Hvordan kan patologisk narcissisme føre til farlige beslutninger i politik?

Når man vurderer de farer, der kan opstå fra en leder med en psykologisk lidelse, er det ikke kun sygdommens tilstedeværelse, der er vigtig, men i højere grad dens funktionelle indvirkninger. Med funktionelle indvirkninger mener man, hvor meget en persons mentale tilstand forstyrrer deres evne til at udføre daglige opgaver som at fastholde et arbejde, opretholde meningsfulde relationer og – vigtigst af alt – håndtere intense følelser som vrede, sorg eller frygt uden at blive en fare for sig selv eller andre. Denne betragtning er især vigtig for personer i magtpositioner som præsidenten for De Forenede Stater.

Når hjemlig og international fred er på spil, som det er tilfældet i kriser, er det en alvorlig bekymring, hvis en leders narcissisme ikke tages i betragtning. Hvis en leder med patologisk narcissisme ikke får den rette behandling, kan det i sidste ende føre til katastrofale beslutninger. Nixon’s indre psykotiske forfald, som vi har set eksempler på, kunne have haft direkte konsekvenser for politiske beslutninger, især i forhold til Vietnamkrigen. Der er påstande om, at Nixon bombede Vietnam, for at imponere sine venner. Hvis han havde været i stand til at lade sine narcissistiske behov for opmærksomhed gå forbi, kunne det have afværget flere dødbringende beslutninger. På samme måde var hans mistro til medierne en vigtig faktor, der bidrog til øget mistillid mellem hans administration og offentligheden.

En af de tidligste tegn på en psykotisk spiral hos patologiske narcissister er en stigning i paranoia. Disse personer har ofte svært ved at anerkende sårbarhed, hvilket fører til en simpel opdeling af verden i venner og fjender. Når de føler sig truet på deres status, kan de hurtigt blive overbeviste om, at de bliver angrebet af "fjender". Dette får dem til at isolere sig yderligere, projicere deres interne frygt på andre og forsøge at eliminere de opfattede trusler. Det er let at forestille sig, hvordan en leder, der tror, at nationens fjender er overalt, kan føre til store internationale konflikter, som det blev set under Nixon.

En anden indikator på en psykotisk spiral er en gradvis forringelse af dømmekraften. Når en person ikke længere kan se verden, som den er, men kun som de ønsker at den skal være, begynder de at træffe irrationelle beslutninger. Nixon var ofte hurtigt til at eskalere militære handlinger for at bevise sin magt og status, uden at overveje de alvorlige konsekvenser. Det samme kan observeres i andre ledere med narcissistiske træk, der reagerer impulsivt og uden at tage højde for de virkelige omkostninger ved deres beslutninger.

Beslutningstagning bliver derfor voldsomt volatile, når narcissister ikke længere værdsætter objektivitet. De søger handlinger, der bekræfter deres status og behov for anerkendelse frem for langsigtede strategier og fakta. Donald Trump har for eksempel gentagne gange ændret sine udsagn og beslutninger alt efter, hvad der kunne give ham følelsen af kontrol og overlegenhed på det givne tidspunkt, uden hensyntagen til, hvordan det påvirkede samfundet og landets internationale relationer.

Når en leder befinder sig i denne psykotiske spiral, vil det ikke kun have konsekvenser for deres egne relationer eller arbejdsplads, men det vil kunne forstyrre hele verdens stabilitet, især når de er ansvarlige for beslutninger, der påvirker millioner af mennesker. Sammenbruddet af deres mentale tilstand kan føre til politiske beslutninger, der virker ude af proportioner, farlige og kortsigtede, som vi så under Vietnamkrigen og senere i de politiske beslutninger omkring andre internationale konflikter.

Derfor er det afgørende at identificere tidlige tegn på en psykotisk spiral hos ledere, især i magtfulde positioner, og være opmærksom på deres evne til at træffe rationelle beslutninger. Det er ikke kun et spørgsmål om deres personlige velbefindende, men om hele samfundets fremtidige stabilitet.

