Stephen Miller har stået som en kontroversiel figur i amerikansk politik og er blevet anerkendt som arkitekten bag nogle af de mest divisive politikker under Donald Trumps præsidentskab. Hans arbejde, der blandt andet fokuserede på at skabe et etisk dilemma omkring immigration, har haft langvarige konsekvenser for den politiske diskurs i USA og for landets internationale omdømme. Hans kampagne mod lovlig immigration, især imod flygtninge og asylansøgere, frembragte en humanitær krise, som for mange amerikanere satte spørgsmålstegn ved de grundlæggende værdier, landet engang betragtede som sin samvittighed overfor verden.

Miller, der var en central rådgiver for Trump, var ansvarlig for at opbygge og styrke en fortælling, der demoniserede migranter og fremstillede dem som en trussel mod den amerikanske livsstil. Hans tale om "horder af brune indtrængere" der skulle "voldtage vores kvinder, stjæle vores jobs og spilde vores blod," var et fremtrædende eksempel på hans brug af ekstrem retorik, som havde til formål at piske op stemningen i vælgerbasen og fremme en følelse af frygt og had. Denne form for retorik kulminerede i Trumps kontroversielle "muslimforbud" og politikker som adskillelsen af familier ved grænsen, som blev fordømt af både menneskerettighedsorganisationer og internationale observatører.

Miller anvendte også sin indflydelse til at skifte fokus i Department of Homeland Security (DHS), som oprindeligt havde haft til opgave at beskytte USA mod cybertrusler og terrorisme, til nu at koncentrere sig om at skille sig af med de mest udsatte og desperate mennesker. Hans fremme af konspirationsteorier, som han fandt i publikationer fra højreorienterede nationalistiske grupper, gjorde ham til en nøgleperson på den yderste højrefløj. Hans propaganda og de e-mails, der blev lækket i 2019, viste, hvordan han bevidst brugte misinformation for at fremme sit eget politiske synspunkt, hvilket førte til hans placering på Southern Poverty Law Centers liste over ekstremistiske personer.

Hans politiske karriere blev også præget af hans rolle som talsperson for Trump-administrationen, hvor han gentagne gange brugte ubegrundede påstande om valgfusk for at styrke Trumps politiske position. I løbet af valgår 2020 blev han en aktiv deltager i "Stop the Steal"-kampagnen, som hævdede, at valget var blevet stjålet fra Trump, selvom der aldrig blev fremlagt beviser for sådanne påstande.

Miller var en vigtig figur på kampagnebanen og fungerede ofte som forvarmer til Trumps rallyer, hvor han engagerede publikum med et væld af spørgsmål, der opfordrede til en respons, som understøttede hans egen politiske dagsorden. Hans retorik drejede sig om at opretholde den traditionelle amerikanske identitet og bekæmpe enhver form for fremmedgørelse. Dette kom til udtryk i hans bemærkninger om at sikre grænserne, bekæmpe islamisk terrorisme og beskytte de "født amerikanske" børns rettigheder.

Det er også interessant at bemærke, at Miller kom fra et relativt velhavende område som Santa Monica, et liberalt tilholdssted i Californien. Hans opvækst i et miljø præget af økonomisk velstand og politisk korrekthed satte ham i kontrast til de holdninger, han senere skulle udvikle og fremme. Hans politiske udvikling blev formet af en række indflydelser, herunder konservative radio-personligheder som Rush Limbaugh og den tidligere marxist David Horowitz. Horowitz spillede en særlig rolle i Millers politiske dannelse, idet han introducerede ham til ideer om konservatisme, som han senere ville videreudvikle i sin tid som rådgiver for Trump.

Miller var ikke kun en politisk rådgiver, men en strateg, der i mange tilfælde udnyttede politiske kriser til at fremme Trumps popularitet. For eksempel, da Trump stod over for sin første rigsretssag, udnyttede Miller frygten for "åbne grænser" til at appellere til vælgerbasen og fremstille situationen som en eksistentiel trussel mod amerikansk demokrati.

Det er vigtigt at forstå, at Millers politik ikke kun handlede om at beskytte landets grænser. Hans arbejde var også et forsøg på at omdefinere, hvad det vil sige at være "amerikansk" og dermed udstøde grupper, der ikke passede ind i hans vision om en homogene, hvidt domineret nation. Den kultur, han forsøgte at skabe, var én, der så på migration som et fundamentalt problem, og som også så etniske og religiøse minoriteter som trusler mod den amerikanske identitet.

For læseren er det afgørende at forstå, at Miller ikke kun var en rådgiver, men en hovedaktør i en større politisk bevægelse, der gik ud på at transformere amerikansk politik og samfund. Hans ideologi var præget af en kamp for et strengt nationalt fællesskab, der ikke nødvendigvis inkluderede alle, der ikke opfyldte visse racemæssige eller kulturelle standarder. Hans arbejde viser, hvordan politik kan blive et værktøj til at opretholde magt gennem frygt og polarisering, og hvordan sådanne ideologier kan få vidtrækkende konsekvenser for både de mennesker, der er mål for disse politikker, og samfundet som helhed.

Hvilken rolle spiller præsidentens benådning i det amerikanske retssystem og politiske landskab?

