Hvordan man undgår almindelige fejl i akademisk skrivning: En guide til præcision og klarhed

I akademisk skrivning er præcision afgørende. Små fejl, som at forveksle begreber eller bruge ukorrekte udtryk, kan forstyrre kommunikationen og undergrave tekstens klarhed. Et af de hyppigste problemer opstår ved at bruge ord og sætninger, som lyder korrekte, men i virkeligheden ikke opfylder de krav til præcision, som akademisk skrivning kræver. Et sådant eksempel er den fejlagtige brug af betingede sætninger, som i udtrykket: "Hvis The Sopranos gentagne gange risikerer en hårdt vundet publikumsidentifikation med Tony Soprano, så viser Bret Easton Ellis's American Psycho, hvad der sker, når en forfatter forsøger at arbejde uden en sådan identifikation." Her er 'hvis' og 'så' fuldstændig overflødige, fordi begge dele udgør fuldstændige påstande, der ikke afhænger af hinanden. At fjerne 'hvis' og 'så' forbedrer både økonomien og præcisionen i sætningen.

En anden fælde, der ofte bliver overset, er starten af sætninger med ord som "Importantly", "Tellingly" eller "Fascinatingly." Disse ord virker som forsøg på at pådutte læseren en bestemt følelse eller indstilling, men de har den modsatte effekt. For det første reducerer de værdien af selve påstanden – det, man siger, bør være vigtigt eller fascinerende i sig selv. I stedet for at påpege det direkte, skal man skabe en tekst, hvor læseren selv kan konstatere vigtigheden eller fascinationen af det, der præsenteres. Dette er den grundlæggende idé bag "Show, don’t tell" – en fundamental regel i kreativ skrivning, der også gælder i akademisk kontekst.

Når man taler om ord som "incredible" eller "unbelievable", er det vigtigt at overveje ordets egentlige betydning: noget, der ikke kan troes. At bruge 'incredible' i hverdagssprog er blevet så almindeligt, at ordet mister sin kraft og dybde. Overvej altid, om der ikke findes et andet, mere passende ord, der kan kommunikere præcist det, du ønsker at udtrykke, uden at ty til floskler. Det samme gælder for udtryk som "amazing" – som også ofte anvendes uden dybere overvejelse.

Derudover er det en god praksis at undgå det unødvendige "It is...that" i sætninger. Denne konstruktion føles ofte klodset og overflødig. Det er bedre at fjerne disse ord og gøre sætningen kortere og mere præcis, hvilket gør teksten lettere at læse og mere direkte i sin kommunikation. For eksempel kan man ændre sætningen "It is the transitional quality of crepuscular light that makes it attractive to painters" til "The transitional quality of crepuscular light attracts painters." En sådan ændring bevarer betydningen, samtidig med at sproget bliver strammere.

Et andet eksempel på unødvendig ordbrug er -ize endelsen. At tilføje "-ize" til ord som "problematisere", "instrumentalisere" eller "operationalisere" skaber en uønsket kompleksitet og fjerner klarheden i skrivningen. Det kan være fristende at bruge disse ord i akademisk skrivning for at lyde mere formel eller teknisk, men det forvirrer kun læseren. Det er langt bedre at finde en enklere og mere direkte måde at udtrykke sig på.

For ord som "proaktive" og "samfundsmæssige" skal man være opmærksom på, at de i mange tilfælde kan undgås. "Proaktive" er ofte bare en overdreven måde at sige "aktive på forhånd". I de fleste tilfælde er det bedre at bruge ordet "aktiv" direkte, og "samfundsmæssige" er ofte overflødigt, når man allerede bruger "social".

En effektiv akademisk tekst er præcis, klar og undgår overflødig jargon. Det kræver bevidsthed om, hvordan ord bruges, og vilje til at gøre sig umage med præcision i både ordvalg og sætningstruktur. At udvikle denne bevidsthed kræver tid og praksis, men resultatet er en langt stærkere og mere overbevisende tekst. Når du skriver, skal du altid have dette for øje: Klarhed og præcision er ikke blot mål i sig selv, men nødvendige for at sikre, at dit budskab bliver forstået og ikke forvrænget af overflødige ord og komplicerede konstruktioner.

Hvordan akademisk skrivning påvirker læserens opfattelse og samfundets anerkendelse

Når man skriver akademisk, er det ikke nødvendigt at overskride alle grænser, men det er afgørende at overveje de grænser, der ligger tættere på en selv og ens emne. At skrive på en måde, der forsøger at overskride disse grænser, gør teksten klarere, fordi man konstant er opmærksom på at gøre sig forståelig. At “krydsse grænser” i akademisk skrivning betyder ikke nødvendigvis at gøre det lettere eller at forvandle komplekse ideer til noget populært, men snarere at skabe et rum, hvor akademisk viden kan udveksles på en måde, der er tilgængelig for en bredere læserskare. Akademiske forfattere bør derfor ikke frygte at krydse de markante grænser i deres specialisering. I stedet bør de omfavne muligheden for at kommunikere deres ideer på en måde, der er tilgængelig for alle, ikke kun de indviede.

Problemet ligger ikke i specialisering, men i det, der kaldes balkanisering af akademisk viden. Specialisering hjælper med at organisere tanker og de tænkere, der arbejder med dem, men når disse specialiseringer bliver isoleret og opdelt i små, uafhængige grupper, mister vi muligheden for at have en fælles diskurs. Denne fragmentering har eksisteret i mange år, og som Henry Rosovsky fra Harvard påpegede allerede i 1976, er det akademiske samfund blevet som et tårn af Babel, hvor det er blevet stadig sværere at opretholde en fælles samtale og forståelse på tværs af discipliner.

I dag er vi i en situation, hvor dårlig akademisk skrivning truer hele det akademiske system. Den uklarhed og præcisionsmangel, der findes i mange akademiske tekster, kan føre til en politisk nedvurdering af videnskabelig forskning og institutioner, som er afhængige af offentlig støtte og anerkendelse. Dårlig akademisk skrivning kan derfor føre til, at videnskaben mister sin indflydelse på samfundet, hvilket undergraver både forskning og undervisning på universiteterne. Når akademiske tekster er skrevet på en måde, der ignorerer læserens forståelse, skaber det en barriere, der gør det lettere for kritikere og politikere at angribe akademiske institutioner og forskning.