I samtaler om gratis collegeuddannelse illustrerer en udveksling mellem Chris Hayes og en tilhører tydeligt et underliggende synspunkt, der præger mange Trump-tilhængeres holdninger. Moser afviser Sanders’ forslag om gratis uddannelse og lægger ansvaret for de stigende studieafgifter på tenure-systemet, som beskytter universitetsansatte mod opsigelse. Hun afviser samtidig ideen om, at uddannelse skal være en ret for alle, og fremhæver i stedet en stærk tro på, at alle kan klare sig selv uden kollektiv støtte. Dette er et udtryk for en udbredt opfattelse om bootstrap-ideologi, hvor personlig ansvarlighed prioriteres over fælles løsninger, og hvor statslig indblanding i form af socialpolitiske tiltag ses som uretfærdig byrde for den enkelte.

Sammenhængen mellem økonomiske bekymringer og politiske holdninger bliver yderligere tydeliggjort i Trump-tilhængernes opfattelser af sundhedssystemet og sociale ydelser. Mange støtter programmer som Medicaid, men stiller samtidig skarpt på en opfattet misbrugskultur, hvor "de dovne" udnytter velfærden, mens de selv ser sig som "arbejdende fattige". Denne adskillelse skaber en social distance mellem grupper, der opleves som berettigede til støtte, og dem, der ikke gør, selv når de selv har trængt til hjælp. Der opstår således en splittelse, hvor medfølelse kun gælder ’de værdige’, mens ’de andre’ marginaliseres.

Den økonomiske angst, der ofte nævnes som drivkraft bag Trump-støtte, er i virkeligheden dybt indvævet med kulturelle og sociale faktorer som racisme, sexisme og fremmedfjendskhed. Som Myerson formulerer det, er det en angst, der handler om at beskytte sine økonomiske og sociale positioner mod trusler fra minoritetsgrupper. Det handler ikke blot om penge, men om at bevare en eksisterende magtstruktur og familieideal, som ses som fundamentet for økonomisk sikkerhed og social orden.

Autoritære tendenser blandt Trump-tilhængere manifesterer sig i en mistillid til institutioner som regeringen, medierne, videnskaben og eksperter. Denne mistillid er kendetegnende for både populistiske og mere ekstreme højreradikale grupper, som deler et fundament af anti-elitisme, racisme og fjendtlighed mod feminisme og minoriteter. Studier viser, at disse grupper systematisk dehumaniserer modstandere som Black Lives Matter og Demokraterne, hvilket understøtter en kulturel og ideologisk opdeling, hvor visse grupper opfattes som undermennesker. Denne dehumanisering legitimerer aggressivitet og diskrimination, der ofte sker under påskud af at beskytte samfundets orden.

Desuden peger forskning på, at der kan være en udviklingsproces fra mere moderate populister mod mere radikale hvide supremacister, drevet af socialisering inden for alt-right miljøer. Denne udvikling øger graden af fordomme og voldelig adfærd og gør den autoritære bevægelse mere ekstrem og sammenhængende.

Trump selv har via udtalelser og politiske forslag, såsom spørgsmålet om Obamas fødselsattest og opførelsen af muren mod Mexico, normaliseret og appelleret direkte til hvide nationalister og deres dagsorden. Denne strategi har ikke kun styrket hans støtte blandt radikale grupper, men også legitimeret en bredere racisme og social eksklusion som en del af den offentlige debat.

I undersøgelser viser det sig, at den stærkeste forklaring på Trump-støtte ikke er økonomisk bekymring, men tilhørsforhold til Republikanske Partiet og negative holdninger til raciale og etniske minoriteter. Økonomiske faktorer har derimod mindre statistisk betydning, hvilket understreger, at den økonomiske angst ofte fungerer som en dække for dybere kulturelle og identitetsbaserede konflikter.

Det er vigtigt at forstå, at økonomisk angst ikke kan analyseres isoleret fra de sociale og kulturelle kontekster, hvori den udfolder sig. De følelser af tab, mistillid og trussel, som mange vælgere oplever, formes og forstærkes af historiske uligheder, magtstrukturer og identitetspolitik. At ignorere disse dimensioner risikerer at reducere komplekse sociale fænomener til simple økonomiske forklaringer og dermed overser de dybere årsager til politisk polarisering og autoritære strømninger.

Hvad sker der, hvis den globale opvarmning ikke standses?

