Roshanite-bevægelsen, ledet først af Bayazid Ansari og senere af hans efterkommere, var et vigtigt oprør mod den feudaliserede og udenlandske dominans over de afghanske stammer. Først mod slutningen af 1580’erne, efter at de store moguler havde vundet flere afgørende sejre over visse stammer, begyndte bevægelsen at miste sin styrke. En af bevægelsens sidste ledere, Bayazid Ansaris barnebarn Karimdad, blev dræbt i 1638. Gennem hele bevægelsen tilsluttede og forlod flere stammer, hvilket ikke kun skyldtes de feudaladelsmænd, der søgte jordtilskud og privilegier fra de store moguler, men også de interne stridigheder mellem stammerne, som f.eks. Yusufzai-stammen, der modsatte sig en ligestilling mellem frie stammer og de undertrykte grupper som slaver og khamsayas, da dette ville fratage dem muligheden for at udnytte de sidstnævnte. Dertil kom de forskellige sociale udviklingsniveauer, økonomiske og politiske adskillelser samt de traditionelle stammekonflikter.

Trods nederlaget havde Roshanite-bevægelsen en enorm indflydelse på Afghanistans udvikling. Bevægelser som denne var et klart udtryk for de folkelige masses kamp mod feudalisme og udenlandsk styre. Deres forsøg på at samle befolkningen på et territorialt grundlag, i en tid hvor de patriarkalsk-stammestrukturer begyndte at opløses, var en progressiv faktor, der uden tvivl påvirkede Afghanistans samfundsudvikling.

Ideen om enhed og samling, som Roshanite-bevægelsen havde fremført, blev videreført i et nyt opstand ledet af Khushhal Khan i 1660’erne. Khushhal Khan, hersker over Khattaks, var en af de mest markante ledere i den afghanske modstand. Hans principat i Akora var i det 16. århundrede blevet dannet som et område afhængigt af de store moguler, og han havde succesfuldt opnået en række privilegier fra padishah Akbar. Khushhal Khan og hans forfædre støttede på det tidspunkt den moguliske herskerklasse, men også blandt de Khattaks var der en voksende modstand mod den magt, der blev udøvet af de store moguler.

Khushhal Khan blev en central figur i modstanden mod mogulernes undertrykkelse. Hans taler og digte opfordrede til afghanernes enhed, og han insisterede på, at stammekonflikterne måtte afsluttes for at kunne bekæmpe den udenlandske dominans. Under opstanden, som strakte sig fra Peshawar til Kandahar, samlede Khushhal Khan et stort antal støtter, og omkring 1675 menes hans oprør at have haft omkring 300.000 tilhængere.

Men på trods af hans modstand og det stærke engagement fra afghanske stammer blev opstanden undertrykt. Mogulerne, under ledelse af padishah Aurangzeb, var nødt til at føre en lang og blodig kamp for at knuse opstanden. Gennem metoder som ødelæggelse af afghanske afgrøder og udfordringer mod stammeledere med bestikkelse og intriger, lykkedes det mogulerne at svække modstanden. Efter opstanden blev Khushhal Khans søn Ashraf taget til fange i 1683 og bragt til Bijapur, og hans efterfølger, Afzal, anerkendte sig som vasal under de store moguler. Men selv efter opstandens undertrykkelse, forblev mogulernes magt blot nominal i flere af de regioner, som afghanerne beboede.

I slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede var den safavidiske stat, som omfattede Herat og Kandahar, også i en økonomisk og politisk krise. Ødelæggelsen af det småbønderlandbrug, som var grundlaget for den safavidiske feudalstat, bidrog væsentligt til landets nedgang. Skatterne blev hævet, og en ny skattesystem blev indført, hvilket gjorde livet endnu hårdere for befolkningen og resulterede i yderligere udnyttelse.

Det, der er centralt at forstå, er, at modstanden mod de store moguler og senere de safavidiske herskere ikke blot var udtryk for en ønsket om politisk magt, men et ønske om en dybere social og økonomisk forandring. Khushhal Khans bevægelse og Roshanite-bevægelsen var ikke kun kamp mod eksterne herskere, men også et oprør mod de sociale strukturer, der undertrykte de fattigste og mest marginaliserede grupper i samfundet. Den primitive feudalisme, som stammerne forsøgte at bekæmpe, var en ulige magtstruktur, hvor kun de, der havde tilknytning til de herskende magter, havde adgang til privilegier og magt.

Modstanden mod mogulerne i Afghanistan og mod safavidernes udnyttelse, ses ikke blot som stammekampe, men som en dybere folkelig opstand, der havde til formål at ændre den samfundsmæssige orden, skabe en bedre fremtid for den brede befolkning og etablere en følelse af territorial enhed blandt de afghanske stammer.

Hvorfor mislykkedes reformerne under Amanullah Khan i 1928?

