier af udviklingen af markedet for sort porno, blev der lavet klare strategier for, hvordan man kunne tilgodese en stor del af efterspørgslen i USA, uden at nødvendigvis tage højde for de etiske eller kvalitetsmæssige konsekvenser. I takt med at pornoindustrien voksede i 1980’erne, blev et marked for interracial porno etableret, som i høj grad blev betragtet som et kommersielt produkt, der havde et stort salgspotentiale. Produkterne blev dog ofte præsenteret på en måde, som ikke nødvendigvis gav mening for det, der reelt var et voksende publikum af sorte seere, og som heller ikke anerkendte den kulturelle og sociale kompleksitet, der kunne ligge i sådanne film.

En af de fremtrædende strategier, som mange videoforhandlere og distributører anvendte, var at adskille film med sorte performere i en særlig sektion. I starten blev disse film pakket sammen og sat til salg under én fælles pris, som en slags ‘one-size-fits-all’-produkt, hvor uanset kvaliteten af filmen, blev de solgt til den samme pris. Dette for at tilgodese den hvide kundes tilbøjelighed til at vælge disse film diskret, uden at skulle spørge om det. Selvom det var en praktisk strategi, fremmede det ikke nødvendigvis en udvikling af film, der kunne tilgodese et bredere publikum, som var interesseret i kvalitetsindhold. I stedet blev sort porno ofte reduceret til stereotype forestillinger om sorte menneskers seksualitet.

Markedsføringen af interracial porno indebar et væsentligt problem: filmskabere og distributører fokuserede ofte på at skabe filmskabelse, som appellerede til en hvid mands fantasi om sorte kvinder og mænds seksualitet. Dette synspunkt blev en del af den bredere kommercielle model for pornoindustrien, hvor produkterne hurtigt kunne produceres, og den hvide forbruger kunne vælge disse film uden at blive forstyrret af de potentielt mere grænseoverskridende kulturelle temaer, som sådanne produkter kunne involvere. Samtidig begyndte visse kritikere som Susie Bright at påpege, hvordan de billige produktioner, der var henvendt til det sorte marked, var præget af primitive og forældede tropes, der ikke kun udnyttede de sorte performeres talent på en overfladisk måde, men også manglede respekt for det sorte publikum, der kunne have været interesseret i mere nuancerede eller meningsfulde historier.

For mange producenter og distributører var der dog økonomiske incitamenter til at opretholde denne forretningsmodel. I en tid hvor pornoindustrien blev politisk presset – især i 1980’erne, da Ronald Reagan og hans regering iværksatte undersøgelser af pornografiens indvirkning på samfundet – var det for mange i branchen lettere at holde sig til en velforstået og risikofri produktion. De lovgivningsmæssige udfordringer, som pornoindustrien stod overfor, herunder kravene om at undgå “ekstreme” fetisher og sexaktiviteter, gjorde, at mange producenter forsøgte at lave film, der ikke ville tiltrække unødvendig opmærksomhed fra myndighederne. For interracial porno betød det, at selvom der var et voksende marked for denne type film, blev den ofte betragtet som en ‘risikabel’ genre, og filmene blev aldrig betragtet som noget, der kunne uddybes eller udvikles på et mere sofistikeret niveau.

Der er således en spænding mellem den økonomiske succes, interracial porno kunne opnå, og de etiske problemer, som opstod, når denne genre blev solgt på et stereotypt og nedladende niveau. Det blev hurtigt klart, at filmen ofte ikke var skabt med et ægte ønske om at repræsentere sorte personer og deres seksualitet på en autentisk måde. I stedet blev sorte performere ofte reduceret til simple karakterer i et system, der primært eksisterede for at opfylde hvide fantasier.

Der er dog et vigtigt aspekt, der ikke bør overses, når man ser på dette marked: interessen fra det sorte publikum. Der var et klart behov for voksenfilm, der inkluderede sorte performere, men der var også et behov for kvalitetsindhold, som kunne afspejle et bredere billede af sorte mennesker og deres seksualitet. Det blev dog overset af mange, der kun fokuserede på at udnytte de lette penge, der kunne tjenes på denne niche. Denne tendens til at producere billige film med lavt produktionsniveau og ureflekterede stereotyper gav ikke plads til de nuancerede, dybere oplevelser, som kunne have givet et mere autentisk billede af det sorte publikum.

