Begrebet ‘fake news’ er tæt forbundet med dybtgående systemiske forandringer i den måde, hvorpå offentligheder, eksperter, politikere og medier interagerer. Diskussionen om ‘fake news’ har ikke kun filosofiske, men også praktiske og kommunikative dimensioner, hvilket gør det til et begreb, der kræver en grundig udforskning. Selvom nogle socialepistemologer hurtigt har forsøgt at definere termen, har andre opfordret filosoffer til at "stoppe med at tale om fake news!" (Habgood-Coote 2018), hvilket ikke kun skyldes begrebets våbenbrug i politiske sammenhænge, men også fordi termen anvendes på så mange forskellige måder, at det underminerer dens præcise betydning.

En første kritik af begrebet handler om den omfattende og til tider modstridende brug af termen. En undersøgelse af begrebets anvendelse afslører, at ‘fake news’ bruges på alt fra nyhedssatire, parodier og fabrikerede påstande til foto-manipulation og reklame (Tandoc, Lim & Ling, 2018). Historisk set blev ‘fake news’ oprindeligt anvendt om simpelthen “falske nyheder” (Gelfert 2018), men er i dag blevet et vidtstrakt begreb, der spænder fra satiriske nyhedsshow som The Daily Show og Colbert Report til den clickbait-drevne industri, der er finansieret af sensationalistisk indhold. I dag bruges begrebet som en catch-all for dårlig information og er ofte koblet til journalistisk bias.

Den anden kritik, som ofte opstår, er, at der allerede findes et væld af udtryk, der kan dække over forskellige former for miskommunikation og epistemisk dysfunktion, såsom løgn, misinformation, politisk propaganda og så videre. Hvorfor så tilføje et yderligere begreb, når vi allerede har en veludviklet terminologi til at beskrive disse fænomen?

Selvom disse bekymringer virker legitime, og der er god grund til at være skeptisk over for et begreb, der synes at dække så mange uensartede fænomener, bør de ikke nødvendigvis forhindre en forsøg på at præcisere, hvad ‘fake news’ egentlig betyder. Filosofer og sociale videnskabsmænd har ofte udviklet nye begreber for at kortlægge de ændringer, der finder sted i samfundet, selv om de i starten måske ikke er entydige. I denne sammenhæng kan ‘fake news’ ses som et koncept, der kan spille en produktiv rolle i at belyse, hvad der er nyt i de samfundsmæssige og politiske forandringer, der finder sted i øjeblikket.

Det er blevet klart, at de systemiske ændringer i forholdet mellem nyhedsleverandører, opinionmakers, politikere og offentligheden er centrale for forståelsen af ‘fake news’. Dette synspunkt deles af både journalister og medieforskere, som peger på, at vi befinder os i et informationsmiljø, hvor teknologier som psykografisk målretning og filterbobler dominerer, og hvor polarisering, ekstremisme og mistillid præger den politiske scene. Disse faktorer har skabt et kommercielt miljø, der er afhængigt af højhastighedshandeler, botter og hurtigt opdaterede markeder. Samtidig er den journalistiske verden under pres med økonomiske udfordringer, faldende fælles normer og stigende usikkerhed om lovgivningens beskyttelse af pressefriheden. Denne sammensætning af faktorer har åbnet døren for en ny forståelse af, hvad ‘fake news’ betyder, og hvordan det adskiller sig fra mere traditionelle former for misinformation og propaganda.

Et væsentligt aspekt ved forståelsen af ‘fake news’ er internetmediet, som er blevet så dominerende, at begrebet ofte defineres som “online offentliggørelse af bevidst eller kendsgerningsmæssigt falske udsagn” (Klein & Wueller 2017). Et andet synspunkt på ‘fake news’ er, at det refererer til “helt fabrikerede” nyheder uden faktuelt grundlag. Denne definition hænger tæt sammen med den filosofiske opfattelse, at fake news er “bullshit i form af en nyhedsudgivelse” (Mukerji 2018), hvor sandhed ikke er en vigtig komponent i kommunikationen.