Amanullah Khans forsøg på at modernisere Afghanistan stødte hurtigt på modstand fra flere samfundsgrupper, hvilket gjorde det umuligt at gennemføre hans reformer. I løbet af den intense debat om lovforslagene i Loy Jirgah blev det tydeligt, at politisk spænding var ved at vokse i landet. Direktiverne fra kongens kreds og den åbne modstand fra de folkevalgte afslørede en uvilje mod de omfattende ændringer, der blev foreslået. Der var ikke blot uenighed om reformernes omfang, men også en mærkbar intern rivalisering blandt de politiske ledere tæt på kongen. Denne politiske splittelse skabte et yderst ugunstigt klima for de nødvendige transformationer, og kongens reformforsøg blev dermed hæmmet af flere forskellige politiske interesser og ideologiske stridigheder.

Amanullah Khan forsøgte at etablere et politisk fundament for moderniseringen gennem dannelsen af et parti, Istiqlal wa tajaddod (Uafhængighed og Fornyelse), men han stødte på betydelig modstand fra moderate ledere i den unge afghanske bevægelse. Denne bevægelse, der var grundlagt på ideen om en mere afbalanceret og gradvis transformation, kunne ikke støtte sig på den radikale kurs, kongen havde lagt. Denne uenighed ledte til en udrensning af statens administration, hvor flere prominente personer, herunder Mahmud-Beg Tarzi, der var udenrigsminister og ideolog for den unge afghanske bevægelse, samt forsvarsminister Muhammad Wali Khan, blev afsat.

Den voksende modstand mod kongens reformer var ikke kun begrænset til de politiske eliter, men strakte sig også til de religiøse ledere og det feudale landbrugsadel, som følte sig truet af de ændringer, der blev gennemført i samfundets sociale og økonomiske strukturer. Særligt de religiøse ledere reagerede kraftigt på reformerne, der skulle begrænse mullahernes magt og indføre sekulære love. De modsatte sig især de reformer, der vedrørte familie- og ægteskabslivet, og hvor de traditionelle religiøse rettigheder blev beskåret. Dette førte til en opfattelse af kongen som en "kætter", der i deres øjne havde svigtet de hellige principper i islam.

Samtidig var der økonomiske konsekvenser, som mange af de lavere samfundsgrupper mærkede på egen krop. Reformen, der introducerede kontante skatter i stedet for skatter i naturalier, havde en direkte negativ indvirkning på bønderne, som ofte ikke havde penge til at betale disse skatter og derfor måtte låne penge af pengeudlånere og jordejere. Denne gæld satte dem i endnu sværere økonomiske forhold. På trods af nogle fordele, som f.eks. afskaffelsen af slaveri og religiøs lighed, var reformerne på mange måder en byrde for de lavere klasser. De økonomiske konsekvenser, herunder forhøjelsen af landbrugsbeskatningen til 45% af høstens værdi, var direkte skadelige for bønderne.

Den brede modstand, der voksede frem, blev i høj grad ansporet af de oprørske grupper, der opstod som følge af økonomisk pres og sociale uretfærdigheder. I efteråret 1928 begyndte bander at opstå nord for Kabul, som i begyndelsen opererede som spontane protester fra de undertrykte bønder. En af disse grupper blev ledet af Bacha-i Saqao, en tidligere soldat, som snart samlede betydelig støtte blandt lokalbefolkningen og begyndte at angribe medlemmer af den lokale administration. Denne gruppe blev hurtigt et symbol på oppositionen mod kongens regime, og Bacha-i Saqao blev snart betragtet som en populær leder i området.

Modstanden mod regimet tog flere former. I november 1928 rejste nogle Pashtun-stammer sig i oprør, og konflikten spredte sig hurtigt til flere regioner. Oprørerne, ledet af religiøse ledere som Muhammad Alam og Muhammad Afzal fra Shinwari-stammen, udstedte et manifest, hvor de kritiserede kongens reformer og hævdede, at reformerne var uforenelige med Sharia-lovgivningen. Ifølge manifestet var det kongens såkaldte "hedenske reformer", der havde udløst oprøret, og det blev opfordret til, at han skulle afsættes.

Det var især reformerne, der angreb de traditionelle sociale og religiøse strukturer, som fik bønderne og de religiøse grupper til at organisere sig i oppositionen. De religiøse eliter og feudale ledere, der havde haft en dominerende position i det afghanske samfund, følte, at deres privilegier og magt var truet af de sociale ændringer, som reformerne medførte. Modstanden blev derfor hurtigt et bredt folkeligt oprør, hvor både økonomiske og religiøse faktorer spillede en central rolle.

I sidste ende, selvom reformerne under Amanullah Khan blev anerkendt som nødvendige af nogle intellektuelle og reformvenlige kræfter, viste de sig at være for radikale og hurtige for et samfund, der var dybt præget af traditionelle og feudale strukturer. De sociale spændinger og den politiske modstand, der blev udløst af reformerne, førte til en uundgåelig socio-politisk krise, der kulminerede i en betydelig opstand mod regimet.