Det er vigtigt at forstå, at kommercialiseringen af sort porno ikke kun var et spørgsmål om racemæssige stereotyper, men også et resultat af den tidens bredere politiske og sociale klima. I en tid med intens politisk og social kontrol over voksenindustrien, var det lettere at skabe film, der appellerede til en “universel” fantasi, selv hvis den var baseret på forældede og urealistiske forestillinger om seksualitet. Det betyder ikke, at markedet for interracial porno ikke havde et ægte fundament, men det viste sig ofte, at når produkterne blev reduceret til et simpelt økonomisk objekt, mistede de en dybere form for respekt for de individer, der var en del af disse narrativer.

Endelig bør det bemærkes, at pornoindustrien i mange år ignorerede den vækst af et sort publikum, der rent faktisk kunne have været en loyal forbrugerbase. Denne undertrykkelse af kvalitetsindhold, der kunne tilgodese et mere autentisk behov, satte en dæmper på udviklingen af genre, der kunne have fremmet både ægte repræsentation og økonomisk succes. I dag er det stadig et åbent spørgsmål, hvordan markedet for sort og interracial porno kan udvikle sig i en retning, hvor både kvalitet og kulturel respekt bliver betragtet som lige så vigtige som økonomisk gevinst.

Hvordan økonomiske udfordringer og racemæssige uligheder påvirker pornoskuespilleres arbejde og karrierer

I voksenfilmindustrien er udgifterne forbundet med arbejdet betydelige. Mange skuespillere i denne branche er nødt til at investere kraftigt i deres udseende og forberedelse til scenen. Dette inkluderer omkostninger som hårpleje, manicure, pedicure, voksbehandlinger og kosmetik, som hurtigt kan løbe op i 200-300 dollar pr. måned. Der er også regelmæssige omkostninger til test for hiv/aids og andre seksuelt overførte infektioner, som tidligere var obligatoriske hver 28. dag for professionelle aktører, men som nu skal foretages hver 14. dag. Udover dette er der udgifter til træning, kostumer, agenthonorarer og reklame, som samlet kan udgøre op til 2000-3000 dollar pr. måned. Skuespillere skal også investere i uddannelse og udvikling af færdigheder, forberedelse af kroppen til optagelser og meget andet, hvilket kræver både penge og meget ubetalt arbejde. For mange skuespillere kan disse udgifter føre til økonomisk usikkerhed, hvilket gør det svært at opretholde en stabil indkomst.

Derudover findes der en mekanisme i pornobranchens arbejdskraft, hvor skuespilleres værdi er meget afhængig af deres udseende og krop. Da voksne skuespillere, især kvinder, bliver betragtet som mindre attraktive, jo ældre de bliver, står de ofte over for et kort karriereforløb på bare et par år. Denne mekanisme presser mange til at acceptere lavere betaling eller søge ekstra indkomst fra andre sexarbejdsområder, som striptease, eskortarbejde, webcamming eller fetishmodellering. For disse kvinder kan det være en økonomisk nødvendighed at vælge disse alternative veje, da mange ikke kan leve af deres filmkarriere alene.

De økonomiske udfordringer for kvinder i voksenfilmindustrien bliver yderligere forstærket af racemæssige uligheder. For eksempel har sorte pornoskuespillere tendens til at tjene betydeligt mindre end deres hvide kolleger. En sort skuespiller kan typisk tjene omkring 50.000 dollar om året, mens en hvid skuespiller ofte kan tjene det dobbelte, nogle gange endnu mere. Dette betyder, at sorte skuespillere ofte er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt – enten ved at tage flere scener om måneden eller ved at acceptere lavere løn for at få arbejdspladser. Der er også en udbredt tendens til, at sorte kvinder tager mere tekniske eller intense sexroller, som anal sex eller multipartner sex, da disse opgaver generelt giver højere betaling.