Imidlertid er det sjældent, at producenterne af fake news har til hensigt, at deres publikum faktisk skal tro på de påstande, de fremlægger. I nogle tilfælde, som i det velkendte tilfælde af pro-Trump fake news-websteder drevet af teenagere fra Makedonien under 2016-valgkampen, kan målet være at tiltrække klik og generere reklameindtægter, snarere end at ændre folks holdninger. Denne observation understreger, at fake news ikke nødvendigvis skal være intentionelt vildledende. Snarere kan det være bevidst præsenteret som nyheder på en måde, der, om end ikke nødvendigvis af forsæt, vil vildlede modtageren.

Den systemiske dimension af fake news er dermed central for forståelsen af fænomenet. Fake news skal ikke forstås som en isoleret handling af manipulation fra én aktør, men som et resultat af et samspil mellem teknologiske, kommercielle og politiske kræfter, der sammen skaber et informationslandskab, hvor fejl og misforståelser florerer. Det er dette landskab, som både medier, politikere og offentligheden navigerer i, og det er netop her, at begrebet ‘fake news’ får sin relevans.

Endelig er det vigtigt at forstå, at mens begrebet ‘fake news’ stadig er under udvikling, er det et værktøj, som i høj grad afspejler den måde, vi i dag forstår de forandringer, der finder sted i den offentlige diskurs. Dette begreb udforsker ikke kun, hvordan misinformation spredes, men også hvordan den opfattes og håndteres af både dem, der producerer den, og dem, der modtager den.

Hvordan Internettet Har Ændret Fake News Produktion og Distribution

Internettet og de sociale medier har fundamentalt ændret landskabet for nyhedsproduktion og distribution. Det har gjort det lettere end nogensinde før at skabe indhold, som kan nå et potentielt globalt publikum. Sammenlignet med de store omkostninger og krævende ressourcer ved trykning af en fysisk avis eller magasin, er det næsten ubetydeligt at oprette en hjemmeside, blog eller social mediekonto. Adgangen til internettet er ofte gratis, og for dem, der har forbindelse, er forbruget af indhold ikke-eksklusivt og kan være tilgængeligt i det uendelige. Disse egenskaber førte i de tidlige dage af internettets fremkomst til store forhåbninger om, at internettet kunne fremme frihed, lighed, offentlig diskurs og demokrati. Det blev set som et værktøj, der kunne bringe verden tættere sammen, skabe en global landsby og realisere idealet om fri udveksling af idéer.

Men disse forventninger er i høj grad ikke blevet indfriet. Teknisk set er mulighederne der stadig: alle har stadig mulighed for at skabe indhold og dele det med verden via sociale medier. Problemet er, at internettet har skabt nye former for ulighed, barrierer for indtræden og virtuelle monopolier. Tech-giganter har en enorm indflydelse på, hvad der bliver set og delt online: Google bestemmer rækkefølgen af søgeresultater, YouTubes algoritmer foreslår næste video, Facebooks nyhedsfeed prioriterer dine venners indlæg, og det meste af vores nyheder stammer fra store medier snarere end lokale eller uafhængige kilder. Dette har skabt en situation, hvor nyheder og informationer ikke længere flyder frit, men er styret af et lille antal dominerende aktører.

Som Matthew Hindman påpeger i sin analyse af internettets opmærksomhedsøkonomi, er den offentlige sfære stadig koncentreret omkring et lille antal store aktører. Selvom antallet af nyhedsudbydere er steget, er der stadig en massiv afhængighed af få teknologiske gatekeepere, der styrer, hvad der bliver synligt for brugerne. Denne koncentration af magt gør det svært for nye eller uafhængige stemmer at blive hørt, og som følge heraf har vi set en stigning i produktionen af fake news, der er effektivt målrettet mod bestemte grupper og individer.