Hvis den globale opvarmning ikke begrænses til maksimalt 1,5°C over det førindustrielle niveau, står verden over for dramatiske konsekvenser. Risikoen for tørke, oversvømmelser, ekstrem varme og udbredt fattigdom forstærkes markant – og millioner vil lide. Verdens ledende klimaforskere fastslår, at vi har under tolv år til at afværge en temperaturstigning, som overskrider denne tærskel. Selv en stigning på blot et halvt grad kan være katastrofal.

De største udledere af drivhusgasser er Kina og USA – tilsammen ansvarlige for næsten 40% af verdens samlede udledning. Det politiske klima i USA har i de senere år sat Parisaftalen under pres, hvilket truer med at underminere de globale bestræbelser på at bremse opvarmningen. Samtidig bliver det stadigt mere åbenlyst, at Jorden bliver varmere. Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation var gennemsnitstemperaturen for de første ti måneder af 2018 næsten én grad højere end i perioden 1850–1900. Flere forskere peger dog på, at den reelle førindustrielle referenceperiode bør ligge tidligere, mellem 1720 og 1800, hvilket gør de nuværende temperaturstigninger endnu mere alarmerende.

De sidste 20 år har været de varmeste, der nogensinde er registreret. Hvis denne udvikling fortsætter, kan den globale temperatur stige med op til 5°C inden år 2100. En sådan stigning vil føre til stigende havniveauer, opvarmning og forsuring af oceanerne samt truende konsekvenser for fødevareproduktionen, især ris, majs og hvede. For de fattigste lande i det globale syd, hvor befolkningerne vokser hurtigst, kan dette betyde decideret katastrofe.

Ekstreme hedebølger er allerede begyndt at ændre vores virkelighed. I 2018 blev der sat temperaturrekorder på tværs af Nordamerika, Europa og Asien. Disse bølger forårsagede afgrødesvigt, omfattende brande og energikriser, især i storbyer som Los Angeles, hvor tusinder blev ramt af strømafbrydelser på grund af det enorme behov for aircondition. Klimaforskerne vurderer med over 98% sandsynlighed, at sådanne hedebølger ikke kunne være sket uden klimaforandringer. Ved en global opvarmning på 2°C forventes hedebølger i denne skala at blive årligt tilbagevendende. Allerede ved 1,5°C forventes de at optræde to ud af tre år.

Mange af verdens byer, især i Afrika og Asien, er ekstremt udsatte for klimaændringer. 95% af de mest truede byer ligger i disse regioner, og særligt de hurtigt voksende metropoler risikerer at blive ramt af uoverskuelige konsekvenser. Samtidig smelter Arktis hurtigere end nogensinde. I 2012 nåede havisen sit hidtil laveste niveau, og om sommeren kan Arktis være helt isfri allerede i 2050'erne, hvis emissionerne ikke reduceres markant.

Den globale biodiversitet står også over for en kollaps. Omkring en million arter er i fare for at uddø – herunder over 40% af alle padder, en tredjedel af alle koraller og alle hajarter. Dette udgør en massedød i skala med tidligere geologiske epoker, men denne gang er det mennesket, der er årsagen. Denne udvikling truer ikke kun dyr og planter, men hele økosystemer, som menneskeheden selv er afhængig af.

Politiske tiltag som den britiske beslutning om at nå netto-nul CO₂-udledning i 2050 er symbolsk vigtige, men utilstrækkelige uden konkret han

Hvorfor falder profitraten i kapitalismen, og hvorfor er øko-socialisme nødvendigt?

Kapitalismen er karakteriseret ved en kontinuerlig stræben efter at reducere arbejdskraftens rolle i produktionsprocessen gennem teknologisk innovation. Denne bevægelse, som Marxister kalder for ”uddrivelsen af arbejdskraft fra den kapitalistiske produktionsproces,” betyder, at maskiner og teknologi, som er resultatet af tidligere menneskeligt arbejde, erstatter levende arbejdskraft. Dette skaber en ubalance, fordi profit ifølge Marx alene kan genereres gennem menneskelig arbejdskraft. Når flere kapitalister investerer i avancerede maskiner, falder den gennemsnitlige arbejdstid, der kræves for at producere en vare, hvilket sænker forholdet mellem merværdi og investering – det der betegnes som profitratens tendens til at falde.

