De nye øer var ikke grønnere, men de var lysere, junglen var mindre tæt, og der var åbninger med græsgange. Det var lykkeligere øer, beboet af lykkeligere mennesker, lettere og mere smidige. Og så var der den hændelse, som bidrog til den nye stemning.

En dag, pludselig, sagde Stein: "Casey, jeg er forelsket."

"Min Gud, i hvad?"

"En kvinde. Det er normalt for andre. Er det unormalt for mig?"

"Ja. En vortesvin kunne jeg forstå, men ikke en kvinde. Hvilken stamme er hun fra?"

"Casey, du er sjov, men nålen prikker lidt. Hun er en hvid kvinde. Jeg mødte hende i dag og blev forelsket."

Casey vidste, at der ikke var nogen hvid kvinde på øen. Han vidste også, at Stein havde meget dårligt syn. Men hvad kunne det være, der kunne få den nærsynede Stein til at tro, at et objekt eller en væsen var en hvid kvinde? Hvad kunne det (eller hun, hvis det var et levende og sexet væsen) have givet af tegn på gensidighed? Casey satte sig for at finde svaret.

På Kokoslundene planlagde de en forestilling, og Stein var normalt ansvarlig for sådanne. Aussierne ville også deltage og dele deres talenter. Aussierne havde dog ikke meget talent, men de havde Tania. Tania var Tommy Trouncer, en lyshåret australsk lance-korporalt. Han havde en dobbelt stemme og kunne lave imitationsnumre.

"Herregud, Casey, vi tog din dobbelt-øjede ugle," fortalte en af aussierne ham. "Vi ville bare have Tommy med i showet, og Stein har ansvaret for de ting. Vi lavede ham en kjole og klædte ham ud som en kvinde, og tog ham til audition. Du ville tro, at en mand som Stein ville være den sidste, der blev narret. Jeg gætter på, at vi alle har været for længe i junglen."

"Det kunne virkelig ikke være det. Sådanne ting er ikke mulige," sagde Casey. "Men Stein har ingen sans for humor." Casey tog fejl i den udtalelse.

"Han har ikke noget vinkel, Case," sagde en af aussierne. "Han er kogt, udskåret og spist. Vi fortalte ham til sidst, at en af brigadierne havde hende, og at han havde sendt hende til øen til vederstyggelige formål. Vi sagde, at brigadieren midlertidigt var væk, og at Tania gerne ville være med i showet og give drengene en god oplevelse. 'Den eneste måde at gøre det på,' sagde Stein, 'er at præsentere hende som en kvindelig impersonator.' 'Herregud, det er genialt,' sagde vi, 'der findes ikke en hjerne som den i verden.' 'Jeg tvivler på det,' sagde han, og han svor os til tavshed. Vi må aldrig afsløre, at hun faktisk er en kvinde. Gud, Casey, kan han ikke se håret på hendes ben?"

"Stein kan ikke se i meget detaljer. Og så er der noget, der kan ske med en mand, som ikke kan forklares. Vi er alle udsatte. Forresten, hvad vasker I aussierne jer i, får-dip?"

"Det er parfumen. Det er det, der får ham. Han taler om forårs-ekstase og sådan noget. Han vil gøre en god kvinde ud af Tommy. Han vil rejse anklager mod den gamle brigadier. Og han vil have, at Tania, Tommy, skal vente på ham, og efter dette vil de leve sammen et sted i en bedre, renere verden."

"Det åbner et helt nyt spil," råbte Casey. "Hjælp mig med at stege denne gås, Åh hjælp mig med at stege denne gås. Tommy, hvor god er du?"

"Casey, jeg er den bedste i verden. Du kan ikke få det bedre end det."

Casey forlod den australske gruppe og tog Tommy med sig, sammen med en forbindelsesmand, og gik for at søge råd hos de fire klogeste mænd, ud over ham selv, på øen. De "Dirty Five" og de to australiere sad op hele natten og udtænkte deres snedigste plan – afsættelsen af Stein og hans herrer.

De vidste, at det ville skabe internationale komplikationer; der ville blive helvede at betale. Men hvis det lykkedes, og det kunne lykkes, ville det trække Stein ned, og måske endda den rasende oberst og de tre opfarende majors. De lavede arbejdet den nat, og derefter fulgte Casey op på detaljerne i de dage, der var til rådighed.