Hvordan Afghanistan blev præget af politisk uro og økonomisk tilbagegang i 1970'erne

I 1970'erne var Afghanistan i en politisk og økonomisk krise, der satte dybe spor i landets historie. Under Muhammad Daouds regeringstid, som begyndte med et militærkup i 1973, blev magten hurtigt koncentreret omkring præsidenten, og hæren blev direkte underordnet ham. Denne koncentration af magt i hænderne på én person, sammen med hæren, der deltog aktivt i beslutningstagning gennem det Højeste Råd for Hæren, der også blev ledet af Daoud, udgjorde fundamentet for et autoritært styre, som skulle vare i flere år. Samtidig blev de politiske friheder drastisk indskrænket, hvilket medførte forbud mod alle andre politiske partier, bortset fra det officielle regeringsparti.

I denne tid stod det kommunistiske Parti Demokratiske Folkeparti Afghanistan (PDPA) over for alvorlige udfordringer. Dets interne splittelser mellem de to hovedfaktioner, Khalq og Parcham, var et stort problem. Denne splittelse blev dog håndteret ved en forsoningskonference i 1977, som resulterede i en organisatorisk fusion og oprettelsen af et nyt centralkomite. Men til trods for denne samling, var partiet stadig i opposition til Daoud-regimets autoritære politik, og det begyndte aktivt at mobilisere arbejderklassen og alle progressive kræfter i kampen mod det etablerede regime.

Daoud-regimet havde lovet radikale reformer, men havde ikke været i stand til at gennemføre dem. Dette resulterede i en yderligere forværring af de økonomiske forhold for befolkningen, både i byerne og på landet. På trods af vækst i industrien og landbruget, forblev landets økonomiske udvikling underligt stagnation, da de grundlæggende strukturer ikke blev ændret. Afghanistan forblev et af de fattigste lande i verden, og i 1977 var dets bruttonationalprodukt per capita kun 162 dollars, et tal, der vidnede om landets økonomiske elendighed.

Mange af de sociale problemer, der plagedede landet, kunne spores tilbage til den feudale og semi-feudale struktur, som stadig dominerede på landet. Det meste af befolkningen var beskæftiget med landbrug, men mere end halvdelen af den dyrkbare jord forblev ubrugte. De fleste bønder var fanget i en gældsfælde, og storlandmændene havde kontrol over de bedste jorder. Landbruget var derfor i en konstant krise, som kun blev forværret af den ineffektive administration og det stadigt voksende antal små bønder, der var uden jord.

Samtidig var det politiske landskab yderst splittet. Afghanistan var et multietnisk samfund, og de forskellige regioner var på forskellige udviklingsniveauer. Mens Kabul og Herat oplevede en vis økonomisk og social fremgang, var der andre områder som Badakhshan, Hazarajat og Kunar, hvor udviklingen næsten var gået i stå. Denne skelnen mellem udviklede og ikke-udviklede områder havde også et etnisk og sekterisk præg, hvilket kom til udtryk i de spændinger, der eksisterede mellem pashtunerne og landets etniske og religiøse minoriteter.

De økonomiske udfordringer blev forstærket af landets afhængighed af udenlandsk økonomisk hjælp, som kun forstærkede de økonomiske problemer. Store dele af udenlandske lån blev misbrugt af den korrupte elitens indgreb i statsadministrationen, og landets udenlandsgæld steg hurtigt. Dette skyldtes både dårlig forvaltning og den korrupte politiske ledelse, der havde sine egne interesser i at sikre økonomisk gevinst på bekostning af landets udvikling.

Denne politiske og økonomiske stagnation havde også en alvorlig indvirkning på landets sociale struktur. De fleste af Afghanistans borgere levede under ekstreme forhold. 88 procent af befolkningen var analfabeter, og kun en brøkdel af børnene gik i skole, hvor mange af skolerne var i en forfaldende tilstand. Ligesom sundhedsvæsenet var også de offentlige faciliteter stærkt utilstrækkelige, med kun 71 hospitaler for en befolkning på 16 millioner mennesker. Kun få læger arbejdede udenfor hovedstaden Kabul, hvilket betød, at folk i landdistrikterne havde meget begrænset adgang til lægehjælp.

Daouds forsøg på at udrydde de demokratiske gevinster, der var opnået under den første republik, resulterede i en stadig strengere undertrykkelse af venstreorienterede grupper. I slutningen af 1977 og begyndelsen af 1978 blev der foretaget massarrestationer af medlemmer og tilhængere af PDPA. I takt med dette forsøg på at stoppe den voksende utilfredshed begyndte landets politiske situation at blive mere og mere eksplosiv.

Afghanistan i 1970'erne var dermed præget af en dyb politisk og økonomisk krise, som i sidste ende skulle føre til den sovjetiske intervention i 1979. Landets enorme sociale og økonomiske udfordringer, kombineret med en politisk struktur præget af undertrykkelse, var centrale faktorer, der banede vejen for de dramatiske begivenheder, der fulgte.

Hvad har moderne pirateri og den verdensomspændende skibstrafik at gøre med lovløshed på havene?
Hvordan Bygninger og Monumenter Afspejler Kulturens Dybe Rødder
Hvordan bruge essentielle olier sikkert og effektivt?