Han standsede ikke for at gruble; sandheden var blevet sagt til ham — ikke af hende, men af hans egen samvittighed — og dét var nu alt, hvad han havde at holde fast i. Han smed sine ejendele i tasken, løb ud på gaden og nægtede at lade et dusin hensyn lægge sig som en tung hånd over hans vilje. Alligevel var det ét navn, der ikke lod sig forstumme: Acheson. At forlade byen uden et møde ville være fejt; at se Major Acheson i øjnene ville være bekræftelse af et mod, han ellers manglede. Der var intet, Acheson kunne sige, som ville ændre det.

Da han kom ind i Majorens arbejdsværelse, fornemmede han straks den kolde alvor. “Hun bad mig gifte mig med hende og rejse bort,” sagde han kort. Han havde ikke kræfter til at udlægge sin beslutning fuldt ud; ordene gled gennem ham som noget han netop havde arvet. Acheson nikkede, men hans stemme bar en tung ro. Han beskrev den plan, som nu blev foldet ind over hans liv: Freda, den charmerende, manipulerende skikkelse, brugt som lokkemad i et spil der krævede uskyldens ansigt. Bayer havde troet hende; han var gået hen til døren med håbet om at blive elsket og var blevet tvangsført til at give, hvad de ønskede, under lytternes øre. De havde fundet svar i en anden rooms skygge. Resultatet var døden for nogle, og svigt for andre.

Murray mærkede ordene som slag; hver sætning rystede troen i ham. Han famlede med benægtelsen — kunne hun virkelig være så beregnende? — men Acheson lagde planen frem som en kold, nødvendig logik: fortsæt som planlagt; lad hende afsløre sig selv. Hvis der ikke var mænd bag døren, så måtte Gud velsigne ham. Hvis der var, ville sandheden folde sig ud uden det mindste skær af poetisk retfærdighed.

Freda åbnede døren. Hun var den samme, og alligevel ikke. Et billede af Bayer var væk; to kufferter stod i hjørnet; et telefonapparat, hvidt som rummet, lå på et ocassionelt bord — en telefon, hvis bund kunne gemme en diktafon. Hendes øjne var intensive, hendes stemme nervøs, men der var ingen tøven i hendes planlagte begejstring. Hun talte om flugten, om frygten for, at hans forpligtelser skulle rive dem fra hinanden, og hun pressede med en skabslignende hengivenhed på sandheden om hans arbejde. Når hun bad om ærlighed var det ikke blot af kærlighed, men af strategi: et indirekte krav, der ville afsløre ham, hvis han vaklede.

Han spillede træt. Han nævnte Achesons gave — fire tusind mark — som om det var et latterligt punktum for alt, hvad der var sket. Hun greb kuverten, og i det øjeblik åbnedes en dør bag hende og to mænd trådte frem. Hendes ansigt blev grønt, hun kastede penge væk og skreg: “Det er en fælde.” Skuespillet havde nået sin kulmination; masker faldt i en hurtig, ubarmhjertig rækkefølge. Han så det hele: hvordan hun brugte ord som våben, hvordan tillid blev forvandlet til fængsel, hvordan tjenesten ofrede enkeltindivider for større gevinster. Ingen romantisk retfærdighed måtte forvente sig at vinde her.

Hvad fandt jeg i General Stroumilins private kabinet?

Jeg listede mig hen imod huset og besluttede at gå ind gennem den store karnaprude på stueetagen; have­døren, hvorfra en svag glød lyste gennem matteret glas, virkede for åbenlys. Rummet bag ruden duftede let muggent og var stort; et astmatisk tik‑tak fra en urkasse slog i mørket. Efter et øjeblik tændte jeg lommelygtens snævre kegle og fik hurtigt overblik. Mit held svigtede ikke — dette var General Stroumilins private kontor. En tung stol hejstes mod døren, lampen med afdækning blev tændt; lyset var nøjagtigt, som det skulle være for mit forehavende.

På et impuls, jeg næppe kan redegøre for, standsede jeg uret. Med det samme forsvandt det vejrtrækkende tik‑tak, og fra et halvt åbent skab kom en lille metallisk, syrlig summen. Et rødt flash inde i skabet, og signalet tav. Jeg åbnede forsigtigt og mødte en kompakt Morse‑kode‑anordning: en let stålkonstruktion med rækker af lampehuller, grupper i rød, blå, grøn og dyborange, midten altid sølvhvid. Meldingen løb over mig: »Alle duer udsendt.« Før jeg nåede at tilbagekalde signalet, døde instrumentets summen; og døren rev sig op.

En gammel, temmelig beruset gendarme stod i døråbningen — uden knickers og med en skævt holdt pokertang, som han slingrede med. En klud med chloroform gjorde hurtigt arbejdet, og hans snorkende legeme rullede under en sofa. Brevet fra Morse‑apparatet nagede mig: i krigens Rusland var brevduer forbudt for enhver statslig institution; at middlevejen var slået af brug af duer var forræderi i krigstid. Under stellet hang en blok grønt papir med røde margener og påskrevne tegn — cirkler, trekanter, romertal — og centralt en række græsk‑pustede signaturer: »Thalatta«. Thalatta var dæk­navnet for Irkutsk Guldsmelteri; det var ikke overfladisk nomenklatur, men et departements­cipher, indhyllet i officiel mystik. At Stroumilins hus kaldtes fra Smelteriet var plausibelt; at nogen fra ingeniørstaben havde brudt forbuddet med duer var alvorligt.

Jeg udelukkede Toula‑safen; åbenlyse steder er forudsigelige. I stedet faldt mit blik på en olieagtig stribe over en udskåret guirlande på foranbenets højre side af sofaen. Et dæmpet bank fra min filthammer afslørede hul lyd. En snedig møbelsafe — tynde stålrammer gemt i træets ornamentik. Efter at have trukket gendarmen ud og skjult ham bag et skab, splittede jeg træværket op, fandt de trippel‑rillede låse og dryssede thermitpulver og magnesium i låsekasserne. En tændstik; en hvislen, en glød, gnisternes renselse efterfulgt af eddikefugtet sand over den røgfyldte åbning. Varmen havde ikke alene smadret låsene; den havde afsløret en stålcylinder på cirka fire‑fem tommers diameter.

I

Hvordan analysere og forstå avancerede skaktræk i moderne spil
Hvordan bruges Adobe Photoshop 2022 effektivt af begyndere og øvede?
Hvad betyder fejltyperne i statistiske tests, og hvordan påvirker de analyser i analytisk kemi?
Hvad gør Glastonbury så specielt, og hvordan påvirker det miljøet og kulturen omkring det?
Hvordan gamle kilder belyser Indiens religiøse og politiske landskab i den tidlige middelalder