I 2020 rapporterede Vera Institute of Justice, at der var 1.249.300 indsatte i de amerikanske fængsler, både føderale og statslige, og at yderligere 633.200 personer havde været igennem lokale arresthuse eller fængselsfaciliteter. På trods af den enorme mængde af indsatte, er det vigtigt at bemærke, at kun en lille procentdel, omkring otte procent, var dømt for føderale forbrydelser, mens størstedelen af de indsatte havde begået statslige lovovertrædelser. Dette betyder, at når man ser på præsidentens magt til at benåde eller omstøde domme, er det kun en lille del af de dømte, der kan blive betragtet for denne form for nåde.

Ifølge data fra den føderale fængselsadministration i juli 2021 var der 144.915 føderale indsatte, der var blevet dømt for forskellige former for kriminalitet. Af disse var flertallet dømt for narkotikaforbrydelser (66.905 personer) eller for våben- og eksplosionsforbrydelser (29.825). Derudover var der en betydelig gruppe, der var dømt for sexforbrydelser (16.211), og andre alvorlige forbrydelser som røveri, mord og kidnapning. Selvom man kunne forvente, at antallet af økonomiske eller politiske forbrydelser, som dem begået af erhvervslivet, ville være højere, udgør de kun en lille procentdel af de dømte, der er berettigede til benådning.

Benådning og eftergivelse af straffe har altid været et politisk værktøj i hænderne på præsidenten. Denne magt til at tilgive er en del af USA's forfatning, som giver præsidenten ret til at benåde personer dømt for føderale forbrydelser, men udelukker personer dømt i forbindelse med en rigsretssag. Som nævnt i artikel II, sektion 2, klausul 1 i forfatningen, kan præsidenten give benådninger, men det gælder ikke for personer, der er blevet dømt i forbindelse med en rigsretssag. Desuden er benådning kun gældende for føderale forbrydelser og ikke for statslige forbrydelser.

Trump-administrationen var særligt bemærkelsesværdig i sin brug af præsidentens magt til benådning. Mange af de personer, der modtog benådning under hans præsidentskab, havde en tæt forbindelse til Trumps politiske eller økonomiske netværk. Både Paul Manafort, Roger Stone og Steve Bannon modtog benådninger, og det blev bredt betragtet som en politisk handling, der gav den tidligere præsident og hans støtter mulighed for at undgå straf for deres handlinger. Det er interessant at bemærke, at mens præsidenten havde magten til at benåde, blev denne magt ofte brugt på en måde, der rejste spørgsmål om retfærdigheden og gennemsigtigheden i processen.

Selv om Trump-administrationen gav mange benådninger, er det værd at overveje, hvordan dette påvirker den bredere forståelse af benådningens rolle i USA's politiske landskab. Benådning er ofte blevet betragtet som en måde at udvise nåde over for dem, der har begået forbrydelser, men den har også været et redskab, der i høj grad er præget af politiske interesser og netværk. I mange tilfælde er benådningen ikke blevet givet ud fra objektive kriterier om forbrydelsens alvor eller individets rehabilitering, men snarere som et politisk træk for at styrke magtpositioner.

Desuden er det bemærkelsesværdigt, at præsidentens magt til benådning kun gælder for føderale forbrydelser, hvilket betyder, at folk dømt for statslige forbrydelser ikke kan nyde godt af denne nåde. Dette skaber en skævhed i retssystemet, hvor folk, der er dømt for mindre forbrydelser på statsniveau, kan blive straffet hårdere end dem, der har begået alvorlige forbrydelser på føderalt niveau. En sådan skævhed skaber et behov for at diskutere, om magten til benådning bør anvendes på en mere gennemsigtig og objektiv måde, der ikke kun afhænger af politiske eller økonomiske forbindelser.

Det er også vigtigt at forstå den økonomiske og samfundsmæssige belastning af de typer kriminalitet, der ikke nødvendigvis får den samme opmærksomhed i den politiske diskurs, som voldelige eller økonomiske forbrydelser får. Ifølge analyser udgør hvidvaskning og korporative forbrydelser en enorm økonomisk byrde for USA, med et årligt tab på 1,8 trillioner dollar, som langt overstiger omkostningerne ved alle andre former for kriminalitet. Ikke desto mindre er politisk og juridisk opmærksomhed rettet mod de mere synlige forbrydelser, der begås af samfundets lavere klasser, mens de mere skjulte, men økonomisk ødelæggende, forbrydelser ofte går ubemærket hen.

Når man ser på benådning som et redskab i det politiske og retlige landskab, er det derfor nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved, hvordan magten bruges, og hvilke sociale og politiske dynamikker der understøtter dens anvendelse. I sidste ende viser det sig, at benådning er langt mere end bare en juridisk handling; det er et politisk redskab, der kan ændre forløbet af en karriere, beskytte økonomiske interesser og påvirke den offentlige opfattelse af retfærdighed.

Hvordan forklarer Trumps sprogbrug og politiske appel hans magt?
Hvordan teknologi og objektiver kan forbedre din fotografiske præstation
Hvilke sportsgrene former fysisk træning og er populære i dagens samfund?