Hvordan Professionel Etik Kan Påvirke Samfundets Retning: En Udvidet Perspektiv

Denne udvidede model af professionel etik bør også omfatte et "pligt til at advare", et begreb, der kan anvendes på medlemmer af mange professioner, som bør reflektere over, hvordan deres arbejde kan støtte eller underminere samfundets retning. For eksempel, når professionelle med stor teknisk viden stiller sig til rådighed for magthavere uden at stille spørgsmålstegn ved de etiske konsekvenser af deres handlinger, risikerer de at bidrage til et samfund, der afviger fra humane værdier. Vi ser eksempler på dette i historien, hvor læger og psykologer har været med til at legitimere undertrykkelse, såsom i de totalitære regimer, der brugte professionel viden til at diagnostisere og kriminalisere dissidenter.

At professionalisme kan blive for teknologisk og apolitisk, kan føre til, at vi som fagfolk fungerer som "lejesoldater", der stiller vores viden og færdigheder til rådighed for de kræfter, der har magten, i stedet for at stå fast i vores etiske forpligtelser over for samfundet og individet. Det er netop i sådanne situationer, at det er vigtigt at være opmærksom på etiske dilemmaer og tage ansvar for, hvordan vores arbejde kan påvirke samfundets fremtid.

En sådan tilgang til etik er ikke kun begrænset til psykiatrien eller psykologien, men bør være en rettesnor for alle professionelle. Etikken skal ikke være et mål i sig selv, men et middel til at sikre, at de fagfolk, der arbejder inden for samfundets strukturer, forstår den makro-mæssige betydning af deres arbejde og tager ansvar for det. Et etisk synspunkt, som ser længere end de tekniske aspekter af arbejdet, kan således hjælpe med at forme et sundere samfund. Vi bør se på vores arbejde som aktivister, der bevidst vidner om, hvad der sker i vores tid, og hvilke konsekvenser det har for samfundet.

Professionelle normer og regler spiller en central rolle i at styre adfærd, sætte standarder og definere de grundlæggende principper for praksis. Læger og psykiatere, for eksempel, har etiske kodekser, der understøtter deres dedikation til patienternes velfærd og samfundets sikkerhed. Disse etiske retningslinjer er ikke absolutte, og der er tidspunkter, hvor læger og psykiatere er forpligtet til at handle uden for de sædvanlige rammer, f.eks. når der er fare for liv eller samfundets sikkerhed. Der er dog en væsentlig pointe i at forstå, at disse normer ikke kun beskytter patienterne, men også samfundets samlede sundhed og sikkerhed.

En afgørende del af den professionelle etik er ikke kun at holde sig til principperne i praksis, men også at forstå, hvordan disse normer fungerer i det politiske og sociale landskab. Etiske retningslinjer kan ikke adskilles fra de større samfundsforhold, og det er nødvendigt at kunne skelne, hvornår vores arbejde understøtter de rigtige normer, og hvornår vi, bevidst eller ubevidst, bliver en del af en proces, der underminerer de samme normer.

I en tid, hvor politik og professionel etik konstant krydser hinanden, er det mere relevant end nogensinde at reflektere over vores ansvar som fagfolk. Vore handlinger som individer og som organisationer skal afspejle en større etisk forpligtelse til samfundet og dets værdier. Dette gælder ikke kun for de individuelle relationer med patienter, men også for den brede samfundsmæssige indflydelse, som vores arbejde kan have.

Hvordan kan terapeuter håndtere politisk stress i en polariseringstid?

I dagens samfund er det blevet stadig mere tydeligt, at politisk stress spiller en central rolle i både individers personlige liv og deres relationer. Dette er ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi som terapeuter håndterer de politiske begivenheder i vores klienters liv, men også hvordan vi selv som borgere kan forstå og navigere i den politiske opdeling og de sociale spændinger, vi står overfor. For terapeuter er udfordringen at integrere vores roller som både terapeuter og borgere, så vi kan hjælpe vores klienter med at gøre det samme. Denne proces begynder med terapeutens eget selvbillede – hvordan intersecterer vores private liv med vores professionelle praksis?