Den systemiske racisme, der findes i industrien, gør det derfor svært for sorte kvinder at opretholde økonomisk stabilitet gennem en karriere som voksenfilmskuespiller. De kan blive tvunget til at tage på risikofyldt arbejde, som eskorttjenester, hvor de får lavere betaling og står over for både juridiske og fysiske farer.

I denne branche er udbuddet af roller begrænset for både sorte og ældre skuespillere. De fleste muligheder koncentreres om yngre kvinder, der fremstår i rollen som "barely legal," og det er generelt sværere for ældre skuespillere at finde stabilt arbejde. På den anden side betyder det øgede fokus på ældre kvinder i voksenfilm, såsom de portrætteret af skuespillerinder som Nina Hartley, at nogle skuespillere i deres 30'ere eller 40'ere stadig har mulighed for at finde en niche i industrien og skabe en langvarig karriere. Den stigende accept af seksualisering af ældre kvinder i popkulturen har også åbnet op for flere muligheder for kvinder uden for den traditionelle yngre aldersgruppe.

Selvom der er muligheder for at bygge en længerevarende karriere, er de fleste pornoskuespillere udsat for præcaritet. Mange af dem, som kommer fra arbejderklassen og ser voksenfilmindustrien som en økonomisk mulighed, opdager, at arbejdsforholdene hurtigt kan blive usikre, og indtægterne kan ikke opretholdes på lang sigt. På grund af denne usikkerhed ser mange sig nødsaget til at søge alternative indkomstkilder.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at mange, der vælger at arbejde i denne industri, ofte gør det ud fra et valg om økonomisk uafhængighed, autonomi og kreativt udtryk. For nogle er det den eneste vej ud af en begrænset økonomisk situation. Der er også en vis form for prestige forbundet med at opnå berømmelse som pornoskuespiller, da det kan åbne døren til andre former for sexarbejde og seksuel kapital. Dette kan hjælpe dem, der senere ønsker at bruge deres "erotiske kapital" i andre områder som escortarbejde eller private arrangementer, men samtidig er disse aktiviteter forbundet med deres egne omkostninger og risici.

Derfor er det nødvendigt at forstå, at selvom økonomisk belønning kan være betydelig for nogle skuespillere, er det langt fra en garanti for langsigtet stabilitet. Det er en økonomi, hvor selv de mest etablerede skuespillere kan blive usikre på deres fremtidige muligheder, og hvor racemæssige og kønsmæssige uligheder yderligere forværrer de strukturelle problemer.

Hvordan race og køn former arbejdsforholdene for sorte kvindelige pornoskuespillere

Bag kulisserne i pornoindustrien er de fysiske og følelsesmæssige belastninger, som sorte kvindelige skuespillere oplever, uundgåeligt præget af både køns- og racemæssige fordomme. Deres interaktioner med instruktører, producenter og medspillere kan have en dybtgående indvirkning på både deres arbejdsforhold og karrierer. Skaderne, som disse behandlingsformer medfører, strækker sig ikke kun til de umiddelbare arbejdsforhold på settet, men påvirker også de bredere karriereforløb og muligheder.

Selvom skuespillere er de mest synlige ofre for sådanne uretfærdigheder, er det ikke kun dem, der står forrest i at forme deres arbejdsmiljø. Også redaktører, designere, casting-agenter, PR-managere og distributører spiller væsentlige roller i både de praktiske forhold på settet og i formidlingen af det endelige produkt. I denne sammenhæng afslørede mange af de informanter, jeg talte med, at de havde oplevet både uhøflig, uprofessionel og direkte fjendtlig behandling, både på og udenfor settet. Flere mente, at dette behandling ofte havde både racemæssige og seksuelle motiver.

