Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Præsidenter, der står over for skandaler, har flere strategier til rådighed for at beskytte deres embede og omdømme. En udbredt metode er stenblokering, hvor præsidenten forsinker eller afviser samarbejde med efterforskere og modstandere, indtil vælgerne afgør situationen. Effektiviteten af denne taktik afhænger i høj grad af graden af politisk polarisering i landet og den støtte, præsidenten har i Kongressen og hos offentligheden. Nixon brugte eksempelvis stenblokering som en forsinkende strategi, indtil hans støtte blandt egne partimedlemmer svandt, hvilket gjorde taktikken ineffektiv. På samme måde benyttede Clinton og Reagan varianter af denne tilgang i lignende politiske klimaer.
Stenblokering fungerer som en slags medicin, der i starten lindrer presset, men som på sigt kan få alvorlige bivirkninger. Når skandalen udvikler sig fra en simpel forseelse til en historie om hemmeligholdelse og cover-up, mister denne strategi sin styrke og kan vende sig mod præsidenten. Derfor anvendes ofte en form for kombineret tilgang, der kaldes “kooperativ stenblokering”. Her lover præsidenten samarbejde og åbenhed, men i praksis forsinker eller begrænser han efterforskningen. Clinton eksemplificerede dette ved at give nogle beviser og vidneforklaringer, men kun under pres fra domstole og kongres.
Valget mellem ren stenblokering og kooperativ stenblokering afhænger også af typen af skandale. Seksuelle skandaler passer naturligt til stenblokering, da de ofte vedrører privatliv, og offentlighedens interesse her kan være begrænset. Finansielle skandaler udgør derimod en større risiko ved stenblokering, især når der er offentlige midler involveret, da det hurtigt kan føre til anklager om at skjule ulovligheder. Magtmisbrugsskandaler er ofte mest sårbare over for stenblokering, fordi stridighederne om præsidentens samarbejde med kongressen eller domstolene kan være svære for offentligheden at gennemskue, hvilket giver præsidenten en vis fordel.
Både stenblokering og kooperativ stenblokering er defensive strategier, der udspringer af det amerikanske system med magtadskillelse, hvor hver gren af regeringen forventes at beskytte sig mod indblanding fra de andre. Præsidenter forventes at bruge deres magt til at forsvare sig mod beskyldninger, mod politiske modstandere og mod indgriben fra andre regeringsorganer. Ingen præsidenter har blot accepteret anklagerne uden kamp – selv Nixon trak sig først efter en hård kamp mod kongressen og retssystemet.
En tredje strategi, som præsidenter ofte benytter, er vildledning, især i form af det, der kaldes en “backfire”. Vildledning handler om at omdirigere mediernes og offentlighedens opmærksomhed væk fra skandalen ved at fremhæve noget andet, ofte en helt anden problemstilling. Det adskiller sig fra mere almindelige taktikker som at ændre emne eller at forsøge at omforme debatten omkring en sag. Vildledning går skridtet videre ved direkte at forsøge at blokere fokus fra den egentlige problematik ved at få publikum til at rette opmærksomheden mod noget andet, som præsidenten selv vælger at fremhæve.
Ændring af emne er ofte en taktisk måde at nedtone en anklage på ved at fremhæve mere produktive eller relevante politiske dagsordener, som Clinton gjorde ved at insistere på vigtigheden af arbejde, uddannelse og sundhed frem for skandalen. Men vildledning er mere aggressiv; det handler om at skabe en distraktion, der næsten bevidst trækker offentlighedens opmærksomhed væk fra anklagerne, og det kan anvendes både som et forsvar og som et angreb mod kritikere.
Det er vigtigt at forstå, at præsidenters håndtering af skandaler ikke blot handler om at løse konkrete anklager, men også om at navigere i komplekse magtforhold og offentlighedens opfattelse. De strategier, der vælges, er tæt knyttet til den politiske kontekst, typen af skandale og præsidentens evne til at bevare støtte i befolkningen og blandt politiske allierede. Det kræver et dybt kendskab til både juridiske, politiske og kommunikative redskaber at manøvrere effektivt i krisesituationer, hvor alt kan vendes imod en. Forståelsen af disse taktikker giver et mere nuanceret billede af præsidenters handlemuligheder og begrænsninger, når deres lederskab udfordres.