I denne sammenhæng har fake news ikke kun været et resultat af tilfældig viral spredning af misinformationsindhold. Det er ofte blevet aktivt fremmet og distribueret af grupper med specifikke politiske mål. Både Rusland og den amerikanske højrefløj har investeret betydeligt i informationskrigsførelse ved at oprette fake news-websteder, falske sociale mediekonti, trollfarmenheder og bot-hære. Disse teknikker har gjort det muligt for grupper med store politiske interesser at få deres indhold bredt ud og skabe ekkokamre, hvor fake news og stærkt partisanindhold kan cirkulere uden væsentlig modstand.

En markant nyhed i den måde, hvorpå fake news produceres og distribueres, er ikke nødvendigvis mængden af indhold, men den målrettede og organiserede indsats bag spredningen. Det er ikke længere bare et spørgsmål om tilfældig viralitet; der er betydelige ressourcer, som bliver brugt på at skabe, støtte og vedligeholde platforme, der er dedikeret til at fremme specifikke politiske dagsordener gennem misinformation. Dette har givet et vindue for grupper at forme den offentlige diskurs og opinion gennem manipulerede eller fejlinformerede nyheder.

For at forstå hvordan fake news fungerer i dag, er det vigtigt at anerkende den teknologiske infrastruktur, der gør det muligt for disse kræfter at fremme deres dagsordener. De samme teknologier, der skulle sikre demokratisering af information og viden, har været med til at skabe en ny form for magtkoncentration. Det er ikke kun internettets tilgængelighed, der er af betydning, men hvordan den bruges af de få, der har de nødvendige ressourcer og evner til at manipulere strømmen af information.

Det er også værd at overveje, at fake news ikke nødvendigvis altid har en direkte effekt på valgsystemer, som man ofte har troet. Empirisk forskning tyder på, at fake news hovedsageligt bliver konsuméreret af en lille gruppe tunge internetbrugere, og at dens indflydelse på valgresultater ikke er så stor, som man kunne forvente. For eksempel er det blevet dokumenteret, at spredning af fake news primært sker blandt ældre, konservative vælgere og at dets påvirkning på valgresultater er begrænset.

Det er dog stadig svært at estimere de præcise effekter af fake news på individers overbevisninger og adfærd, da forskningen på området er i sin spæde start, og nye opdagelser kan ændre vores forståelse af fænomenet. Ikke desto mindre kan vi på nuværende tidspunkt sige, at der ikke findes afgørende beviser for, at spredning og indflydelse af fake news har vokset sig betydeligt større i de seneste år i Vesten, i hvert fald ikke i USA og Europa.

Endtext

Hvordan kan epistemisk insensitivitet og epistemisk blokering fremme mistillid i samfundet?

Epistemisk insensitivitet refererer til en tendens til at ignorere relevante evidens eller argumenter, som burde have indflydelse på ens tro eller overbevisninger. Denne form for insensitivitet er særlig problematisk, når den manifestere sig i forhold til personer med betydelig epistemisk magt, såsom eksperter, akademikere eller medier. For eksempel kan eksperter, der besidder autoritet på deres felt, undlade at overveje synspunkter eller data, der modsiger deres egne forudindtagede meninger. Dette skaber ikke blot epistemisk uretfærdighed, men kan også føre til en ond cirkel af misforståelser og politisk opdeling.

I forbindelse med mediedækning kan en politisk skævhed – for eksempel en venstreorienteret mediebias – udgøre et konkret eksempel på epistemisk insensitivitet. Hvis medier konsekvent undervurderer betydningen af bestemte data eller præsenterer information, der kun understøtter ét politisk synspunkt, vil de skuffe deres publikums evne til at danne en objektiv opfattelse af virkeligheden. Dette fører til en situation, hvor befolkningen, især dem, der har politiske forudindtagelser, kun ser et forvrænget billede af de faktiske forhold.

Epistemisk insensitivitet kan også føre til, at grupper, der allerede er ideologisk polariseret, kun konsumerer de oplysninger, der bekræfter deres egne synspunkter. Dette skaber en dynamik, hvor misinformation og falske nyheder kan blomstre, og folk bliver mere mistroiske overfor hinanden, hvilket forværrer den politiske og sociale opdeling i samfundet. Når folk i højere grad træffer beslutninger baseret på information, der understøtter deres eksisterende overbevisninger, og ignorerer modstridende fakta, er det sværere at opnå en fælles forståelse og samarbejde på tværs af ideologiske skel.

