„Du bliver her,“ fortsatte jeg, „jeg vil diktere et brev på fransk, som du oversætter til engelsk undervejs — ingen kladde, ingen noter. Af hensyn til Frankrig beder jeg dig gøre ingen hukommelsesindsats; glem så vidt muligt tal og tekniske detaljer, som dukker op. Jeg må advare dig: jeg vil lade to af vore bedste specialister udarbejde hver sin uafhængige oversættelse. Jeg sammenligner dem med hinanden og med originalen for at være sikker på, at du hverken har tilføjet eller ændret noget. Endelig må jeg sige, at du bringer dig i en uheldig situation, hvis du tillægger brevet egne, uopfordrede kommentarer.“

R. svarede roligt: „Kaptein, jeg forstår Dem. Jeg har allerede sagt, at jeg står til tjeneste for mit land. Det, De beder om, er let, men jeg behøver ikke opholde mig her — jeg handler af egen fri vilje. Hvis jeg forstår Dem ret, er dette en handling ukendt for Deres overordnede og endog forbudt af dem.“ Sandt nok; jeg havde ingen magt til at sanktionere ham. Han fortsatte: „Dette brev vil utvivlsomt indeholde kompromitterende oplysninger eller dets antydninger. Bliver det opsnappet af postmyndighederne — og det kan ske — vil jeg blive arresteret; det kan koste mig mit hoved, medmindre De kan afsløre Dem selv og give forklaringer. De har fortalt mig, at Deres plan er ulovlig; man kan fristes til helt at tage afstand fra mig, som hemmelige tjenesters chefer ifølge rygterne plejer at gøre.“

„Tvivler De?“ spurgte jeg. „Slet ikke,“ svarede han, og så mig i øjnene. „Jeg beder kun om, at hvis denne første sag, som jeg intet kender til, lykkes, så betro Dem mig flere og mere risikofyldte opgaver.“ „Bravo!“ udbrød jeg. „Snart vil De erfare, at i spionagens verden findes en særlig form for ridderlig gavmildhed — tilsyneladende et samfund præget af bedrag, men bundet af sine egne uskrevne koder. Læg Deres sind i ro; brevet skal ikke løbe gennem posten.“

Jeg forklarede min fremgangsmåde: mærke brevet med et pariserstempel, lade en trofast agent føre det til en havn, hvorfra en hurtig destroyer skulle bringe det over kanalen. Min ven om bord ville sørge for, at det nåede modtagerens dør. „Jeg overlader alt til Dem,“ sagde han. Alt forløb efter planen. Jeg dikterede hurtigt; R. oversatte med samme hast og trofasthed. En time senere sendte jeg brevet. Det var leveret senest næste morgen til en af landets mest indflydelsesrige: Lord Plymouth, en konservativ peer hvis vægt i kredse var betydelig.

Lord Plymouth tøvede ved modtagelsen; han var usikker på om R.s håndskrift virkelig var hans ven og bemærkede fraværet af et britisk poststempel. Hans første instinkt var at informere Udenrigsministeriet. Hvem skulle have troet, at mødet samme morgen med sekretæren for F. E. Smith ville føre informationen videre ad en ubrudt, men klogere, kanal? Den rigtige person modtog den 16. august besked om, at sagen var af „yderste vigtighed“.

Når man studerer samtidige publikationer fra begge sider i krigen, ser man, hvordan de tyske bevægelser på den yderste højreflanke var sikre frem til omtrent 17.–18. august; derefter optrådte vaklen. Officielle rapporter og feltkommandoers senere udtalelser vidner om ubeslutsomhed: påstanden om landinger ved Boulogne, Dunkerque og Calais optræder i topniveauets telegrammer, men ofte under tonnen af tvivl og manglende bekræftelse. Von Kluck noterer, at tiltroen til ankomsten af britiske styrker var usikker, og at hovedparten muligvis endnu ikke var lokaliseret.

Det, som var af afgørende betydning for den taktiske udvikling, var dog vor tjenestes contribution: fra 14. august udsendte jeg forfalskede telegrammer, omhyggeligt imiterende de ægte, til Strucker på Rue Vivienne. Disse udsendelser nedtonede enhver større britisk styrkeankomst og førte fjendens efterretningsbureau på vildspor i over ti dage. Først omkring den 25. august ophørte telegrammerne fra Strucker i London — et tegn på, at medhjælperne i England havde fået mistanke om at være opdaget. Øjeblikket for arrestation syntes nærliggende; spørgsmålet om timing og risiko var blevet akut.

Desuden bør læseren kende følgende: betydningen af kommunikationsmanipulation i krigstid kan ikke overvurderes; afdækning og kontrol af kanaler — poststempler, telegramformater, tillidsforbindelser — udgør ofte forskellen mellem strategisk overraskelse og katastrofe. Forståelsen af de menneskelige elementer — frygt, ridderlighed, egeninteresse — er lige så nødvendig som teknisk indsigt i efterretningsarbejdets metoder.