Denne tendens er ikke en ubrydelig lov, men en drivkraft, der skaber dybe kriser i kapitalismen. For at kompensere for faldet i profitraten intensiveres udbytningen af arbejdere gennem forringede arbejdsforhold: længere arbejdstider uden lønforhøjelse, færre pauser, øget overvågning og en fleksibilitet i ansættelser, som giver arbejdsgiverne mulighed for at presse lønningerne ned ved at bruge deltids- eller nul-timers kontrakter. I den fjerde industrielle revolution accelereres denne proces, fordi teknologien udvikler sig hurtigere end nogensinde, og maskinerne overtager endnu flere funktioner, hvilket forværrer modsætningerne i systemet.

Den økonomiske dynamik i denne revolution viser, at de første virksomheder, der implementerer avanceret teknologi, kan høste hurtige gevinster ved at underbyde konkurrenterne. Men denne konkurrence tvinger snart alle til at følge trop, og fordi merværdien skabes af færre arbejdstimer, falder profitraten systematisk. Resultatet er en intensivering af økonomiske kriser, hvor produktionen overhaler efterspørgslen. Arbejdere, som er blevet erstattet af maskiner, mister deres indkomst og dermed evnen til at købe de varer, der produceres i overflod. Denne overproduktion presser priserne og profitten yderligere ned, og kapitalismens iboende modsætninger bliver skærpede.

Friedrich Engels påpegede allerede for halvandet århundrede siden absurditeten i en verden, hvor en lille, ekstremt rig klasse lever side om side med en stor arbejderklasse uden ejendom, mens samfundet drukner i overflod, som ikke kommer flertallet til gode. Denne ulige fordeling er ikke kun moralsk forkastelig, men også økonomisk selvdestruktiv, da det underminerer det samlede forbrug og dermed kapitalismens overlevelse.

Det forslag, som kapitalismens fortalere fremsætter, er en illusion om fælles moral og kollektiv bevidsthed, der skal få arbejdsløse og fattige til at acceptere og opretholde det system, som forårsager deres nød. Den reelle løsning, som Marx og Engels insisterede på under den første industrielle revolution, er afskaffelsen af kapitalismen og etableringen af et socialistisk samfund, hvor verdens rigdom tilhører de arbejdere, der skaber den, og hvor produktionen planlægges til samfundets bedste fremfor profit.

Den fjerde industrielle revolution, med dens hastige teknologiske forandringer og forværrede modsætninger, forstærker nødvendigheden af en fundamental samfundsomvæltning. Kapitalismens krise og den globale klassekamp, intensiveret af neoliberalismens sammenbrud og fremkomsten af højreradikale bevægelser, gør modstanden mod kapitalismens logik både bredere og mere presserende. Venstrefløjen må derfor arbejde for, at kampen mod både kapitalisme og den truende økologiske katastrofe bliver et afgørende vendepunkt og udgangspunkt for en øko-socialistisk revolution.

Øko-socialisme bør forstås som socialisme med økologien som sit centrale anliggende. Det er ikke blot en nødvendig tilføjelse, men en ubrydelig betingelse for socialisme i det 21. århundrede. Kapitalismens destruktion af naturressourcer og miljø må konfronteres med et samfundssystem, der sætter bæredygtighed og kollektivt ansvar i centrum.

Det betyder konkret en omfordeling af rigdom, så alle har lige adgang til samfundets goder, demokratisering af økonomien, hvor produktionen kontrolleres af arbejderne og samfundet, og en produktion baseret på behov fremfor profit. Grundlæggende rettigheder som gratis adgang til mad, bolig, sundhed, uddannelse og børnepasning skal sikres for alle uden diskrimination. Migration og menneskerettigheder skal anerkendes og respekteres, samtidig med at imperialisme, kolonialisme og militarisme afvises. Klimaændringer skal tages alvorligt gennem afslutning af destruktive praksisser som fracking og råstofudvinding, og de oprindelige folks viden og rettigheder skal respekteres som led i en global kamp for miljøbeskyttelse.

Denne transformation kan ikke fastlægges gennem detaljerede planer på forhånd. Som Marx og Engels pointerede, er opgaven først og fremmest at bygge en bevægelse, der kan afskaffe kapitalismen. Når dette er opnået, vil det være op til samfundets medlemmer at forme det nye system demokratisk i overensstemmelse med de konkrete historiske forhold. Øko-socialisme er derfor ikke blot et politisk projekt, men en nødvendig historisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og retfærdigt samfund, der kan overleve de udfordringer, kapitalismen ikke kan håndtere.