Hvordan skal vi som terapeuter og borgere reagere på Trumps indflydelse, i lyset af disse bredere samfundsmæssige tendenser? Hvordan håndterer vi vores egen reaktivitet på disse begivenheder? Udgangspunktet er at anerkende, at vi som terapeuter har brug for nye måder at forstå os selv og vores klienter på som medlemmer af et større samfund, ikke kun som udbydere og forbrugere af ydelser. Vi skal tænke på klienterne som individer, hvis liv ikke kun påvirkes af deres indre konflikter, men også af de større sociale og politiske kræfter, der præger deres virkelighed.

Når vi ser på vores klienters liv gennem en udvidet ramme, kan vi begynde at tale om to vigtige begreber: offentlig stress og politisk stress. Offentlig stress refererer til de udfordringer for personlig og relationel velvære, der stammer fra kræfter i lokalområder, samfundet og institutioner som skoler og politi, såvel som fra de større politiske, økonomiske, kulturelle og historiske kræfter. Politisk stress, en underkategori af offentlig stress, refererer til hvordan politiske beslutningstagere, embedsmænd og offentlige personer skaber udfordringer for individers velvære gennem deres ord, handlinger og politikker.

Ved at indføre begreber som offentlig og politisk stress kan terapeuter udvide deres praksis ud over de traditionelle mikrosociale og intrapsykiske rammer og i stedet inddrage de større samfundsmæssige forhold, der påvirker klienternes liv. I stedet for at fokusere udelukkende på personlige symptomer, kan terapeuten begynde at stille spørgsmål om, hvordan politiske og samfundsmæssige begivenheder påvirker klientens mentale tilstand og relationer. Eksempler på sådanne spørgsmål kunne være: "Oplever du stress fra begivenheder i dit lokalsamfund, dit land eller verden?" og "Er du engageret i nogen politiske eller sociale bevægelser?"

Disse spørgsmål åbner op for en samtale om den politiske og offentlige verden i klientens liv. Mange klienter har måske ikke tidligere delt deres bekymringer om politisk stress, fordi de anså terapi som et politikfrit rum. Denne forståelse kan hjælpe terapeuten med at støtte klienten i at navigere i den politiske virkelighed, de er en del af, og tilbyde metoder til at håndtere den stress, der følger med. En tilgang kan være at reducere klientens eksponering for den konstante medieflod, afholde sig fra at lade sig provokere af dem, der ønsker at skabe konfrontationer, og fremme selvomsorg. Aktiv coping indebærer at hjælpe klienten med at tage konkrete skridt for at udtrykke deres borgerlige værdier gennem handling, såsom at blive bedre informeret, støtte sager de tror på, donere til relevante organisationer, eller engagere sig politisk.

Når klienter oplever stærke og dysregulerede følelsesmæssige reaktioner på den politiske situation, kan terapeuten hjælpe dem med at forstå, hvordan disse følelser relaterer sig til deres personlige rejser. Det er vigtigt at hjælpe klienterne med at finde en balance – undgå at blive enten følelsesmæssigt afstumpet og reaktiv eller overdrevent ophidset og reaktiv. Det, vi stræber efter, er et sted, hvor både vi og vores klienter er centreret og kan reagere på en reflekteret og værdibaseret måde.

Endtext

Hvad driver mennesker til at følge tyranner? En analyse af narcissisme og autoritære ideologier

Tyranni opstår sjældent ud af det tomme intet. Det spirer i samfund, hvor magthavere kan udnytte allerede eksisterende sociale og psykologiske dynamikker. Et gennemgående træk ved tyranniske bevægelser er tilstedeværelsen af en narcissistisk, næsten psykotisk, virkelighedsforvrængning, der spreder sig gennem et samfund og manipulerer det til at underkaste sig den tyranniske ideologi. Den fælles forestilling, at det kun er de dårligst stillede i samfundet, der kan blive tiltrukket af en tyrans løfter, er en farlig myte. Faktisk spiller narcissisme en langt større rolle i at forstå, hvorfor mennesker falder for autoritære bevægelser, og denne tendens findes på tværs af alle sociale og økonomiske lag.