Hvordan et russisk efterretningsagent infiltrerede en guldraffinaderi i Irkutsk

Det var ikke et dristigt eventyr, men et farligt og yderst nødvendigt skridt, jeg måtte tage, da jeg begav mig ind i Irkutsk Gold Smeltery. Mine tanker kredsede om den vigtige meddelelse, jeg havde opfanget i General Stroumilins private kontor via morsekoden om brevduer. Jeg havde ikke tid til at dvæle ved de drømmende tanker om min næste mission, for min vej ind i raffinaderiet måtte findes, og snart var jeg dybt i tankerne, indtil søvnen langsomt tog mig, udmattet af den lange nat.

Kharlampievskaya Street, en støvet og ujævn vej, lå som en tilsyneladende uendelig strækning, der førte ned til Angara-floden. Husene var ikke de mest charmerende – grå og moderne, med indgangspartier prydet med bronzeløver. Den usle del af gaden, nær floden, var hjemsted for et kaotisk syn af gamle loghytter, kulbunker og forladte skibe. Det var her, jeg befandt mig. Min mission var simpel: jeg skulle bruge mine evner som en sælger, som et dække for at komme tættere på arbejderne i guldraffinaderiet.

Klædt i et malerisk, men praktisk kostume, en ny læderjakke, harmonikastøvler fra Moskva og en blå hat, følte jeg mig godt forberedt. Jeg solgte sigøjner-skind og cigaretter til arbejderne på det tidlige skift, men mit vigtigste produkt var langt mere værdifuldt end blot småvarer. De små leverpajer, jeg solgte, var i virkeligheden et dække for langt farligere ting – i hver var der et præcist afmålt indhold af narkotika, som morfin, kokain, opium og andre stoffer. Det var et åbent hemmelighed blandt arbejderne i smelteriet, at mange af dem var afhængige af stoffer, og at der i al hemmelighed blev handlet med sådanne varer.

Den egentlige årsag til min tilstedeværelse var dog ikke de narkotiske varer. Jeg skulle indhente information om de pigeoner, som skulle være i besiddelse af smelteriets militære leder, kaptajn Korniloff. Jeg havde brug for at få adgang til et system af kommunikation, som ingen uden videre kunne få adgang til, og pigeonerne var min eneste mulighed. Men for at få denne information skulle jeg navigere i et netværk af afhængige, kriminelle og underjordiske forbindelser.

Pludselig, som en blitz, lød sirenerne fra smelteriet og de næste vagter dukkede op, dækket i røde overaller. Det var de, der netop var færdige med arbejdet og nu skulle på vej hjem. Jeg stod der med min kurv, holdt øje med en af dem, der passerede – Ossip Gavrik, assisterende formand i smelteriet, som jeg vidste kunne være den, der kunne give mig svarene. Han var i grusom forfatning, udmattet og rystende fra stofmisbrug, men han havde sine egne interesser i spil, og det kunne måske hjælpe mig.

Med et hurtigt køb af en dosis af den nødvendige medicin kunne jeg få ham til at afsløre, hvad jeg havde brug for at vide. Gavrik bekræftede rygtet. Ja, pigeonerne var i smelteriet, holdt i et lukket område, og hver dag på slaget tolv sendte kaptajn Korniloff en due, hvis rolle i den skjulte kommunikation var central. Gavrik fortalte mig hurtigt og med angst i stemmen alt, hvad jeg behøvede at vide – et løfte om informationer, men til en høj pris.

Jeg ventede udenfor smelteriets port, hvor en gammel træbrolægning ledte til en gammel, forladt bygning. Det var her, jeg skulle finde ud af mere. Området var beskidt, og luften var tyk af en blanding af olie og sne. Jeg holdt mig skjult, som planlagt, og ventede på næste skridt. Det varede ikke længe før den militære mand, iført en lang feltgrå frakke, kom og bekræftede Gavriks oplysninger. Pigeonerne var i et lukket rum, og Korniloff havde altid sendt en due på slaget tolv, som var en del af hans komplicerede system til hemmelige meddelelser.

Den tid, jeg havde brugt på at opbygge forbindelser og forstå smelteriets mørke indre liv, var ikke spildt. Jeg havde fået adgang til den information, jeg havde søgt, og nu stod jeg med beviset i hånden: pigeonerne var et af de sidste forbindelsesled, der holdt den skjulte kommunikation mellem de implicerede kilder i live. Den struktur, jeg havde infiltreret, var ikke kun en del af en industriel operation; den var et nexus for hemmelige kommunikationer i en verden, hvor magten blev bestemt af hvem der kunne kontrollere strømmen af information.

Der er noget meget vigtigt at forstå, når man arbejder i sådanne komplekse netværk af efterretning og kriminalitet: det handler ikke bare om at opnå information. Det handler om at forstå, hvordan netværk fungerer, hvordan afhængigheder og magtforhold spiller en central rolle, og hvordan man i sidste ende bruger den information til at opnå det ønskede mål. Det er ikke altid den direkte tilgang, der giver resultater, men snarere evnen til at udnytte de skjulte strukturer og de uventede alliancer, der former den virkelige magt i sådanne systemer.

Hvordan satellitdata forbedrer overvågning og klassifikation af mangrover
Hvordan kan forståelsen af de fire tendenser hjælpe os med at ændre vaner og forbedre samarbejde?
Hvad er de vigtigste egenskaber ved de quasi-sfæriske Szekeres-løsninger?