Epistemisk blokering, på den anden side, handler om at aktivt hindrer andre i at få adgang til nødvendige kilder eller beviser, der kunne ændre deres syn på en given situation. Dette kan ske gennem censur, selektiv information eller ved at forhindre kritisk diskussion. Blokering af vigtige perspektiver hæmmer muligheden for sund debat og ødelægger den nødvendige kritiske tænkning, som er essentiel i et demokrati. Når eksperter eller offentlige personer undlader at give plads til alternative synspunkter, underminerer de tilliden til videnskab og objektivitet og øger den politiske mistillid, især når den ene side føler, at deres stemme bliver ignoreret eller nedvurderet.

Således kan både epistemisk insensitivitet og epistemisk blokering medvirke til at forværre mistillid i samfundet, især når de udøves af personer med stor epistemisk autoritet. De skaber et miljø, hvor mennesker har svært ved at engagere sig i meningsfulde, oplysende samtaler og fremmer ideologisk polarisering. Når det sker i sammenhæng med eksperter, kan det også skabe en barriere for objektiv viden og videnskabelig integritet, da det forhindrer kritik og udvikling af viden.

Det er vigtigt at understrege, at disse epistemiske dyder og laster ikke nødvendigvis er noget, der kun findes hos én bestemt gruppe, såsom eksperter eller journalister. Alle kan være modtagelige for insensitivitet og blokering, især når de er stærkt ideologisk engagerede. Derfor bør vi være opmærksomme på, hvordan vi selv – og de vi lytter til – forholder sig til information, og hvordan vi skaber et miljø, der fremmer objektivitet og åben diskussion.

Derfor, selvom venstreorienterede medier måske kritiseres for at have en ideologisk skævhed, er det nødvendigt at forstå, hvordan epistemisk insensitivitet og epistemisk blokering manifesterer sig, og hvordan de kan skade både den offentlige debat og den personlige viden. Vi bør fokusere på at identificere og udfordre disse former for epistemisk adfærd, uanset hvor de måtte opstå, og arbejde hen imod et samfund, hvor alle er mere åbne overfor kritisk evaluering af deres egne synspunkter og ideer.

Hvordan epistemisk tillid påvirker vores ansvar i sociale medier

Vi er sociale væsener, og som sådan er vores afhængighed af andre en grundlæggende del af menneskets natur. Denne afhængighed er ikke kun begrænset til praktiske, fysiske behov, men strækker sig også til vores epistemiske behov – de ting, vi ved, tror på og forstår. Som Jones påpeger, er vi ikke i stand til at opnå alle nødvendige epistemiske mål alene, og derfor er vi nødt til at stole på andre for at udvide vores viden og forståelse. Denne afhængighed, selvom den er uundgåelig, medfører risici. For når vi er afhængige af andre for at opnå viden, åbner vi os også for muligheden for at blive vildledt eller fejlinformeret. Samtidig som vi er afhængige af andres viden, er vi i stand til at reflektere over denne afhængighed og endda anerkende, at andre kan forstå vores afhængighed af dem.

Epistemisk tillid er ikke blot en passiv tillid til, at andre har den nødvendige viden. Det indebærer også, at den, vi stoler på, er kompetent til at understøtte vores afhængighed på en ansvarlig måde. Det er her, værdien af social epistemologi bliver tydelig, for den viser os, hvordan vores handlinger, i dette tilfælde vores handlinger på sociale medier, kan have vidtrækkende konsekvenser for andre. Når vi deler, genposterer eller videregiver information, gør vi mere end blot at sprede en idé; vi påtager os et ansvar for, hvordan denne information vil blive modtaget, og hvordan den kan påvirke modtagerens viden og overbevisninger.