Han gav det alt, hvad han havde. Det var en forbrydelse, at den grådige gamle brigadier skulle korrumpere pigen, og det var ingen almindelig pige, som selv de dummeste kunne se. Og hvis Stein virkelig var forelsket, hvem mere end ham fortjente så ægte kærlighed, når den kom? Selvfølgelig kunne han håbe på den ekstatiske tilværelse i den renere verden, der ville komme. Der er de særligt favører, og man kan komme ind i denne klasse gennem bemærkelsesværdig mod.

Det vigtigste var at få hende væk fra brigadieren, mens hun stadig var ren af sjæl. Målet var værd at udfordre.

Med Steins forbindelser kunne han få obersten og majors til at gribe ind? Kunne de have planlagt en pludselig razzia? Kunne de få brigadieren anklaget for moralsk fordærv og få Tania sendt hjem?

"Det kan lade sig gøre, Absalom, det skal gøres," svor Casey.

"Det er det værd," sagde Stein. "Som en mand vil jeg få det ordnet."

Forestillingen var en succes, og Tania var stjernen. Det var så realistisk, at drengene næsten rev stedet op. Ikke at de ikke kunne se håret på benene; men som de sagde, havde de alle været for længe i junglen.

Og lidt efter forestillingen havde Tania et forhold med Stein. De "Dirty Fivers" og de australske medskyldige var jublende. Tommy svor, at han kunne trække et dobbelt-stunt, et tripple-stunt, at han kunne holde den gamle fyr på en løs krog. Han sagde, at han var en svindler fra gammel tid og havde et talent for det. Trods alt var han den bedste i verden.

Så de overlod det til ham med store forhåbninger.

Mange timer senere, før det var helt daggry, kravlede et underligt væsen ud af skovene. Det havde mistet sine briller og kunne ikke se, hvor det gik. Det var dækket af mudder og var forfærdeligt revet i stykker. Der var blod på hovedet, og øjnene var sorte og næsten lukkede.

Casey lagde det i sengen med sorg, for dette var Stein, og det betød, at konspirationen var stødt på stenene i Tommys temperament.

Casey gik for at få detaljerne.

"Der var ingen måde, jeg kunne håndtere det, Case," sagde Tommy. "Den fyr er vanvittig. Han ville have verden af fremtiden i nat. Han er stærkere, end han ser ud, og han skræmte mig. Jeg gjorde det hele op. Han er uforklarlig. Han havde et falsk grin, der gjorde mig iskold. Jeg måtte slå ham mod træerne og stampe ham i et sumpområde.

"Men han fangede aldrig på."

Casey fik pludselig håb. "Han fangede aldrig på, Tommy? Han ved det stadig ikke?"

"Nej. Han ved ingenting. Når du er så sindssyg, bliver du ikke klogere."

Casey vendte tilbage til den sårede Stein og gendannede ham til liv med mindre kirurgi og en vis hårdhed.

"Fortæl mig, Absalom, hvis du kan tale, hvad skete der?"

"Oh Casey, hun var fantastisk. Hun er ren som sneen, og jeg var foragtelig. Hun er fyldt med guddommelig ild, når hun er vred. Hendes styrke er mere end menneskelig. Jeg er ti gange mere forelsket nu."

"Åh, for fanden, mand, lig ikke der og blød. Dette kræver hurtig og drastisk handling. Brigadieren er tilbage i morgen og tvinger hende sikkert til at underkaste sig i dette øjeblik. Gå til obersten og majors og fortæl dem, at han er en fascistisk skurk og har fået dig banket for dine holdninger. Sig dem, at en

Hvordan Spøgelser og Dæmoner Skaber Verdens Mørkeste Historier

Mænd har ofte været besat, og deres liv synes at følge et mønster: de meningsløse tidlige år, den pause hvor de stod hvor Faust stod, og beslutningen. Derefter følger stigningen til magt, indflydelse og næsten universel ære efter at have lavet en pagt. Men det er ikke deres eget jeg, der opnår disse ting; det er dæmonerne i dem, der tager kontrollen. De er de besatte mænd, der driver meget af verdens gang, og deres historie er den mest skræmmende, man kan forestille sig. De, der ser op til de store mænd, ved ikke, at de er tomme skal, beboet af spøgelser.