Var det ulovligt at tilbageholde udenlandsk bistand? En analyse af Trumps handlinger i Ukraine
I en pressekonference i 2019 erklærede præsident Trump, “Kom over det. Der vil være politisk indflydelse i udenrigspolitikken.” Denne erklæring var en direkte afvisning af, at tilbageholdelse af midler til Ukraine kunne være ulovlig eller usædvanlig. Men i januar 2020, da impeachment-sagen mod Trump begyndte, udsendte Government Accountability Office (GAO) en erklæring, hvori de fastslog, at det var ulovligt at tilbageholde midler med politiske formål, og at præsidenten ikke kunne erstatte lovgivernes politikker med sine egne prioriteringer. OMB (Office of Management and Budget) havde tilbageholdt midlerne af en politisk årsag, hvilket ikke var tilladt under Impoundment Control Act. Selvom dette ikke udgør en kriminel handling, og ingen blev retsforfulgt, var det en overtrædelse af loven. Det er dog vigtigt at forstå, at ikke alle tilfælde af tilbageholdte midler nødvendigvis er ulovlige, men i dette tilfælde var det.
Mens det er almindeligt, at kongressen knytter betingelser til udenlandsk bistand – for eksempel krav om forbedringer i menneskerettigheder eller bekæmpelse af korruption – er det sjældent, at en præsident personligt tilbageholder midler, som godkendt af kongressen. I Trumps impeachment sag henviste hans tilhængere til tidligere administrationers handlinger, som om, at tilbageholdelse af bistand var en almindelig praksis. For eksempel, i 2013 tilbageholdt Obama-administrationen militærbistand til Egypten, da det egyptiske militær overtog regeringen i et kup. Dette var en situation, hvor den amerikanske regering havde et valg: at erklære det som et kup og suspendere bistand i overensstemmelse med lovgivningen, eller at undgå at bruge termen "kup" for at opretholde et diplomatiske forhold med Egypten. Denne situation var dog langt mere åben og offentlig diskuteret end Trumps beslutning om at tilbageholde bistand til Ukraine.
Det er vigtigt at bemærke, at tilbageholdelsen af bistand til Ukraine i 2019 ikke drejede sig om et kup, men om mistanke om korruption. Ukraine lider af alvorlig og langvarig korruption, som USAID har dokumenteret ved at kalde landet "den mest korrupte stat i Europa." Når kongressen godkendte midler til Ukraine i 2018 for at støtte dem i deres militære konflikt med Rusland, blev der indsat en bestemmelse, som krævede, at forsvarsministeriet bekræftede, at Ukraine gjorde tilstrækkelige fremskridt i kampen mod korruption. Denne bekræftelse blev leveret til kongressen i maj 2019. Det er uklart, hvornår præcist beslutningen om at tilbageholde midlerne blev diskuteret, men den blev sandsynligvis overvejet allerede i juni 2019, og senest den 3. juli var nationale sikkerhedsofficerer som Alexander Vindman klar over tilbageholdelsen.
Trumps administration var præget af bekymringer om lovligheden af at tilbageholde bistand til Ukraine, især da det kunne underminere Ukraines forsvar mod russisk aggression. Ligeledes var der stor bekymring blandt medlemmer af kongressen – både demokrater og republikanere – som kontaktede OMB for at få afklaring på forsinkelsen. Denne tilbageholdelse af bistand var en tæt bevogtet hemmelighed og forblev uklar for mange, både i den amerikanske regering og blandt kongresmedlemmer.
Selv om Trump administrativt havde det ønske at begrænse udenlandsk bistand, var dette en sjælden hændelse, og de få gange det blev gjort, var det inden for rammerne af de normer, som kongressen havde fastsat for præsidentens kontrol over bistand. For eksempel, i 2018 blev militærbistand til Pakistan tilbageholdt, da Udenrigsministeriet vurderede, at Pakistan ikke havde gjort nok for at bekæmpe terrorisme. Dette var et klart eksempel på politisk beslutningstagning, der fulgte etablerede normer, men tilbageholdelsen af bistand til Ukraine var anderledes, da det ikke var en del af disse normer, og blev betragtet som en ulovlig handling af GAO.
Når man ser på de argumenter, som præsident Trump og hans forsvarere fremførte under impeachment-sagen, er der en stærk indikation på, at tilbageholdelsen af bistand til Ukraine blev drevet af politiske og personlige interesser, snarere end objektive faktorer som bekæmpelse af korruption. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt en præsident, der engagerer sig i sådanne handlinger, ville forstå risikoen for, at hans beslutninger ville blive udfordret, hvis de blev afsløret. I lyset af Trumps tidligere erfaringer med "Russia hoax" og de påstande om et "wire tap," kan man antage, at han så en potentiel fordel i at skabe modhistorier og omdirigere opmærksomheden væk fra kontroversielle beslutninger.
Trumps tilbageholdelse af bistand og de efterfølgende handlinger – herunder de “perfekte opkald” – indikerer, at det kunne være et forsøg på at bygge et “backfire” – en strategi for at vende offentlig opmærksomhed væk fra den egentlige kontrovers og i stedet fokusere på alternative narrativer. Det er også vigtigt at forstå, at sådanne politiske beslutninger kan have alvorlige konsekvenser for de lande, der modtager amerikansk bistand, og for den internationale diplomatiske situation, som USA forsøger at styre.