Dorothy Thompson beskrev allerede i sin berømte artikel fra 1941, "Who Goes Nazi?", hvordan individer, der tilsyneladende skulle være modstandsdygtige over for tyranni, ofte var dem, der var mest tilbøjelige til at tilslutte sig autoritære ideologier. Hun påpegede, at de personer, der havde en tendens til at følge den nazistiske bevægelse, ofte rummede træk som frustration over manglende storhed, bitterhed og had, som en understrøm i deres karakter. Tyrannen tiltrækker ikke nødvendigvis de mest lavt stillede, men de, der har en dybfølt, uudtalt længsel efter magt og kontrol – en længsel, der er tæt forbundet med narcissisme.

Men tyrannens magt er ikke blot et spørgsmål om ideologi; det er også et spørgsmål om den social psykologi, der tillader hans ideer at trænge igennem. Tyranner er ikke nødvendigvis lettilgængelige som ondskabsfulde skikkelser – de er ofte mennesker, der fremstår som stærke, beslutsomme og inspirerende. De lover et genoprettet orden og en forbedret økonomi for folket, mens de bag disse løfter nærmest mekanisk sår splid blandt befolkningen. Dette skaber et stabilt grundlag for tyrannens dominans og kontrol, da han kan anvende samfundets splittelse til at opnå sin magt.

Når tyrannen og hans tilhængere får magten, ændres samfundets normer og institutioner til at afspejle deres syge patologier. Andrew Łobaczewski beskriver i sin bog, Political Ponerology, hvordan patologier som psykopati og narcissisme gradvist kan forvandle et samfund, hvilket kan ses i de nye logikker og perverterede moralnormer, der dukker op i tyranniets tid. Dette skaber en virkelighed, hvor det, vi engang vidste at være sandt, kan blive vendt på hovedet, og virkelighedens forvrængning – gennem systematisk propaganda og mediernes kontrol – bliver den dominerende fortælling. Under sådanne forhold er individernes vurdering af, hvad der er sandt, og hvad der er løgn, farligt forvrænget, og en følelse af afmagt spreder sig.

Med tiden bliver samfundet bygget op omkring et nyt ideal: den "nye mand" eller den "nye kvinde". Dette ideal, som er formet af tyrannens egne forvrængede synspunkter, er designet til at være tro mod hans vision og hans behov for magt og beundring. De nye normer og love forbyder afvigende tanker og handlinger, og de, der ikke adlyder, bliver enten tystet eller fjernet. Dette system understøttes af et voksende antal individer, som frivilligt underkaster sig regimerne ved at spionere på deres medborgere eller ved at deltage i undertrykkelsen.

Det mest skræmmende aspekt af tyranni er, hvordan almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis er psykopater eller narcissister, kan blive trukket ind i dette net af kontrol og magt. Mange kan ende med at afvise deres samvittighed og følge ordrene fra autoriteter, som de opfatter som legitime. Milgrams berømte eksperimenter fra 1974 viste netop, hvor hurtigt mennesker kan blive villige til at udføre forfærdelige handlinger, blot fordi en autoritet giver grønt lys. Denne tilbøjelighed til blind lydighed over for magt er en central mekanisme i tyranniets fremkomst og opretholdelse.

De vigtigste faktorer, der gør en befolkning modtagelig for tyranni, er ikke kun økonomisk nød eller lavt uddannelsesniveau, men en kombination af narcissisme, vilje til at følge magten og en kollektiv forvrængning af virkeligheden, som let kan fødes i en atmosfære af uorden og desillusion. Det er denne psykologi af magt og underkastelse, som bliver en nøglefaktor i, hvorfor tyranni er en konstant trussel, som vi ofte overser i vores narcissistiske blindhed.