En af de mest gribende og uhyggelige elementer i en spøgelseshistorie er døde, der vender tilbage til livet. Døde mænd, der rejser sig fra deres grave, et lig, der sætter sig op – det er den skræmmende kernen af mange spøgelseshistorier. Det er så forfærdeligt, at det ofte blandes med humor for at blive udholdeligt, og dermed bliver det kernen i tusindvis af irske vågneshistorier. Men hvorfor skulle en død mand, der vender tilbage til livet, være mere skræmmende end en almindelig levende mand? Man skulle tro, at han skulle være dobbelt så kær og ærværdig, indhyllet i mysteriet fra den anden verden, en glæde, der vender tilbage for at erstatte sorgen ved afsked. Men i virkeligheden er de fleste mennesker bange for en død mand, der vender tilbage til livet.

Denne frygt for spøgelser rækker langt tilbage til de tidlige anti-kristne perioder. I de romerske dage blev anti-kristne fortællinger brugt til at skræmme folk. De var den nye religions største hindring, og dens fjender udnyttede dette for at sprede frygt. Forestil dig en mand, der er blevet dræbt og mishandlet, pakket ind og begravet, og hans grav forseglet en fredag aften. Og så på søndag morgen rejser han sig fra de døde og går omkring som et to-dages gammelt lig og fortæller folk, at han har været i helvede. Dette var den frygtede historie, som de små romerske børn i imperiet blev opdraget med: den døde mand, der bryder ud af sin grav og kommer gennem lukkede døre midt om natten.

Frygten for de døde er dybt indgroet i menneskets psyke. Selvom vi ved, at døden er en uundgåelig del af livet, er det dens uigenkaldelighed og den voldsomt ukontrollable natur, der skræmmer os. Det er netop dette aspekt, der giver spøgelser deres frygtindgydende kraft. Det er den kendte, der er blevet fremmed, noget vi ikke længere kan forstå eller kontrollere.

For dem, der arbejder tæt på døden, som fx sygehuspersonale eller ligmænd, bliver mødet med de døde en anden form for spøgelseshistorie. Historier om at vende sig bort fra et lig, eller endda have en fornemmelse af, at de døde kan bevæge sig, er en del af den psykiske frygt, der følger med arbejdet. I de mørke rum, hvor lig bliver opbevaret, mærkes en restløshed, som om de døde stadig har noget uafsluttet. Det er en oplevelse, hvor mennesker bliver usikre på, om det, de ser, virkelig er dødt.

Men endnu værre er de "joke-spøgelser," som de medicinske personale ofte bruger til at teste de nye medarbejdere. En læge eller sygeplejerske vil blive sendt ind til et lig, som viser sig at være en levende person, der i stedet for at være død, beslutter sig for at overraske dem. Denne type humor virker skræmmende for de nybegyndere, men for de erfarne er det et dagligdags fænomen. Den psykologiske skræmmefaktor er kraftig, for hvem kan vide, hvornår en levende person kan blive til et spøgelse?

Historier som disse rummer ikke kun skræmmeelementer, men de afslører også noget dybere om vores frygt for døden. Når en død mand vender tilbage, er det ikke bare hans krop, der skræmmer os, men ideen om, at han stadig kan være til stede, trods hans fysiske udgangspunkt. Det er netop derfor, spøgelser som fænomen er noget mere end blot fantasi – de er vores kollektive frygt og bevidsthed om livets forgængelighed, der udtrykkes gennem disse historier.

Der er også den metafysiske dimension ved spøgelser: at de ikke er døde, men at deres ånder, eller livskraft, fortsætter i en form, der kan beskrives som en besættelse. De besatte mænd, som vi først talte om, viser os et væsen, der ikke er helt i live, men som heller ikke er helt død. Denne tilstand af mellemting udgør en form for eksistens, der både er skræmmende og dragende. De besatte mennesker styrer en stor del af vores verden, men det er ikke dem selv, der handler – det er kræfter, der har besat dem. Dette er den virkelige rædsel – ideen om, at vi ikke er herrer over vores egne liv, men at noget andet, noget mørkt og ukontrollerbart, styrer os.

Endtext

Jak naše mysl vytváří realitu: porozumění základům vnímání a formování světa
Jak správně sestavit a připojit servomotory pro projekt 3D tisku
Jak britské fotoaparáty ovlivnily světovou fotografii a co o nich musíme vědět?
Jak efektivně implementovat DevOps v týmové spolupráci a vývoji