En vigtig skelnen i epistemisk dyd er mellem selvorienterede og andensorienterede dyder. De første handler om den enkeltes evne til at forfølge sine egne epistemiske mål – for eksempel at være åben-minded og forsigtig i sin evaluering af information. Disse dyder er væsentlige, men i den nye rolle som 'redaktør' af andres viden, som vi ofte befinder os i, når vi deler information online, er andensorienterede dyder mere relevante. Disse dyder fokuserer på den virkning, vores handlinger har på andres viden, og om vi hjælper dem med at opnå de epistemiske mål, der er nødvendige for deres egen forståelse og beslutningstagning.

Den epistemiske dyd, der specifikt adresserer dette ansvar, er epistemisk tillid. En person er epistemisk pålidelig, hvis hun opfører sig på en måde, der er i overensstemmelse med hendes viden og tro – hun udtaler sig kun om, hvad hun ved at være sandt, og udtrykker tvivl, når hun har grund til det. Denne dyd er ikke kun et spørgsmål om selvvurdering, men også om vurdering af andre. Når vi genposterer indhold på sociale medier, sender vi ikke blot et budskab til et privat publikum, men åbner det op for en bredere offentlighed, hvis medlemmer kan have forskellige fortolkninger og forståelser af det indhold, vi deler.

Re-posterens rolle i den moderne sociale medieverden er derfor tæt knyttet til fællesskabsorienterede epistemiske dyder. Når vi deler en artikel, en nyhed eller en video, bør vi overveje, hvordan denne deling påvirker det epistemiske fællesskab som helhed, ikke kun den umiddelbare modtager. Re-posting, især når det gøres uden tilstrækkelig refleksion over konteksten, risikerer at skabe en situation, som Karen Frost-Arnold kalder for "kontekstkollaps". Dette fænomen opstår, når et budskab, der oprindeligt er sendt med en bestemt hensigt og til en bestemt gruppe, pludselig præsenteres for et bredere publikum uden den nødvendige kontekst, hvilket kan føre til misforståelser og fejlinformation.

Denne problematik bliver særligt tydelig i forbindelse med sociale medier, hvor information hurtigt kan blive delt og modtaget af en stor og varieret gruppe mennesker. En humoristisk genpostering, der måske skulle have været forstået som en satire af en bestemt holdning, kan blive taget seriøst af en bredere læserskare. En artikel, der kritisk omtaler en nyhedskilde, kan blive opfattet som en godkendelse af denne kilde, hvis kritikken ikke er tydelig nok for dem, der ikke er bekendte med konteksten. Når vi engagerer os i denne form for informationsoverførsel, er det derfor afgørende at tage højde for, hvordan modtagerne vil tolke og bruge den information, vi deler.

I betragtning af de psykologiske undersøgelser, der viser, at fejlagtige overbevisninger er svære at ændre, bør vi være særligt opmærksomme på de epistemiske risici, vi udsætter andre for, når vi genposter indhold. Hvis en fejlinformation først er accepteret, er det ofte svært at korrigere den, og derfor kan vi som ansvarlige aktører på sociale medier ikke undgå at tage ansvar for, hvordan vores deling af information potentielt kan forstærke fejlinformation. Vores refleksion over de mulige konsekvenser af vores handlinger på andres viden bør gå ud over vores personlige perspektiv og inkludere en forståelse af de brede epistemiske interesser, som vores handlinger kan berøre.

Endelig er det vigtigt at erkende, at vi i vores rolle som aktive deltagere i det epistemiske fællesskab på sociale medier ikke kun handler ud fra vores egne behov for viden, men også i anerkendelse af andres afhængighed af vores handlinger. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at dele information korrekt, men også om at handle med en bevidsthed om, hvordan vores handlinger kan bidrage til eller underminere det fælles mål om at fremme sandhed og forståelse i det samfund, vi deler information med.

Hvordan kan asiatisk-amerikansk urtemedicin hjælpe os med at opretholde et sundt liv?
Hvordan navigere i et krydsfelt af teknologi, taktik og eksistens?
Hvordan får man tid med en travl interessent uden et formelt møde?