Det er vigtigt at forstå, at kapitalismens modsætninger ikke blot er økonomiske, men også sociale og økologiske. Udbytningen af arbejdskraft og ødelæggelsen af miljøet hænger uløseligt sammen og må tackles samlet. Teknologisk innovation kan ikke i sig selv skabe fremskridt, hvis den kun tjener profitmaksimering og undergraver arbejdsvilkår og miljø. En øko-socialistisk tilgang insisterer på, at menneskelig velfærd og naturens bæreevne er fundamentale for ethvert samfunds overlevelse og udvikling.

Kan vi overkomme kapitalismens kontrol over sociale medier og skabe et socialdemokratisk alternativ?

Sociale medieplatforme som Facebook er ikke blot teknologiske produkter, men komplekse økonomiske og sociale fænomener, der konstant fornyer måderne, hvorpå brugernes afhængighed fastholdes. Disse platformes ressourcer – primært data og aktive brugere – er ikke begrænset til et fysisk territorium som en mine, men er derimod flytbare og dynamiske. Dette gør nationalisering som løsning problematisk, da ejerskab og kontrol ikke kan fastlåses i et geografisk eller statsligt rum. Derfor foreslås en radikal ændring i selve forretningsmodellen, hvor reklamer – både kommercielle og politiske – forbydes. I stedet kunne en offentlig finansieret platform skabes som en fælles indsats, lignende Wikipedia, hvor både brugere og medarbejdere har demokratisk indflydelse.

Denne form for socialistisk Facebook skal forme sig gennem både uendelige muligheder for øget online deltagelse og samtidig traditionel, ansvarlig redaktionel kontrol, som kombinerer menneskelig dømmekraft og algoritmer. En sådan styringsstruktur kunne inspireres af Jeremy Corbyns vision om en demokratisk BBC, hvor en valgt bestyrelse består af både platformens ansatte og brugere. Det er netop gennem denne kombination af demokrati, ansvarlighed og kollektivitet, at et alternativ til markedets anarki kan opstå.

Den nuværende medie- og teknologikrise afslører myten om social medies “neutralitet”, som de store tech-giganter fremmer. Hvis vi ønsker reelle alternativer, må vi frigøre de enorme datamængder og den globale forbindelse fra markedets kaos. Det handler ikke kun om teknisk eller politisk regulering, men om en dybtgående samfundsmæssig omstilling, der stiller sociale og miljømæssige hensyn foran profit.

Den politiske kontekst understreger, at bevægelsen mod socialdemokratisk eller økosocialistisk styring af medier og teknologi ikke er isoleret. Skiftende magtforhold i Storbritannien, USA og globalt viser, at højreorienterede kræfter fortsat presser på for klassestrid og racistisk undertrykkelse. For den progressive venstrefløj betyder det, at kampen på internettet må gå hånd i hånd med traditionel aktivisme – i gader, på arbejdspladser, skoler og i fagforeninger. Medie-kampen er ikke en erstatning for disse kampe, men en del af en dialektisk helhed, der fremmer en styrket praksis for socialismens realisering.

Økosocialismen tilbyder her en vision om en radikal samfundsomdannelse, hvor retfærdighed, økologisk balance og social frigørelse er i centrum. Den afviser kapitalismens destruktive logik om uendelig vækst og udnyttelse af både mennesker og natur. Den ser andre arter og økosystemer som værdifulde i sig selv og som partnere i en fælles skæbne. Økosocialismen trækker på både gammelt oprør og moderne videnskab, og anerkender de oprindelige folks livsformer som fundamentale eksempler på samfund i harmoni med naturen. Selvom denne vision stadig er fjern, er den afgørende for planetens overlevelse og for et retfærdigt globalt samfund.

Vigtigt er det at forstå, at kampen mod kapitalismens dominans i digitale rum ikke blot er teknologisk eller økonomisk, men dybt forankret i politiske og kulturelle strukturer. Det kræver at vi både udfordrer markedets logik, styrker demokratiet i informationsstrømmen og samtidig bygger bro til bredere sociale bevægelser. Det er en kamp for et samfund, hvor medieplatforme ikke er profitmaskiner, men fælles rum for demokrati, læring og kollektiv handling. Forståelsen af denne sammenhæng er afgørende for at kunne navigere og handle i nutidens komplekse politiske landskab.

Hvordan arbejder man effektivt med arbejdsområdet og markeringsværktøjerne i Photoshop?
Hvordan fremtidens landbrug kan ændre vores landskaber: En ny æra af bæredygtighed og effektivitet
Hvordan civilisationer falder: Læsninger fra fortiden og fremtidens trussel
Hvordan man fanger det visuelle, det fysiske og det tankemæssige i fotografi