For nogle skuespillere er disse negative oplevelser subtile eller skjulte, mens de for andre er meget åbenlyse og direkte. Det er almindeligt, at skuespillere føler sig presset, kritiseret eller ignoreret på film- og fotosets. Lacey Duvalle beskriver, hvordan instruktører kan være nedladende og få skuespillere til at føle, at de ikke gør noget rigtigt. At føle sig komfortabel og støttet på et filmset er af afgørende betydning for pornoindustrien, fordi den performative arbejdsbyrde er enormt krævende. Under sexscener udsætter skuespillerne deres nøgne kroppe for timer under varme lamper i akavede og ubehagelige positioner foran en gruppe fremmede, mens de samtidig skal fremstå friske, smukke og tiltrækkende.

Den psykologiske og fysiske belastning ved sådanne optrædener er stor, og det er derfor, at skuespillere ofte håber på støtte fra instruktørerne. Desværre er det langt fra alle, der møder denne form for respektfuld og empatisk behandling. Kvindelige skuespillere i lavbudgetproduktioner, som mange sorte skuespillere er, kæmper ofte også med at mangle støtte til påklædning og makeup. De skal selv medbringe deres kostumer og gøre deres egen makeup, hvilket tilføjer yderligere stress til en allerede presset situation.

Når disse skuespillere protesterer mod den behandling, de modtager, bliver de ofte anklaget for at have en "bitchy attitude", og sorte kvinder i branchen får ofte et ry for at være "divas", som er svært at arbejde med. Instruktører og medspillere klager over, at de sorte kvinder ikke arbejder hårdt nok, er uprofessionelle og nægter at udføre de mere ekstreme sexhandlinger, som andre skuespillere måske ville acceptere, som for eksempel dobbel penetration eller bukkake. Dette billede af sorte skuespillere som vilde og uvillige arbejdstagere er ofte grundlæggende uretfærdigt og relaterer sig til opfattelsen af, at sorte kvinder ikke burde klage over deres situation, men derimod være taknemmelige for overhovedet at blive inkluderet i branchen.

En særlig fordom, som skaber dehumanisering af sorte skuespillere, er troen på, at hvide kvindelige skuespillere kan få deres værdi nedsat ved at have sex med sorte skuespillere, især sorte mænd. Champagne, en tidligere eksotisk danser og pornoskuespiller, beskriver, hvordan hun som den eneste sorte skuespiller på et helt hvidt set blev marginaliseret af både sine medspillere og instruktøren. I en af hendes oplevelser måtte hun stå model til en situation, hvor en hvid kvindelig skuespiller nægtede at arbejde med hende, simpelthen fordi hun frygtede, at sexen med en sort kvinde ville devaluere hendes egen værdi i branchen.

Dette understreger, hvordan hvide skuespillere i mange tilfælde er mere bekymrede over deres eget image og værdi end over at støtte en jævnbyrdig og respektfuld arbejdsplads. For hvide kvinder er det i mange tilfælde økonomisk fordelagtigt at opkræve ekstra penge for interracial sexscener med sorte mænd. Marie Luv, en erfaren skuespiller, beskriver, hvordan hun blev opfordret til at acceptere lavere honorarer for sex med sorte mænd, mens hendes hvide medspillere fik højere betaling for de samme sexscener med sorte mænd. Denne ulighed, som er forankret i en historisk opfattelse af sorte kvinders seksualitet som "allestedsnærværende" og "tilgængelig" for alle mænd, forstærker skellet mellem de hvide og sorte skuespilleres arbejdsforhold.

Det er en udbredt opfattelse, at sorte kvinders seksualitet er mindre tabu for hvide mandlige forbrugere, som ser sorte kvinder som mere seksuelt tilgængelige, hvilket gør den interracial fantasi mindre tabubelagt. Den måde, hvorpå hvide kvindelige skuespillere kan udnytte dette system ved at få højere honorarer for at engagere sig i interracial sexscener, understreger en dybt indgroet racemæssig og seksuel hierarki, som stadig præger pornoindustrien.

Sorte kvinder i pornobranchen kæmper derfor både med at bryde racemæssige og kønsmæssige barrierer. Når de taler op om deres behandling, mødes de ofte med afvisning, men de fortsætter med at gøre modstand, både åbenlyst og subtilt. I sidste ende er det gennem denne modstand, at de forsøger at ændre de uretfærdige arbejdsforhold, som de møder hver dag.